mboost-dp1

Cray Inc.

Cray præsenterer ny supercomputer

- Via Slashdot - , redigeret af Pernicious

Cray har netop løftet sløret for deres nyeste supercomputer, der har fået det officielle navn XC30, hvor den under udviklingen gik under kodenavnet Cascade.

XC30 kan ifølge Crays skaleres til over 100 petaflops og baseres primært på Intel processorer og interconnect chips fra Aries. Fuldt udbygget vil en XC30 kunne skaleres op til en million CPU-kerner.

Cray satser ikke kun på Intel, da en kommende version også vil kunne bruge Nvidias Tesla GPU’er baseret på Kepler arkitekturen, sammen med Intels processorer.

Den nye supercomputer vil blive leveret til de første kunder i starten af 2013.

NASA

Nyopdaget exoplanet kan være beboelig

- Via Planetary Habitability Laboratory - , redigeret af Net_Srak

Et hold af europæiske og amerikanske forskere, har opdaget en ny potentiel beboelig exoplanet omkring en stjerne ca. 42 lysår væk fra Jorden. Planeten er opdaget i et stjernesystem hvor man først havde registreret tre planeter, men ved en gennemgang af tidligere undersøgelser med nye metoder fandt man nu mindst 6 planeter, inkl. den potentielt beboelige planet.

Stjernen HD 40307 er lidt mindre end vores Sol, svagere og mere orange. Den nyopdagede exoplanet HD 40307g er tættere på sin stjerne end Jorden er til Solen, men i en sammenlignelig bane i den beboelige zone omkring stjernen. Dertil kommer at den har den rette afstand til ikke at have en bunden rotation, så den samme side ikke er vendt til stjernen hele tiden.

Planeten er en såkaldt ‘superjord’, der er mindst syv gange mere massivt end Jorden. Afhængigt af om planeten er en klippe- eller vandrig, er omkredsen enten hhv. 1,9 eller 2,5 gange jordens. Planeten får gennemsnitligt omkring 67 % af det lys fra sin stjerne, som Jorden får af Solen.

Banen, som er på 200 dage, er lidt ekscentrisk, hvorfor der er lidt større sæsonbundne variationer, men ikke så ekstremt, at det umuliggør evt. liv.

Electronic Arts

Elitesoldater mister månedsløn for at hjælpe med at lave spil

- Via Reuters -

I forbindelse med udviklingen af spillet “Medal of Honor: Warfighter” fik udviklerne hjælp fra en række elitesoldater fra den amerikanske flåde. Det var medlemmer fra SEAL Team Six, der blev verdenskendte for missionen, som sluttede jagten på Osama Bin Laden, der hjalp til. Det ser dog ud til, at de hjalp udviklerne lidt for godt.

Ifølge en dom som netop er faldet, er syv Navy Seals blevet idømt en reprimande, ligesom de kun vil modtage halv månedsløn i to måneder. Årsagen er, at de skulle have oplyst fortrolige informationer til spiludviklerne.

Electronic Arts modtog hjælp fra flere end de syv dømte, og en undersøgelse er fortsat i gang, som skal undersøge, om yderligere personer skal have en reprimande.

MGM

Nyeste James Bond-film er inspireret af Stuxnet virus

- Via FoxNews - , indsendt af thimon

I de sidste 50 år har James Bond kæmpet mod en lang række superskurke, og til at hjælpe i sin kamp, er han ofte blevet udstyret med gadgets fra Q. I den nyeste film, Skyfall, ser tingene anderledes ud.

Hvor Bond mangler sine gadgets er skurken højteknologisk og angriber via computere, en idé som producer Michael G. Wilson har fået fra virussen Stuxnet.

Michael G. Wilson, producer på Skyfall skrev:
There is a cyberwar that has been going on for some time, and we thought we’d bring that into the fore and let people see how it could be going on.

Stuxnet blev kendt tilbage i 2010, da den blev identificeret af et sikkerhedsfirma, efter den med succes havde saboteret dele af det iranske atomprogram. Den gængse opfattelse er, at virussen blev udviklet som et samarbejde mellem den amerikanske og israelske efterretningstjeneste.

Google Inc.

Google tror ikke iOS 6 får Google Maps

- Via Guardian - , indsendt af thimon

Efter at Apple valgte at skrotte Google maps på deres iOS-enheder, til fordel for deres eget maps-program, som har vist sig som værende mangelfuldt, har mange ønsket, at Google ville udgive en app. Det ser dog ikke ud til, at det ønsket bliver opfyldt.

Det er ikke fordi, at Google ikke ønsker at lave en app, de skulle være i gang med at udvikle en, men de er meget pessimistiske, når det kommer til godkendelse af app’en.

Interne kilder hos Google oplyser til The Guardian, at de ikke har den store tro til, at Apple vil acceptere, at Google Maps vender tilbage som tredjeparts-app.

Efter afskedigelsen af Scott Forstall hos Apple, der var ansvarlig for det meget kritikramte Maps app i iOS 6, ser nogle dog en mulighed for, at Google Maps kan vende tilbage. Apple tillader i forvejen andre producenter at sælge Maps apps på iTunes.

For sidstnævnte har Apple netop lavet en selvstændig kortkategori, hvor det er muligt at finde ti kort-apps. Bemærkelsesværdigt er det dog, at to apps, der begge benytter Google-API’er, ikke er taget med i kategorien.

Microsoft Corporation

Rapport: Microsoft får en stor bid af markedet for tablets i virksomheder

- Via SuperSite for Windows - , indsendt af Magten

Den anerkendte analysevirksomhed Gartner har netop udsendt en rapport, hvor de kigger nærmere på markedet for tablets i erhvervslivet. Her vurderer de, at Microsoft vil have op til 39 % af markedet i 2016.

