mboost-dp1

Piratpartiet

Piratpartiet kom ikke i Riksdagen

- Via TorrentFreak - , redigeret af Avenger- , indsendt af kastrup

I Sverige var der i går valg til den svenske Riksdag, og her håbede Piratpartiet at kunne mønstre stemmer nok til, at de kunne komme i Riksdagen og på den måde nyde godt af en række bestemmelser.

Op til valgdagen havde Piratpartiet meldt ud, at såfremt de blev valgt ind, så ville de benytte den immunitet, der følger med, til at beskytte blandt andet The Pirate Bay mod retsforfølgelse, ligesom Wikileaks også kunne have nydt godt af beskyttelsen.

For at komme ind i Riksdagen skal et parti have mindst 4 % af stemmerne, men Piratpartiet kunne ikke mønstre samme vælgertilslutning som til europaparlamentsvalget, hvor de opnåede 7 % af stemmerne. Efter 95 % af stemmerne var talt op, havde Piratpartiet blot fået omkring 1 % af stemmerne.

Partiets leder Rick Falkvinge er ikke overraskende skuffet over resultatet, men mener, de gjorde, hvad de kunne for at opnå de nødvendige stemmer.

newz.dk

Nets.dk-ejer modtager støtte i kampen mod PBS

- Via Comon - , indsendt af Adagio

I forbindelse med det kom frem, at PBS har valgt at kræve domænenavnet nets.dk overdraget til dem fra den nuværende ejer, Sten Kristian Axelsen, så har det vakt en del kritik af PBS.

Lige så meget som folk er blevet vrede, lige så meget sympatiserer de med Sten, der ifølge Comon har modtaget et hav af mails, som giver deres støtte til ham i sagen. Det er støtte, som falder på et tørt sted, og som giver Sten troen på at kæmpe videre.

Sten Kristian Axelsen til ComOn skrev:
Jeg føler mig under et uhyrligt pres. Du skal tænke på, at det er et multinationalt selskab, der omsætter for fire milliarder kroner om året. De siger selv, at de har landets bedste og dyreste erhvervsadvokater. Så jeg har brug for at høre, at nogen støtter mig. Ellers var jeg brudt sammen for længe siden.

Ud over den skriftlige støtte er der også flere, som ønsker at støtte sagen økonomisk, heriblandt ejeren af GratisDNS, Peter Larsen, med 10.000 kroner, samt flere andre privatpersoner, ligesom en it-direktør har tilkendegivet, han vil donere penge til evt. advokat-hjælp.

For de, som ønsker at støtte op i kampen mod PBS, har Sten oprettet en konto, hvor folk kan donere et beløb. Kontoen administreres af et advokatfirma og vil kun blive anvendt til dækning af advokatudgifter.

Læs også: PBS vil have 10 år gammelt domæne efter navneskifte

SXC - flaivoloka

Alvorligt sikkerhedshul fundet i ASP.Net

- Via Application Development Trends - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Anvender man form-autentifikation i sin hjemmeside lavet med ASP.NET, er man ifølge to sikkerhedseksperter, Thai Duong og Juliano Rizzo, i fare for at kunne få uønsket besøg på sin side.

Duong og Rizzo har fundet ud af, at hvis man anvender standard-metoden til at kryptere cookies, så kan nøglen findes inden for 30 til 50 minutter. Det sker ved konstant at ændre Form-autentifikation-cookien og så undersøge den fejlmeddelelse, serveren melder tilbage; det vil til sidst give nok information til at kunne danne nøglen.

Med nøglen til cookien kan uvedkomne personer lave falske Form-cookies, og i værste tilfælde, hvis sitet anvender rolle-informationer i deres cookies, give angriberen administrator-adgang til siden.

Fejlen skyldes en fejlimplementering af krypteringen, hvorfor det ikke er nok blot at skifte til en anden algoritme som f.eks. 3DES eller MARS. Microsoft anbefaler at reducere mængden af informationer, der sendes retur ved en fejl, så en angriber ikke kan samle nok data til at gennemføre angrebet.

