mboost-dp1

Flickr - net_efekt

Underclocking sparer strøm

- Via Data Center Knowledge - , redigeret af OnkelDunkel

Ved at bruge underclocking kan man spare op til 18 procent af en servers strømforbrug.

Det fremgår af beregninger fra brugerorganisationen Data Center Pulse.

Underclocking går ud på at lade CPU’ens klokfrekvens blive lavere i perioder, hvor computeren er mindre belastet.

En gruppe fra Data Center Pulse har anvendt en kombination af over- og underclocking til at tilpasse klokfrekvensen til belastningen. Om natten kunne serverne køre langsomt, mens der blev skruet op for performance i spidsbelastningsperioder.

Gruppen anvendte metoder til kontrol af frekvensen, som er indbygget i Intel-chips.

Den endelige rapport om forsøget er ikke klar endnu, men de foreløbige testresultater viser en potentiel besparelse i strømforbrug på 18,2 procent.

Google

Google ramt af gruppesøgsmål om privatliv

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Et gruppesøgsmål er blevet anlagt mod Google, som anklages for at bryde brugernes ret til privatliv ved at have søgeord i deres query string. Denne query string vises nemlig som referer for de søgeresultater, brugeren klikker på, og siderne kan dermed se, hvilke søgeord der bragte brugeren ind på siden.

En af sagsøgerne mener, det tillader trejdepartssiderne at udføre såkaldt “data mining”, hvor siderne kan samle et væld af informationer om brugeren ud fra disse søgeord. Dette kan ske ved at sammenkæde dem med personlige oplysninger såsom IP-adresser.

Fra søgsmålet skrev:
Because Google’s financial success depends on, among other things, the symbiotic relationship it shares with SEOs and the ability for third parties to engage in Web analytics, Google has placed a high priority on revealing individual user search queries to third parties.

Sagsøgerne vil have deres søgsmål udvidet til at gælde alle, som har foretaget en søgning på Google og klikket på et resultat efter d. 25. oktober 2006.

porah

Enormt asteroidekrater fundet i Australiens ødemark

- Via The Australian - , redigeret af Net_Srak

Et enormt asteroidekrater er blevet fundet i ødemarken i Australien. Krateret blev dannet for omkring 300 millioner år siden og er resultatet af et sammenstød så stort, at det fysisk deformerede et område med en bredde på mindst 80 km, potentielt helt op til 160 km., hvormed krateret er et af de største fundet på Jorden.

Krateret blev fundet ved geotermisk undersøgelse af området, krateret ligger nemlig i øjeblikket under flere lag af sedimentbjergarter. Selve krateret er sandsynligvis eroderet, men området omkring vil stadig have tydelige tegn på nedslaget.

Selve asteroiden, som har forårsaget krateret, kan være den næststørste fundet i Australien nogensinde med en bredde fra 6-12 km. At bestemme den præcise bredde af både krateret og asteroiden kræver dog yderligere undersøgelse.

remora.ca

Holland kapper hovedet af botnettet Bredolab

- Via The Register - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af OnkelDunkel

I juli sidste år begyndte et nyt malware-program at opbygge et botnet, der fik navnet Bredolab. Botnettet er sidenhen nået op på at indeholde mindst 30 millioner computere.

I Holland har det hollandske politi, sammen med it-sikkerhedsfirmaet Fox-IT og den statslige organisation GOVCERT.NL, gennemført en storstilet aktion, der har fjernet kontrol- og kommando-serverne, der har styret botnettet.

I alt blev der nedtaget 143 servere, der var med til at fortælle de 30 millioner computere, hvad de skulle gøre. Fox-IT opnåede at få kontrol over flere servere og udnyttede det til at sende en advarsel til de mange inficerede computere.

Advarslen var en hjemmeside fra politiet, hvor brugeren informeres om, at vedkommendes computer er inficeret af malware og henviser til en vejledning til at fjerne det.

En formodet armensk bagmand er arresteret i forbindelse med sagen.

