I Windows 8 har Microsoft valgt at implementere to forskelige brugergrænseflader, Modern UI og den klassiske desktop, et valg som danske Jakob Nielsen, ekspert i usability, mener forvirrer brugerne.
På sin blog oplyser Nielsen, at han har testet Windows 8 ved at lade 12 erfarne pc-brugere anvende Windows 8. Konklusionen er, at Modern UI nok er bedre på en tablet, men ikke gavner på en almindelig pc. Årsagen er blandt andet, at informationstætheden er lille, der kan kun arbejdes med én applikation i fuldskærm af gangen og ikke alle elementer er intuitive.
Det generelle flade udseende af Windows 8, hvor knapper har én farve, bliver også kritiseret. Nielsen mener, at det er mere besværligt for en bruger, at genkende hvilke ikoner og tekster som er interaktive, da det hele minder om hinanden. I sin test troede flere brugere, at en tekst placeret under en samling af ikoner, var navnet for denne gruppe ikoner, hvor det rent faktisk var en knap, som kunne aktiveres.
Live Tiles bliver også kritiseret, her er det dog udviklerne af apps som er årsagen, idet de anvender dem for aggressivt. Nogle Apps er meget svære at genkende ud fra deres tile, da billedet på den skifter konstant.
Generelt får Windows 8 en hård medfart af Jakob Nielsen, set fra et usability-synspunkt, hvor han synes det fungerer meget bedre i Windows 7, som han selv anvender og er glad for. Tryk på overskriften for at læse hele blogindlægget og se om du er enig med kritikken.