mboost-dp1

SXC - clix

Mobilt bredbånd er vigtigere end fiber

- Via EPN.dk - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Rasmus064

Der er ingen tvivl om, at interessen for mobilt bredbånd er meget stort, og at det er i eksplosivt vækst. Hos Innovation Lab peger man på, at der inden for to til tre år vil være flere mobil-bredbåndskunder end kunder med en fast opkobling.

I den forbindelse udtaler Kenneth Fiil, Tech Lead hos Innovation Lab til Computerworld, at han mener mobil datadækning er vigtigere end at kunne få en lynhurtig fiberforbindelse.

Kenneth Fiil, Tech Lead hos Innovation Lab til CW skrev:
Vi bevæger os hen mod en virkelighed, hvor det vil være mere interessant med vores mobile datadækning, og de hastigheder vi har på den, end om vi har fiber i huset på én gigabit.

Han peger på blandt andet på Varde kommune, hvor det for nyligt kom frem, at borgerne vil kunne få en gigabit-forbindelse fra denne sommer, som en eksempel, hvor de i stedet burde satse på trådløst internet. Derudover mener han, at den gennemsnitlige dansker slet ikke har behov for så høje hastigheder.

Læs også: Varde får gigabit-fibernet til sommer

sxc.hu - simonok

Cyberkriminalitet er blevet metervare

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Hubert

Det har været fremme før, at det er blevet nemmere og nemmere at være cyberkriminel, idet værktøjer som automatisk kan lave malware, bliver mere og mere avancerede.

Hos Version2 har de haft en snak med sikkerhedseksperten Peter Kruse fra firmaet CSIS, og han kan fortælle, at det ikke er brugen af værktøjerne som bliver mere avancerede, men deres muligheder for at lave ny malware. Det er et dobbelt problem, idet malwaren bliver bedre og svære at detektere, samtidig med at selv folk uden it-baggrund kan anvende programmerne.

Hos skaberne af malware-værktøjerne har man nået et niveau, hvor de giver garanti for effektiviteten af softwaren, samt inkluderer løbende opdateringer og telefonsupport.

Ifølge Kruse er det typisk i Rusland man kan finde hjemmesider, der sælger eller udlejer malware. Det kan være alt fra adgang til store botnet, eller enkeltstående programmer med en specifik opgave.

Mozilla

Firefox 4 kræver måske en 13. beta

- Via PCPro - , redigeret af Pernicious

Firefox 4 var oprindeligt planlagt en udgivelse i november sidste år, hvilket Mozilla, organisationen bag den populære browser, senere måtte udskyde til februar i år. Senest kom den 11. udgave af beta-versionen af Firefox 4 d. 8. februar, mens planerne lød på en endelig udgivelse i marts.

Det var samtidig meningen, at en 12. beta-udgivelse skulle blive den sidste test inden en færdig release candidate, men det er ifølge udviklere på browseren ikke længere sikkert. Mozilla kæmper nemlig stadig med at udbedre fejl, og har nu reserveret muligheden for at udgive en 13. beta, hvis fejlene i beta 12 viser sig at være alvorlige nok til ikke at kunne accepteres i en release candidate.

Mozilla har i fremtiden planlagt at kopiere konkurrenten Chromes udgivelsespolitik, som langt oftere frigiver en større version af deres browser. Organisationens nyligt lancerede fremtidspolitik kunne nemlig fortælle, at man planlægger hele fire større Firefox-udgivelser dette år.

Læs også: Mozilla vil udgive fire versioner af Firefox i 2011

Microsoft Corporation

Windows 7 Service Pack 1 kommer i morgen

- Via WinRumors - , redigeret af Pernicious , indsendt af Casper-Lynge

I sidste måned blev en angivelig færdig udgave af Windows 7 Service Pack 1 (SP1) lækket på fildelingshjemmesider rundt omkring. Microsoft har nu bekræftet, at versionen med nummeret 7601.17514.101119-1850 er den færdige “Release To Manufactoring”-version af opdateringspakken ved at lægge denne version på MSDN.

