mboost-dp1

Kiloo Games

Kiloo – Dansk spiludvikling i verdensklasse

- Via newz.dk - , redigeret af Avenger-

På en førstesal i en af de centrale sidegader i Århus sidder en større gruppe udviklere hos firmaet Kiloo, som nu i mere end 12 år har udviklet spil til mobile platforme. Firmaet består p.t. af 50 mand af otte forskellige nationaliteter, men efter de seneste års international succes med specielt spillet “Subway Surfers” til alle touch-platforme, er Kiloo nu på jagt efter flere folk. I forbindelse med en rekrutteringskampagne i vores netværk aflagde newz dem et besøg for at høre nærmere om deres setup.

I de første år bestod udviklingen af spil til telefoner som Nokias 3410 og Siemens SL45i, og koden krævede store ændringer for hver af de mange mobiloperatører. Intet var fælles, men efter Apples indtog i 2008 med deres APP-store ændrede markedet sig radikalt. Hvor det tidligere gjaldt om at have kontakt til “de rigtige personer” hos udbydere og presse for at få sine spil promoveret, så er der i dag ingen direkte forbindelse mellem Apples editorial team og de enkelte udviklere; bl.a. for at undgå bestikkelse.

Spillet “Subway Surfers” er udviklet i partnerskab med Sybo Games fra København og er ubetinget Kiloos største succes til dato, og spillet er spredt ud over hele verden i konkurrence mod spil som “Angry Birds” og “Temple Run”. Spillerne har mulighed for at gemme bl.a. highscores og andre data, og med op til 20 millioner daglige brugere og op til 4.000 connections per sekund, stiller det store krav til teknikken.

Det tekniske setup drives af danske Wannafind i en privat cloud-løsning. Stefan Rosenlund Nielsen, Partner og Salgsansvarlig i Wannafind fortæller:

Stefan Rosenlund, Wannafind skrev:
Databasen ligger på Compellent SAN med SSD storage, huser mere end 40 mio rækker og håndterer mere end 3000 queries per sekund. Databasen bliver aflastet af et memcached setup. Løsningen load balanceres ved brug af en nginx, der med blot 2 cores og 2 GB RAM håndterer de mere end 4000 requests per sekund uden nævneværdigt load. Backend applikationen består af 6 Apache servere med med op code caching og PHP.

I øjeblikket udvikles adskillige nye spil og udvidelser hos Kiloo, og der satses stadig udelukkende på alle touch-platforme. Altså et bevidst fravalg af konsollerne, da markedet for touch-enhederne er langt mere omfattende end hos konsollerne. Førstesalen er i skrivende stund ved at blive udvidet med en fjerdesal, og blot de få timer newz var til stede i Kiloos hyggelige lokaler, strømmede det ind med nyt hardware og mere pynt til væggene.

Der er tale om et udviklerhold, der for alvor har slået sig fast på internationalt niveau, når det kommer til spiludvikling inden for touch-platforme, og selvom drengene hos Kiloo ikke umiddelbart er glade for at skilte med deres succes, så har vi at gøre med et firma, der er i imponerende fremgang, i en verden, hvor økonomien efterhånden har været ved at smuldre om ørene på os.

SXC - pawel 231

Forskere kurerer barn for HIV

- Via Wall Street Journal - , redigeret af Pernicious

Et barn fra USA’s delstat Mississippi, som blev født med AIDS for to-et-halvt år siden, ser nu ud til at være fuldstændig kureret, efter pigen er blevet behandlet med en voldsom række af medicinske midler siden sin fødsel.

Dermed er pigen det andet dokumenterede menneske i historien, som er blevet kureret for virussen. At pigen var blevet kureret blev opdaget, efter at pigens mor stoppede behandlingen. På trods af dette kunne lægerne nemlig ikke længere spore virussen i pigen.

HIV-inficeredes nyfødte medicineres normalt med en moderat dosis af behandlinger i mellem fire og seks uger, indtil barnets HIV-status kan testes. Hvis barnet viser sig at være inficeret, startes en mere aggressiv medicinering. I sagen med den kurerede pige, valgte en læge til gengæld at starte en aggressiv kur inden for 31 timer efter pigen blev født.

At behandlingen blev startet så tidligt, mener forskere nu, kan være grunden til, at hun blev kureret. Deres teori lyder på, at behandlingen forhindrede dannelsen af virale beholdere, som AIDS og HIV-vira normalt gemmer sig i, mens den inficerede behandles. Når behandlingen stoppes, kan virussen derefter vende tilbage fra disse beholdere, men det skete altså ikke i tilfældet med pigen.

