Lea Nielsen har sammen med fire andre piger fra 9.b. på Hjallerup Skole i Nordjylland lavet forsøg, hvor de har undersøgt virkningen af elektromagnetisk stråling (EMR) fra to routere på karse. Formålet med forsøget var at undersøge skadesvirkningen af mobilstråling. Pigerne har skrevet en rapport og lavet en præsentation.
Lea Nielsen fortæller om baggrunden for forsøget, at pigerne havde haft koncentrationsproblemer og havde haft svært ved at sove. Derfor ville de undersøge virkningen af EMR.
Forsøget blev udført ved at så karsefrø i 12 bakker, hvor halvdelen af bakkerne blev udsat for stråling fra routerne. Bakkerne fik samme mængde vand og sol i 12 dage, hvor pigerne undervejs dokumenterede forløbet. Resultatet blev, at de bakker med karsefrø, som havde været udsat for EMR, Ikke var vokset. Nogle af karsefrøene var endda muteret eller døde.
De fem piger fik en finaleplads i Unge Forskere, og har fået opmærksomhed fra udlandet i form af Professor Olle Johanson fra Karolinska Instituttet i Stockholm. Han udtaler, at pigerne har lavet et elegant stykke arbejde, og vil nu gentage forsøget med en kollega fra Belgien.
Pigerne har efter forsøget nu valgt enten at slukke for mobiltelefonen eller ligge den i et andet rum. Desuden bliver computeren også slukket.
Selvom pigerne har fået god kritik fra Olle Johanson, er ekspert i afgrøder, Per Nielsen Kudsk, fra Århus Universitet, ikke overbevist om at EMR kan være så skadeligt på karse som forsøget viser, skriver Ingeniøren.
Per Nielsen Kudsk udtaler, at han ikke har hørt om, at stråling kan påvirke planter i så stor grad, som forsøget har vist.
Per Nielsen Kudst, Århus Universitet skrev:
Jeg har meget svært ved at tro på, at effekterne kan være så dramatiske som på de billeder, der er blevet vist. I det ene tilfælde vokser de jo fint, og i det andet tilfælde er de nærmest ikke spiret. Jeg kan ikke forklare det. Selvfølgeligt bliver der udsendt nogle stråler, men jeg har aldrig hørt om, at stråling i det niveau, som der må være tale om her, skulle påvirke planter så kraftigt.
Han er dog ikke afvisende overfor, at EMR kan have en virkning, men betvivler graden af virkningen på planterne. Ifølge ham handler det om, hvor meget energi planterne bliver udsat for, og i dette tilfælde med energien fra to routere skulle det ikke kunne give de resultater, som forsøget viser.