mboost-dp1

Facebook

Facebook børsnoteres i maj

- Via WSJ - , redigeret af Net_Srak

Facebook ansøgte I februar om en børsnotering, hvor det dengang blev estimeret, at Facebook var $100 milliarder værd.

Læs også: Facebook har ansøgt om børsnotering

Ifølge kilder tæt på processen med at få Facebook på børsen, vil børsnoteringen ske i maj. Siden Facebook begyndte processen med at blive børsnoteret i februar, er Facebooks aktier, der ikke handles på en noteret børs, blevet mere populære. Det estimeres nu, at Facebook har en værdi på $105 milliarder.

Facebook er i øjeblikket i gang med gøre papirerne klar i samarbejde med det amerikanske Finanstilsyn.

Skype

Danske teleselskaber vil ikke blokere for VoIP-tjenester

- Via DR - , indsendt af JSebastian

Telia har tidligere meddelt, at de planlægger at taksere VoIP-trafik, som fra for eksempel Skype. I denne uge kom det frem, at flere selskaber i Sverige overvejer helt at blokere for Skype samt tjenesten Viber. Herhjemme er det dog ikke et skridt selskaberne vil tage.

Hos både TDC, 3 og Telenor vil de ikke deltage i en sådan blokering, men afviser ikke, at det kan ske på et tidspunkt i fremtiden. Når det ikke vil ske nu, så skyldes det, at VoIP-trafikken stadig er lille og Danmark er ikke det oplagte sted at starte en blokering på grund af den hårde konkurrence, det mener i hvertfald TDC.

I forbindelse med Telias udmelding om ekstra taksering af VoIP-trafik, er der kommet en del kritik, hvilket også kan være årsag til de forsigtige udmeldinger. Blandt andet har regeringen meldt sin modstand, ligesom også Forbrugerrådet ikke ser positivt på idéen.

Elpida

Elpida afnoteret på børsen – første interesserede opkøbere på banen

- Via Physorg - , redigeret af Pernicious

I slutningen af februar gik Elpida, der var verdens tredjestørste producent af DRAM, i betalingstandsning. Dette fik naturligvis Elpidas aktie til at styrtdykke, hvor den til sidst endte på en enkelt Yen.

Det har nu medført, at Elpida i denne uge blev afnoteret på den japanske børs, Tokyo Stock Exchange. Afnoteringen er kulminationen på hvad der beskrives som det største svigt i den japanske historie for produktionsfirmaer.

Hvad der nu skal til for at redde Elpida er uvist, men de første interesserede opkøbere har meldt sig på banen, hvor den nok mest interessante er den amerikanske DRAM-producent Micron. Micron skulle have budt 1,5 milliard dollars for Elpida, et beløb, der mest anses som et prøvebud.

Blandt de andre firmaer der har vist interesse, finder man Toshiba, Globalfoundries, Intel, TSMC og Formosa Plastics Group.

Anonymous

Netrebeller er ikke noget nyt

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Pernicious

Christina Neumayer har ved IT Universitetet i sit ph.d-projekt forsket i politiske rebeller og om internettet har haft en indvirkning på dette. Hun kommer frem til den lidt overraskende konklusion, at der faktisk ikke er sket den store ændring mellem nutidens politiske rebeller og fortidens politiske rebeller. Det skriver Videnskab.dk.

Hun har observeret, at der er en masse lighedstræk mellem de rebeller, der benytter sig af internettet som for eksempel Anonymous og rebellerne i det Arabiske Forår i den såkaldte Twitter-revolution med rebellerne under 2. verdenskrig, hvor modstandsgrupper under nazi-regimet benyttede sig af de samme strategier for at formidle deres budskab.

Disse strategier omfatter at formidle politiske budskaber ved at flette dem ind i ikke-politiske tekster og bruge de teknologiske muligheder. Et eksempel er blandt andet www.teenbreaks.com, der er en hjemmeside imod abort. Abortmodstanden bliver skjult i de råd og vejledninger om kærlighed, sex og gruppepres, teenageren kan finde på hjemmesiden.
Fra 2. verdenskrig nævner hun, at cigaretpakker ofte havde en lille bog, hvor der stod forskellige ting som hvordan man bedst bevarer håret eller lidt om Platons ideer om kærlighed. Modstandsfolkene begyndte at snige politiske budskaber om kritik af Adolf Hitler ind i de små bøger, der fulgte med cigaretpakkerne.

