Da Apple lancerede deres iPad tidligere på året, blev markedet for tablet-computere pludselig meget interessant, og dermed også konkurrencepræget. Kort efter lanceringen af iPaden fulgte konkurrenterne nemlig med, og specielt Samsung, med deres Galaxy Tab, kan regnes for en af de seriøse konkurrenter.
Nu ser det ud til, at vi kan få en billig tablet-computer at se her i landet, idet det kinesiske firma ZTE lancerer deres discount-tablet, ZTE Light, der ifølge Version2.dk kommer på det danske marked i løbet af denne måned. Du kan allerede nu skrive dig op på Telias hjemmeside.
Specifikationerne for denne tablet-computer lyder på en skærm på 7″, altså det samme som Galaxy Tab, af typen TFT med en opløsning på 480×800 pixels. Kameraet vil være på 3 megapixels, og det vil have 5x digital zoom og autofokus.
Hukommelsen vil være på 1 GB, men der vil være et MicroSD kort-slot, så man vil kunne udvide hukommelsen med op til 32 GB.
Der vil naturligvis også være ganske almindelige ting som GPS, FM-radio, 3G og Wi-Fi, og accelerometer i den, og den vil blive leveret med Android 2.1.