mboost-dp1

Flickr - orangejack

Franske Hadopi får 25.000 anmeldelser om dagen

- Via Billboard.biz - , redigeret af Pernicious

Da Frankrig indførte den omdiskuterede 3-strikes-lov, oprettede regeringen en myndighed kaldet Hadopi, som fik til ansvar at stå for at bestyre blandt andet udsendelsen af advarsler til borgerne.

Det vides ikke, hvor mange advarsler, Hadopi sender ud, men nye tal kan dog fortælle, at Hadopi hver dag modtager 25.000 anmeldelser fra ejere af ophavsretsbeskyttet musik, som de derefter skal undersøge.

Tallene kommer fra lederen af den franske handelsforening for musikudgivere, David El Sayegh. Han udtaler samtidig, at det er for tidligt at sige, om loven fungerer. I stedet peger han på slutningen af 2010 for en tidlig indikation på, om salget af musik vil ændre sig som følge af loven.

De første breve blev sendt afsted for cirka tre uger siden.

NASA

Gennembrud i termo-kemisk energilagring

- Via TG Daily - , redigeret af OnkelDunkel

Vedvarende energi er i høj kurs, men et af problemerne ved en del af disse energikilder, som f.eks. vinden eller Solen, er at gemme energien til senere.

En måde er at gemme energien som varme i f.eks. vand, men taler man om længerevarende lagring, så er denne metode ikke særlig god. En mulighed man har kendt siden 1996 er kemisk lagring, hvor varmen omdanner et molekyle fra en tilstand til en anden for at kunne afgive varmen igen senere.

Jeffrey Grossman, forsker skrev:
It’s reversible, and it’s stable over a long term. You can use it where you want, on demand. You could put the fuel in the sun, charge it up, then use the heat, and place the same fuel back in the sun to recharge.

Problemet ved denne metode er materialet Fulvalene diruthenium, som har den unikke egenskab. En af ingredienserne i materialet er ruthenium, der er et meget sjældent og dyrt grundstof, hvorfor det ikke er praktisk anvendeligt.

Løsningen vil være at finde et billigere alternativ, men indtil nu har det været en gåde, hvordan Fulvalene diruthenium har virket. Det har et hold af forskere hos MIT nu fundet ud af.

Med den nye viden går jagten nu ind på et erstatningsmateriale, så det på et tidspunkt bliver muligt at lave et kommercielt produkt.

Amazon

Amazon vinder retssag, skal ikke udlevere kundedata

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Retten i North Carolina har givet Amazon.com medhold i en sag mod statens skatteopkrævere, så de ikke behøver udlevere detaljer fra mere end 50 millioner køb fra den populære netbutik.

Staten havde krævet at få udleveret navne og adresser på hjemmesidens kunder fra North Carolina samt informationer om hvert enkelt køb mellem årene 2003 og 2010. Dommeren mente, at kravet gik for langt og var en overskridelse af landets første forfatningsændring, som omhandler individuelle rettigheder.

Amazon har allerede leveret anonyme detaljer til skatteopkræverne. Disse detaljer har dog kun bestået af hvilke varer, som blev sendt til hvilke postnumre. North Carolina mente dog ikke, at det var nok, og krævede videre at få navne og adresse til hver enkelt ordre. Informationerne kunne derefter være blevet brugt til at opkræve eventuelle skatter, som kunderne muligvis kunne skylde.

Sagen har været i gang siden april, hvor forhandlinger mellem de to parter brød sammen.

Hi3G - 3 Danmark

3 undskylder nedbrud med 1 times taletid til alle mobilkunder

- Via newz.dk - , redigeret af Net_Srak

For en uge siden oplevede teleselskabet 3, hvad de efterfølgende har kaldt det værste nedbrud i deres 7-årige tid her i Danmark. Nedbruddet medførte, at nogle kunder ikke kunne ringe, sende sms eller anvende mobilt bredbånd i op til 16 timer.

3 har allerede undskyldt mange gange og beklaget, at den planlagte softwareopdatering af noget centralt udstyr ikke gik efter planen. Nu kommer der så en mere kontant undskyldning.

I en sms til sine kunder har 3 meddelt, at de vil give alle mobilkunder 60 minutter gratis tale i løbet af november.

Sms fra 3 skrev:
Hej. Den 19. okt blev vi ramt af et nedbrud. Vi giver derfor alle mobilkunder 60 min. gratis tale i nov. Du får en ny sms, når de 60 min gratis tale er aktiveret. Vh 3

Alle 3’s over 300.000 kunder blev berørt af nedbruddet.

Opdatering: Det forlyder nu fra 3’s kundeservice at de, der “kun” har internet hos 3, vil få gratis musik i november måned.

Flickr - espenmoe

WikiLeaks æret med whistleblower-pris

- Via Consortium News - , redigeret af Avenger- , indsendt af Donsig

I weekenden kunne Julian Assange, på vegne af Wikileaks, modtage årets “Sam Adams Associates for Integrity in Intelligence”-pris, som gives til personer eller organisationer, der gør en ekstra indsats for demokratiet.

Ikke overraskende er det på grund af offentliggørelsen af de mange dokumenter fra krigene i Afghanistan og Irak, at Wikileaks får prisen. I deres begrundelse skriver organisationen, at de godt er klar over, at de egentlige prismodtagere burde være de mange anonyme personer, der bidrager med informationer til Wikileaks.

Wikileaks bliver også rost for at være en ny måde at udbrede følsomme informationer på, en måde som myndighederne har svært ved at gøre noget ved.

Sam Adams Associates skrev:
Today we honor WikiLeaks, and one of its leaders, Julian Assange, for their ingenuity in creating a new highway by which important documentary evidence can make its way, quickly and confidentially, through the ether and into our in-boxes.

