mboost-dp1

AMD

AMD fremviser APU til netbooks

- Via Anandtech - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Medallish

For nyligt kom der en lang række detaljer frem om AMD’s kommende Buldozer og Bobcat-arkitekturer, men det har haltet lidt med detaljer om specifikke produkter.

Til IFA-messen har AMD nu fremvist to APU’er (Accelerated Processing Unit), der er deres betegnelse for en kombineret CPU og GPU tiltænkt mobile enheder.

Den ene har en TDP på 9W og skal konkurrere med Intels Atom CPU med indbygget GPU (Pine Trail), og den anden har en TDP på 18 W, der gør den velegnet til laptops.

De to APU’er går p.t. under navnene Ontario og Zacate og indeholder begge to CPU-kerner og en DirectX 11-kompatibel GPU. Der er ikke nævnt nogen specifikationer for, hvilken ydelse de opnår, men det forventes, at Ontario (9 W) er markant hurtigere end Intels pendant Atom N550 (8,5 W).

AMD forventer at starte masseproduktion af de to chips i slutningen af i år, så de er klar hos producenterne i starten af 2011.

Flickr - remon.rijper

NSA leder: USA har en pligt til at sikre internettet

- Via ThreatPost - , redigeret af Pernicious

General Keith Alexander, lederen af USAs National Security Agency (NSA) og kommandør for United States Cyber Command, har udtalt, at USA har et ansvar for at beskytte internettet mod både interne og eksterne trusler og angreb.

General Alexander fortæller, at den amerikanske regering tager dette ansvar meget seriøst, uden dog at gå i detaljer med hvordan de rent faktisk har tænkt sig at tackle denne opgave.

General Keith Alexander skrev:
The Internet is fragile. Our economic and national security, privacy and civil liberties are fully dependent on the Internet. It is critical we improve our security posture. The threats are real. Malicious actors a continent away can exploit our networks. They’re becoming better organized and sophisticated at exploiting weaknesses in our technologies.

Både Obamas og Bushs administrationer er tidligere blevet kritiseret for deres initiativer inden for cybersikkerhed, specielt i forhold til hvordan regeringen deler data med den private sektor.

Google

Slut med at trykke “Enter”: Google lancerer Google Instant

- Via Google - , redigeret af Pernicious , indsendt af zin

Under en pressekonference onsdag lancerede Google en helt ny måde at søge på, Google Instant, som gør det muligt at se søgeresultater, imens søgeordet indtastes.

Google Instant forudser, hvilket søgeord man er ved at skrive, og kommer herefter med resultater, inden søgeordet er skrevet færdigt. Det betyder ifølge Google, at man i snit sparer mellem to og fem sekunder per søgning.

Google Instant bliver i første omgang kun lanceret i USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Rusland. Ifølge Googles egen side om Google Instant, vil funktionen blive udbredt til mange flere lande over ”de næste mange måneder”, hvilket betyder, at Danmark må lade sig vente.

Det er imidlertid muligt at prøve funktionen, hvis du logger ind på Google’s engelske søgeside her.

Klik på videoen herunder for at se Google Instant i aktion:

SXC - Obscenity

Sensorer på hjernen aflæser “tænkte ord”

- Via Telegraph - , redigeret af Pernicious

Det er lykkedes forskere fra Utah Universitet at aflæse tanker hos en forsøgsperson med 76-90 % nøjagtighed.

Dette er gjort ved at placere 2 gange 16 elektroder direkte på henholdsvis hjernens område, som styrer ansigtets muskulatur, og på “Wernickes område”, der virker som “sprogoversætter” for hjernen.

Elektroderne er en ny type, der sidder på selve hjernen i stedet for at blive stukket ind i hjernen, som man normalt har gjort. Det har gjort eksperimentet muligt, da man tidligere ikke har anset det for sikkert at stikke elektroder ind i områder, der kontrollerer tale.

Endnu er der mange forbedringer, som skal laves, inden systemet vil kunne bruges effektivt på en patient. Ordforrådet, der i testen var på 10 ord, skal udvides, ligesom genkendelsesnøjagtigheden skal øges. Forskerne håber dog at kunne tilbyde en begrænset “oversætterboks” til f.eks. lammede patienter, der ikke kan tale, om 2-3 år.

ESA

Større variation af asteroider end antaget

- Via Science Daily - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af ktg

Astronomer er gået i gang med at undersøge et udvalg af de omkring 7.000 kendte asteroider, der er i nærheden af Jorden, med blandt andet NASAs Spitzer-teleskop, og efter de første 100 er undersøgt, har de fået den første overraskelse.

Teleskopet, der arbejder i det infrarøde spektrum, har afsløret, at de observerede asteroider er mere forskellige i deres sammensætning end hidtil antaget.

Sammensætningen af materialerne i en asteroide fortæller noget om, hvor den stammer fra, og med opdagelsen kan forskerne konkludere, at det er en blandet pose bolsjer, som kredser rundt i nærheden af Jorden.

Ud over de 100 asteroider, som er blevet næstuderet, så vil man undersøge yderligere 600 for at få et endnu bedre indblik i, hvordan solsystemet er dannet. Mange af asteroiderne stammer tilbage fra, da Jorden blev dannet, og kan have været med til at bringe vand og liv til vores planet.

