mboost-dp1

newz.dk

Online medier har det svært

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Net_Srak

Det er velkendt at de traditionelle medier i form af aviser har problemer med indtjeningen, grundet den store udbredelse af internettet i form af onlinemedier.

Nicola Bruno og Rasmus Kleis Nielsen fra RUC har sammenlignet tyske, franske og italienske online medier mod de traditionelle etablerede medier. Forskerne kunne se, at det er svært for et nyt online medie at slå igennem og konkurrere med de etablerede medier, til trods for at de etablerede medier har økonomiske problemer. Det skriver Videnskab.dk.

Blandt andet undersøgte de tre nye online medier i Tyskland, hvor det ene nåede at lukke inden undersøgelsen var færdig, det andet har store økonomiske problemer, mens det tredje overlever på hovedsagligt e-handel og arrangementer. Det tredje medie, Perlentaucher.de, er en online kulturguide, der henviser til hvad andre medier skriver om kulturelt og viser også vej til kulturarrangementer. Perlentaucher.de har sin indtægt fra primært e-handel og arrangementer, mens reklamer udgør en mindre del.


De samme tendenser ses også i Frankrig og Italien. Dermed mener forskerne at journalistikken i sig selv ikke kan oppebære en indtjening, der retfærdiggør en stor stab af journalister.

Rasmus Kleis Nielsen, RUC skrev:
Der er ingen tvivl om, at det er umuligt at klare sig på en annoncebaseret forretningsmodel. Udbuddet af indhold er for stort, og det vokser konstant. Værdien af besøgende falder år for år, så det er nødvendigt at vokse for at bevare status quo i indtjeningen.

Han mener at skylden for nedgangen i annonceindtægter skal findes hos de store spillere på markedet for reklamer. Her tænkes især på Google, Facebook, Yahoo og Microsoft, mens også Apple og Amazon tjener penge på reklamer.

Dog fremhæver Rasmus Kleis Nielsen et eksempel i form af Altinget.dk, hvor Altinget.dk’s målgruppe er virksomheder og personer, som har behov for at følge med i det politiske liv på Christiansborg. Dette giver en gruppe af virksomheder og personer som er villige til at betale for information. Dermed har Altinget.dk formået at finde en niche, hvor de står stærkt i forhold til andre medier.

Forskerne har i deres undersøgelse kun kigget på ikke-engelsksprogede medier, men de fortæller at tendensen også er den samme for engelsksprogede medier.

Forskerne mener at nye online mediers overlevelse er en succes-parameter i sig selv, hvor de mener at overlevelse afhænger af at have lave omkostninger, en klar målgruppe og flere forskellige indtjeningsstrømme.

I fremtiden mener forskerne, at modellen for distribution af nyheder vil blive ændret henimod små online nyhedsmedier med mange frivillige i modsætning til et traditionelt nyhedsimperium som aviser. Dermed vil det også betyde at mange journalister kan finde sig selv som freelancere.

Nogle af de online medier forskerne har snakket med, siger dog at de har startet deres online medie op som en form for protest mod de etablerede medier, da de mener at de etablerede medier hovedsageligt kun videreformidler nyheder og pressemeddelelser fra magthaverne.

Martin Keene/PA

Ikke alle SMS-forkortelser er nye

- Via Mashable.com - , redigeret af Pernicious

Ved afsendelse af sms-beskeder og tweets er det normalt at bruge forkortelser for at optimere den begrænsede plads.

Det har fået personer, som ikke er vokset op med SMS og Twitter, til at blive irriteret over alle de forkortelser som bruges. En af de populære forkortelser er OMG, der så sent som sidste år blev optaget i Oxford English Dictionary. Det har dog vist sig, at forkortelsen ikke er helt ny.

I et brev fra 1917 viser det sig nemlig, at Admiral John Arbuthnot Fisher brugte forkortelsen OMG, som står for ’Oh My God’, til ingen ringere end Winston Churchill.

Admiral John Arbuthnot Fisher, 1917 skrev:
I hear that a new order of Knighthood is on the tapis — O.M.G. (Oh! My God!) — Shower it on the Admiralty!!

Oxford English Dictionary optog OMG sidste år, så OMG i John Arbuthnot Fishers brev er gået ubemærket hen i over næsten hundred år.

newz.dk

PUBCRAWL fanger ondsindede web-bots

- Via Dark Reading - , redigeret af Pernicious

En gruppe forskere fra University of California, Santa Barbara og Northeastern University har lavet et system til at opdage og blokere ondsindede webcrawlere, som de kalder PUBCRAWL (Protecting Users and Businesses from CRAWLers). Systemet er i stand til med meget stor nøjagtighed at kende forskel på legitime brugere, selvom de er skjult bag en enkelt proxy og en ondsindet webcrawler-kampagne, som er distribueret ud til at komme fra flere forskellige adresser.

Christopher Kruegel, UCSB skrev:
You want to make it easy for one person to get a small slice of the data. But you don’t want to allow one person to get all the information.

Webcrawlere bruges blandt andet til at indeksere og analysere indhold på nettet, og gør det lettere for brugere, at finde det de leder efter. Der er dog også en stigende trafik af ondsindede webbots, som indsamler data, der bruges til spamming, phishing, målrettede angreb eller konkurrerende websites, som kopierer indhold. Specielt er sociale netværk udsat for den onsindede indsamling af brugerdata, som sælges videre til kriminelle eller bruges til afpresning.

Under udviklingen af PUBCRAWL trænede forskerne systemet i genkendelse og blokering af ondsindede crawlere med data fra et stort ikke navngivet socialt netværk på en produktionsserver. PUBCRAWL opdagede mere end 95 % af alle crawlere og 100 % af de uaftoriserede crawlere samt tæt på 99 % af crawlere, der forsøger at maskere sig som en legitim service.

