mboost-dp1

Wikileaks.org

Amazon smider Wikileaks på porten

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Efter at være hostet hos et selskab i Sverige, flyttede whistleblower-tjenesten Wikileaks sine aktiviteter til Amazon sky-baserede system, efter de var blevet offer for et DDoS-angreb.

Flere spekulerede i hvor længe Amazon ville acceptere dem som kunde, og svaret kom i går, hvor det amerikanske firma valgte at smide Wikileaks på porten.

I et brev til den amerikanske senator Joe Lieberman, forklarer Amazon at de har taget en beslutning om ikke at hoste Wikileaks mange dokumenter, hvilket Lieberman er glad for, selvom han gerne så beslutningen blev taget hurtigere.

Han opfordrer desuden til, at ingen selskaber vælger at hjælpe Wikileaks med at hoste deres materiale, som han påpeger er indsamlet ulovligt.

Til trods for Amazons beslutning er Wikileaks dog ikke offline, idet de har fundet tilbage til deres tidligere svenske hostingselskab, Bahnhof AB.

Læs også: Wikileaks ramt af DDoS-angreb, flytter til Amazon

Rejsekortselskabet

Ny ballade om Rejsekortet

- Via Berlingske Business - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Indtil videre har det offentlige brugt over 700 millioner kroner på at få lavet et landsdækkende rejsekortsystem, men de mange penge har ikke ført til et fungerende system, og nu overvejer Transportministeren at finde en ny teknisk leverandør.

Ministeren, Hans Christian Schmidt, har tidligere udtalt, at han ikke længere vil acceptere flere forsinkelser, hvilket den tekniske leverandør bag Rejsekortet, East-West Denmark skulle have garanteret ved et møde i går.

Aftalen skulle lyde, at Rejsekortet vil være landsdækkende inden udgangen af 2012, omend i en reduceret udgave. Kan det ikke lade sig gøre, så truer ministeren med at opsige kontrakten med leverandøren.

Ifølge konsulenter fra Gartner, der har foretaget en undersøgelse af situationen på foranledning af ministeren, så mener de det bør være realistisk at nå det opsatte mål.

Den endelige beslutning forventes at komme fra ministeren den 15. december.

Google

Fejl fik Google.dk-trafik til at ende hos one.com

- Via Version2 - , redigeret af Avenger- , indsendt af dkr

I en times tid i går eftermiddag oplevede brugere af google.dk, at de, i stedet for den velkendte søgemaskine, blev mødt med en tom side hos hostingudbyderen One.com.

Hvordan domænenavnet pludselig pegede på en anden adresse, og det hos DK-Hostmaster var registreret, at domænet anvendte one.coms navneservere, er endnu usikkert, men faktum er, at der er blevet foretaget en redelegering.

Redelegering af et domæne sker efter en anmodning til DK-Hostmaster, der efterfølgende spørger hos domæneejeren, om det er i orden, hvortil domæneejeren svarer tilbage, om det er ok. Det er der nogen fra Google, der har svaret ja til, hvorefter redelegeringen er blevet gennemført.

Da fejlen blev opdaget henvendte Google sig til både DK-Hostmaster og One.com, der begge var behjælpelige med at løse problemet.

Hos Google meddeler man, at der har været tale om en forkert DNS-opdatering, og hos DK-Hostmaster vil man i dag undersøge nærmere, hvem der har bedt om redelegeringen.

Microsoft Corporation

HP dropper Windows Home Server

- Via The Inquirer - , redigeret af Net_Srak

Verdens største computerproducent, Hewlett-Packard, har netop oplyst, at de ikke vil udvikle produkter baseret på den kommende nye udgave af Windows Home Server (WHS), der går under navnet Vail.

HP vil fortsætte med at sælge resterende produkter baseret på den nuværende udgave af WHS, ligesom de vil fortsætte med at supportere produkterne i garantiperioden.

Nuværende medarbejder, der har arbejdet med WHS er allerede blev tildelt andre opgaver hos HP, heriblandt udvikling af WebOS2.

Meddelelsen fra HP kommer umiddelbart i kølvandet på en annoncering fra Microsoft, om at de fjernede understøttelsen af Drive Extender (DE) i Vail, hvilket vakte en del kritik bland WHS-tilhængere.

Microsoft afviser dog, at HP’s beslutning har noget at gøre med fjernelsen af DE i Vail.

Læs også: Microsoft dropper Drive extender til Windows Home Server

SXC - IndianSumm

Mikrobølger kan øge harddiskkapacitet

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak

Selvom SSD’er er et interessant alternativ til harddiske, så det fortsat en meget dyr fornøjelse, især ved større lagerkapaciteter. Det er derfor fortsat interessant at udvikle harddisken og nu har Hitachi fremvist en prototype på en ny måde at øge datatætheden i disse.

Der findes allerede flere bud hvordan man kan omgå de fysiske begrænsninger, der eksisterer med den nuværende harddiskteknologi. En af dem er at benytte mikrobølger, såkaldt Microwave Magnetic Recording (MMR).

Hidtil har denne metode blot eksisteret som en teori, men nu er det lykkedes forskerne fra Hitachi at bygge en prototype på et MMR-læse/skrivehoved, der kan klare en datatæthed på op til 1 terabit pr. kvadrattomme.

Det er nogenlunde det samme der er grænsen for hvad man mener den nuværende teknologi kan strækkes til, men med MMR, mener forskerne at kunne nå op på 3 terabit.

