mboost-dp1

Spatial View

Se 3D-film på din iPhone

- Via Business Insider - , redigeret af Emil , indsendt af StilTazz

En ny applikation er på vej til iPhone, som gør det muligt at se film i 3D-format direkte på den populære mobiltelefon. Det er firmaet Spatial View, som vil lancere filmbutikken 3DeeCentral, hvorfra man kan købe 3D-film direkte til sin håndholdte enhed.
Spatial View har lavet en applikation, som giver adgang til butikken, og den venter nu på at blive behandlet af App Stores godkendelses-team.

Business Insider har prøvet den nye applikation, og de er umiddelbart begejsterede, selvom effekten ikke er lige så overvældende som på en stor biografskærm. Der er dog et enkelt men: For at opnå 3D-effekten skal man købe et stykke hardware – en meget tynd skærm, som man sætter oven på den eksisterende skærm på sin iPhone 3G eller 3GS. Til gengæld slipper man for at bære briller af tvivlsomt udseende.

Butikken, den eksterne skærm og applikationen vil være tilgængelige på det amerikanske marked senere på året. Den ekstra skærm forventes at få en pris på under 20 amerikanske dollars, cirka 110 danske kroner, og Spatial View oplyser desuden, at de også er på vej med lignende skærme til iPhone 4, iPad og en række Android-enheder.

Wikimedia

Wikimedia forsøger sig med P2P-distribueret video

- Via Wikimedia Technical Blog - , redigeret af kasperfmn

Efter kampagner for at få video på Wikipedia kan den online encyklopædis moderorganisation Wikimedia fortælle, at brugen af video på dens hjemmesider stiger, en udvikling, som de håber også vil fortsætte i fremtiden.

Den øgede trafik, som videoerne skaber, er dog mange gange større, end hvis man kun distribuerer tekst og billeder, sådan som Wikipedia gør mest. For at holde udgifterne til denne trafik nede, besluttede organisationen sig for at teste alternative distribueringsplatforme og har til sidst valgt P2P-Next.

P2P-Next er et EU-støttet program, som arbejder med fremtidens videodistribution over internettet. De har til mål at sænke omkostningerne ved at blande content delivery networks med P2P-distribuering gennem BitTorrent, og deres projekt støttes også af flere store firmaer, blandt andet BBC og Pioneer. For nyligt har P2P-Next udgivet Swarmplayer v2.0, som i øjeblikket kun understøtter Firefox, mens en udvidelse til Internet Explorer er under udvikling.

Swarmplayer gør det muligt for brugerne at donere båndbredde til at hjælpe med distributionen af de videoer, som man ser, og virker nu med alle videoer på Wikimedias sider. Udvidelsen gør det også muligt at bestemme, hvor meget båndbredde man vil bruge til at uploade. Selv hvis man ikke uploader noget, vil programmet hjælpe, idet man henter videoen fra P2P-netværket og siden fra cachen i stedet for Wikimedias servere.

OpenOffice.org

OpenOffice-folk fortsætter som LibreOffice efter brud med Oracle

- Via The Register - , redigeret af Emil , indsendt af arne_v

Efter Oracles opkøb af Sun har flere af de originale Sun-folk efter uenigheder forladt firmaet. Noget lignende er nu sket blandt udviklerne på OpenOffice, som netop har løsrevet sig fra Oracle.

OpenOffice bliver dermed uafhængig af et enkelt firma og fortsætter eksistensen med en styrende komité bestående af blandt andet udviklere. For at synliggøre ændringerne yderligere skifter organisationen bag navn fra OpenOffice.org Project til The Document Foundation, mens selve produktsuiten er blevet midlertidigt omdøbt til LibreOffice.

Oracle er blevet inviteret til at blive en del af The Document Foundation og yderligere bedt om at donere brandet OpenOffice.org til den nye organisation. Indtil da vil produktet altså beholde navnet LibreOffice.

Organisationer, som har støttet bruddet med Oracle og oprettelsen af The Document Foundation er Novell, Red Hat, Canonical, The Open Source Initiative, The Free Software Foundation og Google.

