Edward Snowden blev verdensberømt da han afslørede NSA’s PRISM-overvågningsprogram. Nu har avisen The Guardian løftet sløret for et nyt, der er lige så omfattende, hvis ikke større: XKeyscore.
The Guardian fremviser på sin side en hemmeligstemplet præsentation af overvågningsprogrammet, der forklarer hvad systemet kan, en præsentation der var blandt det materiale, som Snowden har udleveret til dem.
Målet med XKeyscore er, at følge med i næsten alt hvad en bruger foretager sig på nettet. I 2008, hvor præsentationen er fra, anvendes 700 store servere, placeret rundt omkring i verden, til at indsamle store mængder af informationer, som NSA’s analytikere efterfølgende kan gennemgå; en af disse var Snowden.
Da Snowden i sit første interview proklamerede: ”I, sitting at my desk, could wiretap anyone, from you or your accountant, to a federal judge or even the president, if I had a personal email.”, så var det på baggrund af XKeyscore.
Hvor PRISM ifølge NSA angiveligt kun kan bruges ved at have en FISA-anmodning, og kun indhente informationer om personer uden for USA, så gør XKeyscore det muligt også at hente informationer om amerikanere.
De enorme mængder data som blev opsnappet bliver ikke gemt længe, kun få dage, men data som markeres som interessant sendes til en anden database og gemmes i 5 år. Årsagen til den korte opbevaringstid er datamængden, der på en dag kunne udgøre 20 TB (i 2008).
NSA oplyser til The Guardian, at systemet ikke er let tilgængeligt for alle analytikere, men kun for personer med specifikke opgaver, der kræver adgang.