I universet sker der nogle gange sammenstød mellem himmellegemer, hvilket kan resultere i uforudsigelige resultater. For at blive klogere på hvad der sker har forskere ved Southwest Research Institute i Boulder, USA, valgt at gennemføre en række praktiske forsøg.
Til at simulere sammenstødet mellem to asteroider har forskerne fået lavet to helt runde kugler af granit, med hver en diameter på en meter og en vægt på cirka 1,3 tons. De to store kugler blev efterfølgende sendt mod hinanden med to kraner med stadig større styrke.
Resultatet blev 108 sammenstød, hvoraf forskerne fik brugbare data fra de 66 sammenstød. Ud fra disse data har man blandt andet kunne konkludere, at den hastighed objekterne har efter et sammenstød, er højere end hidtil antaget.
Tabet i hastighed omregnes til den såkaldte restitutionskoefficient, som normalt er sat til 0,5. Med de nye forsøg er man kommet frem til en ny koefficient på 0,83. Oplysningerne kan give mere præcise beregninger af de kollisioner, der sker i rummet, ikke blot blandt mindre asteroider, men også større objekter, som måske er med til at danne ringene om en planet, eller planeterne selv.