mboost-dp1

CC

Android app angriber softwarepirater

- Via CNET News - , indsendt af Windcape

Til Android er det muligt at købe programmet Walk and Text for $1,53 på Android Market, men den lave pris til trods er der også interesse for ulovlige kopier af den.

For nyligt dukkede der en version 1.3.7 op af programmet på flere torrent-sites, som skulle være helt ny. De, som hentede programmet og installerede det på deres smartphone, fik dog en grim overraskelse.

I stedet for at give den ønskede funktionalitet dukker der en besked op på skærmen, hvor der står, at der er licensproblemer med programmet, og at man skal tjekke sin telefonregning.

I baggrunden har programmet i mellemtiden indsamlet en række personlige oplysninger som enheds-id, telefonnummer og brugernavn og sendt dem til en server. Derudover har den også sendt en sms til alle kontaktpersoner med følgende besked:

Hey, just downloaded a pirated App off the Internet, Walk and Text for Android. Im stupid and cheap, it costed only 1 buck.Don’t steal like I did!

Symantec omtaler softwaren på sin blog og har givet den navnet “Android.Walkinwat”

Microsoft Corporation

Microsoft anklager Google for konkurrenceforvridning i Europa

- Via CNET News - , redigeret af Avenger-

Microsoft, der ellers selv er meget kendte med sager om misbrug af monopol, især i Europa, har nu rejst en klage mod konkurrenten Google, som de mener, forvolder sig mod monopollovgivningen i EU.

Google anklages for at være en konkurrenceforvridende virksomhed på områderne søgning, onlinereklamer og smartphone-software. Oplysningerne stammer fra Microsofts ledende jura-ekspert Brad Smith, som skriver om sagen på sin blog.

Årsagen bunder i Googles markedsandel på søgning og onlinereklamer i EU, som er på omkring 95 %, markant højere end i for eksempel USA. Dertil kommer, at Smith mener, Google bevidst laver tiltag, der skal holde konkurrenter væk fra data, som de selv benytter, hvilket skader konkurrenceevnen.

Brad Smith, Microsoft skrev:
Unfortunately, Google has engaged in a broadening pattern of walling off access to content and data that competitors need to provide search results to consumers and to attract advertisers.

Hos Google tager man anklagen med sindsro og udtaler, at det er et forventeligt udspil fra Microsoft, og at de ikke har noget at skjule.

NIST

Laserlys kan give døve hørelse

- Via University of Utah -

Personer, som er døve eller har stærkt nedsat hørelse, har i dag begrænsede muligheder for at få hørelsen igen. I bedste tilfælde kan de komme til at høre i snævre frekvensområder.

Hos University of Utah har forskere udtænkt en helt ny måde at give døve hørelsen igen ved at benytte laserlys. Ved forsøg med paddefisk har de opdaget, at de kan påvirke cellerne, som sender signaler til hjernen om lyd direkte med infrarød laserlys.

Lyset aktiverer hårcellerne i øret, så de frigiver neurotransmittere, der aktiverer omkringliggende neuroner, som sender signalet til hjernen, hvor det tolkes som lyd.

Princippet i fiskene er det samme som for mennesker, og forskerne håber derfor, de kan lave en udgave, som kan give døve hørelsen igen. Fordelen ved teknologien er, at laseren kan danne lyde i et langt større frekvensområde end nuværende metoder. Hvor man i dag kan gengive otte frekvenser ud af de omkring 3.000, et menneske kan høre, kan den optiske løsning klare op til 1.000.

Et optisk høreapparat er dog ikke lige om hjørnet, idet teknologien stadig kræver en del arbejde og derfor tidligst forventes om fem til ti år.

Amazon

Stream din egen musik fra skyen hos Amazon

- Via engadget - , redigeret af Avenger- , indsendt af Cloud02

Der har, siden Apple begyndte at bygge deres $1 milliard dyre datacenter, været spekuleret i, om det skulle bruges til at lave en cloud-løsning til iTunes-brugere, hvor de kunne gemme deres musik og streame det fra. Om det bliver resultatet, vides endnu ikke, men det er præcis den løsning, Amazon nu har lanceret.

Med Amazon Cloud Player gør Amazon det nu muligt at uploade sin musik, købt enten via deres egen musiktjeneste eller hvilken som helst anden, også iTunes, til deres Cloud Drive-tjeneste.

