Verdens største fysikeksperiment, Large Hadron Collider (LHC) hos CERN i Schweiz, er ikke bare meget stor, men også meget dyr at holde i gang.
Ved et møde i slutningen af sidste uge måtte generaldirektøren for CERN, Rolf Heuer, meddele, at organisationen bliver nødt til at spare de kommende år, hvilket vil påvirke LHC.
Flere af de kommende planer vil fortsat blive gennemført, bl.a. den planlagte opgradering af partikelacceleratoren i 2012, så den kan opnå kollisioner med dobbelt så høj styrke som i dag. Til gengæld vil man ikke forøge frekvensen af kollisioner som planlagt.
Det var meningen, der skulle tilføjes yderligere en lineær accelerator til LHC, der kunne pumpe flere partikler ind i LHC, men den bliver nu udskudt til engang i 2016.
Nogle mener, at man, nedskæringerne taget i betragtning, har opnået den mest optimale løsning, men flere forskere har også udtrykt deres utilfredshed med de kommende begrænsninger. På kort sigt vil udmeldingen dog ikke betyde noget, og forskerne arbejder fortsat på at indsamle data fra de 7 TeV-kollisioner, LHC producerer for øjeblikket.