Om internettets indvirkning på politiske aktivisme udtaler Neumayer at grunden til, at internettet får så meget opmærksomhed skyldes, at det er en ny teknologi.

Christina Neumayer, IT-universitetet skrev:
Faktisk ser vi, at hver gang der kommer en ny kommunikationsteknologi, så er der en stor hype om det, fordi det er nyt og spændende. Det gjaldt bogtrykkerkunsten, fjernsynet og senest internettet. Dengang telefonen kom frem, skulle den stå på sit helt eget bord, så man nærmest kunne udstille den.

SXC - kezze

Oracle afslog Googles tilbud

- Via Reuters - , redigeret af Pernicious

I retssagen mellem Google og Oracle bad Dommer William Alsup dem om at prøve at forhandle et forlig på plads inden retssagen starter d. 16. april. Disse forhandlinger er nu brudt sammen.

Læs også: Oracle og Google igen tvunget til forhandlingsbordet

Oracle anklager Google for at krænke en del af Oracles patenter på Java-teknologi, der sidenhen er blevet reduceret til to patenter, samt også at krænke deres copyright på kildekoden til Java.

Ved forhandlingsmødet tilbød Google $2.8 milliarder i erstatning for de to tilbageværende patenter, der dækker 2011 indtil nu. Fremover tilbød Google så at betale 0,5 % af Androidindtjeningen for det ene patent indtil december i år, hvor patentet udløber. For det andet patent vil Google betale 0,015 % af Androidindtjeningen indtil det udløber i april 2018. Ifølge Google stammer disse tal fra en ekspert hyret af retten.

Oracle afslog tilbuddet med den begrundelse, at det var for lavt sat og, at Oracle ikke ville opgive at kunne få et fogedforbud mod Android.

Oracle skrev:
Oracle cannot agree to unilaterally give up its rights, on appeal and in this court, to seek full redress for Google’s unlawful conduct.

Red Hat Inc.

Red Hat passerer $1 milliard i årlig omsætning

- Via Yahoo! Finance - , redigeret af Pernicious

Red Hat offentliggjorde denne uge deres tal for regnskabsåret 2012, og dette regnskab viser, at firmaet kan kalde sig det første firma, der producerer open source, som har passeret en årlig omsætning på $1 milliard.

Helt præcist omsatte Red Hat for $1,13 milliarder i løbet af regnskabsåret, hvilket er en stigning på 25 % i forhold til året før. Firmaets administrerende direktør Jim Whitehurst fortalte for fire år siden, han ville gøre Red Hat til det første firma, der nåede milliardomsætningen via open source-software, og det er nu lykkedes ham, efter firmaet endte med at omsætte for lidt under $100 millioner for lidt sidste år.

For at fejre den store omsætning har Red Hats PR-afdeling gjort lidt grin med nogle gamle citater, de har delt med pressen. Blandt andet citerer de Gartner, der i 1999 kaldte Linux for “hype du jour”, og Bill Gates, der i 2001 ikke mente, at Linux ville komme til at spille nogen rolle på det kommercielle marked.

Bill Gates i 2001 skrev:
We think of Linux as a competitor in the student and hobbyist market but I really don’t think in the commercial market we’ll see it in any significant way.

newz.dk

Microsoft foreslår SPDY-alternativet Speed+Mobility

- Via Interoperability @ Microsoft - , redigeret af Pernicious

HTTP-protokollen står over for at skulle opdateres fra version 1.1 til 2.0, og Internet Engineering Task Force (IETF) mødes for tiden derfor for at diskutere den kommende version af protokollen.

I den anledning har Microsoft forelagt IETF et forslag om deres nye “HTTP Speed+Mobility”-protokol. Speed+Mobility bliver dermed den første, muligvis eneste, konkurrent til Googles SPDY-protokol, når IETF skal vælge, hvordan HTTP 2.0 ender med at se ud.

HTTP Speed+Mobility er baseret på de samme metoder, som Googles SPDY bruger, og byder dermed på de samme hastighedsforbedringer i forhold til HTTP 1.1. Derudover er Speed+Mobility blevet udvidet med udgangspunkt i HTML5’s WebSockets, så protokollen passer bedre til apps og mobile enheder.

