mboost-dp1

Pixabay

Californien vedtager omfattende GDPR-inspireret privacy-lov

- Via The New York Times - , indsendt af arne_v

Californien har vedtaget en omfattende privacy-lov inspireret af EU’s GDPR.

Den amerikanske tech-stat har uden modstand vedtaget en lov, der om nogle år vil give forbrugerne mere kontrol og indsigt i, hvordan deres data indsamles og spredes på nettet.

Konkret giver loven forbrugerne ret til at vide, hvilke data virksomhederne indsamler om dem, hvorfor de data indsamles, og hvem de data deles med.

Samtidig giver loven forbrugerne ret til at bede virksomhederne om at slette de indsamlede data om dem og ikke at sælge eller dele de data med andre – og virksomhederne skal levere den samme kvalitet til disse forbrugere.

Lovgivningen gør det også nemmere for forbrugerne at sagsøge virksomheder efter læk og giver mulighed for bøder til virksomheder, der ikke overholder reglerne.

Den nye lov træder i kraft i den amerikanske stat i januar 2020.

Ticketmaster

Ticketmaster står til GDPR-bøde: Kendte muligvis til hackerangreb

- Via Telegraph -

Ticketmaster står til en GDPR-bøde, da billetjenesten muligvis kendte til hackerangreb månedsvis i forvejen.

Ticketmaster sendte først torsdag den 28. juni en mail ud til sine danske kunder og informerede om, at virksomheden er blevet udsat for et hackerangreb, hvor flere af kundernes kontoplysninger er blevet stjålet.

Men den britiske bank Monzo fortæller, at de allerede i april informerede Ticketmaster om, at flere af bankens kunder havde fået misbrugt deres kortoplysninger efter at have handlet hos Ticketmaster.

Ifølge EU’s relativt nye persondataforordning, der trådte i kraft den 25. maj, så skal man informere om datalæk og lignende senest 72 timer efter, det er opdaget, hvilket Ticketmaster i så fald ikke har overholdt.

Brud på GDPR kan give bøder på op til 150 millioner kroner eller fire procent af virksomhedens årlige, globale omsætning.

Sårbarheden, der er skyld i hackerangrebene, kom fra en chatrobot på Ticketmasters hjemmeside.

SanDisk Corporation

Ny standard for SD-kort giver mulighed for 128 TB

- Via engadget -

En ny standard for SD-kort er blevet godkendt. De nye kort giver mulighed for at lagre hele 128 TB.

SD Association har godkendt standarden, som de kalder SD Express. Tidligere har SD-kort maks kunne lagre 2 TB med SDXC-standarden.

SD-kort med eksempelvis 1 TB, der kom i handlen sidste år, er dog yderst sjældne.

Samtidig kan et SD-kort på 512 GB allerede koste flere tusind kroner, hvorfor et SD-kort på 128 TB vil være vanvittig dyrt og sandsynligvis først blive til virkelighed om flere år – hvis det overhovedet bliver til virkelighed.

Et SD-kort på 128 TB ville således kunne lagre cirka 29.000 film i HD eller tre af kortene vil kunne opbevare alle Spotifys 35 millioner sange, hvis de hver fyldte omkring 8 MB.

SD Express understøtter også PCI express 3.0-specifikationen og NVMe 1.3-protokollen, hvilket giver overførselshastigheder på op til 985 MB i sekundet.

Pexel

Marketing-firma lækker 340 millioner personer og firmaers data

- Via Wired - , indsendt af arne_v

Marketing- og data-firmaet Exactis har lækket 340 millioner personer og virksomheders data.

Sikkerhedsforskeren Vinny Troia har opdaget, at Exactis har en database, der har været eksponeret på en offentligt tilgængeligt server.

Databasen indeholder tæt på to terabyte med data, der inkluderer personlig information på millioner af amerikanere og amerikanske virksomheder.

De lækkede data lader ikke til at inkludere kreditkort eller amerikanernes svar på CPR-numre ‘social security’-numre, men inkluderer stadig personlig data med mail-adresser, telefonnumre, adresser, hobbyer og både telefonnumre og alderen på personernes børn.

Troia har informeret både Exactis og FBI om lækket, hvorfor virksomheden nu har beskyttet de mange datasæt, så de ikke længere er offentligt tilgængelige.

Boeing

Boeing udvikler super-fly: Fra London til New York på 2 timer

- Via NBC News - , indsendt af arne_v

Boeing har afsløret planer for et nyt super-fly, der vil være i stand til at flyve fra London til New York på to timer.

Flyet under udvikling er et hypersonisk fly, hvilket betyder, at det kan flyve mere end fem gange hurtigere end lydens hastighed eller mere præcist 6.115 km/t.

To timers-turen mellem New York og London tager otte timer for et almindeligt fly.

Det hurtige fly kan bruges både militært og kommercielt, men det kan tage 20 til 30 år, før de drømme bliver til virkelighed, siger chefforskeren for hypersonics hos Boeing.

Supersoniske og hypersoniske fly har været diskuteret som fremtidens luftfart i årtier, men det er endnu ikke blevet til virkelighed på nær med Concorden.

Concorden var et supersonisk fly, der fløj i perioden 1976 til 2003 med en hastighed på Mach 2,04 i luftfarts-sprog, men som fik permanent flyveforbud tre år efter et flystyrt i Frankrig.