Prisen er opkaldt efter en kendt CIA-analytiker, der i 1967 opdagede, og afslørede, at vietnameserne havde en betydelig større hær end den, det amerikanske militær havde oplyst om.

Blandt tidligere modtagere finder man også den danske major Frank Grevil, der stod bag lækningen af interne rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste vedrørende tvivlen om eksistensen af masseødelæggelsesvåben forud for indvaderingen af Irak.

Facebook

Facebook lukker gruppe for homo-kys

- Via TheReader - , redigeret af Pernicious

Når Pave Benedict XVI besøger Barcelona den 7. november, er der planlagt en helt særlig velkomst på Cathedral Square i form af en flashmob af homoseksuelle, der kysser.

En flashmob er en stor gruppe personer, der pludselig samles, udfører en usædvanlig handling for et kort øjeblik og straks efter fortsætter hver til sit.

Ifølge TheReader.es har gruppen på Facebook genereret over 12.000 brugere, før Facebook besluttede at lukke gruppen ned.

En af arrangørerne bag eventen Marylène Carole er chokeret over censuren.

Marylène Carole skrev:
“It’s difficult to understand how the noble and loving behave of kissing your partner can still be defined as ‘revolutionary’ in the 21st century

Queer Kissing Flashmob officielle hjemmeside (på spansk)

Mozilla

Firefox overhaler Chrome og Safari

- Via The Register - , redigeret af OnkelDunkel

Når det kommer til hastigheden af afvikling af JavaScript, så har Firefox haltet noget efter konkurrenterne Chrome og Safari, men det ser ud til at være slut nu.

Nye test med den seneste build af Firefox 4 viser, at udvidelsen med JaegerMonkey til den indbyggede SpiderMonkey Javascript-motor nu afvikler SunSpider-testen hurtigere end konkurrenterne.

JaegerMonkey er Mozillas implementering af Apples Nitro assembler, der stammer fra deres open source Webkit-projekt.

Der er ikke tale om en stor forbedring i forhold til Safari og Chrome, og anvender man Googles V8-benchmark, så er Googles browser stadig hurtigst. Her er det dog lykkedes at overhale Safari.

Den nye udgave af Firefox forventes at udkomme i næste måned.

Kulturministeriet

Kulturministeriet klar med 1 mio. kroner til antipirat-kampagne

- Via Comon - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af Skak2000

I gennem den seneste tid har repræsentanter fra underholdningsindustrien og myndighederne, hvoraf forbrugerne er repræsenteret ved én person, diskuteret, hvordan man skal bekæmpe ulovlig fildeling.

Det er den såkaldte brevmodel, der ser ud til at blive valgt. P.t. findes modellen i to udgaver, hvor forskellen er, hvem der skal håndtere brevene. I begge tilfælde er det lagt op til, at det er de private firmaer, der skal betale vedligholdelsesudgifterne. Det ser dog ud til, det offentlige også vil bruge penge på sagen.

Ifølge ComON, der har opnået aktindsigt, så vil Kulturministeriet bruge op mod en million kroner på en informationskampagne. Kampagnen er stadig under udarbejdelse og bliver til som et samarbejde mellem rettighedshaverne, internetudbyderne, Forbrugerrådet og Kulturministeriet. Samarbejdet omfatter også en lige fordeling af udgifterne.

Formålet er at få danskerne til at sænke deres brug af ulovlige kopier af film og musik.

Google

Android igen ramt af søgsmål

- Via Sys-Con Media - Wireless - , redigeret af Avenger- , indsendt af Windcape

Selvom Android udgives som open source-software, så betyder det ikke, det ikke er i søgelyset hos flere konkurrenter for brud på patenter. Både Apple, Oracle og Microsoft har allerede gang i Android-relaterede patentsager, og nu er der tilføjet yderligere en til listen.

Denne gang er det det hollandske firma Gemalto, der mener, Android bryder en række af deres patenter. De har derfor lagt sag an mod Google, HTC, Motorola og Samsung.

Gemalto specialiserer sig i digitale sikkerhedssystemer som for eksempel SIM-kort til mobiltelefoner, smartcards, USB-tokens osv.

I den aktuelle sag mener Gemalto, at Androids virtuelle motor, Dalvik, bryder en række af deres patenter for at afvikle Java på enheder som mobiltelefoner.

Sagen er anlagt ved en domstol i den østlige del af Texas, der er kendt for at slå hårdt ned på patentbrud.

Microsoft

Avislæsere: Microsoft laver det bedste mobile styresystem

- Via Wall Street Journal - , redigeret af kasperfmn

Microsoft laver det bedste mobile styresystem. Så klar lyder meldingen fra Wall Street Journals læsere, der er blevet bedt om at tage stilling til spørgsmålet i en afstemning på avisens hjemmeside.

Med hele 12.469 stemmer svarende til 42,2 % lander den Redmond-baserede softwaregigant på en klar førsteplads. Google kommer på en andenplads med 36,7 % af stemmerne, mens Apple er henvist til en tredjeplads med blot 12,5 % af stemmerne.

Ingen andre firmaer opnår i afstemningen mere end 10 % af stemmerne. Palm kommer således ind på en fjerdeplads med 4,4 % af stemmerne, mens RIM (BlackBerry) må tage til takke med blot 3,1 % af stemmerne. De resterende 1,1 % går til andre firmaer, som ikke er nævnt ved navn.

I skrivende stund har i alt 29.558 personer deltaget i avisens afstemning.

Opdatering: Efter nyheden om afstemningens foreløbige resultat er kommet ud, så er der yderligere kommet over 75.000 stemmer, næsten alle på Android, som dermed nu fører stort.