mboost-dp1

Flickr - LaertesCTB

Italien skærper regler for Google Street View

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

I forbindelse med den megen furore, der har været med Googles Street View-service og de biler, der har kørt Europa tyndt for at at affotografere veje og gader, har Italien nu indført nogle meget stramme regler for Google, hvis de vil rundt og tage flere billeder.

Det er Italiens officielle organ for privatlivsbeskyttelse, der har udstukket de nye regler, som bl.a. siger, at Google i fremtiden skal annoncere hvor og hvornår de kommer på deres hjemmeside mindst tre dage i forvejen, ligesom de også skal annoncere det i lokale aviser og i radioen. Ikke alene skal de fortælle, hvilken by de kommer igennem, de skal også offentliggøre hvilke dele af byen, de vil besøge hvornår.

Privacy Authority President Francesco Pizzetti, til Reuters skrev:
There has been strong alarm and also hostility in a lot of European countries against Google taking photos. We have received protests even from local administrations.

Google har ikke villet kommentere på de specifikke ting i de nye regler, men kan bekræfte, at de konstant er i kontakt med lokale myndigheder i forbindelse med korrekt affotografering af de italienske veje.

Google Inc.

Google indrømmer: “Vi opsnappede både e-mails og passwords”

- Via Google Blog - , redigeret af kasperfmn

Google har ikke haft det let, siden det i maj kom frem, at de ikke bare opsnappede navne på trådløse netværk, men også data fra disse, da deres Street View-biler kørte rundt i mange vestlige lande, heriblandt også Danmark, for at tage billeder af veje og gader.

Google udtalte først, at der ikke var blevet indsamlet noget data, men senere ændrede de så dette til, at der kun var blevet indsamlet fragmenter af data, som ikke kunne bruges til noget. Begge dele har dog vist sig at være skudt ved siden af, og nu indrømmer Google officielt, at der rent faktisk blev opsnappet brugbar data.

Google skrev:
While most of the data is fragmentary, in some instances entire emails and URLs were captured, as well as passwords. We want to delete this data as soon as possible, and I would like to apologize again for the fact that we collected it in the first place.

Indrømmelsen og beklagelsen sker i forbindelse med en annoncering om, at Google nu har taget en række skridt, så der i fremtiden vil være bedre styr på den interne sikkerhed omkring privatlivsdata hos Google.

newz.dk

Arkiverne: Uge 42 – for 5 år siden

- Via newz.dk - , redigeret af OnkelDunkel

For 5 år siden:

I samarbejde med Rigspolitiet og Red Barnet aktiverer TDC d. 18. oktober 2005 et filter for alle dets kunder, der sørger for at blokere alle sider, som af Red Barnet er blevet markeret til at indeholde børneporno. Filterets udbredelse spreder sig efterfølgende til alle større internetudbydere i Danmark, således at det meste af Danmark i dag er underlagt det.

På trods af de bedste intentioner har filteret modtaget stor kritik i sin levetid, bl.a. at der er tale om grundlovsstridig censur, da det er Rigspolitiet, der varetager filteret, og ikke de enkelte internetudbydere selv. På samme måde kritiseres måden, filteret drives på, eftersom internetsider bliver blokeret uden ejerne først bliver kontaktet og får mulighed for at forsvare sig.

Kritikere påpegede også, at filteret blot var starten på en glidebaneeffekt, som ville føre til øget censur på internettet – en profeti mange mener, er gået i opfyldelse med censureringen af AllOfMP3 samt ThePirateBay.

Flere politikere har imidlertid ønsket at udvide mulighederne i internetcensuren, bl.a. SF har været fortalere for, at man skal censurere kendte terrorhjemmesider, og at man skal kunne spore, hvem der leder efter forbudt materiale på internettet.

Andre kritikere af filteret har desuden påpeget, at det ingen praktisk betydning har for at dæmme op for børneporno, da omgåelse af filteret kan klares på få minutter og uden større teknisk kunnen. I stedet bør der ifølge kritikerne fokuseres på at få lukket siderne, der hvor drives fra, eftersom 97 % af de blokerede sider befinder sig på servere i USA, Canada eller EU.

Tal fra april 2010 viser dog, at antallet af internetbrugere, der er blevet omdirigeret til den såkaldte stop-side, der informerer om, at man har prøvet at bevæge sig ind på forbudt territorium, har været stærkt faldende det seneste stykke tid og er nået ned på 1/30 af, hvad det tidligere har været.

