mboost-dp1

Dell

Dell dropper BlackBerry

- Via Wall Street Journal - , redigeret af Emil , indsendt af Woller

Dell har besluttet sig for at skifte sine 25.000 medarbejderes BlackBerry-telefoner ud med deres egen Dell Venue Pro, som kører med Windows Phone 7. Samtidig vil firmaet lancere en service, som skal hjælpe firmaets kunder med at foretage samme skifte.

Skiftet vil spare Dell 25 % af deres udgifter til telefoner, primært fordi det ikke længere vil være nødvendigt at køre BlackBerry-servere. Samtidig overvejer Dell ligefrem at sælge medarbejdernes udskiftede BlackBerry-telefoner gennem eBay.

Brian Gladden, Chief Financial Officer ved Dell, udtaler, at firmaet ikke har informeret canadiske Research In Motion, producenten bag BlackBerry, om udskiftningen.

Brian Gladden, Chief Financial Officer ved Dell skrev:
It’s not clear to them the scope of what we’re doing. […] Clearly in this decision we are competing with RIM, because we’re kicking them out.

Google

Google og Facebook i strid om kontaktoplysninger

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Google har mange Gmail-brugere, og Facebook har mange brugere. En måde, nye brugere på Facebook hurtigt kan finde sine venner, er at søge efter dem via en kontaktliste i f.eks. Gmail. Den mulighed er der nu lukket for.

Google har udsendt en mindre rettelse til sine betingelser for brug af Gmail, og her fremgår det nu, at hvis man ønsker at tilgå data fra Google via enten “Contacts Data API” eller “Portable Contacts API”, så skal man ligeledes stille sine egne data til rådighed.

Det udelukker effektivt Facebook, idet den sociale netværkstjeneste ikke tillader Google at hente kontaktinformationer fra deres netværk uden en samarbejdsaftale.

Facebook har allerede en aftale i stand med både Microsoft og Yahoo!, men med det nye tiltag ser det ikke ud til, at Google og Facebook deler data lige foreløbig.

SXC - Obscenity

Elektrisk stød til hjernen kan give bedre matematiske evner

- Via TG Daily - , redigeret af Net_Srak

Matematik er for mange ikke det sjoveste at bryde hovedet med, men ny forskning fra Oxford University viser, at det engang i fremtiden måske kan blive nemmere ved at manipulere med hjernen.

I et forsøg på 15 personer, der blev delt op i tre grupper, blev to af grupperne udsat for en jævnspænding hen over isselappen. Den ene gruppe fik tilført spændingen én vej, den anden den modsatte vej.

Alle tre gruppe blev derefter oplært i en række symboler, der repræsenterede forskellige tal, herefter skulle de løse en række matematiske opgaver ud fra symbolerne.

Gruppen af testpersoner, der modtog spændingen fra højre til venstre over isselappen, klarede sig godt i øvelserne, hvorimod de som modtog spændingen den modsatte vej, havde et matematikniveau som en seks-årig. Placebogruppen havnede imellem de to grupper.

Forskerne fulgte op på gruppen, der havde klaret opgaverne godt, et halvt år efter, og her var den positive effekt af behandlingen stadig til stede.

Til trods for det bemærkelsesværdige resultat, så påpeger forskerne, at der er tale om tidlige eksperimenter, der skal efterforskes meget mere, førend metoden kan anvendes som en egentlig behandling.

Flickr - dweekly

Oracle-chef skal vidne mod SAP

- Via The Inquirer - , redigeret af Avenger-

I sagen mellem Oracle og SAP, hvor der for få dage siden blev indgået et delforlig, som kostede SAP 640 millioner kroner, fortsætter en anden del af sagen i retten på mandag.

Det forventes, at tilhørerpladserne bliver fyldt til bristepunktet, idet selveste Larry Ellison indtager vidnestolen i sagen, hvor det SAP-ejede TomorrowNow-selskab beskyldes for industrispionage med Oracle.

