Ifølge sikkerhedsfirmaet F-Secures Mobile Threat Report for fjerde kvartal af 2012, var 79 % af alt mobil malware i 2012 rettet mod Android, en stigning på 12,3 procentpoint siden 2011, hvor 66,7 % var målrettet Android, mens blot 11,25 % ramte operativsystemet i 2010. For iOS var tallet kun på 0,7 % i 2012.
Googles operativsystem blev særligt ramt i fjerde kvartal af 2012, hvor hele 96 % af angrebene mod smartphones, som F-Secure observerede, var rettet mod Android.
Nokias gamle operativsystem Symbian blev i 2010 ramt af 62,5 % af al malware til mobiler, men i 2012 var det tal faldet til 19 %. F-Secure regner med, at malware til operativsystemet helt vil uddø i løbet af 2013. Symbian stod dog for 4 % af angrebene mod smartphones i fjerde kvartal af 2012.
Windows Mobile, J2ME og BlackBerry lå på henholdsvis 0,3 %, 0,7 % og 0,3 %.
Du kan læse mere i F-Secures rapport (PDF).