mboost-dp1

SXC - Obscenity

Mobiltelefoner påvirker hjernen, men er ikke skadelig

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Der er efterhånden publiceret flere undersøgelser om, hvorvidt mobiltelefoner påvirker hjernen, når de anvendes, og nu er der udkommet en ny. Konklusionen er: Ja, din hjerne bliver påvirket.

Undersøgelsen, der offentliggøres i “Journal of the American Medical Association” påviser, hvad forskere længe har vidst, nemlig at længere tids tale i mobiltelefoner påvirker hjerneaktiviteten.

Der er dog ikke bevist nogen sundhedsmæssig påvirkning, blot at hjernecellerne i et område tæt på telefonens antenne viser øget aktivitetsniveau.

Det stemmer meget godt overens med, at der ifølge Ars Technica ikke findes nogen biologisk kendt måde, hvorpå lav-energi kortbølge radiostråling kan påvirke celler til at udvikle kræft. Selv et 10 år gammelt og 13 nationer stort forskningsprojekt har endnu ikke kunnet finde nogen som helst sammenhæng mellem brug af mobiltelefon og øget risiko for kræft.

Forskerne bag undersøgelsen mener ligefrem, at påvirkningen kan have en positiv effekt, men understreger, der endnu ikke er et definitivt svar.

CSC

CSC frygter ikke storstrejke

- Via Comon - , redigeret af Emil

For få dage siden meldte fagforeningen PROSA ud, at CSC slet ikke var til at tale med i forhandlingerne om en ny overenskomst. Derfor har de varslet storstrejke blandt de af de ansatte hos CSC, der er medlem af fagforeningen.

Hos CSC tager man meldingen med sindsro, og administrerende direktør Carsten Lind fortæller til Comon, at de i ledelsen har forberedt sig godt på situationen og ikke forventer, det vil berøre deres kunder.

En måde til at undgå effekten af strejken er at sende en del af arbejdet ud af huset. Hos CSC forventer man, det meste kan varetages af danske virksomheder, men det kan om nødvendigt blive klaret i udlandet.

Herhjemme har firmaet Miracle bekræftet, at de har fået en henvendelse fra CSC om at overtage visse opgave i tilfælde af en konflikt. Direktør i Miracle, Mogens Nørgaard, har kontaktet PROSA for at undersøge, hvad konflikten gik ud på, og vurderede på baggrund af svaret, at de fint kan tage opgaverne.

Læs også: PROSA varsler storstrejke den 1. juni

SXC - happe

Hele EU skal have en digital signatur

- Via Europa-kommisionen - , indsendt af Hubert

Står det til EU-kommissær Neelie Kroes, så skal alle europæere have mulighed for at identificere sig på nettet, så de for eksempel kan tilgå offentlige tjenester i hele EU eller have tillid til onlinetranskationer fra andre EU-borgere.

Der er derfor nu indledt en høring om e-signaturer og e-identifikation, som skal finde frem til, hvordan borgere i EU kan få større tillid til transaktioner på nettet.

Der er tale om en åben høring, hvor borgere og andre interesserede parter kan komme med deres forslag. Idéen er at lave et system, som fungerer i hele EU.

Neelie Kroes, næstformand for EU-kommissionen skrev:
Jeg ser frem til at høre synspunkter fra alle sider om, hvordan vi bedst kontrollerer personers identitet og signaturer, når vi køber, sælger eller gennemfører administrative procedurer via nettet, der kræver et højt sikkerhedsniveau. Jeg vil gøre mit til, at alle europæere kan gå på nettet uden at være bange for at blive udsat for datasvindel og bedrag.

Selvom oplægget peger på en fælles europæisk løsning, så gør Kroes det også klart, at det skal være muligt at anvende nationale løsninger på tværs af grænserne i EU, som for eksempel NemID.

Microsoft Corporation

Rygte: Microsoft vil købe Nokia

- Via Mobil.se -

Den sædvanligvis velinformerede ekspert på mobiltelefoner, Eldar Murtazin, som driver sitet Mobile-Review.com, er nu ude med et nyt rygte omkring Nokia og Microsoft. Denne gang forlyder det, at softwarekæmpen ønsker at købe Nokias mobil-division.

Det kan virke som et meget vildt rygte, men ifølge Murtazin stammer oplysningerne fra samme kilde, der i december oplyste, at de to firmaer ville indgå i et samarbejde om at lave WP7-telefoner, hvilket har vist sig at være sandt.

Angiveligt er handlen planlagt til at finde sted i slutningen af 2012 eller starten af 2013, idet Nokia forinden skal have splittet sin forretning op, så delen, der har med mobiltelefoner og mobile tjenester at gøre, skilles ud i en separat enhed.

Med i handlen skulle også indgå Nokias navigationstjeneste Ovi Maps, som de fik ved at købe Navteq for 44 milliarder kroner i oktober 2007.

SXC - nighthawk7

Større nedbrud af internettet i Europa i nat

- Via IDG.se - , indsendt af XuN

Natten til i dag kunne mange mennesker flere steder i Europa, heriblandt Sverige, opleve, at deres internetforbindelse til en lang række tjenester og hjemmesider ikke virkede.

Endnu er den specifikke årsag til nedbruddet ukendt, men det ser ud til, at især Telia har været ramt. Her udtaler driftchef Johan Thompson til det svenske nyhedsbureau TT, at de blev nødt til at omdirigere deres trafik for at genoprette forbindelsen.

Fejlen er ifølge Thompson opstået et sted mellem London og Frankfurt, men det vides ikke, hvor mange kunder og operatører der har været ramt.

Blandt de tjenester, som blev ramt, var de europæiske servere til World of Warcraft, der er tilsluttet nettet via forbindelser fra netop Telia.

