mboost-dp1

Baidu

Kinas byer gengivet i pixelgrafik

- Via Gizmodo Australia - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af ktg

I Kina er de kendte for at være meget forsigtige med, hvad borgerne kan se på nettet, hvorfor censur er meget udbredt. En tjeneste som Google Maps’ detaljerede billeder af byer er udelukket, men hos konkurrenten Baidu kan man fundet en løsning på dette problem.

Den kinesiske søgegigant har valgt at vise de kinesiske byer på en måde, der mest af alt minder om Sim City. Alle bygninger i en by er omdannet til en tegnet udgave, der med stor omhyggelighed gengiver, hvordan bygningerne ser ud.

Ved at gøre det på denne måde, er det muligt for Baidu at slippe uden om det meste af den stramme censur. Til trods for at tegne bygningerne, så er der visse bygninger, som ikke må gengives, eller er blevet ændret.

Det er muligt at prøve funktionen her ved at trykke på anden knap i øverste højre hjørne af kortet.

Warner Bros.

Warner Bros. vil tilbyde film på Facebook

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Filmstudiet Warner Bros. har offentliggjort et prøveprogram, som skal gøre det muligt at streame film via Facebook for en betaling med Facebook Credits.

Til at starte med vil det være muligt at streame The Dark Knight på filmens Facebook-fanside, mens flere film vil blive tilføjet til programmet over de kommende måneder. Prisen for at streame filmen er på 30 Facebook Credits, hvilket svarer til omkring 16 kroner. Når man har betalt, vil man have adgang til filmen i 48 timer via ens Facebook-konto. Det vil være muligt at sætte en film på pause, logge ud og derefter fortsætte fra samme tidspunkt i filmen, næste gang man logger ind.

Thomas Gewecke, Warner Bros. Digital Distribution skrev:
Facebook has become a daily destination for hundreds of millions of people. Making our films available through Facebook is a natural extension of our digital distribution efforts. It gives consumers a simple, convenient way to access and enjoy our films through the world’s largest social network.

Prøveprogrammet er i øjeblikket kun tilgængeligt i USA.

Skype

Skypes tal for 2010 viser 20 % større omsætning

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Skype, der børsnoteres næste år, har nu frigivet deres tal for år 2010. Ifølge disse tal er antallet af månedlige brugere af Skype steget med 38 % til 145 millioner brugere om måneden i gennemsnit i forhold til året før. Antallet af registrerede brugere er fra d. 31. december 2009 steget fra 474 millioner til 663 millioner d. 31. december 2010.

Også antallet af månedligt betalende brugere er steget fra 7,3 millioner til 8,8 millioner om måneden i gennemsnit. Disse brugere lægger gennemsnitligt $97 i virksomheden hver.

Samlet er omsætningen steget med 20 % i forhold til 2009 fra $719 millioner til $860 millioner. Det samlede tab var på $7 millioner, langt mindre end 2009’s underskud på $418 millioner, som dog også indebar et forlig på $344 millioner i retssagen mod Joltid.

Medarbejdermæssigt sluttede Skype 2010 med 911 mearbejdere, næsten 25 % flere end 2009’s 733 ansatte.

Hewlett-Packard

HP: Du får ingen penge for ubrugt Windows 7-licens

- Via Computerworld DK - , redigeret af Avenger- , indsendt af The-Lone-Gunman

For nyligt blev det i en afgørelse i Forbrugerklagenævnet afgjort, at købere af en computer med Windows Vista kan få tilbagebetalt pengene for licensen til Windows, hvis de ikke skal bruge den.

Læs også: Drop Windows og få 850 kr. retur

For computere med Windows 7 er sagen lidt mere uklar, idet licensbetingelserne her er anderledes. Der er endnu ikke kørt en lignende sag ved Forbrugerklagenævnet, men hos HP er man klar i mælet, man agter ikke at betale for ubrugte licenser. Det skriver Computerworld.