SAP har indrømmet en del af anklagerne, men mener ikke, de økonomiske konsekvenser løber op i mere end $40 millioner, hvilket er langt fra det tal, Oracle gerne vil have i erstatning. Databasespecialisten mener, de har lidt et tab på $2 milliarder.

Det forventes dog ikke at blive en debat om erstatningskravets størrelse, der vil være fokuspunktet for Ellisons vidneudsagn, men derimod tidligere SAP-chef Leo Apotheker, der netop er startet som administrerende direktør hos HP.

SAP, og nu også HP, har tidligere udtalt, at Apotheker ikke har noget med TomorrowNow-sagen at gøre, men det skulle Ellison angiveligt kunne bevise, ikke passer.

Læs også: SAP betaler 640 mio kroner til Oracle

Google

Fejl i Google Maps førte til invasion af Costa Rica

- Via TechSpot - , redigeret af Avenger-

En af de mest populær korttjenester i verden er Googles Google Maps, der i detaljer angiver verdens geografi i både satellitfotos og kort. Ikke alle detaljer ser dog ud til at være helt korrekte, hvilket en militær kommandør fra den nicaraguanske hær forleden måtte sande.

I en del af Nicaragua, der grænser op til Costa Rica, havde kommandøren indtaget et landområde, hvor han fandt et Costa Ricansk flag, der efterfølgende blev fjernet. Samtidigt blev området ryddet for skov og en del af en flod blev rengjort. Problemet var blot, at kommandøren og hans tropper befandt sig på Costa Ricansk jord.

I stedet for at bruge officielle kort havde kommandøren anvendt Google, og her er grænsen angivet forkert. Hos Google er man gået i gang med at undersøge sagen, men kan ikke oplyse, hvorfra de fejlagtige informationer stammer.

Modsat Google Maps så viser Bing Maps den korrekte grænseføring, som den har været siden 1858.

sxc.hu - simonok

OECD-netværk kompromitteret i tre måneder

- Via EU Observer - , redigeret af Avenger- , indsendt af ignuz

Organisationen for de 33 rigeste lande i verden, OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) har haft problemer med sikkerheden i deres computernetværk gennem de seneste tre måneder.

I august opdagede it-folk i organisationen, at der var mistænksom aktivitet på en række computere og i deres netværk. Det viste sig, at flere computere var blevet inficeret med software, der kunne overvåge aktiviterne på dem.

Siden august har man med hjælp fra franske sikkerhedsfirmaer været i gang med at rydde op i det store netværk, men man er endnu ikke sikker på, at alle trusler er fjernet.

Stephen Di Biasio, talsmand for OECD skrev:
We’ve got a team trying to close down their points of entry, but we’re not in a position today to say we’ve cleared them out of our system.

Det er endnu uklart, om det er fremmede myndigheder eller privatpersoner, som står bag angrebet, men en del af trafikken er sporet til Asien. Angrebet har ikke været af destruktiv art, men ser ud til kun at have omfattet informationsindsamling.

SXC - creationc

Amerikansk kvinde idømt millionbøde for piratkopiering

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious , indsendt af Dr.pikkuk

En kvinde, Jammie Thomas-Rasset, fra den amerikanske stat Minnesota er af et nævningeting blevet dømt til at betale en erstatning på $1,5 millioner, godt 7,86 millioner kroner, for at have piratkopieret og delt 24 sange tilbage i april 2006 gennem Kazaa. Erstatningen går til Capitol Records og svarer til mere end 327.000 kroner per sang.

Dommen faldt i tredje ombæring af retssagen, og Thomas-Rasset ventes at anke, så det vil være nødvendigt at fortsætte i endnu en omgang. Hun blev oprindeligt anklaget for at have delt 1.700 sange og blev af en jury dømt skyldig. Dermed skulle hun have betalt $222.000, men inden det blev aktuelt, erklærede dommeren, at han havde begået en fejl under instrueringen af juryen, og derfor blev det nødvendigt at lade sagen gå om. Anden del af sagen fandt sted i 2009 og dømte hende til at betale $1,92 millioner, mere end 10 millioner kroner.

