mboost-dp1

Flickr - espenmoe

Wikileaks-stifter efterlyst i voldtægtssag

- Via Politiken - , redigeret af Pernicious

Den svenske tingret har besluttet, at der skal udstedes en international arrestordre på Julian Assange, grundlægger og talsmand for Wikileaks. Årsagen bag denne beslutning er, at Assange udeblev fra et retsmøde i Sverige i onsdags.

Julian Assange blev i august anklaget for voldtægt og seksuelle krænkelser, da han var til møde med det svenske Piratpartiet i Stockholm. Anklagerne blev i første omgang droppet, men genoptaget af anklagemyndigheden kort efter.

Assange fastholder, at han er uskyldig, og at det er en sværtekampagne imod ham, men har før udtalt, at han gerne møder op til en eventuel retssag i Sverige. Hans advokat tordner samtidig mod det svenske retsapparat og påpeger i en pressemeddelse, at Assange flere gange har tilbudt at møde op til afhøring, blot for at blive afvist.

Læs også: Wikileaks’ talsmand mistænkt og frikendt for voldtægt i Sverige

Aarhus Universitet

C++-opfinder skal undervise på Aarhus Universitet

- Via Aarhus Universitet CS - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Skal man læse på Datalogisk Institut ved Aarhus Universitet i de næste fem år, så er der gode muligheder for, at man kan støde på opfinderen af programmeringssproget C++, danskeren Bjarne Stroustrup.

Stroustrup påbegyndte udviklingen af C++ tilbage i 1979, da han arbejdede for Bell Labs. Formålet var at lave en bedre udgave af C, og i 1985 udkom den første kommercielle version af C++.

I dag er programmeringssproget blandt et af de mest udbredte i verden og anvendes i alt fra udvikling af spil til simulering af hardware.

Stroustrup vil blive tilknyttet universitetet som adjungeret professor, et universitet hvor han selv tidligere har studeret datalogi. Til dagligt bor professoren i USA, hvor han er forsker ved Texas A&M University.

Ud over Stroustrup får universitetet også tilknyttet professor Liam Bannon fra Irland, der er ekspert i interaktion mellem menneske og maskine. Bannon har tidligere gæstet universitet, hvor han, tilbage i 80’erne, var med til at opbygge en HCI-afdeling (Human Computer Interaction).

Sun

Brian Goetz taler ud om Javas fremtid

- Via Zenbi Systems - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Ved en mindre konference i Holland lykkedes det stifteren af Zenbi Systems, Gert-Jan Schouten, at få et eksklusivt interview med en af de ledende udviklere af Java hos Oracle, Brian Goetz.

Interviewet har fokus på fremtiden for Java, men kommer også ind på, hvorfor Oracle har modtaget så meget negativ kritik på det seneste, når det drejer sig om Java.

Mange har, og er stadig, bange for, hvordan det skal gå med Java, efter Oracle overtog det fra Sun. Efter et par års tørke, hvor der ikke skete den store udvikling, fordi det gik dårligt for Sun, er der dog nu kommet en klar plan for udviklingen, der skal lede frem til Java 7 og Java 8.

Disse planer til trods har Oracle modtaget en del kritik, og ifølge Goetz, så opstår den dårlig omtale, fordi Oracle er meget omhyggelige med deres svar, når de kritiseres. Det har den uheldige bivirkning, at folk når at danne deres egne meninger, der ofte er negative, inden svaret når at komme.

Alt i alt er Schouten positiv efter snakken med Goetz, hvor de også snakker om Lambda, og han tror på, at Java går en god tid i møde.

Microsoft Corporation

Microsoft klar med ny IE 9 preview

- Via The Windows Blog - , redigeret af Net_Srak

Dagen for den endelige lancering af Internet Explorer 9 nærmer sig, men inden den oprinder, har Microsoft frigivet endnu en af deres Platform Previews, der dermed når op på nummer syv.

Fokus i den syvende udgave er på ydelse, der især er hentet i Internet Explores Javascript-motor Chakra. Nye optimeringer har gjort den til den hurtigste browser, når det kommer til afviklingen af WebKits SunSpider test. Sammenlignet med Internet Explorer 8, så er der opnået forbedringer, der på nogle områder er over 100 gange bedre.

I en specifik demonstration af hardware-accelereret grafik i et HTML5-eksempel klarer Microsofts browser sig markant bedre end både Chrome 8 beta og Firefox 4.0 beta 7, til trods for de begge understøtter hardwareacceleration.

I forbindelse med udgivelsen af den nye testudgave af IE 9, som du kan hente her, har Microsoft lavet to videoer, der fortæller mere om de hastighedsforbedringer, de har opnået. Du kan se dem begge herunder.

Microsoft Corporation

Kin One og Kin Two er tilbage

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Magten

Microsofts satsning på de to sociale telefoner Kin One og Kin Two viste sig at være et kæmpe flop, og telefonen blev hurtigt trukket tilbage fra markedet.

Teleselskabet Verizon, der oprindeligt var lanceringspartner med Microsoft, har ikke helt opgivet de to telefoner, og de bliver nu genudgivet. Navnet er næsten det samme, blot tilføjet et m, således at de nu hedder Kin ONEm og Kin TWOm.

Ved den oprindelige lancering modtog telefonerne blandede anmeldelser, hvor især prisen blev kritiseret for at være for høj. Til trods for et fald i prisen til det halve efter ganske kort tid, hjalp det ikke på salget.