Forskerne, der har offentliggjort resultatet, påpeger, at pigen er et enkeltstående tilfælde, og derfor har sagen ikke den store betydning for HIV-smittede unge eller voksne. Til gengæld kan videre undersøgelser i fremtiden måske bekræfte, at den megen medicin kan kurere nyfødte, der er inficerede med HIV.

newz.dk

Samsungs milliarderstatning til Apple skal genforhandles

- Via Reuters - , redigeret af Pernicious

Et nyt kapitel kan nu tilføjes den meget omtalte patentsag i USA mellem Apple og Samsung, hvor Apple i første omgang blev tilkendt en erstatning på 1,05 milliarder dollars.

Dommeren der tilkendte Apple erstatningen, har nu ændret på beløbets størrelse, og i først omgang sænket erstatningen med 450.514.650 dollars. Det skyldes, at 14 Samsung produkter er blevet vurderet forkert af juryen, i forbindelse med fastsættelsen af erstatningens størrelse.

Lucy Koh, Dommer skrev:
The court has identified an impermissible legal theory on which the jury based its award and cannot reasonably calculate the amount of excess while effectuating the intent of the jury.

De 14 produkter skal nu revurderes i en ny sag, for at finde det endelige beløb.

Samsung er glade for afgørelsen, men vil også gerne have resten af erstatningen revurderet.

Samsung skrev:
We are pleased that the court decided to strike $450,514,650 from the jury’s award. Samsung intends to seek further review as to the remaining award.

NASA

Curiosity har fået computerproblemer

- Via Space.Com - , redigeret af Pernicious

NASAs nyeste rover på Mars, Curiosity, er løbet ind i problemer med sin primære computer. Den 27. februar modtog NASA ikke data i forbindelse med det planlagte kommunikationsvindue og var gået i sleep mode.

Det viste sig hurtigt, at fejlen lå i flashhukommelsen til “A-side” computeren, hvorfor man valgte at skifte til backupcomputeren “B-side”. Det vil nu tage op til en uge, at få opdateret B-side til at kunne overtage opgaverne for A-side.

Når B-side er kørende, vil man forsøge at få A-side op at køre igen og så gøre den til backup, hvis problemet med flashhukommelsen løses. Hvad der har forårsaget fejlen vides ikke, men det kan være kraftig kosmisk stråling.

NASA skrev:
The hardware that we fly is radiation tolerant, but there’s a limit to how hardened it can be. You can still get high-energy particles that can cause the memory to be corrupted. It certainly is a possibility and that’s what we’re looking into.

Wikipedia

Grafen kan føre til bedre solceller og lyssensorer

- Via Technology Review - , redigeret af OnkelDunkel

Forskere i Spanien, ledet af Frans Koppens ved Institute of Photonic Sciences, har opdaget et nyt område hvor grafen har mulighed for at sætte nye standarder, nemlig solceller.

I traditionelle solceller lavet af silicium eller galliumarsenid, frigiver hver foton en enkelt elektron, til trods for, at der er mere energi i fotonen, hvorfor den resterende energi blot omdannes til varme.

Forskerne i Spanien har opdaget, at de ved hjælp af grafen, kan opnå flere frie elektroner fra en enkelt foton, hvilket vil kunne forbedre solcellers effektivitet. Den teoretiske effektivitet er på 60 % hvor den for silicium er på 30 %.

Opdagelsen vil også kunne få stor betydning for lysfølsomme sensorer, som for eksempel i digitalkameraer, der vil kunne blive mere lysfølsomme og tage bedre billeder i dårlig belysning.

Endnu er der tale om laboratorieforsøg, hvorfor der ikke er nogle gæt på, hvornår opdagelsen kan ende med et kommercielt produkt.

Forbrugerstyrelsen

Nye bredbåndregler er trådt i kraft

- Via Forbrugerombudsmanden - , redigeret af Pernicious

Nye bredbåndsregler trådte i kraft den 1. marts, hvilket betyder, at det er slut med vildledende reklamer.

De nye regler skal skabe større gennemsigtighed for forbrugeren. Udbyderne har hidtil kunne reklamere med “op-til” hastigheder, som langt fra alle kunder har kunnet opnå.

De nye regler betyder, at hvis betegnelsen “op til” anvendes, skal hovedparten af kunderne som markedsføringen henvender sig mod, kunne opnå den reklamerede hastighed, eller en hastighed der ikke afviger væsentligt.

Konkret betyder det, at mindst 80 % af kunderne skal kunne opnå 20 mbit/s eller meget tæt på, hvis der reklameres med “op til 20 mbit/s”

Undersøgelser fortaget af Userneeds har vist, at det sjældent er tilfældet. Ifølge undersøgelsen får knap 50 procent af de adspurgte ikke den hastighed som er blevet markedsført, men 73 procent af de adspurgte forventer at få den markedsførte hastighed.

