Kinesiske Oppo har forsøgt at gøre den berygtede notch mindre tydelig på deres nye smartphone, der også er den første med Gorilla Glass 6.
Indhakket i toppen på nye smartphones – den såkaldt notch – er åbenbart kommet for at blive. De er typisk aflange og nogle gange firkantede, men Oppo har tilsyneladende lade sig inspirere af den første notch på Google-skaberen Andy Rubins Essential Phone.
Oppo F9 har nemlig en mindre, rund notch, hvor kameraet og en lille højtaler sidder – hvilket giver meget plads til skærm, ligesom det var tilfældet med Oppos Find X-telefon, der i stedet for en notch havde et pop-ud-kamera – læs mere her.
Derudover bliver Oppo F9 også den første telefon med Gorilla Glass 6, der er dobbelt så stærkt som dens forgænger, Gorilla Glass 5, som mange nyere smartphones er beklædt med.
Oppo F9 har en mid-range Mediatek Helio P60-CPU, en 6,3 tommer skærm med en opløsning på 2340 x 1080, et batteri på 3.500 mAh, 64 GB lagerplads, et dobbelt-kamera og valget imellem 4 GB eller 6 GB RAM.
Telefonen har endnu ikke en pris, men udgives i Indien og Sydøstasien senere på måneden.
