mboost-dp1

World Economic Forum

Annoncørerne flygter fra Murdochs betalingsmur

- Via The Independent - , redigeret af Emil

Mediemogulen Rupert Murdoch havde store ambitioner om at revolutionere nyheder på nettet, da han for to måneder siden begyndte at kræve betaling for netudgaverne af de britiske aviser The Times og The Sunday Times.

I dag er op mod ni ud af ti læsere dog flygtet, og derfor ser annoncørerne ikke længere nogen grund til at annoncere på netaviserne. Det fortæller Rob Lynam, der er marketingsdirektør i det store mediebureau MEC, hvis kunder tæller blandt andet mobilselskabet Orange og modehuset Chanel:

Marketingsdirektør i MEC Rob Lynam til The Independent skrev:
We are just not advertising on it (The Times og The Sunday Times, red.). If there’s no traffic on there, there’s no point in advertising on there. (…) Online, we have far more options than just newspaper websites – it’s not a huge loss to anyone really. If we are considering using some newspaper websites, The Times is just not in consideration.

For at få adgang til The Times’ netavis skal man betale 1 pund om dagen, svarende til cirka 9 kroner. For det dobbelte beløb – cirka 18 kroner – får man adgang til internetavisen alle ugens dage, inklusive søndagsudgaven The Sunday Times.

Dell

Dell putter 12 servere i en 3U-enhed

- Via Dell - , redigeret af kasperfmn

Mange hostingvirksomheder har et behov for en masse små servere, hvilket enten kan håndteres via virtuelle servere, der afvikles på meget store fysiske servere, eller via mange små servere.

Som et bud på den sidste løsning lancerer Dell nu deres DCS Viking-serie af servere, der er en 3U enhed til rackmontering, som kan rumme op til 12 individuelle servere.

Hver server er udstyret med op til fire 2,5″ harddiske og op til 16 GB RAM. Der er plads til en enkelt processor, som kan være enten en Intel Lynnfield- eller Clarkdale-baseret CPU, der har to eller fire kerner.

Til trods for den høje tæthed af hardware benytter server-chassiset kun tre 120 mm blæsere, hvilket skyldes et lavt energiforbrug, der ifølge Dell er op til 50 % lavere end en løsning med 12 1U servere.

Chassiset er desuden forsynet med to redundante strømforsyninger, ligesom den har en indbygget switch til brug ved overvågning af serverene. Hver server kommer med to 1 Gbps netværksstik. Ud over en model med 12 servere kan man også få en model med 8 servere.

The Inquirer

Nanorør kan forbedre solceller

- Via DailyTech - , redigeret af Emil

Når det kommer til den kraftigste vedvarende energikilde, vi har, Solen, så arbejder forskere hårdt på at kunne udnytte solens energi bedst muligt.

Et nyt bud på en sådan teknologi stammer fra MIT (Massachusetts Institute of Technology), hvor forskere har opfundet en måde til at forbedre indsamlingen af solenergi. Sammenlignet med traditionelle fotoelektriske solceller er den nye metode 100 gange mere effektiv.

Metoden fungerer ved at samle mange nanorør, der så fungerer som en antenne for fotoner, der kan konverteres til elektrisk energi. Hver antenne, der måler ca. 10 mikrometer i længden og 4 mikrometer i bredden, rummer cirka 30 millioner nanorør.

Gennembruddet for forskerne er anvendelsen af to forskellige lag af nanorør, der gør indfangningen af fotoner mere effektiv.

Ud over at kunne anvende teknikken til solceller så forventer forskerne også at kunne bruge det i udstyr som natkikkerter og teleskoper.

Creative Commons

Patentsag om ZFS er opgivet

- Via The H Open -

NetApp og Oracle opgiver deres sagsanlæg om patenter på storageteknologien ZFS. Men den vil stadig ikke kunne blive integreret i Linux-kernen.

Sagerne startede i 2007, hvor NetApp anlagde sag mod Sun med påstand om, at Suns filsystem ZFS krænkede nogle af NetApps patenter. Sun anlagde en tilsvarende sag mod NetApp.

