mboost-dp1

Logitech

Logitechs Fold-Up tastatur nærmer sig sin danske udgivelse

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Allerede tilbage i august annoncerede Logitech, at firmaet snart ville være klar med et tastatur, der er designet til at sidde bag en iPad eller iPad 2, hvorfra det kan foldes ind og ud efter behov.

Tastaturet er nu udgivet i USA og nærmer sig nu eftersigende sin udgivelse i Danmark, selvom der endnu ikke er fastsat en præcis dato. Man har således kunne forudbestille tastaturet siden slut-august, men hvornår levering finder sted vides således ikke.

Som sagt er tastaturet designet til at sidde bag en iPad eller iPad 2, hvorfra det kan foldes frem og tilbage. Det får strøm fra et batteri, der kan oplades via USB, som iPaden selv. Keyboardet fungerer med iPaden på alle måder, og du kan derved kombinere tryk på keyboardet med tryk på iPaden selv, som Shift + bogstav for at gøre det stort.

Keyboardet er ifølge flere teknologisider nemt at anvende, men en pris på 850 danske kroner kan dog vise sig at være en ulempe.

slashgear.com

RED annoncerer 4K 3D laser-projektor

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Det innovative firma RED, der er bedst kendt for sine meget dyre højopløsnings-kameraer, er klar med en ny satsning. Dette står klart efter at firmaets administrerende direktør Jim Jannard netop har offentliggjort, at firmaet er på vej med en ny super-projektor.

Den nye projektor har eftersigende en opløsning på hele 4k (mere end 4000 pixels horisontalt) og er samtidig henvendt til almindelige mennesker, hvorved firmaet følger i Sonys fodspor.

Læs også: Sony klar med 4k projektor til hjemmebiografen

De tekniske specifikationer er på nuværende tidspunkt stadig uklare, men det står dog klart, at projektoren anvender et form for laser-system, samt at den bruger et passivt 3D-system.

Hvornår projektoren kommer og til hvilken pris vides heller ikke, men ifølge firmaet selv kommer den “snarere før end senere”.

Jim Jannard udtaler ved samme lejlighed, at mens man nemt kan se forskel på 1080p og 4K på en skærm på 10 fod, cirka 3 meter, er forskellen på en 40 fod skærm, cirka 12 meter, enorm.

Google

YouTube præsenterer 3D-konverter

- Via YouTube blog - , redigeret af Pernicious

Så er der godt nyt til alle, der måtte drømme om at gå James Cameron i bedende og lave deres egen 3D-film, men ikke har råd til et dyrt 3D-kamera.

Videotjenesten YouTube har i dag lanceret et nyt værktøj, der kan konvertere normale videoer til 3D, eller i hvert fald det tætteste man kommer uden et rigtigt 3D-kamera, skriver product manager Zack Mistry på YouTubes officielle blog.

Zack Mistry, product manager skrev:
Converted videos will be viewable by everyone in 3D. You’ll still get best results with a 3D camera, but it’s a great new way to let people enjoy your finest moments.

Udover den nye 3D-konverter har YouTube også valgt at give brugerne mulighed for at uploade videoer på over 15 minutter. Det kræver dog at brugeren er verificeret og aldrig har været involveret i copyright problemer.

Microsoft Corporation

Gates stadig den rigeste, men Zuckerberg stormer frem

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Pengemagasinet Forbes har netop udgivet deres prestigefyldte liste over de 400 rigeste mennesker i USA.

Som sædvanlig topper Microsoft-grundlæggeren Bill Gates listen igen i år med en formue på 322 milliarder danske kroner, 27 milliarder højere end sidste år.

På dette års liste har Gates endda øget forspringet ned til nummer to rigmanden Warren Buffett, som må nøjes med 212 milliarder kroner.

En af årets store overraskelser er Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg, som er kravlet ikke mindre end 21 pladser frem fra nummer 35 til 14. Der er dog stadig lang vej til toppen for den 27-årige entreprenør, som “kun” kan mønstre 95 milliarder kroner.

Formuen er dog stadig imponerende, når man tager i betragtning, at Zuckerberg for to år siden slet ikke var på listen.

ESA

Ingen nødplan hvis satellit rammer Danmark

- Via Politiken - , redigeret af OnkelDunkel

Beredskabsstyrelsen har ikke lavet nogen særlige nødplaner, hvis det det usandsynlige skulle ske at NASAs vildfarende satellit UARS (Upper Atmosphere Research Satellite) lander i Danmark, når den rammer jorden i løbet af de næste par dage.

Det fortæller chefen for nationalt beredskab, kolonnechef Jørn Allan Petersen, til Politiken.dk.

Jørn Allan Petersen skrev:
Hvis det kommer dertil, er det i første omgang det kommunale beredskab i form af politiets indsatsleder, som vurderer situationen. Indsatslederen kan søge assistance fra nabokommunerne, og fra Beredskabsstyrelsen om nødvendigt. Vi kan blandt andet stille med HAZMAT – det kemiske beredskab.

Han oplyser også, at de ikke har modtaget nogen specielle instruktioner fra amerikanerne, som ellers skulle have briefet udenlandske myndigheder om, hvordan de skal forholde sig til en nedstyrtet satellit.

Jørn Allan Petersen skrev:
Hvis Danmark har modtaget oplysninger fra USA, må det være Udenrigsministeriet.

