mboost-dp1

Google Inc.

Google TV klar senere på efteråret

- Via Telegraph - , redigeret af Emil

Ved Google I/O, der blev afviklet i maj i år, kunne Google annoncere deres Google TV-projekt, der vil gøre det muligt at tilgå videomateriale på internettet ved blot at søge efter det.

Hidtil er der dog ikke kommet nogen produkter, der understøtter konceptet, men det vil der ifølge Eric Schmidt, Googles administrerende direktør, komme senere på efteråret.

I første omgang vil lanceringen af Google TV ske i USA, men Schmidt forventer en global lancering i 2011. Det blev igen understreget, at alt materiale, som bliver tilgængeligt via tjenesten, vil være gratis. I den forbindelse taler Google med flere tv-selskaber om at levere indhold, idet Schmidt finder det meget usandsynligt, de selv vil producere indhold til tjenesten.

Blandt de hardwareproducenter, der har meldt sig på banen med Google TV-understøttelse, er Sony, ligesom Samsung også forventes at tilbyde tjenesten i kommende fjernsyn.

Du kan lære mere om tjenesten i videoerne herunder.

Læs også: Google TV officielt annonceret

Oracle

Kold luft mellem HP og Oracle

- Via Computerworld - , redigeret af Emil

Efter ansættelsen hos Oracle af den tidligere administrerende direktør hos Hewlett-Packard, Mark Hurd, er Hurd blevet mødt af et søgsmål fra den store computerproducent, der mener, han overtræder sin fratrædelsesaftale.

HP er bange for, Hurd med sin viden om interne forhold i firmaet vil røbe forretningshemmeligheder til Oracle, hvilket han har skrevet under på, han ikke må. Der er ingen klausul i kontrakten, som forbyder ham at blive ansat hos Oracle, men HP antager, Hurd ikke kan udføre sit arbejde hos Oracle uden at bryde sin tavshedspligt.

Et andet punkt i aftalen med Hurd ser dog ud til at være brudt, idet Hurd var forpligtiget til at meddele HP, hvis han ville tage arbejde hos en konkurrent i op til et år efter sin fratrædelse.

Hos Oracle har Larry Ellison ikke taget godt imod anklagerne mod Hurd og langer voldsomt ud efter HP’s bestyrelse, som han mener slet ikke tænker på sin mangeårige partner (Oracle) samt medarbejdere og aktionærer. I den forbindelse kan han ikke se, hvorledes Oracle og HP fortsat kan have et samarbejde.

Larry Ellison, administrerende direktør for Oracle skrev:
The HP Board is making it virtually impossible for Oracle and HP to continue to cooperate and work together in the IT marketplace.

www.politi.dk

Stor europæisk razzia gennemført mod fildelingstjenester

- Via TorrentFreak - , redigeret af Emil

I går rykkede politiet i 14 forskellige europæiske lande ud for at udføre razziaer mod en lang række hostingselskaber med det formål at få ram på serverne til flere fildelingstjenester.

Ifølge hjemmesiden Torrenfreak var især Sverige af stor interesse for den europæiske aktion, hvor syv forskellige lokaliteter fik besøg af myndighederne. Blandt disse var internetudbyderen PRQ, der for nyligt indgik aftale om at hoste servere for Wikileaks.

Det fik flere medier til at skrive, at målet også var whistleblower-siden, men det er senere afkræftet, idet lederen for PRQ har kunnet dementere oplysningerne. Politiet var blot interesseret i informationer om trafik stammende fra to ip-adresser. Der blev ikke udleveret noget hardware.

I forbindelse med razziaerne røg den velkendte torrent-tracker The Pirate Bay også offline, men kom senere online igen fra andre lokationer.

Hele aktionen, der omfattede razziaer på 48 lokaliteter i de 14 lande, er resultatet af en to år lang undersøgelse foretaget af det belgiske politi.

Secunia

PSI opdaterer applikationer automatisk

- Via Computerworld -

Secunias Personal Software Inspector (PSI) kan i den nye version 2.0 selv hente og installere opdateringer til en række programmer.

