mboost-dp1

Apple

Kilder: Apple lancerer opgraderet Mac Mini sammen med billig Macbook i år

- Via Bloomberg -

Apple er både på vej med en ny Mac Mini rettet mod professionelle og en billigere Macbook-laptop.

Nye kilder fortæller nu om en ny Mac Mini-opgradering i år samtidig med, at de bekræfter og giver yderligere troværdighed til tidligere rygter fra leverandøren Quanta om en billig Macbook senere i år – læs mere om det her.

Den sidste version af Mac Mini er omkring fire år gammel, og det var en lille desktop-maskine uden skærm, keyboard og mus. Prisen for en Mac Mini starter nu på 4.399 kroner, hvilket er relativt billigt sammenlignet med andre Apple-desktops som deres iMacs.

Den nye Mac Mini som angiveligt kommer senere i år vil være rettet mod det professionelle segment som app-udviklere, og den vil derfor understøtte bedre processorer og mere lagerplads, hvorfor den formentlig vil være dyrere end den sidste Mac Mini.

Apples kommende laptop vil ligne en MacBook Air og have en skærm på omkring 13 tommer, men vil have smallere kanter rundt om skærmen, der endeligt også bliver opgraderet med et Retina-display.

Andre kilder bekræfter også, hvad andre, tidligere rygter har peget på. Apple har planer om at lancere tre nye telefoner i år, nye iPad Pros – formentlig uden mini-jack – og en række Apple Watches med større skærme.

Samsung

Samsung er tilsyneladende på vej med nyt ‘mixed reality’-headset

- Via The Verge -

Samsung er på vej med en ny version af deres ‘mixed reality’-headset HMD Odyssey.

En registrering hos den amerikanske telestyrelse og standardiseringsorgan, FCC, har tilsyneladende afsløret, at Samsung er på vej med et nyt VR/MR-headset med navnet HMD Odyssey+.

Samsungs først Windows-VR-headset HMD Odyssey kom slutningen af sidste år, og HMD Odyssey+ kommer tilsyneladende ikke med store forbedringer, selvom dette dog kan nå at ændre sig.

Skærmstørrelsen på 3,5 tommer og en opløsning på 1440 x 1600 pr. øje er den samme, men udover at være AMOLED-skærme står der også ‘+SFS’, hvilket vi endnu ikke ved, hvad står for.

Derudover er der også en mindre ændring, der giver mere plads til øjnene, hvilket skal forhindre, at skærmene dugger til.

Den originale HMD Odyssey blev lanceret den 6. november til en amerikansk pris på 499 dollars.

Nvidia

Officielt: Nvidia lancerer nye gamer-grafikkort: GeForce RTX 2080 Ti i spidsen

- Via engadget -

Nvidia har afsløret deres nye serie af GeForce-grafikkort med RTX 2080 Ti i front.

GeForce RTX 2080 Ti er den kraftigste nye gamer-GPU fra Nvidia, og der er tale om en tydelig forbedring i forhold til sidste generation.

RTX 2080 Ti har 11 GB hukommelse ligesom den nuværende GeForce-topmodel, GTX 1080 Ti, men det er nu hurtigere GDDR6-hukommelse.

Derudover har den nye GPU 4.352 CUDA-kerner, hvilket er 21 procent flere end Nvidias 1080 Ti-GPU.

Hvis man gerne vil have en lidt billigere GPU, men som stadig er bedre end selv Nvidias GTX 1080 Ti, så er der den almindelige GeForce RTX 2080, som har 8 GB GDDR6-hukommelse og 2.944 CUDA-kerner.

Den billigste af de tre nye GPU’er er så GeForce RTX 2070, der har 8 GB GDDR6-hukommelse og 2.304 CUDA-kerner, hvilket giver 40 procent bedre ydelse end GeForce GTX 1070 og 17 procent bedre end selv GTX 1080.

Ligesom det er tilfældet med Nvidias nyligt fremviste, første Turing-baserede grafikkort, har alle de tre nye GeForce GPU’er den såkaldte ray-tracing-teknologi – deraf navneskiftet til RTX – som tillader ekstremt realistisk simulation af lys.

