mboost-dp1

Nvidia

Nvidia: Tegra 5 vil have bedre ydelse end nuværende konsoller

- Via bit-tech - , redigeret af Pernicious

Nvidia har for ikke så langt tid siden lanceret deres nyeste SoC til mobile enheder, Tegra 4, der rent grafisk har en ydelse på 80 GFLOPS. Hvad ydelsen bliver for Tegra 5 ved vi endnu ikke, men Nvidia siger, den vil blive højere end de nuværende PlayStation 3 og Xbox 360 konsoller.

Taget i betragtning af hvor gamle de nuværende konsoller er, er dette ikke en urealistisk udtalelse, specielt hvis man ser på springet i ydelse fra Tegra 3 til Tegra 4. Tegra 3 havde en ydelse på 12 GFLOPS, hvilket gør Tegra 4 over 6 gange så kraftig.

Hvis vi får en tilsvarende stigning i ydelsen fra Tegra 4 til Tegra 5, så vil Tegra 5 langt overgå de nuværende konsoller, da de kun har en ydelse omkring 200 GFLOPS.

Hybrid Memory Cube Consortium

Standard for 3D-RAM fastlagt

- Via Slashdot Hardware - , redigeret af Pernicious

Hybrid Memory Cube Consortium har frigivet de endelige specifikationer for Hybrid Memory Cube (HMC) teknologien, der stabler flere DRAM kerner oven på hinanden, direkte på en DRAM-controller i en 3D-struktur.

Dette giver en meget høj båndbredde ved lavt energiforbrug, hvor den første generation af HMC vil arbejde ved 160 GB/s. Arbejdet er allerede startet på næste generation af HMC, der forventes at være klar i første kvartal 2014.

De første HMC produkter vil komme på markedet i andet halvår 2013 og vil bestå af 2 GB og 4 GB DRAM-moduler. Blandt de firmaer der er med i Hybrid Memory Cube Consortium, finder man bl.a. alle de store RAM-producenter så som Samsung, Micron, Hynix, men også firmaer der bruger RAM som IBM og HP.

Deltagerne i HMCC ser teknologien gå en meget lys fremtid i møde.

Hynix skrev:
HMC is a very special offering currently on the radar. HMC brings a new level of capability to memory that provides
exponential performance and efficiency gains that will redefine the future of memory.

Mike Willis

IEEE starter arbejde på 400Gb Ethernet standard

- Via X-bit labs - , redigeret af Pernicious

Ethernet standarden, der også kendes under navnet IEEE 802.3, udspringer af teknologi, som blev opfundet for 40 år siden af Xerox Parc. På trods af sine 40 år, har standarden udviklet sig meget gennem tiden og er i dag den mest udbredte standard der bruges for LAN.

Institute of Electrical and Electronics Engineers (IEEE) har netop startet en gruppe, der skal arbejde på endnu en version af Ethernet, hvor man denne gang går efter en hastighed på 400 Gb/s.

Den nye hastighed er ifølge IEEE det naturlige svar på den udvikling, man oplever i mængden af datatrafik.

IEEE skrev:
Traffic is growing everywhere – more Internet users, more ways to access the Internet more quickly, higher-bandwidth content, new applications enabled, etc. – and it is critical that we move now to create a plan for the Ethernet ecosystem to evolve beyond today’s capabilities, in order to accommodate the burgeoning bandwidth tsunami.

Google Inc.

Rygte: Næste Nexus 7-generation kommer til juli

- Via Slashgear - , redigeret af Net_Srak

Rygter om den næste generation af Googles populære Nexus 7-tablet har længe sviret på internettet, men nu har mere seriøse rygter så for første gang set dagens lys.

Rygterne stammer som altid fra en anonym kilde, der mener at vide, at den nye generation af Nexus 7-tablets vil blive udgivet i juli, og at denne ikke kommer med NVIDIAs nye Tegra-processor, som det ellers tidligere er blevet rygtet, men i stedet en fra Snapdragon, der er med til at tillade en lav pris.

Der er solgt mere end 8 millioner Nexus 7 tablets på verdensplan, og den 7” store tablet har derved fået skabt sin egen niche på det ellers tætpakkede marked.

Hvad prisen bliver på den nye tablet vides ikke, men meget tyder på, at der er tale om et prisleje mellem 150 og 200 dollars, hvilket svarer til mellem 800 og 1200 danske kroner, hvortil der som altid skal lægges diverse tillæg inden den faste danske markedspris findes.

ReDigi Inc.

ReDigi taber sag om salg af brugte musikfiler i USA

- Via The Verge - , indsendt af thimon

Den amerikanske musiktjeneste ReDigi, som gør det muligt at sælge sine købte musikfiler, har netop tabt en sag i USA, der kiggede på, om dette salg var lovligt.

Ifølge kendelsen fra den amerikanske domstol, så bryder ReDigi ophavsrethaverens copyright ved at videresælge digitale kopier af musik, som allerede har været købt en gang.

Dommen står i kontrast til lignende domme i Europa, hvor det blandt andet i Tyskland er blevet tilladt, at software og musikfiler kan videresælges.

Selvom de hos ReDigi er skuffede over udfaldet af sagen, er det dog ikke et komplet nederlag, idet dommen kun rammer ReDigi 1.0 og ikke påvirker version 2.0, som er den der anvendes i dag. Derudover vil ReDigi anke afgørelsen, hvorfor der kan gå en rum tid, før end dommen effektueres.