Ved relanceringen forsøger Verizon sig med en endnu mere aggressiv prismodel, idet Kin ONEm vil koste $19,99 og Kin TWOm $49,99, begge med et to-årigt abonnement. Ligesom ved den oprindelige lancering vil det kun være muligt at købe telefonerne i USA.

Læs også: Microsoft dropper nylanceret Kin-telefon

HTC

Android indhenter iOS på det amerikanske reklamemarked

- Via CNN Fortune Tech - , indsendt af arne_v

Ifølge firmaet Millenial Media, der har det største uafhængige reklamenetværk til smartphones og mobiltelefoner i USA, så har Android nu indhentet iOS, når det gælder andelen af reklamevisninger på de to styresystemer.

Tallene stammer fra det amerikanske marked og viser, at Android nu har 37 % af reklamemarkedet, hvilket er det samme som iOS. Så sent som i måneden før viste Millenial Medias tal, at iOS havde 46 % af markedet mod Androids 29 %.

For oktobertallene sætter Research in Motion (RIM) sig på 20 % af markedet, imens Windows Phone, Symbian og andre styresystemer hver har 2 %.

Tallene er baseret på reklamevisninger til, hvad Millenial Media selv oplyser, 54,3 millioner brugere, der dækker 81 % af mobilmarkedet i USA.

Amazon

Amazon åbner online filmstudie

- Via goodgearguide - , redigeret af Pernicious

Amazon.com er på vej ind i filmbranchen med åbningen af Amazon Studios, som ved hjælp af internettet vil udarbejde film.

Forfattere vil kunne uploade manuskripter til hjemmesiden, hvorefter resten af brugerne vil kunne læse dem og komme med kritik, mens producere og instruktører kan samle manuskripterne op for at anvende dem i testfilm. Testfilmene, som mindst skal være 70 minutter lange, kan derefter uploades.

Hver måned vil Amazon Studios så tildele $100.000 i præmie til den bedste testfilm, og $20.000 til de to bedste manuskripter. Årlige præmier på $1 million for bedste film og $100.000 for bedste manuskript tildeles også. I alt regner Amazon med at uddele $2,7 millioner i præmier til indsendelser i år.

Ifølge en video på hjemmesiden for Amazon Studios er et af målene for projektet at gøre filmindustrien mere åben, idet de mener, at Hollywood er for lukket.

Google

Stor opdatering af Android Marked på vej

- Via mobil.nu - , redigeret af Pernicious , indsendt af thomasmorkeberg

I dag sendes en større opdatering til Google Market ud, som betyder, at udviklere ikke kan uploade applikationer eller opdateringer i 6 timer. Dette er usædvanlig lang tid, og det tænkes, det kan betyde, at der bliver åbnet op for en større mængder funktioner, der har været rygter om i et stykke tid.

En mulig opdatering skulle være, at man kan vælge at gå på Android Market på computeren, vælge et program og så sende det til sin telefon over nettet, i stedet for som det er nu, hvor man skal koble et kabel til eller hente det direkte på telefonen.

Der har også været rygter om Googles mulige iTunes-konkurrent. Til at starte med, muligvis bare en funktion til synkronisering af musik over internettet, angiveligt under navnet Google Music. Der spekuleres dog også i en mulig musikbutik i stil med iTunes.

Der vil formentlig også blive foretaget nogle sikkerhedsopdateringer.

BMW

Elbilinfrastruktur til Herning

- Via Elektronikbranchen - , redigeret af Pernicious

Som et led i Herning Kommunes plan om at nedsætte CO₂-udledningen, har de indgået en aftale med Better Place om opsætning af lade- og batteriskiftestationer rundt omkring i kommunen.

Det vil være muligt at skifte til et friskt batteri på 2-4 minutter, hvis man er på en længere tur, der har en rækkevidde på ca. 160 km.

Infrastrukturen skulle være klar til andet halvår af 2011, cirka samtidig med at den første elbil med udskifteligt batteri lanceres i Danmark.

Konceptet vil bygge på, at Better Place sælger et antal kilometer til kunden inden for en given periode, meget lig mobil-abonnementer.

Ifølge formand for Miljø- og Teknikudvalget i Herning Kommune udleder en elbil cirka halvt så meget CO₂ per kørt kilometer som en konventionel bil, og denne plan kan derfor hjælpe på kommunens langsigtede mål om at sænke CO₂-udledningen med 25 % i 2015.

Boeing

Verdens største spionsatellit opsendes i nat

- Via Space.Com - , redigeret af Pernicious

Satellitten ved navn NROL-32 skal efter planen opsendes i nat kl. 00.06 dansk tid med Delta IV Heavy-raketten, USA’s kraftigste løfteraket i aktiv tjeneste, ved Cape Canaveral, Florida

Det var oprindeligt planlagt at opsende satellitten i torsdags, men pga. problemer med sprængladningerne på affyringsrampen blev opsendelsen udsat.

Satellitten, som er den hidtil største, menes at være en satellit til aflytning af elektronisk kommunikation og skal varetages af National Reconaissance Office (NRO), der varetager USA’s spionsatellitter.

NRO har siden starten på rumflyvningens historie opsendt spionsatellitter, og dette menes at være den femte i en serien af Mentor-aflytningssatellitter.

Når den er sendt i geostationært kredsløb, vil den folde en paraplyformet letvægtsantenne ud med en diameter på 100 meter. Til trods for at satellitten kan ses fra Jorden, er dens præcise position og dækningsområde hemmeligt.

Det er den første opsendelse fra NRO i 20 måneder, men begyndelsen på en række tætte opsendelser, to fra Vandenberg-basen i hhv. januar og marts, og en mere fra Cape Canaveral i marts.