GeForce RTX 2080 Ti vil koste 9.799 kr, når den udkommer den 20. september, ligesom det er tilfældet for RTX 2080-grafikkortet, der vil koste 6.499 kr.

Den billige GeForce RTX 2070 bliver først udgivet til oktober og får en pris på 4.899 kroner.

Lenovo

Google lancerer angiveligt egen smart-højtaler med skærm

- Via Nikkei -

Google optrapper angiveligt konkurrencen med Amazon ved at lancere deres egen smart-højtaler med skærm.

Ligesom Amazon har deres Echo Show, så vil Google også selv lave en smart-højtaler med skærm.

Det fortæller kilder blandt Googles leverandører.

Google har allerede introduceret deres Google Assistant i den slags smart-højtalere med skærm lavet af andre producenter som JBL, Lenovo og Bang & Olufsen – læs mere her.

Men nu vil Google altså have deres egen smart-højtaler med skærm, ligesom at de allerede har deres Google Home, den billigere Home Mini og Home Max med forbedrede højtalere.

Med en smart-højtaler med skærm kan man, ligesom med en almindelig en af slagsen, bruge sin stemme til at slå ting op, styre musikken og andre gadgets i huset og med skærmen, kan den så også vise billeder og video eller vise opskrifter, imens man står i køkkenet.

Samsung

Anmelderne om Samsung Galaxy Note 9: Stor og god telefon til mange penge

- Via newz.dk -

Anmelderne har talt. Samsung Galaxy Note 9 er en stor, lækker telefon, men prisen er også høj.

The Verge roser den flotte skærm, lange batteri-levetid og hurtige ydeevne.

Samtidig kritiserer de den store, umedgørlige skærm på 6,4 tommer og ikke mindst den høje pris. De ender på 8,5 ud af 10.

CNET er ligeledes glade for skærmen og batteri-levetiden, og de roser også den ny S-pen, der har en knap til at tage billeder på afstand.

Prisen og manglende innovation i forhold til Note 8 holder den dog tilbage fra en topkarakter, og den ender med en score på 9 ud af 10.

Wired er glade for telefonens hurtighed og batteri, men kritiserer også både størrelsen og knappen, som er indrettet specielt til Samsungs Bixby, der er en underlegen AI-assistent sammenlignet med Apples Siri og Google Assistant. De ender på 8 ud af 10.

MereMobil skriver, at Note-delen er svær at kritisere på telefonen, og at den er hurtig og har en flot skærm.

De er, ligesom ovenstående, kritiske overfor Bixby-knappen, som de siger er spild af plads og desværre ikke kan indstilles til andre apps. De giver også næsten en topkarakter med fem ud af seks stjerner.

Prisen på Samsung Galaxy Note 9 starter på 7849 kr. for en model med 128 GB og kan fås med 512 GB til en pris på 9.799 kroner. Telefonen kan købes i Danmark fra den 24. august.

Logitech

Logitech lancerer ergonomisk mus med sidelæns design

- Via The Verge -

Logitech har afsløret en ny slags ergonomisk mus, der vender sidelæns.

MX Vertical er en ny mus fra Logitech, der har et mystisk design, som efter sigende skulle reducere fysisk belastning på armen og håndleddet.

Den nye mus er vendt 57 grader, hvilket skulle kunne reducere muskel-aktivitet med 10 procent ifølge Logitech.

Samtidig understøtter MX Vertical en følsomhed på op til 4.000 DPI, så man ikke behøver bevæge sig så meget – og derudover er knappen ovenpå indrettet til at justere DPI-følsomheden.

En opladning af musen skulle være nok til fire måneders brug.

Det er ikke første gang, Logitech har eksperimenteret med deres design. Sidste års MX Ergo skulle også være ergonomisk overlegen og havde en trackball – læs mere her.

MX Vertical får en amerikansk pris på 99 dollars, når den udkommer til september.

Newz

Analytiker: Apples AR-briller kommer i 2020

- Via AppleInsider -

Flere og flere tegn peger i retning af, at Apples AR-briller kommer i 2020.

Det er Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo, der nu underbygger tidligere rygter og læk, og hævder, at Apple vil lancere en augmented reality-brille i 2020.

Det passer noglelunde med et insider-læk fra tidligere i år, der dog meldte om, at brillerne – eller headsettet – ville være en hybrid mellem AR og VR – læs mere her.

