mboost-dp1

Flickr - LaertesCTB

Cambridge fremviser det kraftigste mikroskop i Storbritannien

- Via SWNS - , redigeret af Pernicious

Det kraftigste mikroskop i Storbritannien er for nyligt blevet fremvist på Cambridge University. Titan 3, som mikroskopet hedder, har kostet 3,9 millioner pund og kan se enkelte atomer, hvilket er en million gange mindre end bredden på et menneskeligt hår.

Forskere mener, at det nye mikroskop måske kan hjælpe dem med at løse mysteriet bag sygdomme som Alzheimers.

Dr Colin Humphreys, University of Cambridge skrev:
We can finally see single atoms and it will enable us to solve problems that have eluded science until now. The technology is amazing.

Det nye udstyr er dog så skrøbeligt, at det har været nødvendigt at investere en halv million pund i en boks, som skal beskytte mikroskopet mod stråling samt rystelser og lydbølger forårsaget af stemmer og fodtrin. Derudover har det været nødvendigt at grave et hul i bygningens gulv og lave et separat fundament til mikroskopet.

Titan 3 er designet af det amerikanske mikroskopfirma FEI, hvorefter det blev konstrueret af specialister i Holland. Mikroskopet blev derefter samlet på Cambridge i sidste uge.

sxc.hu

Datatilsynet blåstempler huske-sms og mail fra det offentlige

- Via Information - , redigeret af Pernicious , indsendt af Hartmann

Datatilsynet har siden foråret undersøgt kravene til det offentliges kommunikation med private borgere, da nogle mente, at oplysninger som f.eks. hvilket sygehusafsnit, en kommende aftale var placeret i, var personfølsomme.

Konklusionen lyder dog nu på, at sådanne oplysninger godt må sendes af det offentlige i sms’er og e-mails, så længe brugeren selv har givet tilladelse. Dermed har det offentlige mulighed for at sende servicebeskeder og påmindelser via sms eller e-mail og kan dermed f.eks. minde borgeren om aftaler.

Regionerne har tidligere anslået, at der kunne spares 50 millioner kroner om året, hvis borgerne ikke udeblev fra deres aftaler.

Læs også: Slut med sms’er fra det offentlige

Google

YouTube tester live-streaming

- Via YouTube blog - , redigeret af Pernicious , indsendt af Pernicious

YouTube har tidligere streamet specielle events live, blandt andet en koncert med U2 samt pressemøder fra Det Hvide Hus. Nu vil de gå skridtet videre og indføre en platform til live-streaming.

Til at starte med vil YouTube d. 13. og 14. september gennemføre en række test i samarbejde med fire partnere. Den nye platform gør, at man kun behøver et webcam eller et USB- eller FireWirekamera for at sende live. Derudover indeholder den et modul kaldet “Live Comments”, som gør det muligt at snakke både med personen, som streamer, samt resten af YouTube.

På baggrund af resultaterne af disse test vil man afgøre, om platformen skal åbnes for resten af YouTubes partnere.

Nokia

Top-direktør stopper hos Nokia

- Via The Register - , redigeret af OnkelDunkel

I kølvandet på afskedigelsen af den nuværende administrerende direktør for Nokia, Olli-Pekka Kallasvuo, og ansættelsen af firmaets første ikke-finne, canadieren Stephen Elop, har direktøren for Nokias mobiltelefon-afdeling valgt at sige sit job op.

Det drejer sig om finnen Anssi Vanjoki, der har været ansat hos Nokia siden 1991, og som flere mente, var arvtageren for Kallasvuo. Som direktør for Mobile Solutions, der er Nokias primære forretningsområde, anses denne post som den næsthøjeste i koncernen.

Endnu er det ikke oplyst, præcist hvad årsagen er til opsigelsen, men Vanjoki oplyser, at han vil fortsætte med at arbejde for firmaet i de næste seks måneder.

Det er dog ikke en stor arv, Vanjoki efterlader sig som direktør for Mobile Solutions, idet han kun har haft stillingen i to måneder. Tidligere har han været ansvarlig for multimedie-afdelingen, hvor han blandt andet håndterede lanceringen af N-serie-telefonerne.

Opsigelsen kommer blot to dage før Nokias årlige Nokia World starter, som i år finder sted i London.

Læs også: Nokia får ny topchef fra Microsoft

Google

Android 2.x mest udbredt blandt aktive androidtelefoner

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Woller

Android har megen vind i sejlene for øjeblikket ifølge de seneste salgstal, men alligevel modtager operativsystemet en del kritik på især ét punkt; der sælges for mange forskellige udgaver af operativsystemet.

Der findes p.t. fire forskellige udgaver af Android, som stadig sælges, Android version 1.5, version 1.6, version 2.1 og version 2.2. Nye tal viser dog, at de to seneste versioner er de klart mest udbredte.

Målt på antallet af telefoner, der har meldt sig ind på Android Market i de to uger op til den 1. september, kan det konstateres, at over 70 % af telefonerne anvender enten Android 2.1 eller 2.2.

Det er en markant stigning i forhold til maj, hvor 62 % af telefonerne anvendte Android 1.5 eller 1.6.

Android version 2.1 er den mest udbredte version med en andel på 41,7 %, efterfulgt af Android 2.2 på 28,7 %. Derefter kommer Android 1.6 med 17,5 % og til sidst Android 1.5 med 12 %.

Microsoft

Microsoft stopper SteadyState

- Via InfoWorld -

Windows SteadyState, der er en løsning til at sikre pc’er, som anvendes af mange forskellige brugere, bliver faset ud efter nytår.

Programmet bruges til pc’er, der fx står på biblioteker, på netcafeer, i receptioner eller andre steder, hvor de er frit tilgængelige. Det bruges til at forhindre, at uvedkommende installerer skadelig software på dem eller ændrer på systemindstillingerne.