IETF behøver ikke nødvendig at vælge en af de to muligheder, når de designer HTTP 2.0, men kan i stedet tage de bedste dele af begge protokoller, for derefter at sætte dem sammen til én.

Wikimedia - Bubba73

Amazon-direktør vil hejse Apollo 11-raketmotorer op fra havet

- Via Bezos Expeditions - , redigeret af Pernicious

Amazon-direktør og stifter Jeff Bezos har på sin hjemmeside Bezos Expeditions annonceret, at han vil bruge dele af sin private formue på at generhverve de originale F-1-raketmotorer, som blev brugt på Apollo 11-missionen i 1969.

De fem motorer, der i få minutter drev en Saturn V-raket mod månen, røg derefter i Atlanterhavet, hvor de har ligget i mere end 40 år. De er nu blevet lokaliseret med sonar, og Bezos vil have dem op fra havbunden.

Jeff Bezos skrev:
We don’t know yet what condition these engines might be in – they hit the ocean at high velocity and have been in salt water for more than 40 years. On the other hand, they’re made of tough stuff, so we’ll see.

Motorerne er stadig NASAs ejendom, hvorfor Bezos regner med, at de vil sætte en af motorerne på udstilling ved Smithsonian-museet, hvis det altså lykkes at få den op. Bezos har også bedt NASA om at overveje at give en motor til Museum of Flight i byen Seattle, hvor han bor, hvis det lykkes at hejse mere end en af dem op fra havet.

F-1-motorerne ligger 4.267 meter under havoverfladen.

TDC A/S

TCS skal rydde op i TDC’s it-systemer

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious , indsendt af arne_v

TDC fyrede i februar måned CSC for i stedet at underskrive en kontrakt med det indiske it-firma Tata Consultancy Services (TCS). Nu har TCS fået til opgave at rydde op i TDC’s it-struktur, der i øjeblikker består af cirka 460 individuelle systemer. Det skriver Version2.

Læs også: TDC skifter CSC ud med TCS

Carsten Dilling, TDC skrev:
Vi har kørt en kur, hvor vi i simplificeringens ædle navn har prøvet at komme ned fra cirka 600 systemer, og vi vil fortsætte med at simplificere vores setup og komme ned i nogle mere moderne komponenter, styk for styk. Det er den rejse, de (TCS, red.) skal være med til at accelerere.

Tidligere har store it-virksomheder som IBM, Accenture og føromtalte CSC forsøgt sig med oprydningen, men de har alle måttet opgive. Ifølge kontrakten, til en værdi af mere end to milliarder kroner, skal TCS over de næste fire år give sig i kast med oprydningsopgaven, hvorefter der er mulighed for forlængelse et år af gangen.

TDC vil ikke sætte et mål for præcist hvor mange systemer de skal ned på, men vil i stedet sætte en barre for, hvor mange de vil under.

remora.ca

Forskere stjæler et botnet

- Via Crowdstrike - , redigeret af Net_Srak

CrowdStrike har sammen med Kaspersky, Dell SecureWorks og HoneyNet Projekt lukket Kelihos.B-botnettet. Kelihos.B-botnettet blev hovedsageligt brugt til at sende spam og stjæle bitcoin-penge.

Forskerne fra CrowdStrike, Kaspersky, Dell SecureWorks og HoneyNet Project fik reverse-engineered malwaren, der blev brugt til at inficere computere med, og skrev deres egen version. Denne version sendte de ud via botnettets eget P2P-netværket. Dette betød, at de inficerede computer nu kommunikerede med servere under kontrol af forskerne.

I løbet af 6 dage nåede de op på 116.000 computere. Adam Meyers fra CrowdStrike mener at det er sejt, at de kunne bruge botnettet imod sig selv.

Adam Meyers, CrowdStrike skrev:
This is a cool factor. That we were able to use one of the attributes of the botnet, the peer-to-peer networking, against it.

Udfra de stjålne computere fra botnettet, har forskerne lavet lidt statistik, der viser at Windows XP var repræsenteret med omkring 92.000 maskiner og godt en fjerdedel af de ramte maskiner stod i Polen. Kaspersky fortæller, at hovedmændene bag botnettet først prøvede at sende en ny version af malwaren ud. I sidste ende opgav hovedmændene bag botnettet og forlod det til sidst.