SP1 vil blive tilgængelig for Windows 7-brugere i morgen d. 22. februar, og bør blive lagt ud som en del af Windows Update kort tid efter. Denne udgivelse vil dog ikke være til danske versioner af Windows 7, der ligesom med tidligere Service Packs til Windows må vente et stykke tid endnu.

Med SP1’s snarlige frigivelse har Microsoft allerede begyndt arbejdet på Service Pack 2. SP2 skal angiveligt p.t. bringe 132 opdateringer til 32-bit-udgaven af Windows 7 og 171 opdateringer til 64-bit-udgaven.

Flickr - BestofDanSilver

Næsten 100 % grøn energi mulig i 2050

- Via GreenCarReports - , redigeret af Net_Srak

Forskere fra Stanford University og University of California Davis har offentliggjort en ny analyse, som har beregnet, at hele verdens forbrug af fossile brændstoffer kan være stort set helt erstattet af grøn energi i år 2050.

Ifølge analysen vil den største udfordring blive, at få fremmanet den vilje, som det kræver fra hele verden at skifte fra de fossile brændstoffer til ting som sol- og vindenergi. Et andet problem er, at det er utrolig svært at beregne de udgifter og indtægter, som et skifte vil indebære. For eksempel nævnes det, at et halvt århundredes elværker vil skulle skrottes, men samtidig falder udgifterne til hospitaler sandsynligvis, idet at os og udstødningsgasser ikke længere vil være et problem for folkesundheden.

Forskerne har i analysen beregnet hvad der kræves for at kunne udføre skiftet, samt hvilke økonomiske konsekvenser det vil have. De peger på at elektricitet selvfølgelig vil skulle spille en stor rolle i fremtiden, og at 90 % af den nødvendige elektricitet skal leveres af sol- og vindenergi. Geotermisk energi vil stå for 4 %, mens bølgeenergi vil levere omkring 2 %. Forskerne mener at biler vil køre på enten brint eller el, mens flyvemaskiner vil benytte flydende brint. Vigtigst er dog at denne brint er produceret ved hjælp af elektricitet fra grønne kilder.

Analysen forudsiger at verden fra 2030 kun behøver at bygge nye anlæg, som benytter grøn energi, hvorefter de næste 20 år skal bruges på at udfase de eksisterende anlæg til fossile brændstoffer.

Du kan hente analysen kan hentes som en pdf-fil her.

SXC - blacktom1

Deltagerholdene i Google Lunar X Prize annonceret

- Via NetworkWorld - , redigeret af Emil

X Prize Foundation har annonceret de 29 hold, som deltager i Google Lunar X Prize, hvor det første hold til at få en robot på Månen inden 2015 vinder $20 millioner.

Robotten skal kunne bevæge sig mindst 500 meter efter at være blevet placeret på Månens overflade og skal herefter sende video og billeder tilbage til Jorden i høj opløsning. Holdet, som bliver nummer to, vinder $5 millioner, mens resten af de $30 millioner, der er afsat til præmier, kan vindes i mindre summer. Blandt andet belønnes hold, hvis robotter formår at bevæge sig ti gange så langt som påkrævet, hvis robotter overlever en månenat, eller hvis robotter besøger de områder, hvor tidligere månemissioner har fundet sted.

Holdene kan ses på Google Lunar X Prizes hjemmeside

Google

Chrome 10 beta frigivet

- Via Chrome Blog - , redigeret af Emil

I forbindelse med Googles aggressive udviklingsplan for deres browser Chrome, der skal udkomme i en ny version hver sjette uge, er det nu blevet tid til den første beta af Chrome 10.

Denne gang har udviklerne nogle ekstra store nyheder i ærmet, især er der sket kraftige forbedringer med browserens jJavaScript-motor, V8, der i den seneste udgave, som går under navnet “Crankshaft”, er blevet væsentlig hurtigere.

I Googles egen V8-benchmark er Chrome 10 beta 65 % hurtigere end sin forgænger, et kæmpe spring der ikke er set større i de seneste mange versioner.