Det er så godt et resultat, at hvis det kan kommercialiseres, vil kunne erstatte et par af de andre idéer. Det er nu op til ASTC (Advanced Storage Technology Consortium) om teknologien skal med på køreplanen for fremtidig harddiskteknologi. Dette anses dog som sandsynligt idet Hitachi var med til at grundlægge organisationen.

SXC - juliaf

Julekonkurrence på newz.dk

- Via newz.dk -

Det er blevet den 1. december, sneen har bredt sig over det ganske land og nu har du muligheden for at vinde et Premium MSDN-abonnement samt en Xbox360 med Kinect.

I samarbejde med Microsoft er vi glade for at kunne starte en lille julekonkurrence, hvor det gælder om at finde julenisser.

Nissen har gemt sig på Microsofts danske MSDN-side, og kigger kun frem tre gange i løbet af dagene op til jul. Kan du finde ud af hvilke dage der er tale om, så kan du stemme om dagene i konkurrencen.

Har du stemt på de rigtige dage, så deltager du i lodtrækningen om præmierne. Der kan læses mere om konkurrencen ved at klikke på overskriften.

Motorola Inc.

Motorola splittes op i to den 4. januar

- Via The Inquirer - , redigeret af OnkelDunkel

Den amerikanske elektronikkæmpe Motorola, har i længere tid gået med planer om at splitte firmaet op i to dele, en plan der nu bliver en realitet den 4. januar 2011.

Opsplitningen vil avle firmaerne Motorola Mobility og Motorola Solutions, hvor førstnævnte vil komme til at varetage alt omkring mobiltelefoni og settop-bokse. Motorola Solutions vil henvende sig til virksomheder og omfatter blandt andet firmaets sikkerhedsprodukter.

For aktionærerne i det nuværende Motorola vil opsplitningen betyde, at de nu får andele i begge de nye virksomheder. For hver aktie i det nye Motorola Mobility skal aktionærerne af med otte af de nuværende aktier. Tilsvarende byttes aktierne i forholdet 1:7 for Motorola Solutions.

Med opsplitningen håber Motorola at styrke deres forretning, der især på markedet for mobiltelefoner, har haft det vanskeligt de seneste år.

Department of Defense

1.760 PS3’er bliver til supercomputer

- Via Cleveland Live - , redigeret af OnkelDunkel , indsendt af Lundt

De fleste bruger en PlayStation3 til at spille krævende spil, men i USA har Forsvarsministeriet bygget en supercomputer af 1.760 af Sonys konsoller.

Supercomputeren har navnet “Condor Cluster” og yder ifølge ministeriet oplysninger op til 500 TFLOPs, hvilket giver computeren en 33.-plads på top 500-listen over verdens supercomputere.

Formålet med Condor Cluster er blandt andet at analysere højtopløselige satelitbilleder med milliarder af pixels i realtid, en opgave der før kunne tage op til flere timer.

Supercomputeren er udviklet i samarbejde med Sony, og omfatter ud over de mange konsoller, også 168 grafiske enheder og 84 servere, der håndterer data i supercomputeren.

Prisen for supercomputeren er markant mindre end hvad en traditionel supercomputer ville have kostet. Forsvarsministeriet har betalt $2 millioner for computeren, hvilket er under en tiendedel.

Samtidig er også energiforbruget markant mindre end en tilsvarende supercomputer, selvom man ikke kunne bruge PS3 Slim til projektet, da den ikke tillader afvikling af Linux.

U.S. Air Force

Hemmeligt rumskib lander om få dage

- Via TG Daily - , redigeret af Avenger-

Det amerikanske luftvåbens tophemmelige rumskib X-37B blev sendt ud i rummet den 23. april i år, og har siden befundet sig i kredsløb om Jorden, hvor den har udført en hemmelig mission.

Rumfartøjet minder om en miniudgave af en rumfærge, men er udstyret med solpaneler, så den kan opholde sig i rummet i længere tid af gangen.

Lykkedes det at få fartøjet sikkert ned på Jorden, vil det være den første autonome landing af et amerikansk rumfartøj nogensinde på en landingsbane. Landingen forventes at finde sted tidligst på fredag den 3. december, men afhængigt af vejret, kan den udskydes til den 6. december.

Amatørastronomer har ivrigt fulgt X-37B i dets kredsløb, men mistede kontakten til den i en periode, for senere at finde den i en anden bane. Hvorfor fartøjet pludselig forlod sin oprindelige bane er ikke oplyst, men flyvevåbnet har tidligere sagt, at der er tale om en mission, der skal teste X-37B, heriblandt navigation.

Microsoft Corporation

Microsoft bekræfter “klip & sæt ind” til WP7

- Via engadget - , redigeret af Avenger- , indsendt af Zombie Steve Jobs

Da Windows Phone 7 (WP7) udkom var der mange, som undrede sig over, at Microsoft havde valgt at lave den samme fejl som Apple, ved at frigive styresystemet uden muligheden for at klippe eller kopiere tekst fra et sted og indsætte det et andet.

Apple valgte efterfølgende at tilføje muligheden, og det har Microsoft nu også valgt at gøre. I den kommende opdatering til WP7 er det nu blevet bekræftet, at funktionen vil blive tilføjet.

Microsoft skrev:
Microsoft is committed to delivering regular updates to the Windows Phone experience. Our first update will make copy & paste available in early 2011.

Opdateringen tilføjer en lang række nyheder, og er tidligere blevet omtalt af holdet bag ChevronWP7 som værende så omfattende, at det er lige før, man kunne kalde den for Windows Phone 8.