På trods af den megen kritik nyder filteret dog stadig opbakning hos internetudbyderne, som efter 5 år fortsat frivilligt håndhæver Red Barnet og Rigspolitiets vurderinger.

Microsoft Corporation

Windows 7 solgt i 240 millioner eksemplarer på et år

- Via Windows Team Blog - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af Pernicious

Det er nu 1 år siden, at Microsoft sendte Windows 7 på gaden; i den anledning har de frigivet tallet for antallet af solgte kopier, der kommer op på intet mindre end 240 mio. eksemplarer.

Windows 7 har tidligere taget tronen som det hurtigst sælgende operativsystem nogensinde og denne nye milepæl illustrerer tydeligt, at Windows 7 har vist sig som et populært styresystem, der hurtigt har afløst den relativt upopulære forgænger, Windows Vista.

Selvom salget af Windows 7 er gået godt, er der dog stadig langt op til nr. 1 på listen, Windows XP, som p.t. er installeret på godt halvdelen af alle computere i verden og er solgt i et antal, der overstiger de 500 mio.

Windows 7 haler dog godt ind, eftersom 93 % af alle nye computere til forbrugere nu sælges med styresystemet.

I anledningen af 1-års-jubilæet har Microsoft lavet en hel stribe “top 7”-lister omhandlende forskellige aspekter af Windows 7, f.eks. “Top 7 Windows 7-programmer” og “Top 7 Windows 7-tweets”. Følg linket i overskriften for at se det hele.

ESA

Få dit navn med til Mars

- Via NASA - , redigeret af Emil

USA’s rumfartsorganisation NASA sender i 2011 en robot til Mars kaldet Mars Science Laboratory. Sammen med robotten følger en mikrochip, som NASA nu giver hele verden mulighed for at få sit navn inkluderet på.

Ud fra dette har NASA lavet et kort, som viser, hvilke lande der er stærkest repræsenteret på chippen. I skrivende stund er der i alt 840.579 navne meldt til, hvoraf USA står for 330.197 af dem. Danmark har i øjeblikket 1.221 navne på listen hvilket giver os en plads som nummer 57 på listen over lande med flest navne.

Hvis du selv er interesseret i at komme med på chippen, behøver du blot at følge kilden og derefter indtaste dine informationer.

HP

Nu kommer HP Slate endelig

- Via engadget - , redigeret af Avenger- , indsendt af Tukanfan

Der har været megen snak om HP’s kommende Windows 7 tablet-computer, som officielt gik under navnet HP Slate. Ingen har helt præcist vist, hvad de skulle forvente, og der har derfor været mange rygter omkring, hvordan det endelige produkt ville komme til at se ud.

Nu er den dog endelig udkommet under navnet HP Slate 500, og i modsætning til hvad mange troede, så vil der ikke være tale om en tablet henvendt til det almindelige forbrugermarked, men derimod en erhvervstablet til virksomheder.

Prisen for tablet’en vil være $800, og for de penge får man, ud over Windows 7 Professional, en 1.86 GHz Intel Atom Z540 processor, 2 GB RAM, 64 GB SSD, 8,9″ skærm samt en Crystal HD-accelerator fra Broadcom til håndtering af video op til 1080p. Slaten kommer desuden med en digitizer-pen, så man kan tage noter eller tegne på den uden at skulle sidde med sine store fingre på skærmen.

HP starter med at lancere HP Slate 500 i USA og vil derfra evaluere på, hvilke markeder der senere skal udvides til.

Se billeder af HP Slate 500 i galleriet til højre, eller se en kort video fra engadget, der hurtigt viser den frem, herunder:


Flickr - CBS Fan

Fransk by vil fange parkeringssyndere ved hjælp af CCTV

- Via Riviera Review - , redigeret af Pernicious

Den franske by Nice, som er en af landets mest populære turistmål, fik tidligere installeret overvågingskameraer, såkaldt CCTV, byen over. Borgmesteren lovede, at kameraerne havde til formål at hjælpe med at slå ned på voldelig kriminalitet, men han har nu alligevel autoriseret, at kameraerne kan bruges til at opdage parkeringssyndere, hvorefter byen vil kunne sende dem bøder.

