mboost-dp1

Google Inc.

Windows 10 er muligvis på vej til Chromebooks

- Via XDA Developers -

Google er tilsyneladende i gang med at udvikle dual-boot-understøttelse til deres Chromebooks, så de kan køre Chrome OS og Windows 10 samtidig.

Google er i gang med at udvikle en funktion til deres Chromebooks med navnet Campfire – det viser kildekode i udvikler-versionen af Chrome OS.

Ligesom Apples Boot Camp-funktion, der gør, at man kan skifte mellem Windows og Mac OS, så skal Campfire gøre det muligt, at køre både Windows 10 og Chrome OS på en Chromebook.

Google skulle være i gang med at få deres Pixelbook godkendt til at understøtte Windows 10 af Microsoft, og noget tyder på, at det ikke kun er Googles egen såkaldte Pixelbook, der vil få Campfire-funktionen, men også andre Chromebooks.

Det vil dog ikke være på alle Chromebooks, at man vil kunne installere Windows 10. Det vil kræve mininum 40 GB lagerplads på computeren, da Windows 10 menes at skulle bruge 30 GB, og Chrome OS bruger 10 GB.

Det vides endnu ikke, hvornår Google officielt vil lancere Campfire, men oktober er en mulighed, da de almindeligvis afholder et hardware-event i den måned, hvor deres Pixel 3-telefon også forventes at blive vist.

Panasonic

Sure tæer: Panasonic laver gadget til lugtende sko

- Via The Verge -

Panasonic har lanceret en gadget, der kan fjerne dårlig lugt fra sko.

Den hedder MS-DS100 og fungerer ved at affyre ladede ioner ned i skoen, der opløser partiklerne, som får skoen til at lugte.

Man placerer enheden ovenpå sine sko i fem til syv timer afhængig af, hvor meget de lugter, hvorefter de skulle være lugtfrie.

En anden lugt-fokuseret gadget blev for nyligt udgivet, der i stedet kan måle ens stank – læs mere her.

Panasonics nye gadget udkommer i Japan den 20. september, men har endnu ikke en pris.

Sony

Sony har solgt 500 millioner Playstation-konsoller

- Via newz.dk -

Sony har solgt 500 millioner af deres Playstation-konsoller, siden den første Playstation kom i 1994.

Det fejrer de med en ny, gennemsigtig Limited Edition-udgave af deres Playstation 4 Pro-konsol, som der kun vil blive solgt 50.000 eksemplarer af.

For nyligt meldte Sony også om, at der er blevet solgt 83 millioner Playstation 4-konsoller, hvilket betyder, at Sony har solgt flere af deres nyeste konsol på mindre end fem år, end de solgte af Playstation 3-konsoller på syv år.

Det giver dem et stort forspring i forhold til deres konkurrent Microsoft, der har solgt omkring 40 millioner Xbox One-konsoller, men der er stadig et stykke vej op til Sonys egen Playstation 2, der har verdensrekorden med 158 millioner solgte konsoller.

Playstation 4 og 4 Pro vil formentlig leve lidt endnu, da de fleste eksperter i spil-industrien på nuværende tidspunkt peger på, at Sony vil lancere deres næste konsol – eventuelt med navnet Playstation 5 – i 2020, hvilket peger imod tidligere rygter – læs om dem her.

Apple Inc.

Apple tillader ikke anti-spam-app: Indien truer med at slukke for iPhone-dækning

- Via Reuters - , indsendt af arne_v

En længerevarende konflikt mellem Apple og de indiske myndigheder har ført til en trussel om at slukke for dækningen af iPhones i landet.

Indien har et spam-problem i sådan et omfang, at telemyndighederne har lavet en anti-spam-app, som de kræver at alle mobilproducenter installerer.

Appen har kunne findes på Android siden 2016, men Apple vil ikke tillade appen på deres App Store, da de mener, at den giver mulighed for telefon-overvågning.

Derfor har de indiske tele-myndigheder fortalt landets teleselskaber, at de har seks måneder til at lukke forbindelsen til de enheder, der ikke understøtter anti-spam-appen.

I et brev fra en af Apples chefer i Indien beder de myndighederne om ikke at slukke for dækningen og skriver, at den nye version af iOS vil tillade mange af spam-appens funktioner, men ikke et fuldt automatisk spam-filter, da det kan gøre det muligt for tredjeparter at spore Apple-brugere.