Satellitten forventes at ramme jorden i løbet af fredag eller lørdag, men der er dog ikke noget at frygte. Ifølge NASA er sandsynligheden for at blive ramt af et stykke af satellitten 1:22.000.000.000.000.

Flickr - dweekly

Citat-søgsmål kan snart være fortid

- Via Ars Technica - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af thimon

I USA forsøger firmaet Righthaven at tjene penge ved at sagsøge bloggere, der har anvendt citater fra andre medier. I den forbindelse har en af bloggerne kæmpet imod og vundet. Dermed skulle alt være godt for blogggeren, men Righthaven har nægtet at betale sagsomkostningerne.

Læs også: Avis kæmper for at lave en forretningsmodel ved at sagsøge

Righthaven skal betale $34.045,50 til bloggeren, men de prøver med næb og klør at undgå dette. Således har de bedt om en appel af sagen, ligesom de har forsøgt at få betalingen udskudt, dog uden held.

Dette får nu bloggerens advokat Marc Randazza til at anmode retten om beslaglæggelse af Righthavens aktiver, således de kan få deres penge. Har Righthaven ikke pengene liggende, hvilket det ikke tyder på, kan det betyde tvangsauktionering af Righhavens ejendom for at skaffe pengene.

I et brev til dommeren i sagen oplyser Righthaven, at udbetaling af beløbet vil være så økonomisk tungt for dem, at det kan betyde de går konkurs.

Det er endnu uvist, hvad dommeren vælger at gøre i sagen.

zona3dvision.com

Maingear klar med vandkøling til grafikkortet

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Hvis man kender til overclocking ved man, at varme er det største problem, og at man er nødt til at bevæge sig videre fra luftkøling, hvis man vil have en stabil maskine.

Vandkøling har længe været den fortrukne løsning på problemet, og det amerikanske firma Maingear har længe været en af de store leverandører af vandkølings-muligheder til computerens CPU.

Amerikanerne tog så i dag skridtet videre, da de annoncerede, at firmaet snart også kan tilbyde et vandkølingssystem til computerens grafikkort. Systemet er designet til 2x grafikkort, og fungerer således i et lukket system, hvorved der aldrig skal tilføres ekstra vand.

Løsningen er lavet af Cool IT, og vil i fremtiden blive tilbudt på alle Maingears SHIFT gaming-computere. Det kan desuden bruges på alle maskiner, der anvender dual NVIDIA GeForce GTX 590, dual GTX 580 eller dual Radeon 6990.

Prisen på systemet er endnu ukendt.

Copenhagen Suborbitals

Danske raketdrenge nomineret til en World Technology Award

- Via Ingeniøren - , redigeret af Avenger-

De to raketgale danskere fra Amager, som har henrykket hele verden med deres forsøg på at lave en rumraket, er kommet i spil til en World Technology Award – en af de mest prestigefyldte teknologiske priser i USA.

Kristian von Bengtson og Peter Madsen og organisationen Copenhagen Suborbitals er blevet nomineret i kategorien Space ved dette års uddeling af prisen, som finder sted i New York 25. oktober.

De to drenge og deres hjemmebyggede rumraketter er dog oppe mod store prominente spillere i kategorien. Blandt andet det canadiske rumfartsagentur og SpaceX-programmet, der har til formål at sende mennesker til Mars.

Nomineringen kom da også lidt bag på de to herrer, som i første omgang troede, at den e-mail, de fik fra organisationen bag, var spam.

Kristian von Bengtson til Ingeniøren skrev:
Det er lidt spøjst. Vi kommer nok til at skille os ud fra den almindelige deltagere, der typisk kommer fra en virksomhed med rigtig mange penge. Men det bliver fedt, rigtig fedt.

Google

Få musikterapi på nettet

- Via Wired.com - , redigeret af Avenger-

Hvis kæresten er skredet, chefen er en røv, eller livet bare er noget møg, så er der nu musikalsk hjælp at hente på nettet.

På hjemmesiden emotionalbagcheck.com kan du fortælle om dit problem, og snart vil en venlig sjæl et sted ude bag skærmen sende dig en lille besked og et link til en sang i Grooveshark, som de mener, vil få dig i bedre humør.

Hvis du derimod føler dig ovenpå, så kan du vælge at læse andre folks problemer og sende dem en opmuntrende tekst med et link til en sang.

Der kan dog godt gå et stykke tid, før svaret når frem, hvis du vælger at åbne dit hjerte. I skrivende stund har denne skribent stadig ikke fået svar på sin anmodning.

NASA

NASA vil afholde konkurrence for fremtidens open source-applikationer

- Via NetworkWorld - , redigeret af Avenger-

Amerikanske NASA har i dag annonceret, at de i samarbejde med rumagenturer fra hele verden vil holde en konkurrence for open source-applikationer, som kan løse problemer så som vejrets indflydelse på verdensøkonomien eller udtømningen af havets ressourcer.

NASA skrev:
The unique challenges NASA faces in spaceflight often result in solutions to issues we see every day here on Earth, and development of these solutions can be expedited when leveraging the expertise and entrepreneurial spirit of those outside government institutions.

Konkurrencen kaldes International Space Apps Challenge, og vil kulminere i en todages event i løbet af 2012.

Mens NASA koordinerer konkurrencen med sine samarbejdspartnere, kan interesserede blandt andet komme med idéer til applikationer på konkurrencens hjemmeside.