Tidligere i år overtog Oracle Sun, og den nye ejer er nu blevet enig med NetApp om at indgå et forlig. Betingelserne er ikke offentliggjort.

Ifølge The H Open betyder afklaringen af patentspørgsmålet dog ikke, at ZFS kan blive integreret i Linux-kernen. Problemet her er, at ZFS er licenseret under CDDL (Common Development and Distribution Licence), mens Linux-kernen bruger GPL-licensen.

Wikimedia - D-Kuru

HDCP-beskyttelse måske brudt

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

I forbindelse med introduktionen af HDMI indså man, det var nødvendigt at indføre en krypteret dataforbindelse, hvis man ville beskytte en film helt fra medie til skærm. Til det formål anvender man HDCP (High-Bandwidth Digital Content Protection).

På flere internet-fora i USA florerer der p.t. meldinger om, at HDCP er blevet brudt, idet der skulle være sluppet en master-nøgle ud. Er det tilfældet, vil det være muligt permanent at omgå HDCP-beskyttelsen.

Via HDCP er det muligt at kryptere indhold, så det ikke kan kopieres ved f.eks. at grabbe de digitale billedeinformationer direkte fra HDMI, men naturligvis har flere forsøgt at omgå dette. Der findes allerede flere programmer, der kan dette, men nøglerne, de anvender til at dekryptere data, kan spærres, hvorfor programmerne mister deres værdi.

Viser det sig, at der er tale om en master-nøgle, vil det være et alvorligt slag i ansigtet på MPAA (Motion Picture Association of America), der barsler med at frigive film på video hurtigere end tidligere ved at lade dem kryptere.

Adobe

Microsoft lapper Adobe Acrobat fejl

- Via Computerworld - , redigeret af Net_Srak , indsendt af OnkelDunkel

Hos Adobe erkendte man i sidste uge, at der var en kritisk fejl i Adobe Acrobat og Adobe Reader, der gør det muligt at omgå to sikkerhedsforanstaltninger i Windows, nemlig DEP (Data Execution Prevention) og ASLR (Address-Space Layout Randomization).

Adobe havde i fredags stadig ingen løsning på problemet, men nu har Microsoft trådt til med deres nye udgave af EMET (Enhanced Mitigation Experience Toolkit), der blev frigivet i starten af september.

EMET 2.0 kan benyttes til at sikre Adobes applikationer, så fejlen ikke kan misbruges. Der er dog en begrænsning, idet løsningen ikke virker under Windows XP og Windows Server 2003, idet de mangler en funktion kaldet “mandatory ASLR”.

Både Adobe og Microsoft påpeger, der er tale om en nødløsning, og at man bør teste den, inden man vælger at anvende den. Det er ikke oplyst, hvornår der kommer en egentlig patch, men det forventes at ske inden den 12. oktober, hvor den næste planlagte opdatering vil finde sted.

Læs også: Gratis værktøj sikrer applikationer

SDC

SDC sparer 115 mio. ved at droppe mainframe for Windows

- Via Microsoft -

SDC venter en årlig besparelse på 115 millioner kroner ved at flytte fra et mainframemiljø til Windows.

Det oplyser Microsoft i en international pressemeddelelse. SDC (Skandinavisk Data Center) er i færd med at flytte sine kernesystemer til SQL Server 2008 og Windows Server 2008.

Besparelsen svarer til 30 procent lavere driftsudgifter for SDC.

Projektet har kørt siden maj 2009. Efter et år var første fase af tre gennemført: 71 af de tungeste transaktionsapplikationer blev flyttet fra mainframe til .Net.

I anden fase skal de øvrige transaktionssystemer samt nogle af netbanksystemerne flyttes. Det skulle være færdigt til foråret.

Tredje fase løber frem til 2012, hvor resten af netbankerne flyttes. Først her flyttes data fra DB2-databasen til SQL Server.