Google

Google ansætter Guy Kawasaki som konsulent for Motorola

- Via NetworkWorld - , redigeret af Pernicious

Google-ejede Motorola har ansat Guy Kawasaki som konsulent for firmaet, hvor han vil fokusere på at hjælpe inden for produktdesign, brugergrænseflader, markedsføring og sociale medier.

Kawasaki er tidligere Apple-evangelist, og var blandt andet ansvarlig for markedsføringen af den originale Macintosh-computer tilbage i 1984.

Guy Kawasaki skrev:
Motorola reminds me of the Apple of 1998: a pioneer in its market segment, engineering-driven, and ripe for innovation. I believe that great products can change everything. For example, the creation of the iMac G3 (the Macs that came in colors such as Bondi, Strawberry, Blueberry, Lime, and Grape) was a pivotal event for Apple.

Ansættelsen kommer omtrent samtidig med, at Google har indrømmet, at deres kommende Motorola-produkter ikke rigtigt lever op til deres egne forventninger.

Patrick Pichette, Google skrev:
We’ve inherited 18 months of pipeline that we actually have to drain right now, while we’re actually building the next wave of innovation. [The products are] not really to the standards that what Google would say is wow — innovative, transformative.

Google

Forbedret stavekontrol på vej til Chrome

- Via Chrome Blog - , redigeret af Pernicious

Den seneste beta af Googles Chrome-browser byder på en forbedret stavekontrol, der blandt andet betyder, at ordbøgerne, som stavekontrollen tjekker ens tekst med, er blevet opdateret.

Google fortæller blandt andet, at den nu er bedre til at forstå egennavne, så man nu kan skrive “Justin Bieber”, uden at stavekontrollen markerer det som en fejl.

Derudover bliver ordbøgerne nu synkroniseret online sammen med ens andre browser-indstillinger, sådan at man for eksempel ikke behøver lære ordbogen de samme ord igen og igen på forskellige enheder.

Funktionen til at spørge Google om staveforslag er blevet forbedret, og understøtter derfor nu også grammatik, homonymer og staveforslag, der er afhængige af kontekst. Ændringerne gælder dog kun den engelske stavekontrol.

Ændringerne vil i løbet af de kommende uger finde vej til beta-versionen af Chrome 26 til Windows, Linux og Chrome OS. Understøttelse af OS X-udgaven af Chrome 26 kommer senere.

Facebook

Facebook inviterer til lancering af redesignet nyhedsfeed

- Via TechCrunch - , redigeret af Pernicious

Facebook har inviteret pressen til en event denne torsdag, hvor det sociale netværk vil fremvise “et nyt look” for deres nyhedsfeed.

Tilbage i januar kom det frem, at Facebook har arbejdet på et nyt design til deres mobile nyhedsfeed, som kommer til at lægge større vægt på billeder, og mindre fokus på tekst, der i stedet kommer til at stå oven på billedet, således at feedet angiveligt kommer til at minde om applikationen Flipboard.

Om det er dette redesign, som Facebook vil lancere på torsdag, er ikke til at vide, men det er meget sandsynligt, især eftersom Facebook har større og større fokus på sine mobile brugere: For nyligt lancerede Facebook for eksempel muligheden for VoIP-opkald for amerikanske og canadiske brugere.

Det store fokus på mobilapplikationerne skyldes, at det i højere og højere grad er via disse, at de fleste Facebook-brugere besøger det sociale netværk.

cnet

USA ombygger militærdroner til indenrigs-overvågning

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Amerikanske Homeland Security har netop ombygget nogle af de meget omtalte militærdroner, brugt blandt andet i Afghanistan, til at udføre indenrigsarbejde hovedsageligt i form af overvågning.

Dronernes primære opgave vil være at lokalisere og identificere bevæbnede borgere, samt at spore og opfange telefonsamtaler fra suspekte individer.

Militærdronerne bruges allerede i overvågningen af USA’s grænser mod nord og syd, men vil ifølge flere retshåndhævende myndigheder, heriblandt FBI og Secret Service, være nyttige i flere henseende inden for landets grænser.

Den øgede overvågning bekymrer flere amerikanere heriblandt vicepræsidenten for Second Amendment Foundation, Alan Gottlieb, der frygter, at man rammer lovlydige amerikanske våbenejere.

Homeland Security nægter i skrivende stund at svare på, om lokalitets-software i øjeblikket bruges i deres droneflåde, men fortæller, at man endnu ikke benytter enheder til at spore og opfange telefonsamtaler.