mboost-dp1

Motorola

Motorola laver ny iPhone X-kopi

- Via TechSpot -

Motorolas nye P30 ligner næsten for meget en iPhone X til, at det kan være tilfældigt.

Mange telefoner ligner hinanden når det kommer til design og den berygtede notch, men Motorola P30 har mere til fælles med Apples luksus-telefon end de fleste.

Som man kan se på billedet nedenfor er kameraet, notchen og logoet placeret samme sted på telefonen. Apple-logoet er bare udskiftet med Motorola-M’et, og der er lidt mere kant i bunden under skærmen, hvor der står Motorola-navnet.

Asus har også tidligere lavet en iPhone X-inspireret telefon – som man kan læse om her – men Motorola P30 har taget skridtet videre.

Baggrunden på P30’eren – i Motorolas egne reklame-billeder – minder endda om standard-baggrunden på en iPhone X.

Motorola P30 kommer med en Snapdragon 636-CPU, 6 GB RAM, en 6,2 tommer skærm med en opløsning på 2246 x 1080, et 3.000 mAh batteri samt et 16 MP- og et 5 MP-kamera på bagsiden.

Dog har P30’eren et 3,5 mm headset-jackstik, hvilket dog ikke er tilfældet på en iPhone X.

Motorola P30 bliver lanceret i udlandet den 15. september og får amerikanske priser på 303 dollars og 360 dollars for modeller med henholdsvis 64 GB eller 128 GB lagerplads. Det er billigere end en iPhone X, der koster i nærheden af 1.000 dollars i USA og knap 9.000 kr i Danmark.

Microsoft

Officiel Windows 10-app til at tjekke telefonen er nu ude (opdateret)

- Via The Verge -

Opdatering: Microsoft har fjernet understøttelsen af appen for almindelige Windows 10-brugere, så det igen kun er Windows Insidere, der har adgang.

Man kan nu hente Windows 10-appen, der gør det muligt at tjekke ens telefon på sin computer.

Appen er blevet testet i Insider-versionen af Windows 10 i en måned, men nu er appen officielt ude.

“Your Phone” hedder appen, og den fungerer kun med Windows 10-computere og med Android-telefoner, der har Android 7.0 eller nyere.

Indtil videre er funktionerne i appen dog begrænsede. Det er muligt at ‘drag and drop‘-flytte billeder mellem telefon og PC, men først senere vil man kunne tjekke sine telefon-beskeder og -notifikationer på computeren.

Indtil videre kan Android-ejere i stedet sende SMS’er fra computeren med en nyligt udgivet funktion til Android Messages – læs mere her.

Microsoft har også lovet, at “Your Phone”-appen skal kunne understøtte iPhones, men har indtil videre kun nævnt en funktion, der lader en fortsætte med at læse en hjemmeside, når man skifter mellem computeren og ens iPhone.

“Your Phone” kan hentes på Microsofts Store her.

Nvidia

Nvidia teaser kommende gamer-grafikkort: Geforce RTX 2080

- Via TechRadar -

Nvidia har udgivet en kryptisk video, der menes at lægge op til en Geforce RTX-afsløring.

Ligesom Nvidias ny-afslørede Quadro RTX-grafikkort, forventes det, at GeForce RTX 2080 er baseret på Turing-arkitekturen og kommer med den nye ‘RT-Core’, der tillader avanceret ‘ray-tracing’ – det vil sige ekstremt realistisk simulation af lys.

I videoen nævnes grafikkortet ikke direkte, men der nævnes en række populære spil som OW (Overwatch), Rocket League og PUBG (Player Unknown’s Battlegrounds), hvilket sammen med video-titlen “Be For The Game” peger i retning af et nyt gamer-grafikkort.

Hvis det ikke var nok, så er der fundet en række hints, der peger på, at grafikkortet netop vil hedde Geforce RTX 2080 og ikke GTX 1180, at det er baseret på Turing-arkitekturen og at ray-tracing-teknologien vil være der.

Vi ved mere den 20. august, når Nvidia afholder deres Gamescom-event og formentlig afslører grafikkortet. Se teaseren og diverse hints nedenfor.

– RoyTeX – RTX.
– Not_11 – Ikke deres 11-serie.
– Mac-20 – 20-serien.
– Eight-Tee – 80.
– AlanaT – Alan Turing.
– Zenith20 – 20-serien.
– Ray – ray-tracing.
– give me 20 – 20-serien.
– 50.968495,7.014026 – GPS koordinater for Køln i Tyskland, hvor GeForce holder deres Gamescom-event, der forventes at være stedet, hvor de afslører det nye grafikkort.
– Tallene, der udgør datoen til sidst, kommer frem i rækkefølgen: 2,0,8,0.

