I over 50 år har mennesket sendt satellitter ud i rummet, de fleste fungerende som kommunikationssatellitter, vejrsatellitter og lignende, som kræver kredsløb omkring Jorden. Når disse har tjent deres formål, og ikke kan bruges længere, er de kasserede satellitter forblevet i samme bane, for at blive erstattet af en ny.
Dette har igennem mange år ført til en større mængde skrot i kredsløb omkring Jorden, og laget af skrottet materiale bliver stadigt sværere og sværere at tage højde for. Dette øger derfor risikoen for, at velfungerende satellitter vil støde sammen med gamle satellitter, og i værste fald kan det true menneskeliv ved opsendelser.
Sammenstød er allerede i dag et problem, hvor gammelt skrot risikerer at komme faretruende tæt på moderne, dyre satellitter. Seneste episode skete i 2012, hvor en gammel russisk spionsatellit Cosmos 1805 var tæt på at kollidere med NASAs 690 millioner dollars dyre Fermi Gamma-ray Space Telescope. Mandskabet hos NASA nåede dog at opdage det russiske skrot, og styrede deres egen satellit blot 200 meter forbi.
Direkte kollisioner er dog også set, hvilket kan resultere i flere tusinde små stykker rumskrot, der er meget svære at holde styr på. I 2009 stødte en amerikansk kommunikationssatellit sammen med en russisk satellit.
Dette problem har længe været diskuteret både i videnskabelige kredse, men også i industrien, som nu har valgt at gøre en indsats mod den stigende mængde affald i kredsløb omkring Jorden. Den 25. april i år blev der afholdt en konference for over 350 deltagere fra regeringer, rumagenturer og videnskabsfolk, for at starte en proces med forsøg på at finde en løsning på problemet.
Endnu er der ikke fundet en entydig løsning, men muligheden for en fælles indsats vil fremover blive diskuteret, for at komme problemet med den stigende tilvækst af rumskrot til livs.