mboost-dp1

KMD

KMD-nedbrud koster Roskilde Kommune 82.535 filer

- Via Computerworld - , indsendt af arne_v

Den 27. april blev Roskilde Kommune ramt af et it-nedbrud hos KMD. På grund af manglende backup har kommunen mistet 82.535 filer fra perioden 2012 til 2018.

Nedbruddet, forårsaget af en hardwarefejl i et af kommunens datacentre, ramte seks kunder på KMD’s omsorgs-system, KMD Care.

KMD har siden nedbruddet forsøgt at gendanne alle de mistede filer, og det er lykkedes med alle KMD Care-kunderne på nær Roskilde Kommune.

Det er kun lykkedes at gendanne filer for 2015. Derfor er de 82.535 filer, der har indgået i 16.000 borgeres sager, gået tabt.

KMD fortæller, at Roskilde Kommune har haft et særlig backup-system, og på bagrund af en teknisk fejl fra KMD’s side er den relevante backup ikke blevet foretaget korrekt.

De mistede filer er hovedsageligt breve mellem kommunen og borgerne, imens oplysninger om borgernes pleje og medicin umiddelbart ikke er berørt.

Wikimedia

Mark Zuckerberg til høring i EU: Undgik de kritiske spørgsmål

- Via dr.dk -

Mark Zuckerberg var tirsdag til høring foran EU-parlamentet og forsvare Facebooks metoder oven på Cambridge Analytica-skandalen.

Det lykkedes Facebook-chefen at slippe for at svare på de mest kritiske spørgsmål – ikke mindst på grund af det mærkeligt planlagte mødeformat.

Høringen var nemlig struktureret således, at alle spørgsmålene fra de ledende EU-politikere blev stillet direkte efter hinanden.

Derefter kunne Zuckerberg selv udvælge de nemmeste spørgsmål og svare på disse.

Et af de kritiske spørgsmål, som Zuckerberg undgik, omhandlede Facebooks tidligere løfter om at udrulle GDPR-ændringer ud til resten af verden og ikke kun Europa.

De løfter er nemlig blevet givet samtidig med, at 1,5 milliarder brugeres data er blevet flyttet fra Facebooks irske hovedkontor til deres hovedkontor i Californien.

Der blev også spurgt ind til Facebooks såkaldte ‘skygge-profiler’, der omhandler det sociale medies sporing af personer, der ikke bruger Facebook.

For hvordan kan de data blive slettet, hvis ikke man har en Facebook-profil?

Det spørgsmål undgik han også, og da han blev presset på det emne, så sagde Zuckerberg, at Facebook holder på oplysningerne af sikkerhedsmæssige årsager.

Høringen sluttede kaotisk, men EU-politikerne blev enige om at samle spørgsmålene og give dem til Zuckerberg på skrift, så Facebook-teamet kunne svare på dem.

Det kommenterede han heller ikke på, da høringen officielt var slut.

OnePlus

Anmelderne: OnePlus 6 er bedst til prisen

- Via newz.dk -

Den nye OnePlus 6 deler vandene på nogle punkter, men den overordnede dom fra anmelderne er stadig, at det er en af de bedste telefoner, man kan få til prisen.

Engadget siger, at OnePlus 6 er et stort skridt tættere på den perfekte smartphone, som OnePlus i sin tid har lovet. De roser batterilevetiden, det nye glas-design og det meget forbedrede kamera og kritiserer kun småting, hvorfor den får 91 ud af 100.

Hos The Verge er man ikke enig i rosen til kameraet, som de kalder gennemsnitlig sammenlignet med Google Pixel-telefonerne og Huaweis nyeste P20 Pro.

Men derudover roser de den flotte, store skærm, dens rene og gode Android-software, dens ydeevne og dens batterilevetid. 8 ud af 10 lyder deres dom.

Techradar roser ligeledes telefonens ydeevne og den rene Android-oplevelse, men roser også kameraet, der hurtigt tager gode billeder selv i mørk belysning.

De kritiserer højtaleren og også skærmen, da den ‘kun’ er i fuld HD, men med den forholdsvis lave pris sammenlignet med konkurrenterne er det svært ikke at være imponeret, hvorfor de giver den 4,5 stjerner ud af 5.