Oppo

Oppos nye telefon har en lille notch: Første med Gorilla Glass 6

- Via TechSpot -

Kinesiske Oppo har forsøgt at gøre den berygtede notch mindre tydelig på deres nye smartphone, der også er den første med Gorilla Glass 6.

Indhakket i toppen på nye smartphones – den såkaldt notch – er åbenbart kommet for at blive. De er typisk aflange og nogle gange firkantede, men Oppo har tilsyneladende lade sig inspirere af den første notch på Google-skaberen Andy Rubins Essential Phone.

Oppo F9 har nemlig en mindre, rund notch, hvor kameraet og en lille højtaler sidder – hvilket giver meget plads til skærm, ligesom det var tilfældet med Oppos Find X-telefon, der i stedet for en notch havde et pop-ud-kamera – læs mere her.

Derudover bliver Oppo F9 også den første telefon med Gorilla Glass 6, der er dobbelt så stærkt som dens forgænger, Gorilla Glass 5, som mange nyere smartphones er beklædt med.

Oppo F9 har en mid-range Mediatek Helio P60-CPU, en 6,3 tommer skærm med en opløsning på 2340 x 1080, et batteri på 3.500 mAh, 64 GB lagerplads, et dobbelt-kamera og valget imellem 4 GB eller 6 GB RAM.

Telefonen har endnu ikke en pris, men udgives i Indien og Sydøstasien senere på måneden.

Nvidia

Nvidia fremviser første Turing-baserede grafikkort

- Via Hot Hardware - , indsendt af modgaard

Nvidia har fremvist deres første grafikkort, der er baseret på Turing-arkitekturen – nemlig Quadro RTX 8000, RTX 6000 og RTX 5000.

Imens mange gamere venter på den næste GeForce-GPU, så har Nvidia afsløret deres nye Quadro-GPU’er, der i højere grad er tiltænkt grafik-tunge, professionelle arbejds-opgaver.

Nvidia kalder de nye grafikkort for verdens første ‘ray-tracing’ GPU’er, hvilket virksomheden selv kalder for deres mest banebrydende udvikling siden de introducerede CUDA til deres GPU’er i 2006.

Teknologien gør grafikkortene i stand til at simulere lys på en ekstremt realistisk måde, og Nvidia hævder herunder, at deres Turing-arkitektur kan simulere den virkelige verden med seks gange så høj en hastighed som deres sidste generation grafikkort (Pascal).

Den billigste af de nye grafikkort, Quadro RTX 5000, har 3.072 CUDA-kerner, 384 Tensor-kerner og kommer med 16 GB af Samsungs 14 Gbps GDDR6-hukommelse.

Både Quadro RTX 6000 og RTX 8000 har 4.608 CUDA-kerner og 576 Tensor-kerner, hvor forskellen mellem de to er, at RTX 6000 har 24 GB GDDR6-hukommelse, imens Quadro RTX 8000 har det dobbelte med 48 GB hukommelse.

Alle tre GPU’er vil udkomme i fjerde kvartal af 2018 til amerikanske priser på 2.300 dollars for Quadro RTX 5000, 6.300 dollars for RTX 6.000 og hele 10.000 dollars for RTX 8000.

Apple Inc.

Apple lancerer angiveligt billigere Macbooks inden jul

- Via DigiTimes -

Noget tyder på, at Apple vil lancere en eller flere billigere Macbooks i fjerde kvartal af i år.

Quanta, der er laptop-leverandør for blandt andre Apple, har angiveligt meldt ud, at de kommer op over 10 millioner leverede enheder i fjerde kvartal på grund af Apples nye, billige notebooks.

Tidligere rygter har peget på, at en ny Macbook Air skulle være på vej fra Apple, hvilket ville passe med, at der skulle være tale om billigere Macbooks.

Apple har ikke udgivet en Macbook Air i tre år og har i stedet fokuseret på deres Macbook Pros. Den gamle Macbook Air starter på 8.799 kroner, hvilket kan sammenlignes med den nye Pro fra i år, der starter på 11.499 kroner.

Lenovo

Lenovo lancerer kraftig arbejds-laptop: Næsten så tynd som en Macbook Air

- Via Hot Hardware -

Lenovo har lanceret deres Thinkpad P1. En kraftig arbejds-laptop, der er relativt let og næsten ligeså tynd som en Macbook Air.

