mboost-dp1

Google

Chromecast vinder hurtigt mere support

- Via Giga Omni Media - , redigeret af Pernicious

I forbindelse med lanceringen af den nye Nexus 7 tablet og Android 4.3, præsenterede Google også et helt nyt produkt kaldet Chromecast.

Chromecast ligner en lidt forvokset usb-nøgle, der i stedet for et USB stik har et HDMI stik, så det kan sættes i et fjernsyn eller anden enhed med HDMI-indgang. Med Chromecast sat i sit fjernsyn, er det nu muligt at streame indhold fra sin smartphone, tablet eller computer til sit tv for 35 dollars.

Kun tre streamingtjenester var understøttet og klar ved præsentationen af Chromecast, YouTube, Netflix og Google Play, mens tjenester som Pandora, AOL og Revision3 var på vej. Mange andre har dog allerede meldt ud, at de også vil understøtte Chromecast eller overvejer det.

Vimeo og Redbox er blandt dem, der vil komme med understøttelse. Plex antyder meget kraftigt, at de også hopper med på vognen. Ved at gennemgå konfigurationsfiler til Chromecast, ser det også ud til, at HBO GO er ved at blive testet.

Google Inc.

Samsung beskyldes for at manipulere med Galaxy S 4 benchmarks

- Via Anandtech - , redigeret af Pernicious

Efter en rapport fra en bruger på Beyond3D forummet om at Samsung reserverede den hurtigste GPU-hastighed til specifikke benchmarkprogrammer i deres Samsung Galaxy S 4 internationale version, valgte man hos Anandtech at gå i dybden med denne påstand.

Anandtech fandt deres egen Samsung Galaxy S 4 international version frem, der bruger Exynos Octa 5410 processoren, hvor den mest gængse S 4 model bruger en Snapdragon S600 processor.

De første tests viste hurtigt, at alle spil og andre krævende programmer der bruger GPU’en, aldrig får presset GPU’en op i en højere hastighed end 480 MHz. Testede de derimod med benchmarkprogrammer som GLBenchmark 2.5.1, AnTuTu og Quadrant, så kører GPU’en ved sin maks. hastighed på 533 MHz.

En gennemgang af den fil der styrer disse ændringer viste, at der er specifikke henvisninger til flere benchmarkprogrammer i en streng kaldet BenchmarkBooster.

Hos Anandtech undrer man sig over, at Samsung ikke tillader alle programmer at bruge GPU’en ved den maksimale hastighed den officielt er angivet til at have.

Samsung har kommenteret på sagen og siger, at programmer har adgang til den fulde hastighed, når de er markeret som værende krævende, hvilket gælder flere fuldskærmsprogrammer som en browser, videoafspiller eller benchmarkprogram.

Nokia

Nokia: Windows Phone mangler ordentlige programmer

- Via International Business Times - , indsendt af thimon

Nokias salgstal for sine Lumia-telefoner bliver bedre og bedre, men der er stadigt lang vej op til konkurrenterne Samsung og Apple. Ifølge Nokias vicedirektør Bryan Biniak, så skyldes det manglen på gode programmer til Windows Phone.

Nokia har valgt at satse hele sin smartphone-portefølje på Windows Phone, og er derfor meget afhængig af Microsoft. Softwarefirmaet har tidligere vist, at de kan komme ind på et marked domineret af stærke spillere, som da de lancerede den oprindelige Xbox.

Netop i det tilfælde var en del af hemmeligheden bag den succesfulde udbredelse, at Microsoft havde sikret sig unikke titler til platformen, i form af spil som for eksempel Halo. Dette mangler Biniak til Windows Phone. Han mangler også, at alle populære apps findes til platformen.

Bryan Biniak, vicedirektør for Nokia skrev:
To give you a reason to switch, I need to make sure the apps that you care about on your device are not only on our phones, but are better. I also need to provide you unique experiences that you can’t get on your other devices.

Sammen med Microsoft har de derfor stor fokus på, at få alle udviklere af vigtige og populære apps, til også at udvikle en version til Windows Phone.

Dell

Dell lancerer snart $100 Android mini-computer

- Via PC World - , indsendt af arne_v

I løbet af perioden august til oktober forventer Dell at lancere deres Project Ophelia, som første gang blev fremvist til dette års CES.

Der er tale om en lille computer, som kan sættes i hvilken som helst skærm, der har en HDMI-indgang. Det er et princip, som minder meget om Googles nyligt lancerede Chrome Cast, og Ophelia vil da også kunne streame video og andet indhold.

Modsat Chrome Cast kan Dells enhed dog meget mere, idet der er tale om en fuld Android-enhed, der har samme funktionalitet som en smartphone. Endnu er der ikke detaljer ude om hardwaren, men den vil komme med Wi-Fi og Bluetooth.

Dell håber på, at der er mange mennesker og firmaer, der ikke har behov for en fuldt udstyret pc, men kan “nøjes” med den funktionalitet som en smartphone eller tablet kan tilbyde i dag og det udbud af programmer, der findes i Google Play.

De første udgaver af Project Ophelia er sendt ud til betatestere. Når den kommer på markedet bliver prisen $100, hvilket sandsynligvis bliver omkring €100 i Europa.

Lenovo

Lenovo udelukket af flere efterretningstjenester

- Via Beep - , redigeret af Net_Srak

Flere efterretningstjenester har valgt at droppe kinesiske Lenovo som leverandør af maskiner til deres klassificerede netværk, da de ikke vurderes sikre nok til håndtering af hemmeligt data. Det skriver Beep.