Apple skriver også i svaret, at de ser frem til at samarbejde med tele-myndighederne om en løsning på deres spam-problem, hvor de også kan beskytte deres brugeres privatliv og sikkerhed.

Formanden for tele-myndighederne i Indien fortæller, at ordren til teleselskaberne ikke kan stoppes af et brev, men at Apple i stedet må udfordre beslutningen i retten.

Nodus & Gordon Kelly

EU vil tvinge smartphone-producenter til fælles oplader-standard

- Via Reuters - , indsendt af thimon

EU-kommissionen er begyndt at undersøge muligheder, hvorpå de kan få de mange telefon-producenter til at bruge en fælles oplader-standard.

De sidste mange år har kommissionen forsøgt, at lade smartphone-virksomhederne klare den selv og selv sørge for en fælles standard, men er nu begyndt at undersøge priser og fordele ved andre muligheder, fortæller konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

Efter pres fra EU tilbage i 2009 underskrev 14 virksomheder – herunder Samsung, Huawei, Nokia og Apple – en aftale om at begynde at bruge den samme oplader-standard, hvorefter de fleste skiftede til micro-USB.

Aftalen udløb også i 2012, hvor nogle af virksomhederne dog lavede nye hensigtserklæringer i 2013 og 2014 om en fælles oplader-standard.

Apple skiftede aldrig og begyndte ej heller at lade en mikro-USB-adapter følge med deres iPhone. Apple er også i dag den, som skiller sig mest ud fra flokken af producenter med deres Lightning-port, hvor størstedelen af andre nyere smartphones kommer med en USB-C-port.

Der har dog lydt rygter om, at iPhones fra næste år af vil understøtte USB-C – læs mere her.

Det er godt med en fælles oplader-standard både for forbrugerens skyld, men også af miljømæssige årsager, da opladere er skyld i mere end 51.000 ton elektronisk affald årligt.

Samsung

Samsung afslører smart-højtaler og nyt smartwatch

- Via The Verge -

Til Samsungs Galaxy Note 9 event afslørede selskabet, udover telefonen, også deres første smart-højtaler sammen med et nyt smartwatch.

Smart-højtaleren, med navnet Galaxy Home, skal konkurrere med de populære Google Home- og Amazon Echo-højtalere og vil være styret af Samsungs egen AI-assistent Bixby, der også er at finde på selskabets smartphones.

Galaxy Home har seks indbyggede højtalere og en subwoofer. Derudover har den otte far-field-mikrofoner til at opfange stemmer, der eksempelvis beder højtaleren om at spille musik.

Pris og tilgængelighed er endnu ukendt, men Samsung vil afsløre mere i november.

Samsungs nye Galaxy Watch vil være vandtæt, have en Super AMOLED touch-skærm med Gorilla DX+ Glass, en Exynos 9110 dual core 1,15 GHz-processor, en pulsmåler, accelerometer, gyroskop og barometer.

Den vil komme i en bluetooth-udgave og en udgave med LTE via eSIM. Derudover kan den fås i to størrelser, hvor den ene måler 42 mm og har en 1,2 tommer-skærm og den anden måler 46 mm og har en 1,3 tommer-skærm.

Ifølge Samsung kan batteriet holde i flere dage på en opladning.

Samsung Galaxy Watch kommer til Danmark i slutningen af september, hvor det oplyses at bluetooth-udgaven på 42 mm vil koste 2.799 kr., og udgaven på 46 mm vil koste 2.999 kroner.

Samsung

Samsung Galaxy Note 9 har et stort batteri: Sikret mod brandfare

- Via The Verge -

Samsung har afsløret deres Galaxy Note 9. Den har et stort batteri, der også er blevet dobbelttjekket mod brandfare.

Samsung har selv sikkerhedstjekket 4.000 mAh-batteriet i den nye Galaxy Note 9 og har derudover fået batteriet valideret og certificeret af to eksterne firmaer.

Samsung har nemlig ikke glemt deres Galaxy Note 7, hvor de i 2016 måtte tilbagekalde 2,5 millioner solgte enheder på grund af brandfare – læs mere her.

Batteriet skulle gerne kunne holde længe og derudover har Note 9’eren enten 128 GB lagerplads og 6 GB RAM eller også kan man vælge en version med 512 GB lagerplads og 8 GB RAM.