NASA

FN’s ambasadør for rumvæsner var en misforståelse

- Via Guardian - , indsendt af mehanika

Skulle Jorden få besøg af rumvæsner, så bliver det ikke astrofysikeren Mazlan Othman, der bliver den første, de skal snakke med, sådan som det ellers forlød fra en række medier, inklusiv newz.dk.

Det fremgik ellers af avisen Sunday Times, at Othman, i kraft af sin position som leder af FN’s Office for Outer Space Affairs (Unoosa), ville anbefale sig selv som den person, der skulle varetage den første kontakt. Det skulle ske i forbindelse med en konference i næste uge.

Othman vil deltage til konferencen, men ikke for at snakke om rumvæsner, derimod bliver emnet objekter, der kredser i nærheden eller kan komme i nærheden af Jorden.

Den eneste kommentar, der er kommet fra Othman, er, at stillingen som rum-ambassadør lyder cool, men at hun desværre må benægte historien.

Læs også: FN vil udpege ambassadør for rumvæsner

Amazon

Amazon vil åbne en Android app-store

- Via TechCrunch - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af Aputech

Ud over Android Market så dukker der flere og flere alternative Android App-stores op, og nu ser det ud til, at Amazon også vil blande sig på dette marked.

Ifølge hjemmesiden TechCrunch vil Amazon inden længe lancere en lukket butik, hvor det kun er enheder, Amazon har godkendt, der kan handle i deres udgave af Android Market.

Fordelingen af indtjeningen er som udgangspunkt den samme som i de fleste andre, 70 % til udviklerne og 30 % til Amazon. Der er dog også nævnt en fordeling på 80/20, men her hersker der lidt forvirring.

Det vil koste udviklere 99 dollars er være med, ligesom hos Apple. Vælger man at udvikle til tjenesten, så stilles der en række betingelser. Heriblandt finder man, at udviklerne skal forpligtige sig til at opdatere deres software hos Amazon, samtidigt med at de gør det i eventuelle andre app-stores.

I forbindelse med oplysningerne om Amazons nye tiltag, så er de første rygter også dukket op om, at firmaet er på vej med en Android-baseret tablet-computer.

Flickr - Jacob Bøtter

Danske unge har urealistiske forventninger til jobmarkedet

- Via Politiken - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af arne_v

Allerede i starten af august kom det frem, at unge danskere, ifølge en europæisk undersøgelse, har meget store forventninger til både løn og arbejdstid, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Nu bakker en ny undersøgelse fra rekrutteringskoncernen Randstad, som Politiken har kigget på, op om dette.

Ifølge Randstad er unge i dag blevet forkælet hjemmefra, således at de har alt for høje forhåbninger, når de skal ud på arbejdsmarkedet; så meget, at flere vil blive noget skuffede, når de skal starte på deres første job.

Mathias Askholm, ungdomssekretær i HK Ungdom til Politiken skrev:
De unge er vokset op med konstant ros og anderkendelse fra bl.a. forældrene. Det ophører pludselig, når de får et job. De bliver overraskede over, at der er en rangstige på arbejdsmarkedet, som de skal klatre op ad […]

I stedet for at se de forskellige forventninger som et problem, så opfordres virksomhederne til at håndtere de unge på en anden måde. Nutidens unge kommer ofte med en god portion kreativitet og ambitioner, faktorer som bør udnyttes.

Mathias Askholm til Politiken skrev:
Lyt til dem, og hjælp dem med at realisere og udvikle deres ideer, så de ikke går tabt i et land, der i den grad har brug for innovation.

Læs også: Unge danskere regner med høj løn og meget fritid

Research In Motion

RIM fremviser tablet-computeren PlayBook

- Via engadget - , redigeret af Pernicious , indsendt af Aputech

Canadiske Research In Motion (RIM), kendte for at producere BlackBerry-telefonerne, har på den årlige BlackBerry Developer Conference offentliggjort deres tablet-computer kaldet PlayBook.

Tablet-computeren vil køre et OS kaldet BlackBerry Tablet OS, som blandt andet vil understøtte OpenGL og POSIX samt HTML5 gennem RIMs WebWorks SDK, som lover mulighed for web-applikationer. Herudover er der understøttelse af Flash 10.1 samt Adobe AIR-programmer.

