Skat anslår, at Microsoft skylder den danske stat 5,8 milliarder kroner i ubetalt skat, som i øjeblikket er i forhandlinger med Microsoft selv samt de amerikanske skattemyndigheder om sagen. Sagen er den største skattesag i danmarkshistorien. Det skriver DR.
Sagen skyldes Microsofts opkøb af den danske it-virksomhed Navision tilbage i 2002. Microsoft købte firmaet for 10,8 milliarder kroner, og flyttede kort efter rettighederne for Navisions økonomistyringsprogram af samme navn til Irland.
Skat mener, at Microsofts irske datterselskab købte rettighederne til programmet alt for billigt af det danske datterselskab, hvilket betyder, at Microsoft kunne flytte værdier ud af Danmark, uden at betale fuld skat af, hvad værdierne var værd. Reglerne for lignende overførsler af værdier, datterselskaber imellem, siger, at prisen for værdierne skal fastsættes efter markedsvilkår.
I alt mener Skat, at statskassen blev snydt for 5 milliarder kroner, hvilket med renter i dag er løbet op på 5,8 milliarder.
Anonym kilde til DR2 skrev:
Der er tale om en meget omfattende sag, som efterhånden er et par år gammel. På grund af sagens størrelse er det Microsoft Corporation i USA, der har håndteret den lige fra begyndelsen. Den danske del af Microsoft har ikke haft meget med den at gøre.
Microsoft tjener i dag årligt omkring 10 milliarder kroner på programmet, som nu hedder Dynamics NAV. Selvom programmet stadig udvikles i Danmark, beskattes salget af det i Irland, hvor rettighederne altså nu ligger.