På den danske Mobilsiden kommer man helt op på topkarakteren 6 ud af 6 stjerner, til trods for enighed omkring den ikke imponerende højtaler.

Men topkarakteren kommer derimod fra gode billeder, god batterilevetid, en flot AMOLED-skærm, samt det de kalder markedets hurtigste opladning. Ifølge dem er OnePlus 6 den bedste telefon til prisen i 2018.

OnePlus 6 kan fås i butikkerne fra i dag til priser fra 3.899 (64GB) til 4.699 (256GB) – kun 100 kr. dyrere end forgængeren 5T.

Rejseplanen A/S

Ny version af Rejseplanen lanceret i Nordjylland: Inkluderer lift med GoMore

- Via TV2 Nord -

Nordjyllands trafikselskab har i et pilotprojekt lanceret MinRejseplan, der samler flere transportformer et sted.

Den nye app samler offentlige og private transportmidler, og man kan derfor blandt andet få et lift via GoMore.

Det er altså nu muligt at hente den nye app og derigennem se, om der er mulighed for samkørsel med en GoMore-bruger.

Foruden tog, busser og GoMore kan man også bestille en taxa i den nye app eller bruge samkørselstjenesten Plustur og komme til og fra stoppesteder.

På nuværende tidspunkt virker de nye transportmidler i appen kun i Nordjylland, men planen er at udbrede pilotprojektet til resten af landet fra årsskiftet.

Tesla Motors, Inc.

Elon Musk: Skal sælge flere af de dyreste Model 3’er – ellers dør Tesla

- Via The Verge -

Hvis ikke Tesla sælger flere af den dyreste version af Model 3, så overlever virksomheden ikke, siger Elon Musk.

Model 3 er Teslas første masseproducerede elbil, og det er meningen, at de skal være billigere end de andre Tesla-biler.

Men Tesla er nødt til at skrue ned for mængden, de producerer af den billigste version af deres Model 3 og i stedet producere flere dyre eksemplarer af bilen.

Som det ser ud nu, taber Tesla nemlig penge, hver gang de sender en billig version af en Model 3 på gaden. Derfor er de nødt til at sælge flere af de dyre Model 3’er.

Den dyreste version af Model 3 starter på 78.000 dollars og kommer med dobbelt-motor og firhjulstræk – endda helt op til 86.000 dollars, hvis man tilføjer forskellige selvkørende autopilot-funktioner.

Den billigste version af Model 3 starter med en amerikansk pris på 35.000 dollars, men dem, der venter på sådan en model, kan komme til at vente længe.

Elon Musk har lige fortalt, at de billige Model 3’er først vil blive leveret tre til seks måneder efter, at de har nået deres produktionsmål på 5.000 Model 3’er om ugen, hvilket Tesla i længere tid har kæmpet for at nå op på og tidligst når til sommer.

Wikimedia

Trump ignorerer sikkerhedsregler: Bruger angiveligt almindelig iPhone

- Via Politico -

Ifølge flere anonyme kilder ignorerer Præsident Trump sikkerhedsreglerne, fordi de er ‘for besværlige’. Det vil sige, at han bruger en almindelig iPhone til at ringe og til at tweete fra.

Donald Trump har angiveligt mindst to iPhones – én til at foretage opkald og én til både at browse nettet og bruge Twitter.

Det er meningen, at de telefoner, han bruger, skal have fjernet kamera og mikrofon for at sikre dem imod spionage – det er dog ikke tilfældet med Trumps iPhones.

Kamera og mikrofon er angiveligt stadig intakt på hans opkalds-telefon, og det vides ikke, om hans Twitter-telefon stadig har mikrofon indbygget.

Embedsmænd vil også gerne have, at Trump bytter sine telefoner ud hver måned, men det er for besværligt, mener Trump ifølge kilderne.

Ifølge en af insider-kilderne er hans Twitter-telefon ikke blevet tjekket i fem måneder.

I den nedenstående video fra 2016 forklarer Obama om hans modificerede telefon, der hverken kan sende sms’er, tage billeder eller afspille musik.

Tesla Motors, Inc.

Investorbank: Tesla skal skaffe 10 milliarder dollars inden 2020

- Via Bloomberg - , indsendt af arne_v

Investorbanken Goldman Sachs, har vurderet, at Tesla skal skaffe 10 milliarder dollars inden 2020.