Via en musikafspiller lavet til browseren, kaldet Cloud Player, er det muligt fra en hvilken som helst computer, eller en enhed med Android via en app, at streame sin musiksamling direkte fra nettet.

Som udgangspunkt tilbyder Amazon 5 GB plads gratis, men køber man blot et enkelt album fra deres musiktjeneste, opgraderes man automatisk til 20 GB.

Du kan i en video herunder se, hvordan Amazon Cloud Play fungerer.

CSC

Danske revisorer skal undersøge CSC

- Via EPN.dk - , indsendt af thimon

I kølvandet på oplysningerne om, at den amerikanske it-virksomhed CSC har opdaget regnskabsrod i sin danske afdeling, blev der iværksat en undersøgelse.

Ifølge oplysninger, som Computerworld er kommet frem til, bliver det ikke selskabets sædvanlige revisorer, der skal gennemgå regnskabet, men derimod et uvildigt selskab.

Det er ikke oplyst, hvilket selskab, der bliver tale om, men de får til opgave at finde ud af, hvordan store millionbeløb er bogført forkert.

Hos CSC i USA oplyser man, at der er tale om beløb, som samlet løber op i 430 millioner kroner, hvilket har fået det amerikanske børstilsyn til at gå ind i sagen og starte sin egen undersøgelse.

Læs også: CSC Danmark mistænkt for regnskabsrod

Flickr - ed's point of view

Slut med ekstreme roamingpriser i EU

- Via Berlingske Business - , indsendt af noobie

Herhjemme er vi med det rigtige abonnement vant til lave priser på mobilt data, men kommer man til udlandet med sin telefon, så er prisen en helt anden.

EU-kommissær Neelie Kroes vi have, at slutbrugerprisen for at gå på internet fra sin telefon eller computer skal være ens i alle 27 EU-lande i 2015. Herhjemme får hun støtte til forslaget fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Det skriver Business.dk.

Det er hjemmesiden ZDnet, som har haft et interview med kommissæren og her udtaler hun, at det er svært for forbrugeren at forstå de store prisforskelle. Hun vil derfor komme med et specifikt lovforslag, der skal udligne priserne i 2015 inden sommeren i år, også for sms og tale.

Der findes allerede regulering for prisen på roaming i EU, men det er på engrosprisen mellem selskaberne, en pris forbrugerne sjældent mærker noget til. Her er prisen i øjeblikket på €0,8, eller 6 kroner pr. megabyte, og den falder til €0,5 den 1. juli, eller 3,7 kroner pr. megabyte.

SXC - kezze

Microsoft øger indsatsen i kamp mod App Store

- Via engadget -

Ved navnet App Store tænker de fleste på Apples onlinetjeneste, hvor brugere af iOS-baserede enheder kan købe applikationer til brug på denne, men står det til Microsoft, så skal det ikke være tilfældet i fremtiden.

Læs også: Microsoft kæmper imod Apples trademark på App Store

Microsoft har sat sig imod, at Apple får trademark på navnet og i sagen, som kører hos det amerikanske trademark- og patentkontor USPTO, har de nu lagt yderligere vægt på vægtskålen.

Det er sket i form af lingvisten Dr. Ronald Butters, der til fordel for Microsoft blandt andet meddeler, at ordet “app store” lige så lidt kan gøres til trademark, som hvis det havde været “grocery store, “computer store” eller “stationary store”.

Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår der forventes en afgørelse i sagen.

Flickr - dweekly

Facebook og New York sagsøgt af ægtepar

- Via CNN - , indsendt af thimon

I USA har et ægtepar valgt at sagsøge Facebook for at distribuere et billede af deres afdøde datter Caroline Wimmer.

Sagen startede tilbage i marts 2009, hvor datteren blev kvalt og fundet af sine forældre, der straks tilkaldte en ambulance. I den forbindelse valgte ambulanceføreren at tage et billede af datteren for efterfølgende at lægge det på Facebook. En bekendt af ambulanceføreren så billedet og gjorde hospitalet opmærksom på det.

Ud over omgående at sagsøge ambulanceføreren og dennes arbejdsplads, hospitalet, så har de også valgt at sagsøge Facebook, som de mener har været med til at distribuere billedet. Dertil vil de have udleveret navne på alle som måtte have set eller hentet billedet.