Det har kunnet lade sig gøre at flytte applikationerne, fordi de er udviklet i højniveausproget HPS, der nu hedder AppBuilder.

PBS A/S

NemID var ramt af kendt stor sikkerhedsbrist

- Via Politiken - , redigeret af Emil , indsendt af plazm

Indtil i går aftes eksisterede der en stort sikkerhedsbrist i NemID, den nye digitale signatur, der for øjeblikket udsendes til alle netbankbrugere i Danmark. Fejlen lå i hjemmesiden nemid.dk, der kunne give fremmede adgang til ens personlige oplysninger.

Hjemmesiden, der ikke er den officielle indgang til NemID, til trods for domænenavnet, gør det muligt at tilgå en lang række offentlige myndigheder ved at logge ind med sin NemID. Problemet opstod dog, når man ville logge sig ud.

Ved et tryk på log ud-knappen fik man at vide, at man nu var logget ud, men det var ikke tilfældet. Efterlod man efterfølgende browseren uden at lukke den, og en anden bruger kom til, f.eks. på et bibliotek, så kunne vedkommende ved at besøge skat.dk eller borger.dk tilgå den forrige brugers data.

Fejlen blev opdaget af Politiken, der har fået den verificeret af F-Secure, men det viser sig, DanID har kendt til fejlen siden juni i år. Her indrømmer man, at man burde have advaret tidligere mod at benytte nemid.dk.

SXC - twixx

Indbrudstyve fandt ofre via sociale netværk

- Via The Register - , redigeret af Emil

Lokalitetstjenester, der oplyser, hvor du befinder dig, som f.eks. 4square eller det kommende Facebook Places, gør det nemt at meddele sine venner, hvor man er henne her og nu.

Sådanne tjenester er tidligere blevet kritiseret for også at gøre det nemmere for indbrudstyve at finde ofre, hvilket nu ser ud til at være tilfældet i en sag fra New Hampshire, USA.

Politiet har anholdt en tyvebande, som de mener har op mod 50 indbrud på samvittigheden, hvor de har fundet deres ofre ved at tjekke deres status på sociale netværk.

Indbrudstyvene blev opdaget tilfældigt af en betjent som ikke var på arbejde, da han stødte på nogle unge, der fyrede fyrværkeri af. Det var fyrværkeri, som var identisk med fyrværkeri stjålet ved nogle af indbrudene. På den baggrund opnåede efterforskerne en ransagelseskendelse mod de tre unge, og fandt efterfølgende tyvekoster for mellem 600.000 til 1,2 million kroner i deres hjem.

Læs også: Ny internettjeneste for indbrudstyve

SKAT

Erhvervsdrivende har problemer med for nye browsere hos SKAT

- Via Bizzen - , redigeret af Emil , indsendt af Adagio

Inde på SKATs hjemmeside for TastSelv Erhverv finder man en side om kendte fejl og mangler. Her står listet en række forskellige problemer, men hvad der ikke fremgår er, at nogle af fejlene skyldes for nye browsere.

Ifølge Dorte Toft skal årsagen til en del af fejlene findes i selve webløsningen, der er leveret af CSC og taget i brug i januar i år. Årsagen er, at systemet er udviklet til de browsere, der var aktuelle, da udviklingen startede, og ikke da systemet blev leveret.

Da udviklingen blev påbegyndt var det Firefox 2 samt Internet Explorer 6 og 7, der var mest udbredt, hvorfor visse funktioner i dag ikke fungerer særlig godt med nyere browsere.

Et problem er udskrifter fra Firefox, hvor blandt andet udskrivning af momsindberetning går galt, idet ikke alle sider kan udskrives. Hos SKAT oplyser man, der kommer en løsning inden længe baseret på PDF. En anden løsning er at benytte den gamle side, der stadig er tilgængelig, men kun hvis man har en virksomhed, der er oprettet før den 4. januar i år.

Hvem der har ansvaret for fejlene er uvist, ligesom det er usikkert, hvornår fejlene bliver rettet.