VMware

VMware vil måske købe SUSE Linux

- Via Salt Lake Tribune - , redigeret af Avenger- , indsendt af arne_v

Novell vil ifølge avisen The Wall Street Journal snart blive solgt, men ikke som ét firma, da det angiveligt vil blive splittet op i to dele, et omfattende SUSE og så resten.

Ifølge avisen skulle VMware allerede være i forhandlinger med Novell om opkøbet af SUSE, hvilket falder godt i tråd med en aftale de to firmaer tidligere har indgået om at gøre SUSE Linux til den foretrukne Linux-distribution til VMware.

Hverken VMware eller Novell vil bekræfte oplysningerne, som WSJ har fra unavngivne kilder, der skulle følge sagen tæt. Det forlyder, at forhandlingerne er blevet forsinket, idet man er ved at kigge på, hvordan Novells mange patenter og rettigheder skal fordeles.

Novell har gennem længere tid søgt en køber, og med VMware øjensynlig klar til at købe SUSE og firmaet Attachmate Corp. som køber til resten, ser salget snart ud til at blive en realitet.

Økonomistyrelsen

Økonomistyrelsen truer ejer bag nemid.dk

- Via Comon - , redigeret af Avenger- , indsendt af searchia

Firmaet Assemble A/S er i den seneste tid kommet i modvind, især set fra det offentliges side, hvilket startede med forvirringen om hjemmesiden nemid.dk, der ikke har noget med NemID at gøre.

Nu langer også Økonomistyrelsen ud efter selskabet, idet de mener, firmaet anvender NemLog-In forkert jævnfør gældende regler, og derfor risikerer de at miste muligheden for at benytte systemet.

Assemble A/S anvender NemLog-In i deres produkt NemPost, som en lang række kommuner landet over bruger til at tilbyde sikker kommunikation med deres borgere. Hos Økonomistyrelsen mener man, Assemble i nogle tilfælde har implementeret løsningen forkert.

For at opfylde reglerne skal løsningen tilgås via en offentlig hjemmeside, som f.eks. via en kommunal hjemmeside, men det er ikke altid tilfældet. Ifølge Økonomistyrelsen, som Comon har haft fat i, så er det også muligt via Assembles hjemmesider, bl.a. nempost.dk og nemlogon.dk, hvilket ikke er tilladt.

Styrelsen truer nu med, at hvis Assemble ikke får ændret deres praksis, så vil de overveje at inddrage virksomhedens ret til at anvende NemLog-In ved årsskiftet. Selv mener Assemble ikke, de gør noget forkert.

Adobe

Adobe klar med 64 bit Flash Player

- Via Adobe Blog - , indsendt af asfaltgeden

Adobes Flash Player har som regel fungeret bedst under Windows, men tilbage i 2008 var det alligevel Linux, som fik den første udgave af en 64 bit-udgave. Den blev senere trukket tilbage, men nu forsøger Adobe igen.

Den nye 64 bit-version udkommer denne gang ikke kun til Linux, men også til Windows og OS X, og er i første omgang en betaversion, som går under kodenavnet Square. Sammenlignet med den forrige version til Linux, så oplyser Adobe, at der er sket en række forbedringer.

Paul Betlem, Adobe skrev:
If you’re using a 64-bit browser, I encourage you to install a 64-bit version of Flash Player and give it try. Those using the previous 64-bit version of Flash Player for Linux should find this new version even faster and more reliable. These new versions are fully functional, so all content should be compatible

Hvor Mac- og Windowsudgaven byder på GPU-acceleration, er dette dog ikke at finde i Linux-varianten. Under Windows er softwaren yderligere optimeret til at arbejde sammen med den nye hardware accelerationsfunktionalitet i Internet Explorer 9.

