Som en del af det nye medieforlig vil man slukke for FM radio-signalet senest 2021.
Baggrunden for den beslutning er stadig uklar.
For foruden potentiel dårligere lydkvalitet sparer man tilsyneladende heller ikke mange penge ved at skifte til DAB-radio.
Ifølge Knud Erik Skouby, professor ved Aalborg Universitets Center for Kommunikation, Medier og Informationsteknologi, så sparer staten få millioner, imens det alene for de danske bilejere vil koste ti milliarder kroner at skifte til DAB-radioer.
Kulturministeriet vil ikke oplyse nuværende omkostninger, men i en tidligere 360-graders undersøgelse estimerer man, at FM-nettet vil koste 32 millioner kr. årligt i 2020. Hovedparten af den udgift er hos DR med 28 millioner.
Samme undersøgelse vurderer, at DAB-nettet vil koste 60,5 millioner i årlig drift. Dette er dog en udregning lavet før regeringen i efteråret præsenterede nye radiostationer på DAB+-båndet.
Samtidig kan man ikke bruge FM-frekvenserne til at udsende DAB-kanaler. Det er for det første, fordi Danmark har en aftale med FN-organet ITU om kun at bruge FM-frekvenserne til FM-radio.
For det andet lægges der op til en løsning, hvor at FM-frekvenserne bruges til at sende lokal-radio, så det kun er de nationale kanaler, der slukkes for at få folk over på DAB-nettet.