PSI 2.0 er nu i betatest. Programmet undersøger, hvilke applikationer der er installeret på en pc. Derefter tjekker det, om nogle af dem savner opdateringer.

Nyt i forhold til forgængeren er, at programmet nu selv kan hente og installere opdateringer til nogle applikationer.

I et blogindlæg oplyser Secunia, at stort set alt andet end selve scanningsdelen af programmet er skrevet om i version 2.0.

Det har blandt andet fået en ny brugergrænseflade samt integration med det kommercielle produkt CSI (Corporate Software Inspector), som netop er kommet i version 4.1.

Google

Chrome fejrer fødselsdag med lancering af Chrome 6

- Via Chrome Blog -

Sent i sidste uge kunne Google fejre to-års fødselsdag for deres browser Chrome, der siden udgivelsen af version 1.0 har oplevet en hektisk udvikling.

Meget passende har Google benyttet fødselsdagen til at lancere den sjette udgave af browseren, der vanen tro betyder introduktionen af nye funktioner, forbedringer og fejlrettelser.

På overfladen har Google gjort den allerede simple brugergrænseflade endnu mere simpel ved blandt andet at kombinere browserens to menuer, så der nu er en, mens flere af knapperne har også fået en ansigtsløftning.

Det er igen lykkedes at gøre browseren en smule hurtigere, ligesom den er blevet endnu mere stabil.

Har man ikke Chrome i forvejen, eller ikke fået opdateret sin udgavae via den automatiske opdatering, så kan man hente Chrome 6 (6.0.472.53) til Windows, OS X og Linux hos Google.

Microsoft

Gratis værktøj sikrer applikationer

- Via Microsoft -

Med EMET fra Microsoft kan man udstyre gamle applikationer med moderne sikkerhedsfunktioner uden at skulle rekompilere dem.

EMET (Enhanced Mitigation Experience Toolkit) er et værktøj, som kan forhindre, at sårbarheder i applikationer bliver udnyttet af angribere.

Det kan fx være en sårbarhed i form af et bufferoverløb. Her kan man med EMET slå funktioner som DEP (Data Execution Prevention) og ASLR (Address Space Layout Randomization) til. En tredje mulighed er Structured Exception Handler Overwrite Protection (SEHOP), der forhindrer, at en exception handler overskrives på stakken eller i et datasegment.

Microsoft har netop frigivet version 2.0 af EMET. Som noget nyt har værktøjet nu fået en grafisk brugergrænseflade, hvor man kan styre beskyttelsen af de enkelte applikationer.

I alt understøtter EMET 2.0 seks former for beskyttelse. De er beskrevet nærmere i dette blogindlæg.

Oracle

Mark Hurd bliver daglig leder af Oracle

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

Rygterne talte sandt; den tidligere administrerende direktør for Hewlett-Packard, Mark Hurd, har fundet nyt arbejde hos sin personlige ven Larry Ellisons firma Oracle.

Det bliver heller ikke hvilken som helst stilling, Hurd skal overtage, idet han bliver vicepræsident for Oracle og svarer direkte til Ellison, sammen med den anden vicepræsident Safra Catz.

Den nye stilling får Hurd på bekostning af Charles Phillips, der hidtil har varetaget posten som Ellisons højre hånd. Philips har ifølge en udmelding fra Oracle valgt at stoppe hos Oracle, hvilket også gav plads til Hurd i Oracles bestyrelse.

Selv udtaler Ellison, at han er meget glad for ansættelsen og har store forventninger til Hurd.

Larry Ellison, administrerende direktør for Oracle skrev:
Mark did a brilliant job at HP and I expect he’ll do even better at Oracle. There is no executive in the IT world with more relevant experience than Mark.

Rent fagligt passer Hurd godt ind i Oracle, der efter opkøbet af Sun også er blevet et hardware-firma, en funktion som ingen af de eksisterende cheffer har erfaring med.