Boeings fremtidsfly vil kunne flyve med en hastighed på Mach 5.

Wikimedia

Medieforlig: Regeringen slukker ikke for FM-signalet

- Via TV 2 Nyhederne -

Regeringen havde planer om at slukke for FM-signalet inden 2021, men signalet får nu alligevel lov at til blive.

Det sker i forbindelse med en aftale om nyt medieforlig.

Det nye medieforlig løber efter planen til 2023, hvorfor FM-signalet tidligst vil blive slukket der.

I regeringens medieudspil fra april stod FM-signalet ellers til at blive lukket inden 2021.

Det havde blandt andet betydet, at to millioner danske bilradio skulle udskiftes, hvilket ville koste danske bilejere milliarder, imens staten kun ville spare småpenge.

Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn indkaldte også til samråd i juni omkring FM-signalet, da der var frygt for trafikkaos som følge af en potentiel FM-slukning, da P4’s trafikmeldinger ikke altid når bredt ud via digital radio.

Vivo

Vivo opgraderer face ID-teknologi: 10 gange flere ‘sensor points’ end Apple

- Via The Verge -

Kinesiske Vivo har afsløret face ID-teknologi, der kan lave 3D ansigtsscanninger med ti gange flere ‘sensor points’ end Apples iPhone X.

Det vil sige, at Vivos nye teknologi kan fange 300.000 ‘sensor points’ – altså data-punkter på eksempelvis ens ansigt.

Rekord-sensoren kan, ifølge Vivo selv, desuden opfange objekter op til tre meter væk.

Konkret vil sensoren sidde foran på telefonen ved siden af front-kameraet og fungerer ved at udsende lys, der måler, hvor lang tid det tager, før at lyset sendes tilbage til sensoren.

Med en sensor, der kan opfange objekter tre meter væk, kan sensoren også bruges til andet end at låse ens telefon op. Sådan en sensor vil også kunne opfange bevægelser og bruges til augmented reality-funktioner.

Ud over at være en af de første Android-baserede konkurrenter til Apple, når det kommer til Face ID, så har Vivo også senest imponeret med deres notch-fri smartphone med pop-ud kamera.

Wikimedia

Akon vil bygge afrikansk fremtidsby på kryptovalutaen AKoin

- Via BBC -

Popstjernen Akon har planer om at bygge en fremtidsby i Senegal – bygget op omkring hans egen kryptovaluta med navnet AKoin.

Ifølge Akon er kryptovaluta Afrikas redning, og AKoin skal være med til at give ‘crypto-power’ til unge entreprenører på kontinentet.

Men foruden selve krypto-mønten beskriver AKoin-hjemmesiden også planer om en fremtidsby, der med Akons egne ord er inspireret af den fiktive, afrikanske tech-by Wakanda fra Marvels “Black Panther”.

Ifølge hjemmesiden har Akon fået tildelt cirka otte kvadratkilometer af Senegals præsident til at bygge krypto-byen med navnet Akon Crypto City.

I byen, der vil være 100 % baseret på kryptovaluta, vil borgerne kunne købe, opbevare og bruge AKoin direkte fra deres smartphones.

Pixabay

Super-elcykler er godkendt til cykelstien: Kan køre 45 km/t

- Via dr.dk -

Folketinget har godkendt super-elcyklen med navnet ‘speed pedelecs’ til cykelstien. De kan køre 45 km/t.

Et flertal i Folketinget sørger nu for, at man fra på søndag må køre på speed pedelecs på cykelstien i en ny forsøgsordning.

Indtil nu har super-elcyklerne været betragtet som en knallert, hvorfor de var henvist til vejene sammen med bilerne.

Før skulle man være 18 år med knallertkørekort og bære hjelm, men fra søndag den 1. juli er det nok at være 15 år og have cykelhjelm på.

Da man i februar første gang talte om en kommende forsøgsordning, døbte cyklistforbundet også speed pedelecs som en sikkerhedsrisiko, og kaldte det tankeløst at lade dem køre på cykelstien.

Transportminister Ole Birk Olesen fortæller, at der er mulighed for at tilpasse ordningen, hvis der mod forventning skulle vise sig større problemer i forhold til færdselssikkerheden, da det netop er en forsøgsordning med løbende evaluering.

newz.dk

Apple og Samsung indgår forlig i patent-sag efter 7 år

- Via CNN - , indsendt af arne_v

Apple og Samsung har afsluttet en syv år lang patent-sag ved at indgå forlig.

Det er dog endnu ikke afsløret, hvad forliget indebærer.

Sagen startede i 2011 og omhandler Apples anklage mod Samsung om, at den sydkoreanske elektronik-producent skulle have kopieret iPhonens design og software-funktioner.

Senest i sagen afgjorde en domstol i Californien, at Samsung skulle betale 539 millioner dollars til Apple.

Det beløb er noget lavere end udgangspunktet fra 2012, hvor en jury dømte Samsung til at betale én milliard dollars til Apple.

Hverken Samsung eller Apple vil kommentere på sagen, men sidstnævnte refererer til en udtalelse fra sidste måned.

Her sagde Apple, at det altid har handlet om mere end penge for dem, hvor det i stedet i højere grad handler om at beskytte innovationen og det hårde arbejde fra Apples ansatte.