Lasse Sørensen, direktør hos HP til CW skrev:
Reglerne er ændret i forhold til Vista. Og den kendelse, der er afsagt, vedrører licensregler, der er gældende for Vista.

Udover argumentet med licensreglerne peger direktøren på, at de ikke ønsker at supportere et produkt, hvor de ikke er 100 % sikre på, at de kender til det, fordi kunden måtte have installeret et andet operativsystem.

Vil en kunde ikke betale for en Windows-licens, kan vedkommende dog stadig få sine penge tilbage, men kun ved at returnere hele computeren.

Flickr - dweekly

Microsoft og Google i fælles kamp mod patenttroll

- Via Digi - , redigeret af Avenger- , indsendt af kastrup

Patentsager er ikke ukendt land for hverken Microsoft eller Google, og de to firmaer er nu endnu en gang hevet i retten af et firma, som mener, de bryder deres patent.

Denne gang er der tale om firmaet GeoTag, der ud over de to teknologikæmper også har, eller har haft, næsten 300 andre selskaber på anklagelisten gennem tiden. Firmaet laver angiveligt teknologi til positionsbestemmelse, men ifølge advokaterne hos både Microsoft og Google, så tjener de primært penge på at forsvare deres patenter.

Det er tjenesterne Bing Maps og Google Maps, som GeoTag mener, bryder deres patenter, hvorfor de vil have kompensation for misbruget.

Hos Microsoft og Google anser man selskabet som en patenttroll og har bedt retten om at kende patenterne for ugyldige. Samtidig med at sagen er begyndt at rulle, har GeoTag valgt at sælge deres aktier, hvilket af flere ses som et desperat forsøg på, at ejeren vil tjene penge her og nu, inden advokatregningerne begynder at hobe sig op.

SXC - patyvo

Tjente 1,5 millioner kroner på falske trusselsbreve

- Via TorrentFreak - , redigeret af Avenger- , indsendt af Gridlock

Hos film- og musikindustrien har man i mange lande anvendt de såkaldte trusselsbreve, hvor en person trues med en meget dyr retssag, såfremt de ikke betaler en bøde, som er meget billigere.

Denne metode har også spredt sig til cyberkriminelle, der har udsendt falske trusselsbreve via malware. I foråret 2010 cirkulerede et af disse malware-programmer på nettet, som præsenterede ofrene for en meget troværdig side, hvor de blev anklaget for at krænke ophavsretten. De blev via programmet opfordret til at betale med det samme via kreditkort.

I en undersøgelse foretaget af sikkerhedseksperten Brian Krebs, der er kommet i besiddelse af lækkede dokumenter fra den russiske betalingstjeneste Chronopay, som malwaren benyttede, kan man nu se, hvor mange der er hoppet på de falske trusselsbreve.

I en periode på to måneder har malwaren skaffet $283.000 eller lidt over 1,5 millioner kroner til bagmændene. Da de lækkede dokumenter kun indeholder data for to måneder, er det dog sandsynligt, at det reelle beløb er højere.

CSC

CSC-sympati-strejke måske på vej

- Via Version2 - , redigeret af kasperfmn , indsendt af Hubert

Den vedvarende konflikt mellem Prosa og CSC, der har varet omkring en måned, får nu politisk opbakning fra Enhedslisten, der opfordrer den samlede fagbevægelse til at støtte op omkring it-fagforeningen.

Opfordringen kommer fra Enhedslistens Faglige Landsudvalg (FLU), som i en pressemeddelelse skriver, at de mener, det er vigtigt, Prosa støttes i sagen.

FLU skrev:
Det er afgørende at LO, FTF og AC støtter Prosa i kampen mod konfliktramt arbejde, som CSC har indgået aftale om med andre it-virksomheder, bl.a. Miracle. Fagbevægelsen må forberede sig på sympatikonflikter.