Samsung

Samsung på vej med 1080p video på smartphones

- Via Conceivably Tech - , redigeret af Pernicious

Samsung er på vej med en smartphone-processor med to kerner, som er baseret på ARM-arkitekturen. Den nye processor giver ved grafisk arbejde en ydelse der skulle være fem gange så stor som nuværende chips og giver dermed mulighed for at afspille og optage video i 1080p.

Samsung har udtalt, at de vil offentliggøre deres første processor med to kerner til smartphones, netbooks og tablet-computere i det fjerde kvartal i år. Chippens kaldenavn er indtil videre Orion, og den indeholder altså to kerner på 1 GHz hver.

Apples A4-processor, som bruges i deres iPhone, regnes i dag for den bedste processor til smartphones, men meget tyder altså på, at de næste år vil blive presset ud i en opgradering, sandsynligvis med to kerner, eftersom flere andre smartphoneproducenter ser ud til at arbejde på lignende produkter.

remora.ca

DI ITEK ønsker national strategi mod botnet

- Via DI ITEK - , redigeret af OnkelDunkel

Hos det danske branchefællesskab for virksomheder inden for it, tele, elektronik og kommunikation, DI ITEK, ser man botnet som en af de mest aktuelle trusler p.t. mod det danske it-sikkerhedsbillede.

Derfor opfordrer organisationen nu til, at der bliver iværksat en fælles indsats mod eksisterende og fremtidige botnet ved at bekæmpe dem hos forbrugerne og internetudbyderne.

I et seks sider langt oplæg til en national strategi peger DI ITEK på, at det er embedsværket, politikere og internetudydere (ISP’er), som har de største muligheder for at hjælpe.

Politikerne opfordres til at give grønt lys for, at ISP’erne kan overvåge kundernes trafikmønstre, således at hvis der er trafik til ip-adresser, der er kendte Command & Control (C&C)- eller drop-servere, så kan kunden advares om dette, eller trafikken lukkes ned. Derudover bør ISP’erne følge en fælles blackliste over C&C- og drop-servere.

Ifølge de seneste undersøgelser vurderes det, at op mod 100.000 computere i Danmark deltager i et eller flere botnet.

flickr - Redvers

Tyskland går til angreb mod botnet

- Via PC World - , redigeret af Emil , indsendt af LordMike

Ligesom i mange andre lande så er tyske computere også udsat for malware, og en del af disse computere er ikke beskyttede godt nok og bliver derfor til zombier i et af de mange botnet, som eksisterer.

Det tyske indenrigsministerium vil nu ikke længere se passivt til og har derfor iværksat en kampagne, som skal få tyskerne til at rydde op på deres computere og fjerne malwaren.

Under navnet “The German Anti-Botnet Initiative” er målet at få fjernet så meget malware, at Tyskland ryger ud af top 10-listen over lande med mest botnet-aktivitet. En af måderne til at opnå dette er ved at lade internetudbyderene identificere ip-adresser med mistænksom aktivitet og derefter informere ejeren om, at vedkommende sandsynligvis er med i et botnet. Kunden kan så kontakte en hotline og få hjælp til at rense sin computer.

Kampagnen starter den 15. september i forbindelse med den årlige Anti-spam-konference, som afholdes i Wiesbaden. For at få en god start, er der bevilliget to millioner euro eller ca. 15 millioner kroner til kampagnen.

Invincea

Virtualiseret browser skal hindre angreb

- Via Network World -

Invincea Browser Protection lover at beskytte mod alle former for webbaserede angreb ved at køre browseren i et virtuelt miljø.

Produktet er vokset ud af forskning ved DARPA (Defense Advanced Research Projects Agency) og George Mason University. Formålet er at forhindre skadelige websteder i at overtage browsere.

Invincea Browser Protection placerer brugerens almindelige browser i et særligt virtuelt miljø, hvor den kører i en isoleret “sandkasse.” Programmet overvåger al kommunikation mellem browseren og webservere.

Genskaber automatisk
Når det opdager noget, der ligner et angreb, bliver hele det virtuelle system genskabt, så angrebet uskadeliggøres. Systemet anvender ikke signaturer til at genkende skadelige programmer, i stedet kigger det på, hvordan programmer og websider opfører sig.

Ifølge Invincea har systemet minimal indflydelse på performance.

Firmaet oplyser ikke priser på sit websted. Programmet kører under Windows, Windows 7 er dog endnu ikke understøttet. Alle gængse browsere kan bruges.

Flickr - Johnnie W@lker

newz.dk ryger midlertidigt offline i nat

- Via newz.dk - , redigeret af Emil

Som nogle måske har bemærket gennem den seneste tid, har der nogle gange været dårlig adgang til vore sider, eller slet ingen adgang. Det skyldes vores nuværende hostingudbyder, VPS.net, som ikke har vist den stabilitet, vi har ønsket.

Det tager vi nu konsekvensen af og skifter til en anden udbyder i løbet af i nat, danske WWI, hvorfor alle vores sider, newz.dk, Railgun.dk, MacNation.dk, IT-dialog samt søstersiden Filmz.dk, vil ryge offline engang efter midnat. Forhåbentlig tager flytningen af vores sites kun få timer og vil skabe mindst mulig forstyrrelse for jer læsere.

Det kan ikke udelukkes, der skal justeres lidt på nogle knapper, efterhånden som der kommer brugere, og dermed belastning, på de nye servere i løbet af torsdagen. Oplever man nogen gener, skal man være velkommen til at nævne dem i newz-forummet.