mboost-dp1

Atlassian

Danske Bitbucket opkøbt af australiere

- Via Bitbucket - Blog - , redigeret af Pernicious

Australske Atlassian, der står bag bugtrackeren Jira, har opkøbt det danske hostingprojekt Bitbucket, som bruges til at dele kode og software mellem udviklere, der bruger versionsstyringsværktøjet Mercurial.

Det er firmaet Konstallation, der har været med til at udvikle Bitbucket, og her er man ifølge Version2 meget glade for salget til Atlassian, som de mener, er de helt rigtigt købere.

Rune Bromer fra Konstellation til Version2 skrev:
Atlassian kontaktede os, inden vi selv var begyndt at kigge efter investorer. Der var ingen tvivl om, at det er den rigtige virksomhed til at løfte projektet videre. Vi er glade for at kunne overlade brugerne i deres hænder.

Bitbucket bruges af over 60.000 programmører verden over, og det er nu gjort muligt at benytte systemet gratis, hvis man er under fem brugere på et projekt.

Du kan læse flere detaljer om salget hos Atlassian.

SXC - nighthawk7

BilletNet bukkede igen under

- Via Politiken - iByen - , redigeret af Pernicious

I forbindelse med de forestående Prince-koncerter i Danmark den 20. og 22. oktober blev billetterne sat til salg på BilletNet, en del af det internationale Ticketmaster.

På trods af at BilletNet angiveligt skulle have allokeret ekstra serverkapacitet og indkaldt ekstra personale til at overvåge salget, gik BilletNets hjemmeside ofte ned, ligesom mange fans oplevede lange ventetider og fejl i systemet. Også på telefonen var det meget svært at komme igennem.

Ifølge Politiken, som har samlet flere meldinger fra frustrerede fans, så oplevede folk alt fra slet ikke at kunne komme igennem til at komme frem til “Bekræft køb”-knappen for blot at få en fejlmeddelelse.

Problemerne er ikke noget nyt for BilletNet, der ved andre koncerter med stor interesse har haft problemer med at håndtere presset på deres servere.

Der var i alt 22.000 billetter til salg til de to koncerter, der skal spilles i henholdsvis Herning og København.

PBS A/S

NemID kan koste Danmark it-topplacering

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Pernicious

Martin Brynskov, forsker i verdens digitale udvikling ved Aarhus Universitet, mener, at NemID er en potentiel teknologisk katastrofe for Danmark. Han lægger især vægt på den manglende understøttelse af almindelige mobiltelefoner.

Når mobiltelefoner er så vigtige for vores it-samfund, skyldes det, at de er langt mere anvendelige til at nå ud til befolkningsgrupper som unge, fattige og indvandrere end en computer. Det er ikke kun i Danmark, man ser den udvikling, men i hele verden.

Martin Brynskov til videnskab.dk skrev:
Udvikling af mobile services har afgørende betydning for både demokrati og økonomi, og vi er nødt til at være med, hvis vi gerne vil gøre os i kampen om at udvikle fremtidens teknologiske løsninger.

Han mener derudover, at vigtigheden i de mobile services er på niveau med basale nødvendigheder som vand og kloakering.

Martin Brynskov til videnskab.dk skrev:
Tænk på, at NemID skal være vores alle sammens adgang til det offentlige på nettet og alle mulige andre services. Den er lige så vigtig som vand og kloakering, og så har man ingen strategi for, hvordan man vil bruge mobiler. Det er lige til at tude over.

Martin Brynskov understreger dog, at han mener, DanID har gjort et godt stykke arbejde med lanceringen af NemID, men at nedprioriteringen af mobilsiden er ærgerlig.

NASA

Første jordlignende planet, med mulighed for liv fundet

- Via New Scientist - , indsendt af MrTall

Astronomer finder oftere og oftere planeter omkring andre stjerner end vores egen, de såkaldte exoplaneter, men langt de fleste er planeter, der ikke er i nærheden af at kunne rumme liv.