Gartner vurderer samtidigt, at mobiliteten blandt medarbejdere vil være stigende, hvorfor salget af tablets også vil vokse markant, fra i dag omkring 13 millioner enheder til 53 millioner enheder i 2016.

De 39 % dækker over, at Gartner også tæller hybrid-computere med i sin statistik, vælges disse fra, vil Apple og Google sidde på de to pladser før Microsoft, uden dog at nævne hvem af dem, der vil indtage førstepladsen.

En rapport fra Forrester har tidligere kigget på fordelingen af tablets i 2016, og her blev det vurderet, at de tre konkurrenter vil fordele markedet ligeligt imellem sig. På markedet for smartphones vil det dog fortsat være Android, som dominerer efterfulgt af Apple.

Me.ga

Me.ga er blevet beslaglagt

- Via TorrentFreak - , indsendt af thimon

I sidste uge kunne stifteren af det nedlagte Megaupload, Kim Dotcom, afsløre, at han havde fundet et nyt domænenavn til sin kommende satsning nemlig Me.ga.

Topdomænet tilhører Gabon, og blev valgt, fordi com- og net-adresser ifølge Dotcom er for usikre, idet de nemt kan blive beslaglagt af de amerikanske myndigheder.

Denne praksis udfører de dog også i Gabon, og me.ga er nu blevet beslaglagt af myndighederne efter ordre af kommunikationsministeren i landet.

Kim Dotcom mener, at det sker som et resultat af pres fra USA og at Vivendi har en del af skylden. Sidstnævnte er ejer af Gabon Telecom, som håndterer TLD’er i Gabon.

Samtidigt med at me.ga er blevet beslaglagt, blev sitet også angrebet af hacktivister fra en gruppe, som kalder sig Omega, der mener, at Dotcom ikke er bedre end rettighedshavere, der kun er ude efter profit.

Til trods for modstanden oplyser Dotcom, at han er klar med et alternativt domænenavn, dog uden at oplyse hvilket, og at sitet vil blive lanceret til tiden.

Flickr - saschaaa

Slut med “Op-til” hastigheder.

- Via DR - , redigeret af Net_Srak

“Op-til” hastighederne er snart en saga blot.

I dag bruger næsten alle ISPer de to små ord “op til” når de reklamerer for internet, men det er slut nu. Fremover skal den lovede hastighed leveres, så er der lovet 10 Mbit skal kunden også have dette.

Det er ikke alle der kan nyde godt af den nye garanti, eftersom det kun er minimum 80% af kunderne, der skal have den lovede hastighed, da man på grund af hvad der beskrives som “særlige forhold”, stadig kan få tilbudt “op-til” hastigheder. Det skriver DR Nyheder.

Dette er del af en ny aftale, Forbrugerombudsmanden har indgået med bl.a. Forbrugerrådet og erhvervsorganisationerne. Aftalen træder i kraft d. 1. marts 2013.

Henrik Øe til DR Nyheder skrev:

Det skulle gerne blive meget lettere at sammenligne bredbåndshastigheder. Det vil være sådan, at hvis man er lovet en bestemt hastighed, så er det også den man får.

Forbrugerombudsmanden forventer at telebranchen lever op til de nye regler, så han kan undgå de mange sager omkring vildledning fra de danske ISPer.

Martin Salamon, Forbrugerrådet skrev:
Vi går fra et meget løst op til-begreb og nogle uklare beskrivelser af, hvad forbrugerne kan forvente, til noget, som er meget tættere på det, man faktisk får.

Anonymous

Anonymous slog til mod CPR.dk og Atea

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious

I forbindelse med Anonymous’ protestdag mandag, så var Danmark også i skudlinjen, og her gik det ud over Atea og det centrale personregister.

Ifølge en udtalelse fra Anonymous, der er blevet offentliggjort på Pastebin, så er sikkerheden i Danmark en vittighed, hvilket de følger op med informationer, som de har fået ved at angribe cpr.dk og Atea.

På listen over hvad de har opnået fra de to sites, er oplysninger om databaser, men ifølge Peter Kruse fra CSIS, som Version2 har talt med, så skal man tage Anonymous’ udtalelse med et gran salt.

Hos Økonomi- og Indenrigsministeriet bekræfter de over for Version2, at de har haft ubudne gæster, men oplyser samtidigt, at de kun har været på deres hjemmeside, hvor der ikke gemmes personfølsomme oplysninger.

Atea har endnu ikke kommenteret Anonymous’ angreb.

Flickr - Johnnie W@lker

ARM i servere får støtte fra HP og Facebook

- Via gigaom - , indsendt af thimon

I slutningen af sidste måned annoncerede ARM, at de vil lancere to 64 bit processorer i deres nye Cortex-50 arkitektur. Denne annoncering blev fulgt op af AMD, som oplyste, at de ville komme med en server baseret på de nye CPU’er.

En ting er dog at hardwaren er på vej, der skal også være software som kan udnytte og drive processorerne. Her melder flere store virksomheder sig på banen, blandt andet HP og Facebook, ligesom Oracle også vil udnytte de energieffektive processorer.

En del af støtten kommer via konsortiet Linaro, der arbejder på at tilbyde open source-løsninger til hardware, som ikke er baseret på x86/x64, primært ARM. Blandt medlemmerne i Linaro finder man ud over HP også IBM, Samsung, ST-Ericsson og Texas Instruments, for blot at nævne nogle få.

Målet er at udvikle firmware og software til brug for processorerne, der skal gøre dem attraktive som alternativ i datacentre, hvor det typisk er x86/x64-baserede servere, som fylder rackskabene.