Tests udført af den britiske efterretningstjeneste har angivelig vist, at flere af de chips der anvendes i Lenovo produkterne, har indbyggede bagdøre og sikkerhedshuller. Forbuddet mod at bruge Lenovo’s produkter, blev formentlig indført 2005, umiddelbart efter Lenovo overtog IBM’s pc-forretning.

Der har før været omtale om andre kinesiske producenter har indbygget forskellige bagdøre, til brug af det kinesiske efterretningsvæsen, men der er dog aldrig kommet deciderede beviser.

Lenovo afviser kritikken, og siger de kender intet til, at kunder skulle have begrænset brugen af deres maskiner.

Opdatering: Det austraske forsvarsministerium meddeler nu på deres hjemmeside, at historien, der stammer fra en australsk avis, ikke har noget på sig.

Samsung

Samsung vil lave egen ARM-arkitektur

- Via ETNews - , redigeret af Pernicious

Samsung har i langt tid produceret deres egne processorer baseret på ARM’s Cortex arkitektur, men nu vil Samsung gå skridtet videre og lave deres egen arkitektur, baseret på ARM’s teknologi.

Qualcomm og Apple har i forvejen deres egne ARM-varianter og det formodes dette også er en af grundene til, at Samsung ønsker deres egen, så de ikke kommer bagud teknologisk.

Det bliver Samsung Austin R&D Center (SARC), der skal lede udviklingen. Samsung vil fokusere på at forbedre tilgangen til RAM og flashhukommelse fra CPU’en, så hastigheden bliver bedre og strømforbruget sænkes i forhold til en normal ARM processor.

Det forventes at den nye processor vil blive en del af Exynos serien og være klar til starten af næste år.

Diginfonews

Forskere fremstiller ultra tynd elektronik

- Via DigInfo.Tv - , redigeret af Net_Srak

Elektronik er som regel noget, der forbindes med printplader, som ikke er særlig fleksible, men findes også i plastbaserede fleksible udgaver. I sidstnævnte kategori har forskere fra Japan og Østrig nu præsenteret verdens hidtil tyndeste og fleksible kredsløb.

Tykkelsen på den fremviste prototype er blot 2 μm, eller 5 gange mindre end husholdningsfilm. Vægten er på blot 3 gram per kvadratmeter, hvilket gør det lettere end en fjer.

Til trods for den lille tykkelse er elektronikken meget stærk og kan tåle at blive strukket op til 233 % af sin normale størrelse. De elektroniske kredsløb kan desuden tåle at blive bøjet i en radius på under 5 μm. Det betyder det overlever at blive krøllet sammen og glattet ud igen.

Prototypen er en tryksensor med 12×12 felter, der består af to lag hver 1 μm tyk. Forskerne forudser at sensorer som denne kan bruges i tøj eller direkte på huden. Den vil også kunne bruges til at lave trykfølsom “hud” til robotter.

Du kan se en video hvor teknikken demonstreres herunder.

Flickr - mutednarayan

Sony og Panasonic vil lave næste generation af optisk disk

- Via Sony - , redigeret af Pernicious

Sony og Panasonic mener, der er plads til en afløser for Blu-ray, hvorfor de har oplyst, at de har indgået et samarbejde, hvor man vil arbejde på at udvikle den næste generation inden for optiske medier.

Målet er et medie, der som minimum kan lagre 300 GB data og er klar til brug ved slutningen af 2015.

Målgruppen for det nye optiske medie er erhvervslivet til brug ved backup af data, der skal gemmes i langt tid. Her fremhæves holdbarheden for optiske medier overfor temperatursvingninger, støv, fugt og og vand.

En version til konsumsalg nævnes ikke og mange analytikere har da også i langt tid peget på, at Blu-ray kan blive det sidste optiske medie på konsummarkedet, da de vil blive erstattet af online-tjenester.

NSA

Spionskandale får kunder til at droppe skyen

- Via Phys.org - , redigeret af Pernicious

I kølvandet på oplysningerne fra Whistlebloweren Edward Snowden der afslørede, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA har et omfattende online-aflytningsprogram ved navn PRISM, har flere kunder valgt at droppe tjenester i skyen drevet af amerikanske virksomheder.

Oplysningerne kommer fra Cloud Security Alliance, hvor 10 % af deres medlemmer har valgt at droppe amerikanske sky-tjenester.

Yderligere 56 % af medlemmerne oplyser, at de er mindre tilbøjelig til at vælge tjenester fra amerikanske firmaer fremover.

Netop denne tendens har været baggrunden til, at flere af de virksomheder, med Google i spidsen, som er nævnt i PRISM-skandalen, har bedt de amerikanske myndigheder om mere transparens, om hvilke informationer der er tale om.

Ikke overraskende bakker over 90 % af medlemmerne i Cloud Security Alliance op om dette ønske.

SXC - jdurham123

Falsk tand kan overvåge tyggevaner

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak

I Taiwan har forskere fra det nationale universitets UbicompLab, der specialiserer sig i at integrere teknik ind i hverdagen, udviklet en falsk tand, som kan anvendes til at analysere hvordan man for eksempel spiser.

Ved at bygge en chip med flere forskellige sensorer ind i en kunstig tand, er det muligt for forskerne at følge med i hvad der sker, når en person tygger sin mad, hoster, drikker eller taler.

Tanden er blevet testet hos en række forsøgspersoner, hvor den er drevet af et eksternt batteri via tynde ledninger.

Forskerne håber at kunne lave en trådløs variant med indbygget batteri og Bluetooth-kommunikation. Batteriet vil skulle lades op ved at tage tanden ud og placere den på en induktionsplade.