De penge skal Tesla bruge til at finansiere nye produkter, en udvidelse ind i kinesisk territorium og ikke mindst til deres bil-produktion, hvor de har haft problemer med at nå produktionsmål for den hypede Model 3.

Tesla har forskellige muligheder for at skaffe de 10 milliarder dollars, men alle mulighederne har mindst en ulempe.

Samtidig insisterer Tesla-chefen Elon Musk på, at det ikke er nødvendigt at skaffe kapital udefra.

Han mener, at Tesla kan skaffe nok penge ved at skære i virksomhedens produktions-omkostninger i stedet.

Ifølge en analytiker fra Bloomberg er det matematisk korrekt, at de ikke behøver skaffe kapital ved at udstede nye aktier eller på andre måder hæve deres gæld, men det vil være risikabelt.

Teslas aktier er i år hidtil faldet 7,4 procent.

Wikimedia

Nyhedsmedier vil undtages Facebooks nye fake news-regler

- Via CNN - , indsendt af arne_v

Store nyhedsmedier som The New York Times og The Wall Street Journal vil gerne undtages kommende regler, der skal forhindre fake news.

Facebook er nemlig på vej til at udrulle nye regler, der gør, at man skal bekræfte sin identitet med brevpost, hvis man vil lave reklamer, der på nogen som helst måde har med politik at gøre.

Men medier som The New York Times bruger også Facebook-reklamer til at udsende artikler, hvorfor de nye regler vil ramme dem, hver gang de laver en artikel, der nævner Trump, en anden politisk kandidat eller emner som abort.

News Media Alliance repræsenterer mere end 2.000 nyhedsorganisationer og har skrevet til det sociale medie med henblik på at få undtaget nyhedsmedier fra de kommende regler.

Facebook har svaret på brevet og anerkender, at nyhedsdækning af politik er anderledes end eksempelvis politiske reklamer for en kandidat, hvorfor de arbejder på den rette fremgangsmåde.

Undtagelser kan dog sætte Facebook i en svær position, da det kan ende med, at det sociale medie skal bestemme, hvad der anerkendes som et nyhedsmedie.

Microsoft

Microsoft laver Xbox-controller til handicappede gamere

- Via Kotaku -

Microsoft har lavet en ny controller specifikt til handicappede gamere med begrænset bevægelighed.

Xbox Adaptive Controller hedder den. Basis-enheden er en aflang, flad controller med to store ‘A’- og ‘B’-knapper.

Samtidig er bagsiden fyldt med porte, hvor forskellige andre enheder kan forbindes, så controlleren kan tilpasses specifikke behov.

Der findes også en app, der ligeledes kan bruges til at tilpasse controlleren.

Controlleren har fået en amerikansk pris på 100 dollars, og den udkommer senere i år.

RED

Kamera-producent laver modulopbygget smartphone med ‘holografisk’ skærm

- Via The Verge -

For første gang har det været muligt at få fat i kameraproducenten REDs kommende, ambitiøse smartphone, Hydrogen One, der både er modulær og har en ‘holografisk’ 3D-skærm.

RED vil således lave en række moduler til telefonen, der kan udskiftes.

Deres første planlagte modul er en kamera-sensor, der er tættere på spejlrefleks-størrelse end på en smartphone, og de vil blandt andet lave et modul, hvor forskellige kameralinser kan skrues fast.

REDs moduler fokuserer på medie-udstyr som kameralinser, og RED samarbejder således med blandt andre Fuji, Canon, Nikon og Leica.

Den nye skærmteknologi kalder de ‘4-view’, hvilket gør telefonen i stand til at skifte fra et fladt 2D-billede til ‘holografisk’ 3D.

4-view er ifølge The Verge et stort skridt over andre 3D-teknologier på smartphones, og det tillader blandt andet, at man kan bevæge sit hoved og tilte telefonen, uden 3D-effekten forsvinder.

RED har desuden planer om at lave en streaming-tjeneste specifikt til ‘holografisk’ indhold.

Forudbestillingerne er udsolgt, men priserne ligger på 1.295 dollars for en model i aluminium og 1.595 dollars i titanium.