I sine fem år hos HP lykkedes det Hurd at fordoble firmaets aktieværdi og gøre HP til verdens største computerproducent.

Getmore A/S

PBS har lukket for betalinger hos Getmore

- Via CRN DK - , redigeret af Net_Srak

Til trods for, at Getmore stadig holder liv i deres hjemmeside og tilbyder en lang række produkter til salg, så er det ikke muligt at handle hos dem. Årsagen er, at PBS har lukket for deres betalingsaftaler.

Det er uvist, om aftalerne er permanent lukkede eller blot suspenderede, men effekten er, at hvis man prøver at gennemføre en handel med kreditkort på siden, så vil den fejle til sidst, når banken skal kontaktes.

Hos PBS oplyser pressechef Søren Winge til CRN, at Getmores aftaler blev lukket ned i fredags, og at kunder derfor vil få deres kreditkortbetalinger afvist.

Getmores hjemmeside var en kort overgang ikke tilgængelig, efter det kom frem, de havde fået frataget deres e-mærke. Da siden igen kom online, var det uden e-handelsfondens blåstempling.

Læs mere: Getmore frataget e-mærket

NYT: Selvom getmore’s online aktiver er sat i bero, så undlader deres samarbejdspartner paypal, ikke at udsende e-mails med henvisning til og påskønnelse om handel hos getmore.dk

Metaline Ltd.

Just-Eat-stifter vil satse på online-psykologi

- Via Mentaline - , redigeret af Net_Srak

Manden bag succesen Just-Eat, Jesper Buch, har flere gange forsøgt sig med nye udfordringer, og nu er han klar med en ny, der adskiller sig markant fra, hvad han tidligere har prøvet, online-psykologi.

Under navnet Mentaline.com vil Buch samle behandlere og klienter inden for coaching, terapi og psykologi, så klienterne kan finde lige netop den person, de har brug for, og modtage online-konsultation.

Buch har store forventninger til den nye hjemmeside, som han mener træder ind på et endnu uopdyrket marked med et meget stort potentiale.

Jesper Buch skrev:
Just-Eat handlede for mig ikke så meget om mad. Det handlede om en proces mellem forbrugere og leverandører, som vi, så at sige, ‘satte strøm på.’ De erfaringer, som jeg har gjort mig i den branche kan benyttes andre steder, hvor der er et udbud og en efterspørgsel, – og det er der indenfor personlig rådgivning, coaching og psykologkonsultationer.

Den nye tjeneste har allerede over 230 behandlere tilknyttet, og hjemmesiden er startet i en beta-udgave i Danmark og Storbritannien. Forretningen for Jesper Buch og partnere består i et oprettelsesgebyr for behandlere og et gebyr på 10 % for hver gennemført session. Derudover vil det være muligt at booke behandlere til foredrag, såkaldte Masterclasses, hvor flere personer kan følge med på en gang fra forskellige lokationer.

sxc.hu

Mindre virksomheder døjer med it-uvidenhed

- Via PCWorld Business Center - , redigeret af Net_Srak , indsendt af mireigi

Der dukker jævnligt undersøgelser op, der viser, vi i Danmark er godt med, når det kommer til brugen og interessen for it, men det er ikke alle områder, det ser lige godt ud for.

Hos Håndværksrådet har man gennemført en undersøgelse blandt sine medlemmer, og her viser det sig, at kun 40 % af de adspurgte mener, deres ansatte har de fornødende it-færdigheder.

Hos mange af de mindre virksomheder kan det at vedhæfte en fil til en e-mail volde problemer, ligesom kommunikation med offentlige myndigheder også er en udfordring hos mange.

Resultatet af undersøgelsen er kommet som en overraskelse for Håndværksrådet, der også kan konkludere, at der findes store forskelle mellem de enkelte medarbejdere i det samme firma.

Blandt de adspurgte virksomheder er der dog også stor interesse i at forbedre it-færdighederne hos medarbejderne. Nogle vil satse på sidemandsoplæring, hvor medarbejderne hjælper hinanden, andre via kurser.