Microsoft Corporation

Microsoft Danmark ser Windows 8 som en stor succes

- Via Computerworld DK - , indsendt af Hubert

Når det kommer til Microsofts nyeste styresystem til computere, så eksisterer der mange forskellige meninger, lige fra dem som hader det til dem som elsker det. Ikke overraskende hører Microsoft selv til sidstnævnte kategori, og her er man overbeviste om, at Windows 8 er en stor succes.

Computerworld har haft en snak med Martin Thorning Hansen, der er divisionschef hos Microsoft, og han mener, at Windows 8 passer godt til hvordan pc-markedet udvikler sig.

Martin Thorning Hansen til CW skrev:
Vi har nu et operativsystem, som fuldstændig følger den udvikling, der er sket med det paradigmeskifte, som har været i forhold til hardware. Det er en kæmpe succes og gevinst, at både hardware og software nu spiller sammen og udvikler sig i samme takt.

Det paradigmeskifte der henvises til er, at flere og flere computere, efterhånden sælges med en berøringsfølsom skærm. Thorning Hansen forventer, at der om få år slet ikke sælges computere uden denne mulighed.

Udtalelsen kommer i kølvandet på flere beretninger om kunder, som undgår Windows 8, for i stedet at beholde eller nedgradere til Windows 7, ligesom mange virksomheder fortsat holder sig til forgængeren.

slashgear

Mobiltelefonen fylder 40 år

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Mobiltelefonen er måske nok en naturlig del af hverdagen for de fleste mennesker i Danmark, men sådan har det ikke altid været. Det er således 40 år siden, at den første mobiltelefon så dagens lys, og telefonerne har siden gennemgået en markant udvikling.

Verdens første mobiltelefon blev skabt den 3. april 1973 af Marty Cooper, der brugte enheden til at ringe til sin rival indenfor mobiltelefon-branchen Joel Engel, og fortælle ham, at han havde vundet deres indbyrdes konkurrence.

Marty Cooper sagde således:

Marty Cooper skrev:
Joel, this is Marty. I’m calling you from a cellphone, a real handheld portable cellphone.

Telefonen var en Motorola DynaTAC 8000x, der dog først i 1983 blev sat til salg efter kommerciel produktion til en pris på 4.000 dollars.

Microsoft Corporation

Internet Explorer 11 får understøttelse af WebGL

- Via The Verge - , redigeret af Pernicious

Den lækkede udgave af Windows Blue, der er den næste store opdatering til Windows 8, viser, at den kommende Internet Explorer 11 sandsynligvis vil få understøttelse af WebGL.

Det har Microsoft ellers indtil nu været imod. Firmaet har blandt andet tidligere udtalt sig kritisk om teknologien, som de mener har været en sikkerhedssvaghed.

Læs også: Microsoft: WebGL er en skadelig teknologi

Den holdning har tydeligvis ændret sig, for i den testudgave af IE 11, der følger med den lækkede version af Windows Blue, er flere referencer til WebGL blevet fundet. Teknologien er dog ikke slået til som standard, så det skal man som bruger selv gøre.

Microsoft Corporation

Linuxgruppe klager til EU over Windows 8 og UEFI

- Via Neowin.net - , indsendt af Magten

I spanien har en interessegruppe for Linux, ved navn Hispalinux, klaget til EU-kommissionen over Microsoft, da de mener, at softwarefirmaet er med til at gøre det sværere at installere alternative styresystemer på nye computere, der kommer med Windows 8 og anvender UEFI.

Problemet er ifølge Hispalinux, at UEFIs Secure Boot-funktion anvendes til at gøre det besværligt at installere for eksempel Linux på en computer, der er blevet solgt med Windows 8.

Secure Boot tillader kun godkendte boot-loadere, og her er det ofte kun Windows 8, der er godkendt.

Fra Microsofts side påpegede de allerede tilbage i 2011, da Secure Boot blev nævnt første gang, at det ikke er en Microsoft-funktion, og at det er op til producenten af computeren at sikre, at den understøtter andre styresystemer.

Hispalinux er ikke enig med Microsoft, og er altså nu gået til EU-kommissionen for at få dem til at se nærmere på sagen.

feedly

Feedly opdaterer sin mobil-app og annoncerer 3 millioner nye brugere

- Via Freedly blog - , redigeret af Pernicious

Da Google i sin tid annoncerede, at firmaet har planer om at lukke den populære tjeneste Google Reader, oplevede Feedly, der på mange måder er en tilsvarende tjeneste, en enorm tilslutning af ex-Google Reader-brugere, og nu kan tjenesten så annoncere, at de er klar med en opdateret applikation til smartphone-brugerene.

Den opdaterede applikation kommer i kølvandet på en annoncering om, at hele 3 millioner tidligere Google Reader-brugere har tilsluttet sig Feedly siden Google Readers annoncerede lukning, og den opdaterede applikation er kun en af flere tiltag den fremadstormende tjeneste har taget indenfor de sidste uger.

Heraf er en af de vigtigste nok at tjenesten har opgraderet deres serverkapacitet, hvilket indtil videre har forhinderet problemer med overbelastning.

Den største forandring ved den nye mobilapplikation er nok dens design, men også flere tekniske tiltag er blevet taget, dog uden at Feedly har ønsket at uddybe dem.