Efter planen skal det nye system træde i kraft den 1. november i år og vil på det tidspunkt have omkring 600 kameraer byen over til at hjælpe. Kritikere mener, at implementeringen af systemet er at gå for vidt, selvom kameraerne har potentiale til at øge byens indtjening markant.

Flickr - Charles Haynes

Vint Cerf: Manglen på IPv4-adresser er min skyld

- Via Federal Computer Week - , redigeret af Emil

Mængden af ledige IPv4-adresser falder drastisk og blev for nyligt anslået til at være under 5 % af den samlede mængde adresser, som IPv4 muliggør. En af internettets fædre, Vinton “Vint” Cerf, har påtaget sig skylden for, at der er så få adresser.

Cerfs udtalelse fandt sted på en IPv6-konference afholdt af National Telecommunications and Information Administration. Her beskrev Cerf sin rolle hos DARPA tilbage i 1976, hvor han stod for udviklingen af ARPAnet samt TCP/IP-protokollerne.

Holdet skulle tage stilling til, hvilken størrelse adresse man skulle benytte sig af, og mens nogle af forskerne ville have en 128-bit-adresse, mente andre, at det var alt for stort og langt over det nødvendige. Til slut besluttede Cerf at benytte sig af 32-bit-adresser, som derefter blev indarbejdet i IPv4. Resultatet blev 4,3 milliarder adresser.

Vint Cerf skrev:
It’s enough to do an experiment. The problem is the experiment never ended.

Først nu er man på vej mod IPv6, som netop benytter sig af 128-bit-adresser.

Synapse-Phones

Få skræddersyet din Android-telefon

- Via Synapse-Phones - , redigeret af OnkelDunkel

Den nye og ukendte tyske telefonproducent Synapse-Phones hopper nu direkte ind på et marked fyldt med store, ressourcestærke spillere – nemlig markedet for Android smartphones. Synapse vil dog gøre tingene lidt anderledes, end man er vant til, de vil nemlig sælge skræddersyede telefoner med en Android-udgave, der fra starten er fuldt rootet.

Går man ind på firmaets hjemmeside, kan man se, at der tilbydes ét standarddesign, og når man bestiller telefonen, så vælger man selv, hvilket hardware man vil have i, f.eks. hvor stort kameraet skal være, om der skal være WiFi, FM-radio eller DVB-T-tuner. Man kan også selv vælge, om telefonen skal komme med fysiske eller berøringsfølsomme knapper.

Nogle enkelte ting er dog faste for telefonen, f.eks. processoren på 1 GHz, skærmen på 4″ SuperAMOLED (480×800) og Android-udgaven, der er 2.2.

Den billigste udgave koster €299 (ca. 2250 kr.), mens udgaven med mest muligt ekstraudstyr koster €584 (ca. 4400 kr.).

Derudover loves der 3 års garanti i hele verden, og det forventes, at de første telefoner kan blive sendt ud i første kvartal af 2011, hvor man vil starte med at sende til EU, USA og Canada.

Hop ind på firmaets hjemmeside via linket i overskriften for at se konfigurationsmulighederne, der mest af alt minder en om at bestille en computer online hos f.eks. Dell eller Apple.

newz.dk

Sex.com solgt for 69 mio. kr.

- Via Reuters - , redigeret af OnkelDunkel

Et af de absolut mest attraktive, dyreste og samtidig mest omstridte domæner i verden er sex.com. Domænet har en fortid, der bl.a. involverer en række retssager, en ejer der svindlede sig til domænet og stak af til Mexico, samt to bøger skrevet om historien bag.

Nu ser det dog endelig ud til, at domænet er blevet afhændet til nogen, der har en konkret og seriøs forretningsplan for det. Den tidligere ejer, Escom LLC, købte domænet tilbage i 2006, angiveligt for $14 mio. Tidligere på året gik selskabet imidlertid konkurs, og domænet blev derfor sat til salg på foranledning af kreditorerne.

Domænet er nu blevet købt af selskabet Clover Holdings, et selskab der hører hjemme på den caraibiske ø Saint Vincent, for $13 mio., svarende til 69 mio. kr. Domænet beholder derfor titlen som det dyrest solgte nogensinde.

Der var efter sigende 12 forskellige bydere på domænet, men det var altså Clover Holdings, der vandt auktionen.