Konflikten mellem it-virksomheden CSC og fagforeningen PROSA skærpes nu yderligere, efter det i de seneste dage ikke er lykkedes at nå til enighed om en ny overenskomst.
For halvanden uge siden indgik parterne en fredsaftale, som sikrede, at PROSA ikke inddragede personer, som var involveret i drift af systemer hos kunder til CSC, men kun udvikling.
Hos fagforeningen ser man sig nu nødsaget til at droppe aftalen, da de ikke mener, CSC har vist nogen form for forhandlingsvilje, men blot kommer med ultimatummer.
Det drejer sig blandt andet om krav vedrørende arbejdstid, fridage og løn, som for medarbejderne kommer til at svare til en lønnedgang på 30 %. Dertil kommer en tryghedsordning, der sikrer medarbejderne en ekstra lang opsigelsesperiode, som CSC også ønsker at skrotte.
Med opsigelsen af fredsaftalen er der lagt op til en storstrejke blandt de 700 medarbejdere hos CSC, der er medlem af PROSA, en strejke som vil ramme en lang række af de systemer, firmaet driver for det offentlige.