mboost-dp1

newz.dk

Eksperter: Telefonen kan have erstattet kontanter og kreditkort i år 2020

- Via Pew Internet & American Life Project - , redigeret af Pernicious

En undersøgelse foretaget af Pew Research Center viser, at eksperter og internetbrugere regner med, at kreditkort og kontanter stort set vil være udfaset i år 2020.

Brugerundersøgelsen blev udført med 1.021 deltagere udvalgt ud fra deres tilknytning til den teknologiske verden, herunder ledere fra Google og Microsoft samt professorer ved forskellige amerikanske universiteter.

65 % af deltagerne svarede, at betaling med smartphone efter deres mening i 2020 vil være bredt accepteret som betalingsform, der måske endda vil have erstattet det meste af brugen af kreditkort og kontanter.

I stedet regner de med, at forbrugerne vil betale blandt andet via applikationer, NFC-løsninger så som Google Wallet, og værktøjer så som Square og PayPal Here.

Hal Varian, Google skrev:
The 2020 date might be a bit optimistic, but I’m sure that this will happen. What is in your wallet now? Identification, payment and personal items. All this will easily fit in your mobile device and will inevitably do so.

Ikke alle deltagerne var dog lige positive overfor ideen. 33 % svarede, at de ikke stoler på NFC-betaling, som fungerer ved, at en smartphone føres tæt på en betalingsterminal. Nogle uddybbede, at mulighederne for at blive hacket ville blive for store, og at de derfor ikke ville turde gennemføre større køb via telefonen.

IKEA

IKEA vil sælge tv-møbler med indbygget lyd og billede

- Via IKEA - , redigeret af Pernicious , indsendt af Magten

Den velkendte svenske møbelproducent IKEA har på møbelmessen i Milano annonceret en ny møbelserie, som integrerer tv, lydsystem og medieafspilning i et enkelt møbel.

Vareserien får navnet UPPLEVA, og møblerne kommer til at indeholde et LED Smart TV med internetadgang, et 2.1 lydsystem med en trådløs subwoofer, samt indbygget afspiller til CD, DVD og Blu-ray.

Specifikationer for systemer peger på, at tv’erne tilbydes i 4 størrelser på 24 tommer, 32 tommer, 40 tommer og 46 tommer, som alle understøtter 400 Hz 1080p, har 4 HDMI-indgange, 2 USB-indgange og understøtter afspilning af DivX HD.

UPPLEVA-serien produceres af den kinesiske virksomhed TCL, der i Europa ejer en stor del af Alcatel. Alle modellerne sættes til salg i Danmark til oktober. Den mindste model får en pris på 6.500 svenske kroner.

Du kan se IKEAs videopræsentation af UPPLEVA nedenunder.

Samsung

Rygte: Samsung vil gøre Galaxy S III til OL 2012-smartphone

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

De Olympiske Lege finder som bekendt sted i London i juli i år, og det blev for nyligt officielt, at Samsung har i sinde at holde en Samsung Galaxy III event i London i maj.

Dette synes måske ved første øjekast som en tilfældighed, men ifølge en anonym kilde, er dette langt fra tilfældet. Kilden hævder således, at Samsung har i sinde at markedsføre deres kommende flagskib som den officielle OL 2012-smartphone, mens det asiatiske firma ligeledes vil tilbyde en eksklusiv OL 2012-model af den kommende Galaxy S III.

Informationen vedrørende hardwaren i Samsungs kommende Galaxy S III-model er indtil videre meget begrænset, men samme kilde, som har givet oplysningerne vedrørende OL-modellen, mener også at vide, at Galaxy S III kommer i 2 farver (sort/blå og hvid), at der tilbydes henholdsvis 16 GB og 32 GB intern hukommelse, at telefonen kommer med Samsungs nye quad-core Exynos processor og at skærmen besidder en opløsning på hele 1920 x 1080 pixels.

Om der er hold i rygterne vides ikke, og som det ser ud i øjeblikket, må vi sandsynligvis vente med at få be- eller afkræftet de mange rygter, indtil Samsungs event løber af stablen i maj.