Men 2020 var også meldingen i det læk, der også havde flere detaljer om, at headsettet ville have en 8K-opløsning på hvert øje og sensorer bygget direkte ind i headsettet, så det eksempelvis ikke vil være nødvendigt med controllere.

Andre rygter har lydt på, at brillen vil køre på ny software med navnet rOS, og at den betjenes med Siri-kommandoer, hovedbevægelser og et form for touch-panel.

Intel

Intel lancerer ny ottende generation NUC Mini-PC

- Via engadget -

Intel har lanceret en række nye NUC Mini-computere i ‘NUC kit’-form, hvor man selv kan tilføje dele.

Intels nye Bean Canyon NUC Mini-PC’er fås i to størrelser. En der understøtter M.2 SSD’er og en større version, der understøtter både en M.2 og en 2,5 tommer SATA SSD.

Man kan vælge mellem tre processorer. En Core i3-8109U, en Core i5-8259U eller en kraftigere Core i7-8559U.

De kommer alle med fire USB 3.0-porte, en USB-C-port, to HDMI 2.0a-porte og en Thunderbolt 3-port til hurtig dataoverførsel på 40 GBps – alt i den lille indpakning.

Priserne varierer mellem 299 dollars og 499 dollars afhængig af processor-valget, hvis man køber disse såkaldte NUC kits – men det er altså uden lagerplads, RAM og styresystem.

Intels nye NUC kits kommer til september.

Fitbit

Google laver angiveligt AI-fitnesstræner til smartwatches

- Via Android Police -

Google er angiveligt i gang med at udvikle en kunstig intelligent fitnesstræner specielt til Android-ure.

Android-smartwatches har haft svært ved at vinde popularitet, men det vil Google Coach forsøge at ændre på ved at fokusere på fitness-delen af et smartwatch.

Google Coach vil altså ikke bare måle din aktivitet og minde dig om at dyrke motion, men vil i stedet proaktivt anbefale ændringer både i forhold til motion og kost.

Den vil således måle og være opmærksom på dine motions-rutiner og løbende komme med ændringsforslag eller alternativer, hvis man eksempelvis ikke når ens planlagte aktiviteter.

Derudover skal AI-assistenten kunne anbefale sunde kost-valg, hvis man eksempelvis er ude og spise eller lave madplaner og indkøbslister, der kan sammenkobles med ens Google-kalender.

Google Coach kommer muligvis også til andre Google-relaterede produkter som Google Home eller Android-telefoner, men der vil angiveligt blive fokuseret på Wear OS-produkter.

Qualcomm der har lavet de chips, som de fleste Android-smartwatches bruger, er formentlig også på vej til at give Android-ure et tiltrængt løft ved at afsløre deres første nye smartwatch-chip i et par år – læs mere her.

ASUS

Asus lancerer deres tyndeste gaming-laptop

- Via engadget -

Asus har afsløret en af de tyndeste gaming-laptops til dato: Zephyrus S.

Ofte kan man kende gaming-bærbare ved, at de er tunge og tykke, men Asus vil gerne lave en bærbar, der både er tynd og kraftfuld.

Da Asus lancerede den første Zephyrus sidste år, kaldte de den computer den tyndeste i verden, men den nye Zephyrus S er 12 procent tyndere med en tykkelse på omkring 1,5 cm og en vægt på omkring 2 kg.

Den har desuden en 15,6 tommer skærm, men er på størrelse med en 14-tommers bærbar på grund af de tynde kanter rundt om skærmen.

Skærmen er på 144 Hz, hvilket giver minimal forsinkelse, der netop er godt til computerspil.

Den har en Intel Core i7-8750H-CPU, og man kan få den med enten en Nvidias GTX 1070 Max-Q-GPU eller en GTX 1060.

Tastaturet er placeret langt fremme på computeren med en mousepad til højre for tastaturet. Dette er for at gøre plads til afkølingen på computeren, der også er opgraderet siden den originale Zephyrus.

Pris og udgivelsesdato er endnu ukendt, men den oprindelige Zephyrus fra sidste år koster omkring 23.000 kroner, så den nye kommer nok også til at ligge i det prisleje.