Thinkpad P1 vejer 1,7 kg og er 1,8 cm tyk, hvilket kan sammenlignes med Apples Macbook Air på 1,35 kg og 1,7 cm tykkelse.

Thinkpad P1 har dog en 15,6-tommer 4K-skærm, et Nvidia Quadro P-serie-grafikkort, en ottende generation Intel Core- eller Xeon-processor, der kan nå hastigheder på 4,6 GHz.

Derudover kan den fås med op til 4 TB lagerplads eller 64 GB RAM, hvilket dog er lavere end Lenovos tungere Thinkpad P52, som de lancerede i juni, der kan fås med 128 GB RAM – læs mere her.

Lenovo Thinkpad P1 har fået en amerikansk pris, der starter på 1.800 dollars.

IndVideos

Samsung: Vi vil være de første med en foldbar telefon

- Via ZDNet -

Samsung bekræfter at deres telefon med foldbar skærm er på vej, og at de sigter på at være de første med konceptet.

Den sydkoreanske producent har længe haft en foldbar telefon på tegnebrættet, men nu nærmer konceptet sig virkelighed. Samsungs mobil-chef, DJ Koh, fortæller, at de ikke vil tabe titlen som verdens første, når det kommer til foldbare telefoner.

Der er tilsyneladende et kapløb i gang, da tidligere rygter har lydt på, at konkurrenten Huawei også sigter efter at lancere verdens første foldbare telefon – læs mere her.

Koh fra Samsung fortæller desuden, at der ikke er lang vej til afsløringen af telefonen, hvilket passer med nylige rygter om en januar-lancering, og hentyder også til, at den foldbare telefon vil være starten på en ny smartphone-serie fra Samsung ligesom deres S- og Note-serier.

Samsungs kommende foldbare telefon – der måske vil blive kaldt Galaxy X – kan desuden blive producentens første 5G telefon.

Koh fortæller nemlig, at Samsung Galaxy S10 ikke vil være den første med 5G, hvorfor der enten skulle være tale om Galaxy X, Note 10 eller en ny serie, hvis Samsung også vil være en af de første med en 5G-telefon, hvilket de har planer om at være.

Arris

Efter ny wifi-standard til mesh-netværk: Første godkendte router lanceres

- Via The Verge -

Den såkaldte Wi-Fi Alliance lavede tidligere på året en ny standard til mesh-routere med navnet EasyMesh. Nu er den første router på vej med den nye standard.

Arris har afsløret deres EasyMesh-certificerede router med navnet VAP4641 Wireless Extender, der kan parres med andre certificerede enheder, når de engang kommer.

Mesh-routere er wifi-routere som forbindes i et netværk, så der er bedre dækning i eksempelvis et stort hus, og indtil nu har man været nødt til at købe mesh-routere fra samme producent, hvis de skulle virke sammen, men ikke med den nye standard.

Wi-Fi Alliance, der fører tilsyn med wifi-standarden, har altså lavet EasyMesh-standarden, så forbrugere kan blande forskellige mesh-routere i deres hjem, så længe de er EasyMesh-certificerede.

Tidligere i sommer begyndte Wi-Fi Alliance også at certificere de første produkter med den nye sikkerhedsprotokol WPA3 – læs mere om det her.

Arris har ikke fortalt, hvornår man kan købe deres kommende mesh-router.

Spyra

Nyt digitalt vandgevær har display og opsuger automatisk vand

- Via newz.dk -

Spyra har lavet et digitalt vandgevær med display til antal vand-‘kugler’ og som automatisk opsuger vand.

Vandgeværet, der kan findes på Kickstarter, skyder ikke en strøm af vand, men skyder i stedet ‘kugler’ af vand, der gør det nemmere at sigte og ramme sit mål op til 8 meter væk.

På geværets display kan man se det antal vand-‘kugler’, som man har tilbage.

Det er ikke nødvendigt at pumpe vandgeværet heller, da man bare skal stikke spidsen ned i noget vand i omkring 14 sekunder, og så er geværet fyldt op og kan skyde.

Vandgeværet oplades via USB-C, og batteriet skulle kunne holde til cirka 45 opfyldninger.

Spyro One-vandgeværet har allerede indsamlet 2,4 millioner kroner på Kickstarter med et mål på 380.000 kroner.

Spyra One koster 115 euro med en planlagt levering i august næste år.