Microsoft oplyser, at firmaet dropper programmet med udgangen af året. Efter den 30. juni 2011 vil det ikke længere være omfattet af support.

Bloggeren Woody Leonhard skriver, at produktet oprindelig opstod, fordi Bill Gates og hustrus velgørende fond donerede over 60.000 pc’er til biblioteker mellem 2001 og 2003. De blev leveret med et stykke software, som senere blev til Windows SteadyState.

Flickr - saschaaa

IP-adresser er private i Schweiz

- Via TorrentFreak - , indsendt af kastrup

I en sag, der har sine rødder tilbage i 2007, omhandlende indsamling af ip-adresser af det schweiziske firma Logistep til brug i sager mod fildelere, er det blevet erklæret forbudt at indsamle disse ip-adresser.

Logisteps arbejde blev synligt tilbage i 2007, da de udsendte flere hundrede såkaldte trusselsbreve, der også er kendte herhjemme, til en række fildelere i Frankrig. Det skulle dog vise sig at være en skidt beslutning, idet de franske myndigheder gik ind i sagen, der endte med, at den franske advokat, som håndterede sagen, mistede sin bestalling i seks måneder.

I Schweiz besluttede den lokale pendant til Datatilsynet at kigge Logistep efter i sømmene og valgte i 2008, at firmaet ikke måtte indsamle ip-adresser. Firmaet valgte dog at klage over beslutningen, og fik i juni 2009 medhold i, at hensynet til bekæmpelsen af piratkopiering var større end behovet for privatliv.

Den afgørelse blev anket, og nu er den endelige dom faldet, der ikke kan appelleres; Logistep må ikke indsamle ip-adresser til brug i retssager i Schweiz.

DSB

DSB er nu også et mobilselskab

- Via Comon -

Med navnet DSB Talk lancerer DSB nu deres eget mobilselskab i dag, og de håber at kunne skille sig ud i mængden ved at henvende sig til blandt andet pendlere.

Det nye selskab opererer med flere forskellige abonnementer delt ind i tre kategorier: Fleksibel, fast og mobilt bredbånd. I den fleksible kategori er der to taletidsabonnementer, det ene til de der taler lidt, og det andet til de der taler meget.

I den faste kategori findes der fire forskellige abonnementer, der varierer i pris fra 149 kroner til 449 kroner. Forskellen i prisen bestemmer, hvor mange minutters taletid, sms’er og MB data man kan hente.

Den sidste kategori, mobilt bredbånd, byder på fire løsninger, hvor forskellen er mængden af data, man kan hente, inden der skal betales pr. 10 kB. En 300 MB-løsning koster 39 kr./md. og 10 GB koster 189 kr./md.

Ifølge Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog, som ComON har talt med, vil fordelen for pendlere blive, at visse tjenester, som f.eks. sms-billetter, vil være gebyrfrit at benytte. Det vil også på visse strækninger være muligt at opspare taletidsminutter, når man går på nettet fra toget, dog maksimalt 3 minutter pr. dag, via DSB’s hotspot. Dertil kommer muligheden for at få fribiletter til koncerter og andre goder.

newz.dk

PBS vidste besked om nets.dk i 2007

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak , indsendt af kastrup

Den nylige fusion mellem danske PBS og de norske virksomheder BBS og Teller skal ske under navnet Nets, men det er ikke et nyt navn. Allerede i 2007, da PBS og BBS indledte et samarbejde, var det under navnet Nets, og allerede her blev man opmærksomme på, at nets.dk var optaget. Det skriver Computerworld.

Opdagelsen skete i forbindelse med, at PBS søgte om at få Nets registreret som varemærke, og Patent- og Varemærkestyrelsen kunne da oplyse, at navnet allerede blev brugt med virksomheden af samme navn, der var ejet af Sten Kristian Axelsen.

I svaret fra Patent- og Varemærkestyrelsen oplyses det til PBS, at de kan vælge at fortsætte registreringen, begrænse deres ansøgning eller søge om skriftlig tilladelse fra ejeren.

PBS valgte i sidste ende at registrere navnet og har nu indledt en kamp om at få udleveret domænet nets.dk fra Sten Axelsen, hvor de senest har overdraget sagen til Domæneklagenævnet.

Læs også: PBS vil have 10 år gammelt domæne efter navneskifte

ESO

Naturlovene er måske ikke ens i universet

- Via Videnskab.dk - , indsendt af ktg

Når man taler om naturlovene, så er de fast defineret, hvorfor de netop er naturlove, men den antagelse bliver der nu rokket ved.

Et hold astrofysikere fra Australien har indsendt deres resultater fra et nyt forskningsprojekt til Physical Review Letters, og her har de gjort en opdagelse, der kan ændre opfattelsen af universet.

Ifølge fysikerne er der forskel på den elektromagnetiske kraft, der holder elektronerne på plads i atomer og molekyler, afhængigt af hvor man er i universet. Der er tale om den såkaldte finstrukturkonstant ‘alfa’, og forskerne mener, universet er delt ind i to områder, hvor der i den ene del er en høj koncentration af alfa og lavt i den anden.

Jorden er placeret midt imellem de områder, hvilket ifølge forskerne er en god ting, da det er vigtigt for skabelsen af de betingelser, der fører til liv.

Opdagelsen er sket ved anvendelse af Very Large Telescope (VLT) i Chile og er sket ved at måle lyset fra 300 forskellige steder i universet.

På grund af de markante implikationer, opdagelsen kan have, er det langt fra alle, der er overbeviste af de australske fysikere. Det gælder blandt andet danske Ulrik Uggerhøj fra Institut for Fysik og Astronomi, der gerne vil se væsentligt bedre studier, inden han tror på det.