mboost-dp1

Nets Holding A/S

NemID kompromitteret efter metode DanID havde tænkt på

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious

Da Version2 i november viste hvor let det ville være for hackerne at udføre et phisingangreb på NemID, Mente man hos DanID, at der var tale om en teoretisk mulighed, som kriminelle ikke ville benytte sig af.

DanID til Version2 skrev:
Det scenarie, Ingeniøren har konstrueret i videoen, er kendt som ‘typosquatting’, her kombineret med man-in-the-middle. Det er et teoretisk scenarie, der ikke er ført ud i livet i dag.

DanID mente istedet, at det ville være mere sandsynligt, at kriminelle ville anvende software til at klare en del af arbejdet, en metode som netop er den, der senest er blevet anvendt.

Ifølge CSIS brugte hackerne en trojaner kaldet BankTexeasy, der skulle være rettet specielt imod NemID.

Til trods for at DanID lovede, at de ville øge sikkerheden af NemID og øge overvågningen af svindel efter angrebet i september på Nordea, lykkedes det alligevel at kompromittere sikkerheden i NemID.

NemID til Version2 skrev:
Phishingsagen fra slutningen af september har skærpet fokus på fraud-detection yderligere, og vi har forskellige muligheder for at imødegå angreb.

Grooveshark

Nu skal Grooveshark blokeres i Danmark

- Via b.dk - , redigeret af Pernicious

Fogedretten har netop afgjort, at teleselskabet 3 med øjeblikkelig virkning skal blokere for musikstreamingstjenesten Grooveshark. Det sker på baggrund af en sag løftet af Rettighedsalliancen, der i december bad fogedretten om at teleselskabet skal blokere for hjemmesiden. Det skriver Berlingske.

Læs også: Rettighedsalliancen ønsker Grooveshark blokeret hos 3

Allerede dengang blev der spekuleret i, at Rettighedsalliancen valgte teleselskabet 3, fordi de ikke er medlem af brancheforeningen og dermed står svagt. Til dette udtaler Maria Fredenslund fra Rettighedsalliancen, at det er tilfældigt, at de har valgt at gå efter netop 3, og de håber nu, at andre selskaber frivilligt indfører en tilsvarende blokering.

Maria Fredenslund, Rettighedsalliancen, til Berlingske skrev:
Det er helt tilfældigt, at det er teleselskabet 3, vi har kørt sagen mod. Det er vores håb – og erfaring fra andre sager – at de øvrige teleselskaber vil implementere tilsvarende blokering, når det har været igennem en domstol.

Fogedretten har med henvisning til sagen om blokeringen af Pirate Bay, der gik til Højesteret, lagt vægt på, at Grooveshark krænker ophavsretten for de selskaber Rettighedsalliancen repræsenterer.

Rettighedsalliancen mener, Grooveshark har en forretningsmodel, der er fup og svindel, og som leder brugere til at tro, at Grooveshark betaler til kunstnere og producenter. De mener derfor, det er rimeligt, at der bliver lukket for adgangen til Grooveshark, således lovlige tjenester kan komme til.

Stinne Green Paulsen fra 3 mener denne sag er principiel og vil gå videre med den.

Stinne Green Paulsen, 3, til Berlingske skrev:
Vi er gået videre med sagen, fordi vi mener, der er nogle principielle ting i den. Vi er et teleselskab, og vi vil ikke være politimand.

Opdateret: Enhedslistens IT-ordfører, Stine Brix, udtaler til Version2 at det er helt absurdt at internetbrugere kan blive gjort medskyldige i ophavsretkrænkelser.

Stine Brix, IT-ordfører, Enhedslisten skrev:
Det virker helt absurd på mig, at internetudbyderne bliver gjort medskyldige i ophavsretskrænkelserne. Jeg mener, at der bør gælde et princip om, at internetudbyderne er neutrale.

Jeg frygter for, hvad der kan blive det næste. Skal vi til at spærre for alle udenlandske hjemmesider med brugerindhold, indtil de har lavet en aftale med Rettighedsalliancen?

Darpa

DARPA vil have Avatar

- Via Wired - , redigeret af Pernicious

Det amerikanske forsvars forskningsagentur, DARPA, har afsat $7 millioner til et projekt med navnet ”Avatar”. Ifølge projektbeskrivelsen skal der udvikles et interface, der skal gøre en soldat i stand til at blive et med en robot, hvorved robotten kan agere som soldaten.

Project Avatar, DARPA – 2013 skrev:
The Avatar program will develop interfaces and algorithms to enable a soldier to effectively partner with a semi-autonomous bi-pedal machine and allow it to act as the soldier’s surrogate.