Adobe

Flash 10.2 er klar til Android 3.0-enheder om få uger

- Via Adobe Blog - , redigeret af Pernicious

Adobe vil være klar med Flash 10.2 til Android 3.0-enheder nogle få uger efter, at de første af disse produkter kommer på markedet.

Det har været nødvendigt for Google at tilføre nogle enkelte ting til Android, for at Flash fuldt ud kan udnytte den hardware, som operativsystemet kører på. Derfor vil Flash 10.2 nu kunne levere HD-video med 30 fps på både tablet-computere og smartphones med to processorkerner.

Matt Rozen, Adobe skrev:
Consumers are clearly asking for Flash support on tablet devices and the good news is that they won’t have to wait long. We are aware of over 50 tablets that will ship in 2011 supporting a full web experience (including Flash support) and Xoom users will be among the first to enjoy this benefit.

Motorolas kommende tablet-computer Xoom, der udkommer officielt på torsdag, vil være det første Android-produkt, der kan køre den nye udgave af Flash, men afspilleren vil altså ikke være tilgængelig for Xoom-brugerne før om et par uger.

SXC - Gokoroko

Ny undersøgelse afslører, hvordan piger skal få interesse for teknologi

- Via Ingeniøren - , redigeret af kasperfmn , indsendt af ktg

Når man ser på fordelingen af piger og drenge inden for it og teknologi-dominerede fag, så er der typisk flest drenge, et faktum industrien længe har ønsket at gøre noget ved.

Ifølge resultatet af en ny undersøgelse er det muligt at lokke pigerne til de teknologiske studier, det skal blot gøres med de rigtige lokkemidler. Det skriver Ingeniøren.

På Luxembourg Universitet har forskeren Sylvie Kerger undersøgt, hvordan piger og drenge reagerer, når de bliver spurgt om deres interesse for et givent område. I alt blev de spurgt om 80 forskellige områder, og resultatet viste tydeligt, at pigerne var langt mere tilbøjelig til at vise interesse for det, hvis det blev præsenteret på en kvindelig måde.

Et eksempel kunne være lasere. Her syntes pigerne, det var interessant, når det blev nævnt i forbindelse med kosmetiske operationer, men uinteressant når det handlede om at læse data fra en cd. Det omvendte var tilfældet ved drengene.

Google Inc.

Første europæiske piste kommer med i Google Street View

- Via SwissInfo - , redigeret af Emil , indsendt af BlackFalcon

For lidt over et år siden kunne Google for første gang offentliggøre sit verdenskendte Street View-koncept i nye omgivelser, nemlig på pisterne ved skisportsstedet Whistler i Canada, der lagde sne til de olympiske lege i februar 2010.

Siden har man ikke hørt så meget til konceptet, men nu begynder Google at kortlægge de første pister i Europa. Det sker i Zermatt i Schweiz, der blev udvalgt blandt 30 forskellige skisportssteder i landet efter en afstemning blandt besøgende på hjemmesiden for den schweiziske turistorganisation Switzerland Tourism.

Det er endnu usikkert, hvornår resultatet af fotograferingen af pisterne vil komme online, men Googles snescooter forventer at køre sine første ture i denne uge. Efterfølgende skal billedematerialet behandles, hvilket kan tage flere måneder.

[i]Læs også: Street View er taget ud i sneen

Microsoft Corporation

Windows 8 beta 1 måske klar til september

- Via ZDNet - , redigeret af Emil

Bloggeren Mary Jo Foley, der normalt har fingeren på pulsen, når det drejer sig om Microsoft, har fået fat i en tidsplan for den næste udgave af Windows, Windows 8.

Ifølge oversigten, som hun er næsten 100 % sikker på, er ægte, er Microsoft internt klar med version M2 (Milestone2) af operativsystemet, og vil gå i gang med M3 den 28. februar.

M3 forventes at være færdig i slutningen af juli, hvorefter Foley regner med, der skal bruges tid til en lukket test blandt udvalgte partnere. Når den er slut, er vi henne i september, hvilket vil være et oplagt tidspunkt at frigive den første beta, da det falder sammen med årets PDC (Professional Developers Conference).

Holder den lækkede tidsplan vand, så bekræfter den, at Windows 8 vil udkomme som planlagt i efteråret 2012, tre år efter Windows 7.

Steve Ballmer har allerede fortalt, at den næste udgave af Windows vil være lavet, så den kan udnytte tablet-computere, ligesom den vil kunne afvikles på ARM-baserede enheder.

Læs også: Ballmer: “Næste Windows bliver det mest vovede, vi endnu har gjort”

Telia

Telia igen utilfredse med priser for adgang til TDC’s kobbernet

- Via Computerworld DK - , redigeret af Avenger-

TDC’s ejerskab af kobbernettet har flere gange ført til stridigheder og beskyldninger om monopolmisbrug, og nu er den gal igen.

Denne gang er det Telia, som brokker sig, da de mener, prisen for at benytte kobbernettet til IP-tv er for høj. Det er ikke første gang, selskabet har klaget over prisniveauet, hvilket fik IT- og Telestyrelsen til at gå ind i sagen.

Styrelsen og TDC har nu udsendt et udkast til en ny prisstruktur, og det er denne, som Telia heller ikke finder rimelig.

Jens Ottosen-Støtt, juridisk direktør hos Telia til CW skrev:
Det er ikke e[t] skridt i den rigtige retning. Efter vores opfattelse bliver det gjort sværere for andre at konkurrere med TDC.

Der er dog optimisme at spore hos Ottosen-Støtt, som mener, de kan komme i dialog med IT- og Telestyrelsen og overbevise dem om, at det nuværende udkast vil bevare TDC’s monopol på området, hvorfor det bør ændres.