Nu har astronomer fundet, hvad de mener, er det bedste bud på en planet, der kan have de rette betingelser for at rumme liv. Planeten er fundet om en stjerne 20 lysår væk fra Jorden ved navn Gliese 581.

I forvejen kendte forskerne til fire planeter omkring stjernen, hvoraf to af dem befandt sig lige uden for det område, den beboelige zone, som en planet skal befinde sig i for at kunne rumme liv, som vi kender det. Ved brug af det 10 meter store Keck-teleskop er der fundet yderligere to planeter.

Den ene af disse planeter, “Gliese 581 g”, befinder sig lige midt i zonen, hvilket vil give den de rette temperaturforhold. Tilmed tyder alt på, at der er tale om en klippeligende planet, ligesom Jorden, dog med en masse, der er omkring fire gange større.

Stjernen Gliese 581 er en rød dværg, hvorfor den beboelige zone befinder sig meget tættere på stjernen end i vores eget solsystem. Det får med stor sandsynlighed planeten til altid at vende den samme side mod stjernen, hvorfor der ikke er en dagcyklus på den.

Forskerne håber i fremtiden at kunne bestemme, om planeten har en atmosfære, efterhånden som der udvikles bedre astronomisk udstyr.

Canon

Canon lancerer sikker printsoftware

- Via V3 - , redigeret af Torben B. Sørensen

Canons seneste version af deres printhåndteringssoftware, UniFlow 5, har ifølge Canon fået forbedret sikkerheden. Softwaren kan eksempelvis søge efter nøgleord, når medarbejderne scanner dokumenter ind, så processen kan stoppes i tilfælde af sikkerhedsbrud.

Ifølge Canon har et system som dette også sine ulemper. Desto mere lukket et system er, desto sværere bliver det også at anvende, men ifølge Nikki Paine, som er ansvarlig for UniFlow hos Canon, er det et nødvendigt onde, og kun en lille ulempe i forhold til faren ved et sikkerhedsbrud.

En sikker database gemmer også information om alle aktiviteter i systemet, så man kan holde øje med, hvilke printere der bliver brugt til hvad, og om brugere eventuelt misbruger systemet.

Det er også blevet muligt at skifte udskriftsindstillingerne på udskriftsjob, efter de er sendt til printeren, indstillinger som farve, tekst og opløsning.

Composite

Composite CMS er blevet open source og gratis

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak , indsendt af danielovich

Den danske virksomhed Composite har gennem flere år lavet CMS-produktet C1, der er baseret på .NET. Nu har de valgt at ændre strategi, idet C1 er blevet open source under MPL, og dermed er frit tilgængeligt for alle. Det skriver Computerworld.

Ud over at kildekoden er blevet frigivet, så er det også blevet muligt at hente den færdige software gratis. Ifølge Oskar Lauritzen, der er partner i Composite, så mener han, det er første gang, et kommercielt .NET-baseret produkt er blevet gjort open source.

Målet med den nye fremgangsmetode er at gøre C1 meget mere udbredt og så leve af at sælge moduler og tilføjelser til grundpakken.

Composite får opbakning fra Microsoft, hvor Ole Kjeldsen, ansvarlig for udvikling og platform hos Microsoft Danmark tror, skiftet kan blive en rigtig sund forretning for firmaet.

C1 er baseret på ASP.NET og kan hentes på [url=(http://compositec1.codeplex.com/]codeplex[/url] samt igennem WebMatrix.

Advanced Micro Devices, Inc.

AMD udskyder Radeon HD 6000 til november

- Via DigiTimes - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Rantanrave

De fleste gik og forventede, at AMD’s næste generation grafikkort skulle udkomme i næste måned, mere præcist den 12. oktober, men det ser nu ikke ud til at blive tilfældet.

Ifølge hjemmesiden DigiTimes, der plejer at have meget gode kilder inden for elektronikbranchen i Taiwan, så vil AMD udskyde lanceringen til en endnu udefineret dag i november.