Ud over den kraftigt forbedrede V8-motor er der også kommet bedre understøttelse for hardware-accelereret video, ligesom menuen for indstillinger er lavet helt om.

Synkroniseringsfunktionen er også blevet forbedret, så det nu er muligt at synkronisere sine adgangskoder mellem de steder, man anvender Chrome.

Du kan se en video, der gennemgår den nye indstillingsmenu herunder, eller selv prøve den ved at installere betaen.

Anatoly Maksimchuk

Forskere opfinder antilaser

- Via BBC - , redigeret af kasperfmn , indsendt af Net_Srak

I forbindelse med forskning i nye materialer til brug i lasere har et hold af forskere fra Yale University, ledet af Douglas Stone, opfundet verdens første antilaser.

Som navnet antyder, kan antilaseren opsluge lyset fra en laser, hvilket kan ske ved specifikke bølgelængder. Opdagelsen blev gjort, da de havde udviklet en teori til at bestemme nye måder at lave en laser. Det viste sig, at teorien også kunne benyttes til at udtænke en enhed, som absorberer laserlys.

Selvom en antilaser lyder som et perfekt forsvar mod laservåben, så ser forskerne ikke en praktisk anvendelse i det område, men i stedet i fremtidige computere.

I den første prototype, forskerne har lavet, er det lykkedes dem at absorbere 99,4 % af lyset fra en laser. Energien omdannes til varme, hvilket er årsagen til, det ikke egner sig så godt som skjold mod laservåben.

Det unikke ved antilaseren er, at den absorberer lyset ved en helt specifik bølgelængde, en egenskab forskerne spår en stor fremtid for inden for optiske computere. Til brug i en computer har antilaseren desuden den store fordel, at den er lavet i silicium, som i forvejen benyttes til at fremstille computerchips.

Intel

Intel: Nokia skulle have valgt Google

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Intels administrerende direktør, Paul Otellini, afholdte i går et møde med en række analytikere, og her kommenterede han Nokias valg af Microsoft som samarbejdspartner samt betydningen for MeeGo, Nokia og Intels fælles OS-projekt.

Otellini siger, Nokia valgte Microsoft udelukkende ud fra et økonomisk synspunkt, idet softwaregiganten angiveligt har givet den finske mobilproducent en kæmpe pose penge.

Valget kunne dog have været blevet Google, idet de også stod klar med mange penge, et valg Otellini personligt hellere ville have satset på. Selvom valget af Microsoft betyder, Nokia nedprioriterer MeeGo, så vil Intel fortsætte med styresystemet.

Otellini kunne oplyse, at de ikke blot vil fortsætte med det, men også finde en eller flere nye partnere til projektet.

Paul Otellini, administrerende direktør for Intel skrev:
We will find another partner. The carriers still want a third ecosystem and the carriers want an open ecosystem, and that’s the thing that drives our motivation.

Imagination Technologies

Desktop-ydelse i smartphones med ny PowerVR GPU

- Via Linux Devices - , redigeret af Net_Srak

Hvor ARM sidder tungt på processor-delen i de fleste af de SoCs, som anvendes i smartphones og tablet-computere, så er Imagination Technologies PowerVR-GPU meget populær til grafikdelen.

I forbindelse med Mobile World Congress i Barcelona har firmaet netop annonceret en række nye produkter i den nuværende PowerVR-serie (Series5), men også oplyst, at de er i fuld gang med at udvikle Series6, der går under kodenavnet Rogue.

Med Rogue lover firmaet en ydelse, der er op til 20 gange hurtigere end Series5, hvilket er samme ydelse, man finder i flere desktop-computere i dag.

SoCs med den nye GPU er dog ikke lige om hjørnet, idet de første produkter først forventes på gaden om tre år. Når Rogue udkommer, vil den være bagudkompatibel med Series5, hvilket vil sikre en nem overgang for udviklere, der har optimeret programmer til den nuværende GPU.