Siden Microsofts Surface Pro blev annonceret sammen med den mindre Surface RT tilbage i juni, har mange gættet på prisen. Nu er det ikke nødvendigt mere, idet Microsoft har løftet sløret for priserne på Pro-modellen.
På den officielle Microsoft blog kan man læse, at for 64 GB modellen vil prisen være $899 og på 128 GB modellen vil prisen være $999. Direkte omregnet med dagens valutakurser svarer det henholdsvis til cirka 5.200 og 5.700 kroner. Med moms og told bliver priserne dog nok mere i omegnen af 7-8000 kroner for den lille og 9-10.000 for den store model.
Begge priser er inklusiv stylus, men uden touch- eller typecover, hvilket koster yderligere $100. Begge Surface Pro modeller vil blive sat til salg i januar, men har endnu ikke fået nogen officiel lanceringsdato.
Microsoft lægger desuden vægt på, at Surface Pro-tabletten både er en fuldt fungerende pc og en tablet. Dette betyder, at man kan køre alle tidligere Windowsprogrammer, så Surface Pro-modellen fungerer som en “ultra-light pc”.
Efter Microsoft afslørede priserne, kunne de via deres Surface Twitter profil fortælle:
Microsoft skrev:
”Surface Pro will have approximately half the battery life of Surface with Windows RT.”
Ifølge online mediet Engadgets batteritest kan Surface RT klare 9 timer og 36 minutter på batteri, så det vil sige, man kan forvente en batterilevetid på lidt over 4,5 timer på Surface Pro modellen.
Hardware specifikationerne for Pro-modellen har været ude et stykke tid og de er:
[list]10.6″ Full HD ClearType multitouch skærm (1920 x 1080 pixels)
Intel Core i5 (3. generation)
4 GB RAM
64 GB elller 128 GB Lager (minus ca. 16 GB til Window 8)
Intel HD 4000 grafikkort
802.11 a/b/g/n Wi-Fi
Bluetooth 4.0
HD kamera foran og bagved (begge 720p)
USB 3.0 port
Mini Display Port (tillader en 2560 x 1440 opløsning)
Kommer med en stylus
Vægt: 900g
Microsoft Windows 8 Professional
42 W-h batteri
Dimensioner på 274,5 x 173 x 13,5mm[/list]