mboost-dp1

PBS A/S

Datatilsynet kræver tusindevis af NemID-certifikater spærret

- Via Computerworld DK - , redigeret af Emil

Datatilsynet har krævet, at DanID spærrer 27.611 NemID certifikater med øjeblikkelig virkning. Dette kommer som et resultat af den måde, hvorpå de pågældende NemID er blevet fremsendt til brugerne.

DanID har fremsendt to breve til brugerne med henholdsvis nøglekort og en pinkode. Imidlertid er disse breve afsendt således, at de er ankommet samme dag til brugerne, hvorfor certifikaterne teoretisk set kan være kompromitteret. Det fik Datatilsynet til at gå ind i sagen for to uger siden.

DanID har forklaret, at en forsinkelse af nøglekortene hos leverandøren har gjort, at de blev indleveret til postkontoret samtidigt med pinkoderne, hvorfor de blev udsendt sammen.

Selv mener DanID ikke, at fejlen er af en karakter, der har gjort det nødvendigt at spærre de berørte certifikater, men efter yderligere kommunikation med Datatilsynet, har de nu delvist indvilliget i kravene:

Jette Knudsen, pressechef, DanID, til CW skrev:
Men vi bliver nødt til at gør det på en skånsom måde, så vi ikke udelukker folk fra deres netbanker med mere. Så det bliver ikke fra den ene dag til den anden. Vi er ved at finde en egnet løsningsmodel.

AMD

Radeon HD 6000 får et nyt design

- Via Fudzilla - , redigeret af Emil

Det er tidligere blevet udtalt, at forskellen mellem arkitekturerne i den den eksisterende Radeon HD 5000 serie og den nye Radeon HD 6000 serie ikke bliver særlig stor.

Men dette betyder tilsyneladende ikke, at der kun vil blive et par procents ekstra kraft i den nye serie.

I den nye 6000-serie vil arkitekturen blive forbedret, således at der bliver bedre ydelse pr. watt og generelt bedre ydelse på alle områder.

Der vil desuden blive indført en ny teknologi kaldet UVD 3.0, der skal optimere Eyefinity-teknologien, således at det bliver nemmere og billigere at benytte sig at flere skærme ad gangen.

Det forlyder, at de nye kort burde begynde at dukke op i løbet af oktober, med et dual-chip-kort på vej inden årets udgang.

Google

Gmail introducerer prioriteret indbakke

- Via Gmail Blog - , redigeret af Emil

Holdet bag Gmail kan fortælle, at mange af deres brugere føler sig overvældet over de store mængder e-mails, som mange mennesker modtager i dag. Derfor har de nu indført test af en ny funktion kaldet prioriteret indbakke.

Den prioriterede indbakke filtrerer de knap så vigtige e-mails, f.eks. nyhedsbreve og lignende, fra de vigtige e-mails, på samme måde som et spamfilter fanger spammail. Dermed kan brugeren hurtigt se hvilke e-mails, som er vigtige at få læst, og hvilke e-mails der kan gemmes til senere.

Indbakken deles dermed op i tre dele: E-mails som er vigtige og endnu ikke læste, e-mails man har valgt at markere til senere læsning, og til sidst alt andet.

Du kan se en introduktionsvideo til den prioriterede indbakke nedenunder.

Facebook

Narcissister bruger meget tid på Facebook

- Via Fudzilla - , redigeret af Emil , indsendt af Rantanrave

I en undersøgelse foretaget af psykiateren Soraya Mehdizadeh fra York University i Toronto, blandt 100 studerende, viste der sig et tydeligt mønster i mængden af tid brugt på Facebook, og hvor navlebeskuende man var.

Mehdizadeh kunne konstatere, at personer med narcisstiske tendenser i højere grad anvender Facebook til at udstille sig selv, da de her har stor kontrol over, hvordan verden opfatter dem.

Hos de mandlige deltagere i undersøgelsen var det typisk fysiske egenskaber og udseendet, som blev fremhævet på billederne af dem selv frem for at vise billeder i sociale sammenhæng. Derudover blev der også brugt ekstra energi på at fremhæve, hvor klog man var.

Hos pigerne er tendensen den samme, her er det typisk billeder i letpåklædte situationer, som bliver vist frem.

Fælles for for både drenge og piger er, at narcissisterne oftere besøgte Facebook, end de som ikke var så selvoptagede.

Getmore A/S

Getmores lager beslaglagt af SKAT

- Via Computer Reseller News - , redigeret af kasperfmn , indsendt af Mr.destroyer

Online-forhandleren Getmore har flere gange været i SKATs søgelys, og firmaet gik da også konkurs tidligere på året, men nåede inden da at sælge sine aktiver til et andet selskab, der genbrugte navnet.

Det har dog ikke været nok til at tilfredsstille SKAT, idet de ved en aktion i går beslaglagde hele Getmores varelager samt inventar. Ud over beslaglæggelsen har SKAT også fået firmaets konti i Danske Bank spærret.

Den såkaldte arrest, der er blevet gennemført, er sket, fordi SKAT mener, de har et større tilgodehavende i Getmore ApS. Netop en sag om momssvindel for et større millionbeløb var årsagen til, det gik galt for det første Getmore, og det ser nu ud til, SKAT har fundet beviser for, at sagen også strækker sig ind i det nye selskab.

Hos CRN har man forsøgt at få en udtalelse fra både SKAT, Kammeradvokaten og Getmore, men uden held.