Udskydelsen skulle ifølge kilderne få Nvidia til at fremskyde deres planer om prisnedsættelse af eksisterende grafikchips, ligesom de i løbet af oktober vil lancere en lowend-GPU til entry-level-grafikkormarkedet, kaldet GeForce GT 430.

Hverken AMD eller Nvidia har bekræftet oplysningerne.

Flickr - bongo vongo

Lukning af faneblad efter brug af netbank kan efterlade stort sikkerhedshul

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Adagio

Når man anvender sin netbank, vil man gerne være sikker på, at når man logger ud, så kan den næste ikke tilgå ens oplysninger. En måde at gøre det på, er ved at lukke helt ned for browseren, men ofte lukker man blot det pågældende faneblad, og det er ikke altid nok.

Det fandt bankkunde i Lån & Spar Bank, Mark Colclough, ud af ved et tilfælde, efter han havde benyttet sin netbank. Risikoen for at andre efterfølgende kan tilgå ens oplysninger stiger tilmed, hvis man benytter NemID, da man her har mulighed for at benytte netbank alle steder, også offentlige computere.

Ud over Lån & Spar Bank eksisterer sikkerhedsproblemet også hos Eik Bank, som Colclough ligeledes benytter. Begge banker anvender et netbanksystem fra Skandinavisk Data Center.

I dag anvender alle de udbredte browsere faneblade til at holde styr på de sider, man har åbne, og folk er blevet vant til at lukke en side ned ved at lukke for fanebladet. Vil man være helt sikker på at være logget ud fra sin netbank, skal man dog lukke for hele browseren, sådan som det også anbefales af bankerne.

Hos Lån & Spar Bank oplyser underdirektør Keld Thornæs, at man er glade for, problemet er fundet, og at der bliver arbejdet på at få det løst.

BitTorrent

IMDb afviser tilføjelse af BitTorrent-distribueret film til deres database

- Via SMH - , redigeret af Emil

Filmproduceren Enzo Tedeschi har siden juni fem gange forsøgt at få sin kommende film The Tunnel tilføjet filmdatabasen IMDb’s hjemmeside, men er alle gange blevet afvist. Siden Tedeschis tidligere film er blevet optaget på hjemmesiden, mistænker han grunden for at være, at han vil give filmen væk gratis gennem BitTorrent.

I stedet for at tjene penge gennem distribution af filmen sælger holdet bag billeder fra filmen til 1 australsk dollar per billede, hvilket på seks uger har ført til knap 64.000 kroner. I alt håber man på at sælge svarende til 90 minutters film for 716.000 kroner. Tedeschi udtaler, at dette eksperiment med indtjeningen er inspireret af musikere såsom Nine Inch Nails, som har udgivet cd’er på samme måde.

Normalt tager tilføjelsen af en film til IMDb højst et par uger. Efter ikke at have fået svar fra IMDb har filmens producere nu skrevet et åbent brev til filmdatabasen, som ligger på filmens hjemmeside.

PBS

PBS dropper kampen om Nets.dk

- Via Comon - , redigeret af Pernicious , indsendt af webwarp

PBS, eller Nets, som firmaet skifter navn til, har droppet sagen om domænet nets.dk, som ejes af Sten Kristian Axelsen og bruges i forbindelse med hans bibeskæftigelse som webdesigner.

Det blev tidligere rapporteret, at Nets ellers ville fravriste domænet fra Sten Kristian Axelsen, hvilket Nets dog afviser i en pressemeddelelse.

Søren Winge, pressechef for Nets skrev:
Det har fra start været vores ønske at føre en konstruktiv og positiv dialog med Sten Axelsen, og vi har nu givet ham en undskyldning, da vi kan konstatere, at Sten har oplevet forløbet anderledes. […] For os er det vigtigere at undgå flere misforståelser end at få ejerskabet over det danske domæne. Domænet betyder meget for Sten, og vi har derfor valgt ikke at gå videre med sagen.

I stedet vil Nets fortsætte med domænet nets.eu.

Læs også: PBS vil have 10 år gammelt domæne efter navneskifte