Telia

Telia øger upload-hastigheden på 4G

- Via Telia - , redigeret af Pernicious , indsendt af ignuz

Teleselskabet Telia har hævet upload-hastigheden på deres 4G-netværk, således at kunder af firmaets mobile bredbånd nu kan sende filer med op til 40 Mbit uden at skulle betale ekstra.

Privatkunder havde før en upload-hastighed på 5 Mbit, mens erhvervskunder kunne uploade med 10 Mbit, men ændringen til 40 Mbit gælder begge typer kunder. Telia fortæller dog, at den gennemsnitlige upload-hastighed, som kunder kan forvente, kommer til at ligge mellem 5 Mbit og 20 Mbit, mens download-hastigheden vil ligge imellem 10 Mbit og 40 Mbit.

Christoph Nørgaard, Telia skrev:
Vores kunder får et markant forbedret produkt uden at skulle betale ekstra, og det er selvfølgelig en fantastisk nyhed at kunne give danskerne. Det får især betydning for de kunder, som deler filer online.

Hastighedsændringen træder i kraft med det samme, og gælder både nye og gamle kunder.

Motorola Inc.

Motorola dropper sandsynligvis Texas Instruments til fordel for Qualcomm

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Motorola har gennem lang tid haft et intimt samarbejde med Texas Instruments og periodevis NVIDIA i forbindelse med hardware til firmaets smartphones og tablets, men de seneste benchmarks fra firmaets kommende modeller synes nu at vise, at Motorola satser på Qualcomm og deres Snapdragon S4 til deres næste generation af gadgets.

Langt hovedparten af Motorolas seneste enheder så som RAZR eller DROID har ellers været baseret på Texas Instruments’ OMAP-processorer, men samarbejdet ser altså nu ud til at løbe ud i sandet, sandsynligvis på grund af, at Motorola i fremtiden vil tilbyde 720p hd-telefoner.

Med et farvel til Texas Instruments vil Motorola ikke komme til at anvende den kommende OMAP 5 chip. Skiftet betyder derimod, at Motorolas kommende telefoner får samme processor som den HTC One-model, der den seneste tid har imponeret eksperterne.

Endnu har Motorola ikke givet nogen officiel meddelelse vedrørende skiftet, hvorfor enkelte mener, at de slet ikke skifter til Qualcomm, men i virkeligheden til Intel og deres Medfield-chipset.

Rovio

Rovio advarer mod falske Angry Birds-applikationer

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Folkene bag det efterhånden enorme Angry Birds-brand, Rovio, har for nyligt i en pressemeddelelse advaret mod at downloade Angry Birds og specielt Angry Birds Space fra uofficielle sider. I stedet rådes folk til at sikre sig, at de downloader den officielle version fra Google Play og App Store, hvis de har interesse i at hente en af Rovios applikationer.

Advarslen kommer efter, at Rovio gennem de seneste dage har modtaget et øget antal anmeldelser af falske applikationer indeholdende virus, hvor også programmer, der stjæler brugerinformation fra de inficerede telefoner eller tablets, er fundet.

Ifølge Rovio ligger problemet hovedsageligt i forbindelse med download af firmaets nye Angry Birds Space, men også den originale version af Angry Birds har gennem den sidste uges tid givet problemer.

Google

Google kan nu også kalde deres mail-system for Gmail i Tyskland

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Google har haft firmaets e-mail service, Gmail, tilgængelig i Tyskland siden 2005, men har indtil nu ikke kunne anvende navnet G-mail, hvorfor Google hidtil har anvendt Googlemail.com i Tyskland.

Begrundelsen ligger i, at en Tysk entreprenør kaldet Daniel Giersch omkring år 2000 opererede med en mailservice kaldet Giersch mail, der ligesom Googles mail blev forkortet Gmail. Daniel Giersch havde dengang varemærke på navnet, og selvom Google i 2007 appellerede mod afgørelsen til Daniel Gierschs fordel, var de uden held.