LG Display

LG fremviser 31″ OLED-tv

- Via flatpanels.dk - , redigeret af kasperfmn , indsendt af Billy Blaze

På den kommende IFA-messe (Internationaler Funk Ausstellung), der starter i morgen og løber frem til den 10. september, vil der blive fremvist en masse nye produkter fra elektronikindustrien samt en række prototyper.

Blandt sidstnævnte vil LG Display fremvise et OLED-fjernsyn på 31″, hvor skærmen blot er 2,9 mm tyk, hvilket de proklamerer er verdens tyndeste fjernsyn.

Opløsningen er på 1920×1080 pixels og billedet opdateres 600 gange i sekundet, hvilket gør fjernsynet velegnet til at vise 3D-indhold.

Der er ikke nævnt yderligere informationer, men som altid ved OLED-teknologien kan man forvente en meget høj kontrast, gode betragtningsvinkler og lynhurtig opdateringstid af billedet.

LG forventer, at det nye fjernsyn kommer på markedet i midten af 2011.

Diaspora

Kildekode til Facebook-konkurrent online om to uger

- Via TechCrunch - , redigeret af kasperfmn , indsendt af M.R.

Med over 200.000 dollars som startkapital, doneret af over 6.500 frivillige personer, så har fire studerende været i gang med at udvikle et decentraliseret socialt netværk, der kan blive en konkurrent til Facebook.

Navnet er Diaspora, og den 15. september vil projektet blive frigivet som open source via Github. I løbet af oktober forventer udviklerne at have den første alpha-udgave klar til test.

Diaspora blog skrev:
September 15 will be our open-source developer release. At that time, we will open up our github repository, publish our roadmap, and shift our development style to be more community oriented. We intend on launching a consumer facing alpha in October.

De fire studerende skabte en del opmærksomhed, da det lykkedes dem at indsamle langt flere penge end forventet via tjenesten Kickstarter. Målet var blot 10.000 dollars, men da indsamlingen stoppede, var de havnet på over 200.000 dollars.

Ud over de mange penge har flere dygtige og kendte udviklere og designere henvendt sig for at give råd og vejledning.

Læs også: Massiv support til ny social netværkstjeneste

Microsoft Corporation

Windows Phone 7 skal hjælpes i gang med reklamer for 2,5 mia. kroner

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Når Microsoft senere i efteråret lancerer den meget ventede Windows Phone 7, så sker det med al den støtte, der kan hentes i selskabets marketingsafdeling.

Ifølge hjemmesiden TechCrunch så vurderer analytikere, at afdelingen får et markedsføringsbudget øremærket til det nye mobile operativsystem på 400-500 millioner dollars, eller over 2,5 milliarder kroner.

Den kraftige satsning skyldes ifølge de fleste analytikere, at det er sidste chance for Microsoft til at komme tilbage på smartphonemarkedet, hvor konkurrenter som Apple og OHA (Open Handset Alliance) stormer frem med henholdsvis iOS og Android.

Det bliver ikke nødvendigvis fra smartphone-konkurrenterne, kunderne skal hentes, men mere fra de som vil skifte til en smartphone. Det vurderes derfor, det er her, markedsføringspengene vil blive fokuseret.

AMD

Første uofficielle test af Radeon HD 6800

- Via Fudzilla - , redigeret af Avenger- , indsendt af Rantanrave

AMD’s næste grafikkortsgeneration, 6000-serien, er endnu ikke officielt lanceret, men en kinesisk hjemmeside ser ud til at have fået fat i en tidlig udgave af et Radeon 6800-grafikkort, som de har testet.

Det er blevet til screenshots fra en række test, og selvom det tidligere er set, at sådanne billeder kan være fup, så har udvikleren af programmet GPU-Z udtalt til Fudzilla.com, at disse ser ud til at være den ægte vare.

Det vides ikke, hvilke systemspecifikationer der er blevet brugt til disse test, men det antages at være en Core i7-klasse computer.

I 3DMark Vantage kunne kortet, der går under kodenavnet Cayman XT, opnå en GPU-score på 11.762 point ved extreme-indtillingen, og 24.056 ved performance-indstillingen. For CPU blev der scoret lige omkring 25.900 point.

I Crysis, ved en opløsning på 1900×1200 og alle effekter sat til højeste kvalitet, samt 4x antialiasing, opnåede kortet et resultat på 43,55 fps.

Forudsat kortet har været testet ved standard-indstillinger, så tyder noget på, at “Cayman XT” kan blive det hurtigste single-chip-kort på markedet, kun overgået i råstyrke af Radeon HD 5970 dual-chip kortet.

SXC - Gokoroko

Internetgenerationen snyder mere til eksamen

- Via Politiken - , redigeret af Emil , indsendt af arne_v

At snyde til en eksamen er ikke noget nyt, men hos landets uddannelsesinstitutioner har man set en kedelig tendens til, at omfanget af snyd er stigende, nogle steder endda kraftigt stigende.

På Aarhus Universitet har man oplevet en stigning af snyd på ikke mindre end 88 % i perioden 2008 til 2009, hvilket giver sig udslag i flere og flere resultater, der er kopieret fra internettet.

Forklaringen er ifølge universiteterne, at den nuværende generation er vant til at finde deres informationer på nettet. Det er i sig selv ikke så problematisk, men når informationerne foreligger digitalt, så er det nemt at kopiere dem til sin egen opgave.

Det er ikke kun hos Aarhus Universitet, man oplever problemet, ifølge metroXpress ser man også mere snyd på Københavns Universitet og Copenhagen Business School.