Den har en 6,4 tommer Super AMOLED skærm med en opløsning på 2960 x 1440 og en Exynos 9810-processor.

Kameraet er næsten identisk med det, man kan finde i en Samsung Galaxy S9, der også var en af de få ting, som fik ros sammenlignet med forgængeren S8 – læs mere her.

Telefonens stylus-pen er blevet opgraderet med ‘Bluetooth Low Energy’, hvilket gør at knappen på pennen kan bruges til at tage et billede eller til at aktivere andre apps. Pennen lader automatisk op, når den indsættes i telefonen.

Ligesom Samsungs nye tablet, Galaxy Tab S4, har Note 9 en såkaldt DeX-mode, hvor den kan fungere ligesom en desktop-PC, hvis den kobles til en ekstern skærm via et HDMI-stik.

Den billigste version med 128 GB lager og 6 GB RAM vil koste 7.849 kroner, imens versionen med 512 GB lager og 8 GB RAM kommer helt op på 9.799 kroner. Begge telefoner kommer den 24. august.

Sony Mobile Communications

Qualcomm afslører muligvis snart ny smartwatch-chip

- Via Android Police -

Qualcomm har ikke lavet en ny smartwatch-chip siden 2016, men det kommer muligvis snart til at ændre sig.

Chip-producenten har udgivet et teaser-billede, der hentyder til, at de har en afsløring den 10. september, og det forventes derfor, at de vil afsløre en ny smartwatch-SoC.

De seneste års Wear OS-ure har i de fleste tilfælde brugt Snapdragon Wear 2100 fra 2016, hvorfor kommende Android-smartwatches godt kunne trænge til en opgradering – både når det kommer til ydeevne og til batteri-levetid.

Datoen i september passer også sammen med et tidligere rygte.

Tidligt på året tog Huawei patent på et smartwatch-design, der ville lade en bruge sin hånd som skærm – læs mere her.

Magic Leap

Magic Leaps ‘mixed reality’-headset er ude i USA

- Via The Verge -

Magic Leaps hypede ‘mixed reality’-headset er ude i bestemte områder i USA til en pris på 2.295 dollars.

Det er Magic Leap One Creator Edition, der nu er ude, og versionen er primært rettet mod kunstnere og app-udviklere, som kan lave noget software til headsettet, til når det får en bredere lancering.

MR-headsettet består af tre dele. Brillerne med navnet Lightwear, en computer man har siddende på sin krop med navnet Lightpack og en controller.

Brillerne har en række kameraer og sensorer, som de bruger til at få det til at se ud som om, at personer og objekter er en del af brugerens virkelige verden – læs mere her.

I Lightpack-computeren gemmer der sig en Nvidia Tegra X2-chip, 8 GB RAM, 128 GB lagerplads og et batteri, der skulle kunne holde til tre timers brug.

Med headsettet medfølger der på nuværende tidspunkt en browser med navnet Helio, en app til at chatte virtuelt og en demo af spillet “Dr. Grordbort’s Invaders”, der skulle minde om koncept-videoen, som Magic Leap udgav i 2015, der kan ses nedenfor.

Google Inc.

Google Pixel 3 XL-billeder lækket: USB-C-høretelefoner medfølger

- Via Android Police -

En række billeder af den kommende Google Pixel 3 XL er lækket. Billederne tyder på, at et par USB-C-høretelefoner medfølger.

En russisk tech-blogger har lækket billederne på hans Telegram-side og billederne af telefonen matcher også, hvad man har hørt i tidligere rygter og har set 3D-renderinger af.

På et af billederne ser man en version af Googles Pixel Buds med ledning, hvilket lader til at være en del af pakken, hvis man køber en Pixel 3.

Med Googles Pixel 2 medfulgte der i stedet en adapter, som lod en forbinde et almindeligt headset med jackstik til telefonen via USB-C-porten.

Et nyligt rygter peger på, at Apple vil fjerne jackstik-adapteren, som før har fulgt med, til deres kommende iPhones – læs mere her.

Som man også kan se på et af billederne har Pixel 3 XL en skærm med en opløsning på 1440 x 2960, 4 GB RAM og en otte-kernet Qualcomm-processor, der formentlig er en Snapdragon 845-CPU.

Google Pixel 3-telefonerne forventes afsløret i oktober.