Secunias Personal Software Inspector (PSI) kan i den nye version 2.0 selv hente og installere opdateringer til en række programmer.
PSI 2.0 er nu i betatest. Programmet undersøger, hvilke applikationer der er installeret på en pc. Derefter tjekker det, om nogle af dem savner opdateringer.
Nyt i forhold til forgængeren er, at programmet nu selv kan hente og installere opdateringer til nogle applikationer.
I et blogindlæg oplyser Secunia, at stort set alt andet end selve scanningsdelen af programmet er skrevet om i version 2.0.
Det har blandt andet fået en ny brugergrænseflade samt integration med det kommercielle produkt CSI (Corporate Software Inspector), som netop er kommet i version 4.1.