DARPA vil gerne have, at robotten er smart og adræt nok til at udføre en række opgaver, såsom at sikre bygninger og hente sårede.

Som i filmen Avatar skal soldaten således styre robotten med hvad DARPA kalder ”tele presence” og forbedringer i fjernkontrol af jordbaserede systemer. DARPA har tidligere med success lavet forsøg, hvor aber har styret robotter via deres hjerne. DARPA har også lavet menneskelignende robotter, der skal imitere en soldats gang og bevægelser.

newz.dk

Netselskaber kan ikke tvinges til at spærre pirater

- Via IPKat - , redigeret af Pernicious

Den Europæiske Domstol er kommet med en foreløbig afgørelse i forbindelse med en belgisk anlagt sag. Sagen drejer sig om, at foreningen for ophavsmænd, komponister og udgivere (SABAM) har bedt den belgiske domstol om at tvinge firmaet Netlog, der driver et socialt netværk, til at installere overvågningssoftware, der skal blokere for ulovlig musik og videoer.

Den belgiske domstol har derefter bedt den Europæiske Domstol, om at fortolke hvorledes loven skulle tolkes, da SABAM har ret til at kræve fogedforbud mod tilgængeliggørelse af ulovligt materiale, mens enhver borgere i EU har ret til beskyttelse af sine oplysninger.

For eksempel giver Direktiv 2001/29, artikel 59, ophavsmænd ret til at håndhæve deres rettigheder. Mens Direktiv 2000/31, artikel 15, giver borgeren lov til at foretage kommunikation mellem sig selv og en modtager.

EU direktiv 2001/29 skrev:
(15) Fortrolig behandling af meddelelser er sikret ved artikel 5 i direktiv 97/66/EF; medlemsstaterne skal i medfør af nævnte direktiv forbyde enhver form for opfangning eller overvågning af sådanne meddelelser af andre end afsenderen og modtageren, bortset fra tilfælde, hvor det er tilladt ifølge loven.

Et system til identificering og blokering af ulovlige værker, skulle identificere de filer, der kunne indeholde værker, bestemme om disse filer var gjort ulovligt tilgængelige og dernæst blokere for disse ulovlige filer.
Dette ville medføre, at Netlog skulle installere et generelt overvågningssystem og afholde udgifterne dertil. Det vil dog bryde med de grundlæggende rettigheder om fri kommunikation, der er sikret i Den Europæiske Unions Charter, artikel 8 og 11.

Den Europæiske Domstol fandt på den baggrund, at det ikke er lovligt at indføre et system til general overvågning af brugeres filer, da det ville stride imod Direktiv 2001/31, artikel 15 samt, at det ikke var rimeligt at pålægge Netlog en sådan udgift.

Dermed lægger afgørelsen sig op ad en tidligere afgørelse mellem SABAM og internetudbyderen Scarlet, hvor SABAM prøvede at pålægge Scarlet at indføre filtrering af internettraffikken. Dette blev også afslået med hensyn til borgerens ret til beskyttelse af private oplysninger.

Anonymous

Anonymous: Et nyt angreb hver fredag

- Via Wired - , redigeret af Pernicious

Hacktivistgruppen Anonymous, der har gjort sig bemærket ved at hacke blandt andre Sony og senest den officielle CIA-side, vil fremover nedlægge “et korrupt firma eller regering” hver fredag, det siger en anonym Anonymous-talsmand til Wired.com.

Ifølge talsmanden har gruppen allerede flere firmaer og regeringshjemmesider i sigte, hvor der vil være tale om alt fra DDoS-angreb til overtagelse af mailservere og kompromittering af databaser.

Anonymous har gennem den seneste tid fået megen omtale i alverdens medier, og med denne udmelding ser det ud til at gruppen er aktiv som aldrig før.

Kampagnen vil blive ført under navnet #FFF (Fuck the FBI Friday).

Facebook

Facebook-hacker får 8 måneder bag tremmer

- Via VentureBeat - , redigeret af Pernicious

Den 26-årige britiske softwareudviklingsstuderende Glenn Mangham er blevet idømt 8 måneders fængsel for over flere gange at have hacket sig ind på Facebooks servere.

Mellem den 27. april og den 9. maj 2011 trængte Glenn Mangham ind på flere forskellige Facebook-servere, en forbrydelse, der førte til en anholdelse midt i juni måned samme år.

Glenn Mangham erkendte sig kort tid efter anholdelsen for skyldig, men understregede ved samme lejlighed, at han gjorde det for at hjælpe Facebook med at øge sikkerheden.

