I august 2010 frigav Wikileaks en fil på 1,4 GB med navnet “Insurance”, der, som navnet antyder, skal fungere som en forsikring for siden og dets medlemmer, skulle nogle komme i tanke om at skade dem.
Filen er krypteret med AES-256, hvilket er en meget stærk krypteringsmetode, så stærk, at en dansk professor i kryptologi, Ivan Damgård, afviser, den kan knækkes. Det skriver Ingeniøren.
Damgård oplyser, at såfremt metoden er anvendt i henhold til gældende standarder, så vil det ikke være muligt at bryde den via bruteforce, der p.t. er den eneste kendte metode til at forsøge at knække koden.
Eneste alternativ er, hvis nøglen slipper ud ved et uheld, eller der ved krypteringen af filen er sket en fejl, som kan svække algoritmen.
Ivan Damgård, professor i kryptologi skrev:
Der er for mange muligheder for nøglen. Der kendes ikke bedre metoder end bare at prøve samtlige muligheder, og det er ret nemt at regne ud, hvor lang tid det tager. Det kan du godt glemme.
Der har været spekuleret meget i, hvad filen indeholder, i alt fra tophemmelige militær-dokumenter, til at det blot er et bluff.
Læs også: Wikileaks frigiver 1,4 GB krypteret fil