Hos FLU mener man, baggrunden for CSC’s holdning ligger i det faktum, at de som internationalt selskab vil have sænket fagforeningernes indflydelse, hvilket partiet frygter, skulle det blive en realitet, kan udvikle sig som en lavine.

FLU skrev:
En sejr for CSC vil åbne vejen for tilsvarende angreb på de faglige organisationer i andre multinationale koncerner i Danmark.

Det er endnu uvist, om andre fagforeninger vil følge Enhedslistens opfordring.

Western Digital Corp.

WD opkøber Hitachis datalagringsafdeling

- Via The Register - , redigeret af kasperfmn

Western Digital (WD) har for en pris på $4,25 milliarder, knap 22,7 milliarder kroner, valgt at opkøbe Hitachi Global Storage Technologies (GST). $3,5 milliarder af pengene betales kontant, mens resten består af WD-aktier, 25 millioner til en værdi på $30,01 stykket.

Opkøbet betyder, at Hitachi Ltd., som ejer Hitachi GST, vil få omkring 10 % af aktierne i Western Digital, samtidig med at de får to medlemmer i WD’s bestyrelse.

Det resulterende firma vil være større end Seagate, der i øjeblikket er det lagringsfirma i verden, som har størst omsætning. Set på mængden af solgte enheder er WD dog allerede større, da de her overhalede Seagate i 2010.

Opkøbet forventes at gå igennem i løbet af tredje kvartal i år.

Nokia

Nokia sælger Qt’s kommercielle del til Digia

- Via Digia - , redigeret af kasperfmn , indsendt af asfaltgeden

Nokia har besluttet, at den kommercielle del af arbejdet med Qt ikke passer ind i firmaets kerneforretninger, og de har derfor solgt denne afdeling til et andet finsk selskab ved navn Digia.

Fremover vil Nokia altså ikke selv sælge kommercielle Qt-licenser og vil heller ikke have ansvaret for at yde support på disse. Nokias supportafdeling for Qt vil dog over det næste år arbejde sammen med Digia for at gøre overgangen nemmere, og nogle af Nokias ansatte vil også skifte arbejdsgiver til Digia. Nokia vil samtidig fortsætte udviklingen af Qt og vil stadig beholde den fulde ophavsret til frameworket.

I forbindelse med salget har Digia udtalt, at de måske vil bringe Qt til ældre platforme, som ikke har været en del af Nokias planer for projektet.

Qt er frigivet under en dobbeltlicens, hvoraf den ene er LGPL, der giver mulighed for enten at benytte frameworket gratis, hvis man selv frigiver eventuelle modifikationer til Qt, eller at betale for en licens, hvis man ikke er interesseret i at dele sine modifikationer.

SXC - Obscenity

Medicin kan genopfriske hukommelsen

- Via IO9 - , redigeret af kasperfmn , indsendt af waffle

Der findes mange forskellige typer af medicin, som kan påvirke hjernen, nogle med positiv effekt, andre i negativ retning. I den positive kategori kommer nu et middel, der ifølge forskere kan genopfriske gamle minder.

Forskerne har længe vidst, at enzymet PKMzeta har en positiv effekt på vedligeholdelsen af langtidshukommelsen, men det var en overraskelse, at det også kan anvendes til at genopfriske tanker.

Forsøgene, der indtil videre kun er foretage på rotter, viser en klar sammenhæng med, hvad rotterne kan huske og mængden af enzymet i hjernen.

Rotter der fik en ekstra dosis af PKMzeta havde nemmere ved at huske opgaver, de gennemførte dage tidligere, hvor rotter, der ikke fik enzymet, ikke huskede så godt.

Det viste sig også, at rotterne ikke behøvede at være påvirket af enzymet under indlæringsperioden for senere at opnå en effekt af at blive udsat af en forhøjet dosis.

Forskerne håber, de positive resultater kan føre til test på mennesker, hvor det vil kunne hjælpe på for eksempel aldersbetinget degradering af hukommelsen.