Microsoft Corporation

Windows 7 SP1 klar som release candidate

- Via The Windows Blog - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

Microsoft har i et stykke tid været undervejs med en samlet opdateringspakke til Windows 7 og Windows Server 2008 R2 i form af Service Pack 1 (SP1).

Nu er den første RC-udgave (Release Candidate) klar, som rummer alle de opdateringer, der også vil være at finde i den endelige udgave.

Til Windows 7 vil servicepakken indeholde en samling af alle de fejlrettelser, der er udkommet siden oktober sidste år, hvor styresystemet blev frigivet.

Til Windows Server 2008 R2 vil der være mere end blot fejlrettelser, idet der også tilføres nye funktioner. Blandt disse finder man RemoteFX, der udnytter grafikhardwaren i en server til at præsentere tunge grafiske elementer til klienter.

Opdateringen vil også tilføje Dynamic Memory, som gør det muligt for Windows Server Hyper-V dynamisk at allokere hukommelse til virtuelle maskiner, som de har behov for det.

Du kan finde opdateringerne hos Microsoft, som fylder henholdsvis 860 MB i 64 bit-udgaven og 510 MB i 32 bit-udgaven.

Panasonic

Panasonic klar med exoskelet

- Via Plastic Pals - , redigeret af Emil , indsendt af Skak2000

Panasonic har igennem længere tid arbejdet på at lave et exoskelet i stil med det, der kendes fra filmen Aliens, og har sågar valgt at give den det samme navn, Powerloader.

I den forbindelse har ingeniørerne netop lavet Powerloader Light (PLL), der ikke er et komplet exeskelet, men kun ben, sådan som det er set fra flere andre producenter.

I første omgang vil Panasonic tilbyde PLL til forskere, der kan købe den til halv pris (111.500 dollars), forudsat de offentliggør deres arbejde med den inden for et år.

PLL styres ved at bevæge sine egne ben, og Panasonic har lavet et system, der forsøger at forudsige, hvordan man vil bevæge sit ben, for at reagere hurtigere. Det sker ved seks tryksensorer i foden, der afslører, om man løfter eller skifter vægten på foden.

Det er en computer, der anvender Linux 2.6, som står for at koordinere de forskellige input og omdanne dem til bevægelse i benene. Det er tilladt for køberne at lave ændringer i systemet, som de har lyst.
Med PLL får brugeren tilføjet 40 kg ekstra styrke til sine ben.

Sony

Sony: Kassette-walkman’en er ikke død

- Via Politiken - , redigeret af Emil , indsendt af Orange

I weekenden kunne flere medier berette, heriblandt også newz.dk, at Sony var stoppet med at producere walkmans baseret på den gamle kassettebånd-teknologi.

Sonys udmelding har dog vist sig kun at gælde for Japan, hvorfor der stadig vil blive solgt, og produceret, kassette-walkmans i andre dele af verden, heriblandt Europa. Det skriver Politiken.

Yuki Bissig, produktchef for Sony Norden til Politiken skrev:
Vi har stoppet salget og produktionen af Walkman’en i Japan, fordi salget der er gået i stå, men i resten af Asien, i USA og i Europa fortsætter vi produktionen såvel som salget.

Ved siden af den klassiske kassettewalkman sælger Sony en lang række digitale walkmans. Samlet har firmaet solgt omkring 400 millioner walkman-enheder på verdensplan siden 1979.

Læs også: Sony stopper produktionen af kassette-walkmans

Barnes & Noble

Nook Color på vej fra Barnes & Noble

- Via engadget - , redigeret af Pernicious

Barnes & Nobles e-bogslæser Nook blev udgivet d. 20. oktober 2009 og har siden opnået en markedsandel på omkring 20 %. Næsten præcist et år efter udgivelsen har Barnes & Noble afholdt et pressemøde, hvor de har annonceret en produktopdatering af Nook.

Den nye udgave af Nook hedder Nook Color og er udstyret med en farveskærm. Samtidig er den baseret på Googles operativsystem Android og skal fungere som en hybrid mellem en e-bogslæser og en tablet-computer samlet i en. F.eks. tillader farveskærmen videoafspilning.