VPS.Net

newz.dk indgår CDN-aftale med VPS.NET

- Via newz.dk -

For nyligt kom newz.dk samt søstersiderne online fra nye servere hos danske WWI. I den forbindelse har vi haft en behagelig snak med VPS.NET, som vi flyttede væk fra, hvilket har åbnet op for nye muligheder.

Vi er nu gået ind i en sponsoraftale med selskabet, hvor de er blevet vores CDN-leverandør (Content Delivery Network), der, som vi ser det, giver os en endnu bedre løsning end først planlagt.

Med aftalen vil vi benytte VPS.NET’s CDN via den aftale, de har med Akamai. Det betyder, vores statiske indhold vil blive leveret fra Akamais servere, hvilket omfatter billeder, javascripts og CSS. Akamai er de førende i verden inden for CDN og anvendes af blandt andet Microsoft og Apple.

Alt i alt mener vi, at løsningen med både WWI og VPS.NET vil være en win-win-situation for både jer og os.

Læs også: newz.dk ryger midlertidigt offline i nat

The Boeing Company

Boeing skal lave drone, som kan flyve i 5 år uden stop

- Via NetworkWorld - , redigeret af Net_Srak

Boeing har underskrevet en aftale med DARPA, en underafdeling af det amerikanske forsvarsministerium, som forpligter Boeing til, mod en betaling på godt 500 millioner kroner, at bygge en drone, som kan flyve uafbrudt i 5 år. Dronen, der allerede er blevet navngivet SolarEagle, vil under de fem år kunne nå op i over godt 18 kilometers højde.

Det er planen, at SolarEagle, som navnet antyder, skal benytte sig af solceller, som vil oplade batterier, der dermed muliggør den lange tid i luften.

Dronen vil være en del af DARPAs Vulture-program, som har til formål at udvikle et fly, der kan hjælpe det amerikanske militærs eksisterende efterretningsmetoder ved at kunne levere informationer døgnet rundt i flere år.

Ifølge Boeing kan den første drone være på vingerne allerede i 2014.

php

Online PHP-udvikling

- Via Sites To Use - , redigeret af Emil , indsendt af smiley

Arbejder man med PHP-programmering og tit er på farten, så kan det være vanskeligt at kode på det samme projekt, men det vil et nyt projekt ved navn phpanywhere lave om på.

Phpanywhere er et gratis udviklingsværktøj (IDE – Integrated Development Environment) som ikke kan hentes og installeres på sin computer, men som kun findes online.

Fordelen ved at have hele sit udviklingsmiljø online er naturligvis, at så snart man har logget på siden, så er man i gang, fra hvor man slap sidst. Det er muligt at have flere projekter aktive på samme tid, ligesom der understøttes funktioner som syntax-fremhævning og meget mere.

Projektet har været undervejs siden 2008 og er i dag tæt på at være færdigt. Der kan findes mange flere informationer om projektet på dets hjemmeside.

sxc.hu - simonok

Prosa afholder CTF-hackerkonkurrence

- Via Prosa - , redigeret af Emil

I dag kl. 16 går startskuddet, til hvad Prosa mener, er Danmarks første Capture The Flag (CTF) hackerkonkurrence, som især er kendt i USA i forbindelse med DEF CON-konferencen.

Omdrejningspunktet for konkurrencen er it-sikkerhed, hvor flere deltagende hold skal prøve at bryde ind i modstandernes servere og stjæle deres “flag”.

Inden selve jagten går i gang, har holdene en time til at lokalisere så mange sårbarheder som muligt på deres server og efterfølgende lukke hullerne så godt som muligt.

Klokken 17 går jagten efter flagene så i gang, og det er nu op til deltagerne at udnytte de eksisterende sårbarheder til at omgå sikkerheden i modstandernes server.

Der er en række hold tilmeldt konkurrencen med mellem 3-10 deltager, fordelt mellem byerne Århus, Aalborg, København, Vejle og Herning. Vinderne er det hold, der i morgen kl. 11 har flest flag.