Thomas-Rasset bad dengang om at lade sagen gå om eller lade bøden reducere. En dommer mente, at den enorme bøde var chokerende, og reducerede bøden til godt 283.000 kroner. RIAA kontaktede derefter Thomas-Rasset og fortalte, at de ville acceptere en betaling på godt 131.000 kroner, hvis hun indvilligede i at bede dommeren om at fjerne reduceringen fra sagens notater, hvilket hun nægtede.

Jubii A/S

Yahoo! vender tilbage på dansk i samarbejde med Jubii

- , redigeret af Emil

Yahoo! valgte for nogle år siden at forlade det danske hjemmesidemarked og har siden da opereret med en engelsk hjemmeside her i landet. Dog ser Yahoo! ud til at have ændret mening igen, da de nu er vendt tilbage med en dansk hjemmeside. Som en vigtig del af denne hjemmeside finder man danske Jubii, den engang så populære internetportal, som er blevet valgt til at stå for annoncerne på hjemmesiden.

Jubii har været nødt til at ændre fokus i løbet af de seneste år, i takt med at besøgstallet på deres hjemmeside er svundet ind. En af ændringerne har været firmaets nye mediestrategi, som for første gang i flere år har gjort firmaet til en overskudsforretning. Varetagelse af annoncer beskrives som en vigtig del af denne nye strategi, hvorfor aftalen med Yahoo! passer perfekt.

Yahoo! er allerede nu Danmarks 11. mest besøgte hjemmeside og får omkring 1,4 millioner hits om måneden

SXC - tatlici

Tyrkiet blokerer igen adgangen til YouTube

- Via telegraph.co.uk - , redigeret af Emil

En tyrkisk dom har blokeret for YouTube i 30 måneder, efter en video er blevet uploadet på videosiden, som angiveligt viser den tidligere leder af landets opposition i seng med en kvindelig assistent.

En anden tyrkisk domstol afsluttede i weekenden ellers den blokering af YouTube, som landet har haft siden maj 2008. Dengang lød begrundelsen, at der var blevet uploadet en video, som fornærmede Mustafa Kemal Ataturk, republikkens grundlægger.

Til at starte med blev den oprindelige blokering fjernet, efter et firma ansat af den tyrkiske regering anmeldte klippet for brud på ophavsretsloven, men Google vurderede, at klippet ikke overtrådte nogens rettigheder, og lagde derfor videoen op igen.

Blokeringen kan for de tyrkiske brugere omgåes ved at benytte sig af en proxy.

St. Andrews University

Et skridt nærmere en usynlighedskappe

- Via BBC - , redigeret af Emil

Flere forskere verden over arbejder på at lave, hvad der minder om en usynlighedskappe, som den er kendt fra Harry Potter-filmene. I stedet for magi anvender forskerne metamaterialer, og her har et hold af forskere fra Storbritannien opnået et stort fremskridt.

Arbejdet med metamaterialer, især hvis de skal være fleksible, har været meget omstændeligt, og hidtidige resultater har fokuseret på lange bølgelængder, der er nemmere at manipulere.

Det har betydet, at usynlighed kun har været en realitet ved infrarøde lysbølger, men holdet af forskere fra St. Andrews University, leddet af Andrea Di Falco, har lavet et materiale, der tillader kortere bølgelængder.

Endnu er der ikke tale om, at man kan lave en usynlighedskappe, men en ekspert i metamaterialer kalder det nye materiale et stort skridt i den rigtige retning.

Det nye materiale forventes at kunne bruges til f.eks. kameralinser og kontaktlinser under de rette forhold. Yderligere oplysninger om det nye materiale kan læses hos New Journal of Physics.