PlayBooken vil have en skærm på 7″ med en opløsning på 1024 x 600 samt multi-touch og herudover en Cortex A9-baseret dual-core 1 GHz CPU samt 1 GB RAM. Foran vil der være et kamera på 3 megapixel, mens et kamera på 5 megapixel vil sidde på bagsiden. Der vil være videounderstøttelse op til 1080p samt henholdsvis en HDMI- og microUSB-port. WiFi er understøttet med 802.11a-, b-, g- og n-specifikationerne, og der er desuden Bluetooth 2.1.

Slutteligt har PlayBooken dimensionerne 13 x 19 cm med en tykkelse på 1 cm og vejer 400 gram.

SXC - flaivoloka

Databaseydelse kan forbedres med op til ti gange ifølge dansk ph.d-studerende

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Når det kommer til databaser, så er et af de vigtigste parametre, hvor hurtig den er til at levere resultatet på en given forespørgsel. Danske Rasmus Resen Amossen håber på, han han gøre en forskel på det område, og tjene penge på det. Det skriver Version2.

Amossen er ved at færdiggøre sit ph.d-projekt, som skal afleveres om to måneder, hvor han har kigget på tre områder, han mener, der kan forbedres. De omfatter måden, man tilgår data på, størrelsen af de data man tilgår og mængden af data, som kan behandles i et givent tidsrum.

I forbindelse med arbejdet på sit ph.d-projekt har Amossen i nogle tilfælde opnået forbedringer på helt op til 10 gange, fordi han har reduceret den mængde data, der skal gennemgås med 90 %. Det er en meget kraftig forbedring, og selv ved forbedringer på “kun” det dobbelte, vil det have kommerciel interesse for mange virksomheder.

Når ph.d.-projektet er afsluttet, håber Amossen at kunne finde en investor, så han kan få etableret et firma, der skal arbejde videre med projektet.

Microsoft Corporation

Slut med at blogge via Windows Live Spaces

- Via ZDNet - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Windcape

Igennem den seneste tid har der floreret rygter om, at Microsoft ikke ville holde deres blog-tjeneste Windows Live Spaces i live. Det rygte viste sig i går at holde vand, da Microsoft annoncerede, at tjenesten vil lukke.

Alle de, som har en blog via Microsofts tjeneste, vil dog ikke blive efterladt uden mulighed for at blogge videre, idet redmond-firmaet har lavet en aftale med WordPress, der stiller blog-plads til rådighed hos dem.

For at lette overgangen har WordPress udviklet et konverteringsværktøj, der kan flytte ens Windows Live Spaces-indhold til WordPress. Microsoft lover, flytningen vil være nem, idet den foregår automatisk.

Der vil være et vindue på seks måneder til at få flyttet sin blog, derefter vil alt indhold på Spaces blive slettet. Det vil også være muligt at gemme sit indhold fra Spaces på sin computer, så man kan oprette en blog i et andet blog-system end WordPress.

Flickr - Emuishere Peliculas

Musiktjeneste med 10 millioner “gratis” numre

- Via TorrentFreak - , redigeret af Net_Srak , indsendt af daninino

I sidste uge startede en ny musiktjeneste, der skiller sig markant ud fra de fleste andre, der eksisterer p.t., idet den er gratis, men indeholder op mod 10 millioner musiknumre.

Tjenesten består af programmet Mulve, der skal bruges for at få adgang til de mange musiknumre, og som også er navnet på tjenesten. Det er ifølge hjemmesiden Torrentfreak resultatet af flere års arbejde af to personer, der begge selv er musikere.

Den eneste form for indtægt til de to udviklere er umiddelbart frivillige donationer, ligesom programmet også kan vise reklamer. Der er ikke oplyst ret mange tekniske detaljer om programmet, men ifølge Torrentfreak fungerer det simpelt-udseende program rigtigt godt, både hvad angår udvalget af musik, og hastigheden hvorved det kan hentes.

Der er ikke tale om fildeling, torrents eller lignende, men derimod ser det ud til, at musikken kommer fra servere i Rusland. Den nye tjeneste er helt sikkert en torn i øjet på musikindustrien, der forventes at vil prøve at få den lukket ned. P.t. er det ikke muligt at tilgå Mulve.com, angiveligt pga. overbelastede servere.