Nook Color tilbyder over 100 magasiner og aviser i farve og beholder de tidligere indholdspartnere fra den originale Nook. Random House, MacMillan, Hearst, Penguin, Conde Nast, Simon & Schuster og Harper Collins vil alle fortsætte med at levere indhold.

Barnes & Noble fortæller, at e-bogsfunktionen er deres vigtigste applikation, men samtidig er f.eks. deling via Facebook og Twitter indbygget. Det er også muligt selv at udvikle Android-applikationer, som kan bruges på e-bogslæseren. Lonely Planet, Dictionary.com og musiktjenesten Pandora har allerede udgivet programmer til Nook Color.

Nook Kids er en anden applikation, som vil indeholde et bibliotek af børnebøger. Herudover består programmet også af en funktion til at få læst teksten højt samt en funktion, som hjælper børn med selv at øve højtlæsning.

Specifikationerne for Nook Color lyder på en “Vivid View” antirefleks-behandlet LCD-skærm fra LG på 1024 x 600 pixels og 16 millioner farver. Dimensionerne for Nook Color lyder på ca 20,5 x 12,7 x 1,2 cm, mens vægten er på godt 442 gram. Produktet indeholder et microSD-slot, der kan anvendes til at udvide de 8 GB lagerplads, den kommer med fra fabrikken, hvilket er nok til at indeholde omkring 6.000 bøger. Nook Color har indbygget WiFi og kan med dette slået fra levere omkring 8 timers batteritid.

Den originale Nook, som stadig vil indgå i Barnes & Nobles varesortiment, er ikke blevet fuldstændig forbigået, idet den i løbet af november vil få en firmwareopdatering.

Nook Color udkommer i USA d. 19 november til en pris på 249 dollars. Den originale Nook holder sin pris på 149 dollars.

Ubuntu

Ubuntu 11.04 vil bruge Unity-brugerfladen

- Via DownloadSquad - , redigeret af OnkelDunkel

Canonical har for nyligt udgivet den trettende udgave af sin Linux-distribution Ubuntu, 10.10, hvilket dog ikke har stoppet udviklerne fra at igangsætte udviklingen af den fjortende udgave, 11.04, også kendt under navnet Natty Narwhal.

I forbindelse med Ubuntu Developer Summit, der bliver afholdt i denne uge, har udviklerne annonceret en stor ændring for den kommende udgave, der efter planen udgives til april næste år. Udviklerne har nemlig valgt at erstatte den normale GNOME-brugergrænseflade med den nyudviklede brugerflade “Unity”, som blev brugt for første gang i Maverick Meerkats Netbook-udgave.

Af grunde bag valget af denne brugerflade over GNOMEs normale kan være GNOMEs skifte ved deres kommende 3.0-udgivelse, der bringer en kæmpe overhaling af brugergrænsefladen, som fremover vil gøre brug af det såkaldte “GNOME-Shell”. En anden grund kan være Canonicals satsning på tablet computere, hvor netop Unity har større og mere “touch-venlige” knapper.

Unity vil skifte til en Compiz-backend fra den nuværende Mutter, hvilket skulle give bedre ydelse.

Solar Millenium

Grønt lys for solenergianlæg til 32 mia. kroner i USA

- Via CNET News - , redigeret af Avenger-

I Californien har det amerikanske indenrigsministerium netop godkendt planerne for opførelsen af verdens største solenergianlæg. Der er tale om et anlæg, der fuldt udbygget kan levere 1 gigawatt.

Anlægget skal opføres nær Blythe i Californien og har navnet “Blythe Solar Power Project”. Det vil blive opført i fire etaper, hvor hver etape vil være et selvstændigt anlæg, der kan generere 250 megawatt energi.

Det forventes, at første etape vil begynde at producere elektricitet i 2013 og sammen med de tre andre etaper fylde et område på 24 kvadratkilometer. Til at udnytte solen vil man anvende parabolspejle, der opvarmer et rør midt i brændpunktet, hvilket danner damp med en temperatur på 400° C.

Når projektet står færdig, vil det kunne levere energi til 750.000 hjem, hvilket svarer til et stort naturgas- eller kul-baseret kraftværk.