Byen New York er ligeledes blev sagsøgt, ligesom forældrene også har valgt at sagsøge firmaet bag den boligblok hvor datteren blev dræbt, samt morderen. Ifølge parrets advokat sker det som et led i en proces for at komme videre med livet.

Sagen er den første sag af sin art i USA og følges derfor tæt af jurister på begge sider. Både Facebook og New York by ser dog med sindsro på sagen.

Midt-Data

Midt-Data lukker og slukker

- Via Midt-Data A/S - , indsendt af starfinder

Efter mere end 10 år på det danske it-marked lukker Midt-Data per dags dato. Alle medarbejdere bliver opsagt, ligesom alt salg via online-butik og fysisk butik er stoppet.

Midt-Data anbefaler at man fremover benytter Shg, som dog ikke overtager garantiforpligtelserne overfor de gamle kunder.

Direktør for Proshop, Poul Thyregod, der opkøbte resterne af Shg i 2008 og som officielt fusionerer den 11. maj, har valgt at give et bud på aktiverne i Midt-Data, en sag som forventes at blive godkendt af banken i dag. På den baggrund håber de at kunne stå klar til at hjælpe Midt-Datas kunder.

Poul Thyregod, direktør for Proshop til CRN skrev:
Vi vil forsøge på bedst mulig vis at hjælpe kunder, der står med et garantibevis. Købet er endnu et udtryk for konsolideringen i markedet.

Om lukningen skriver Midt-Data på deres hjemmeside, at det har været nødvendigt, da de havde fået det sværere med at levere den service og de konkurrencedygtige priser, som kunderne forventede. Hele teksten kan læses herunder eller ved at følge linket til kilden.

Midt-Data ApS lukker pr. dags dato – 30/3-2011.

Der er både lukket for butikssalg og for salg på nettet. Alle medarbejdere er opsagt.

Markedet for IT-produkter har i de seneste år været inde i en udvikling, hvor størrelse og dermed evnen til at købe stort ind er blevet stadigt vigtigere. Det betyder, at en lokalt baseret virksomhed som Midtdata har fået stadigt sværere ved at levere den service og de konkurrencedygtige priser til kunderne, som man altid har været kendt for. Derfor har man valgt at lukke forretningen nu.

Hos Midtdata har man i en årrække haft en lang række gode loyale kunder, og det er vigtigt for Midtdata at hjælpe dem videre. Man har derfor lavet en aftale med Shg.dk A/S, som har en lokal afdeling i Viborg. Her vil de gamle Midtdata kunder kunne købe de samme vare som de plejer, og de vil kunne trække på shg.dk ’s meget store hovedlager i Århus.

Shg.dk har ikke juridisk overtaget reklamationsforpligtelserne, men vil så vidt muligt hjælpe kunder med ombytning/reparation af varer købt hos Midt-Data.

Midtdata håber derfor, at kunderne vil opleve en let overgang til en ny leverandør og takker samtidig for et godt samarbejde gennem årene.

Microsoft Corporation

Windows Phone 7 vil overhale iOS om 4 år

- Via The Register -

Ifølge en ny analyse foretaget af firmaet IDC, så står Microsoft, sammen med Nokia, til at storme ind på smartphonemarkedet i de kommende år.

For 2015 forudser IDC således, at Windows Phone 7 vil sidde på 20,9 % af verdensmarkedet, kun overgået af Android, der solidt vil indtage førstepladsen med hele 45,4 %.

Apples iOS er henvist til tredjepladsen med en andel på 15,3 %, efterfulgt af BlackBerry som vil have en andel på 13,7 %. Symbian vil være faldet helt ned til 0,2 %.

I dag ser markedet lidt anderledes ud under førstepladsen, som Android indtager med en andel på 39,5 %. På anden- og tredjepladsen kommer henholdsvis Symbian og iOS med 20,9 % og 15,7 %, imens BlackBerry følger efter med 14,9 %.

Ikke overraskende forudser IDC, at Windows Phone 7’s fremgang i stort omfang sker på bekostning af Symbian, hvor størstedelen af brugerskaren vurderes vil holde sig til Nokia.

Nedgangen i andele for iOS og BlackBerry betyder dog ikke mindre salg, da det samlede marked for smartphones forventes at vokse med 49,7 % de kommende fire år.