Grunden til at Google nu kan bruge Gmail-navnet i Tyskland er således, at firmaet har indgået en personlig aftale med Daniel Giersch, der sikrer tyskeren mere end halvanden million danske kroner i kompensation for det navn han ikke længere anvender.

Meizu

Meizu annoncerer MX Quad-core med Exynos-processor

- Via Slashgear - , redigeret af Net_Srak

Bare fem måneder efter den kinesiske supertelefon Meizu MX blev offentliggjort, får telefonen nu den quad-core processor, den var rygtet til at få i første omgang. Dog er det ikke lige den quad-core man dengang forventede.

Telefonen kommer nemlig med Samsungs Exynos A9, der derved for alvor debuterer på smartphonemarkedet. Samtidigt lover den kinesiske producent, at dens nye telefon får 60 procent bedre performance og 50 procent mere GPU-kraft end dens forgænger, hvilket, hvis det viser sig at være sandt, betyder, at telefonen bliver blandt de hurtigste i verden.

Endvidere synes opløsningen på telefonen at stige til minimum 1024×600 pixels, hvilket giver en DPI på 292. Telefonen kommer med enten 32 eller 64 GB intern hukommelse og Ice Cream Sandwich-styresystem, hvilket ligeledes er en opgradering fra den Gingerbread-model firmaet tidligere lancerede.

Desværre synes telefonen kun at komme i Kina i første omgang, men flere rygter melder om, at den kinesiske producent ligeledes overvejer en Europæisk udgivelse, afhængig af hvordan telefonen klarer sig i Kina.

Flickr - skreuzer

USA: Ny internetudbyder vil sikre privatlivet

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious , indsendt af thimon

Nicholas Merrill blev i 2010 kendt for, som den første person at stå imod FBI’s krav om at udlevere kundeoplysninger fra den ISP han drev.

Merrill brød sig ikke om at være uvillig informant for FBI, på baggrund af hvad han mente var meget tvivlsomme kendelser. Dommeren i sagen var enig og mente at sagen var forfatningsstridig.

På baggrund af sine oplevelser, vil Merrill nu starte en ISP, hvor man via teknologi, specielt kryptering, vil sørge for, at det bliver umuligt at kunne udlevere data til myndighederne.

I 1994 indførte myndighederne Communications Assistance for Law Enforcement Act (CALEA), der i bund og grund betyder, at alle teleselskaber skal gøre deres netværk tilgængelige for FBI. En undtagelse i reglerne er, at ISP’erne ikke kan pålægges, at dekryptere data hvis de ikke har midlerne til dette.

Det er denne undtagelse Merrill vil bygge sin løsning på, således det kun er kunderne selv, der kan dekryptere deres data. Dertil kommer, at man kun vil foretage et minimum af logning.

Merrill er i øjeblikket gang med at finde penge til projektet via investorer og crowd-sourcing og håber på, at kunne starte op i løbet af 2012.

FBI syntes ikke overraskende, at det er en dårlig idé, da de mister muligheden for at overvåge kriminel aktivitet.

Microsoft Corporation

Microsoft laver cloudløsning til 7 millioner indiske studerende

- Via MSDN Blogs - , redigeret af Pernicious , indsendt af Magten

I Indien har myndighederne under ledelse af All India Council for Technical Education (AICTE) bestemt, at over 10.000 tekniske gymnasier og institutter skal have Microsofts Live@edu løsning.

Live@edu bruges allerede af 22 millioner personer i resten af verden og får nu 7 millioner indiske studerende, samt 500.000 lærer og andet skolepersonel med i ordningen. AICTE bliver dermed Microsofts største cloud-kunde.

Hele løsningen forventes at blive rullet ud i løbet af kun 3 måneder og vil give brugerne adgang til Microsoft Office Web Apps, instant messaging, e-mail og storage, samt udvidet support i form af BizSpark, der blandt andet giver adgang til udviklingsværktøjer fra Microsoft.