Facebook selv er glade for retssagens udfald, og understreger samtidigt, at ingen brugeres personlige data blev berørt under angrebene.

På trods af denne meddelelse fra Facebook dømte Alistair McCreath, der var dommer i sagen, Glenn Manghams handlinger som “fuldstændig katastrofale” for det sociale medie, og statuerede derved et eksempel overfor andre, der skulle føle sig fristet af den kriminelle del af hacker-verdenen.

LG

LG Optimus Vu er officiel

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

LG’s Galaxy Note-konkurrent LG Optimus Vu, der tidligere på måneden blev teased på nettet, er netop blevet annonceret en uge forud for MWC 2012.

LG’s nye enhed besidder en 5” skærm, der med en opløsning på 1024 x 768 anvender et 4:3 format på samme måde som Apples populære iPad. Desuden har Optimus Vu en 1,5 GHz dual-core processor, som ved udgivelsen vil trække et Android 2.3 Gingerbread styresystem, der ifølge LG vil blive opgraderet til Ice Cream Sandwich indenfor 3 måneder.

På samme måde som det er tilfældet med Samsungs Galaxy Note, kommer Optimus Vu med en sort gummipen, der tillader brugeren at skrive noter, redigere billeder og så videre, hvilket er en af de funktioner, der adskiller Optimus Vu fra en almindelig forvokset smartphone.

Endvidere kommer enheden med 32 GB intern hukommelse og 2 kameraer på henholdsvis 8 og 1,3 megapixel. Telefonen har også HDMI-port.

flickr - mathei

ACTA på vej til EU-Domstolen

- Via Comon - , redigeret af Pernicious , indsendt af thimon

Foreningen European Digital Right (EDRI) har fået fat i et mødereferat fra et kabinetsmøde med EU’s handelskommissær Karel De Gucht, hvor han angiveligt har bedt EU-domstolen om at vurdere, om ACTA-traktaten er i strid med EU’s regler og love. Det skriver Comon.dk.

EDRI mener, at en positiv udtalelse fra domstolen vil blive brugt som et af hovedargumenterne imod kritikere af ACTA.

Fra mødereferatet fremgår det også, at EU-Kommisionen er både overrasket og imponeret over den brede folkelige modstand ACTA har oplevet, og at det derfor er nødvendigt med en tænkepause.

Tidligere har handelskommissær Karel De Gucht og den danske handelsminister Pia Olsen Dyhr givet udtrykt for, at ACTA ikke ville medføre nogle markante ændringer, og begge understregede ved samme lejlighed, at hvad man må i dag, må man også med ACTA aktiv.

MIT

Boblende computer

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Net_Srak

En forsker fra Stanford University, Manu Prakash, arbejder på at skabe logiske kredse, der benytter sig af bobler.

I samarbejde med Neil Gershenfeld fra MIT har de skabt et design af rør, hvor de kan lede en væske med bobler igennem. Designet skaber de grundliggende AND, OR og NOT-gates, der er nødvendige for at kunne lave en computer.

Selvom bobler er langsommere end elektroner, der bruges i en almindelig computer, har brugen af bobler andre fordele. For eksempel kan boblerne bære molekyler med sig, som kan være relevant i forbindelse med blandt andet narkotest og lab-on-a-chip apparater.

androidheadlines.com

Rygte: Android 5.0 kommer til sommer

- Via InformationWeek - , redigeret af Pernicious

Den næste version af Android, der formodes at have navnet Jelly Bean, rygtes nu til allerede at blive frigivet til sommer. Jelly Bean vil kun blive til tablets og skal angiveligt kunne dual-boote.

Ifølge kilderne for rygtet skulle den hurtige udgivelse af Android 5.0 (Jelly Bean) ske fordi, at markedet ikke har taget Android 4.0 til sig i så stort omfang som forventet. Android 5.0 skulle komme med nogle af de funktionaliteter Google lavede til Chrome OS, hvorfor den eventuelt også skal bruges til netbooks og notebooks.

Dual-boot funktionen skulle gøre det muligt for producenter af tablets at tilbyde en enhed, der kan køre Android og Windows 8 med hot swap. Hvordan dette specifikt skal fungere er der dog store spørgsmål ved, da Microsoft blandt andet kræver, at producenterne bruger Secure Boot i ARM-baserede tablets, hvis de skal certificeres af Microsoft. Dette gør det umuligt at lave dual-boot, medmindre Microsoft lemper på disse regler.

Hvorvidt rygterne har noget på sig, bliver vi nok meget klogere på, når Googles I/O konference løber af stablen til juni.