PUBCRAWL gør brug af flere forskellige teknikker til at opdage og blokere ondsindede web crawlere. Den analyserer blandt andet hvilket indhold der efterspørges og timingen af forespørgsler, og er i stand til at opdage mønstre i forespørgelser fra forskellige kilder, og dermed opdage en ondsindet web crawler, som forsørger at skjule sig ved at være distribueret ud på flere forskellige adresser.

Systemet kører i dag på det sociale netværks produktionsserver.

ESA

Det første 3D-billede fra Curiosity

- Via NewScientist - , redigeret af Net_Srak

Det første 3D-billede fra Curiosity er landet. Det er taget på missionens marsdag 2 ud af de planlagte 686 marsdage.

3D-billedet er sammensat af to billeder, der er taget med to forskellige kameraer. Det ene billede er taget med venstre kamera, mens det andet er taget med højre kamera. Herefter er de blevet sat sammen på samme måde som hjernen danner et tredimensionelt billede fra øjnene.

3D-billedet af Mars kan ses ved at følge linket til nyheden.

MIT

Darpa støtter udviklingen a robotorm

- Via BBC News - , redigeret af Pernicious

Forskere ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) og Harvard University i USA samt Seoul National University i Sydkorea har, med støtte fra Pentagons forskningsafdeling Darpa, skabt en robot, der bevæger sig på samme måde som en orm.

Robotten er opbygget af et rør af polymernet, hvorom der er viklet en tråd af nikkel og titanium, som trækker sig sammen ved varme. Robotormen bevæger sig fremad ved, at en algoritme sørger for at lede strøm igennem tråden, som derved trækker sig sammen om de fem sektioner, ormen er opbygget af, og skaber en muskellignende bevægelse, der minder om en rigtig orms måde at bevæge sig på.

Sangbae Kim, MIT skrev:
Parts in Meshworms are all fibrous and flexible. The muscles are soft and the body is soft… [and] we’re starting to show some body-morphing capability.

Forskerne var i stand til, at få ormen til at bevæge sig fremad med 5 millimeter i sekundet. Yderligere to kunstige muskler på hver side af ormen, kan få den til at dreje til højre eller venstre.

Robotormen er meget modstandsdygtig mod slag og fald. Forskerne kunne både træde på den og slå på den med en hammer, uden at den gik i stykker. Måden den bevæger sig på, gør den i stand til at bevæge sig over ujævt terræn, og på grund af den bløde struktur vil den kunne klemme sig ind af selv små åbninger. Da den samtidig bevæger sig, uden at give meget lyd fra sig, vil den ifølge forskerne være oplagt til rekognosceringsopgaver.

Du kan se en video af ormen i aktion herunder.

Google Inc.

Google nedprioriterer piratsider

- Via The Verge - , redigeret af Net_Srak

Google har opdateret deres algoritme til søgning. Dette har denne gang betydet, at Google vil nedprioritere hjemmesider, hvor Google har modtaget mange anvisninger på, at siden ulovligt indeholder ophavsbeskyttet materiale.

Dermed vil Google bidrage til, at brugeren nemmere kan finde lovligt indhold fra lovlige tjenester og imødekommer således også musik- og filmindustrien, der længe har anklaget Google for at være den største piratside.

Google skrev:
This ranking change should help users find legitimate, quality sources of content more easily—whether it’s a song previewed on NPR’s music website, a TV show on Hulu or new music streamed from Spotify.

Google har en side, hvor de lister hvem som ønsker sider nedlagt, hvilke sider der er tale om, og andre data. For eksempel kan det ses at RIAA og Microsoft er nogle af dem, der har mest indhold der bedes fjernet, mens filetube.com er en af de mest efterspurgte sider at få fjernet søgeresultater fra.

Google skriver, at de ikke fjerner siderne fra søgeresultaterne, men kun nedprioriterer dem. Google kan først fjerne dem, hvis der komme er retskendelse.

NASA

Alternativer til Armstrongs rumdragt

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Net_Srak

Da Neil Armstrong satte foden på månen d. 21. juli 1969, gjorde han det i en rumdragt fra firmaet Playtex. Neil Armstrong udtalte om rumdragten, at den var næsten behagelig. Det skriver Videnskab.dk.

Neil Armstrong, Første mand på månen skrev:
Den var modstandsdygtig, pålidelig og næsten behagelig.

NASA overvejede dog også andre alternativer, hvor det i videoen nedenfor, ses bevægelsestest for de forskellige rumdragter. Bevægelsestesten indeholder blandt andet dans, armbøjninger og løb. Desuden blev det også testet hvor nemt dragterne var at tage på og af.

SXC - mapelc

Email og søgereklamer stadig bedst til onlinereklamer

- Via Giga Omni Media - , redigeret af Pernicious

Firmaet Monetate har analyseret mere end 100 millioner online shoppingbegivenheder, hvor de har observeret på konverteringsraten og størrelse af køb i forbindelse med forskellige salgskanaler.

Tallene viser, at den største konverteringsrate ligger ved kanalen emails, hvor 4,25 % reklame-emails fører til et salg, der i gennemsnit har en værdi på $82,72. For søgning er der en konverteringsrate på 2,49% med et gennemsnitligt køb på $90,40. Lavest er sociale tjenester, der kun har en konverteringsrate på 0,59% og et gennemsnitligt køb på $64,19.

En tidligere rapport fra Monetate, for året 2011, viser, 73,19 % af besøgene på Facebook klikker sig videre til en virksomheds hjemmeside på en produktside, mens det tilsvarende tal for Google Search kun var 56,30 %. Dog så 74,31 % af besøgene fra Google mere end en produktside, mens det kun var tilfældet for 54,33 % af besøgene fra Facebook.


Marifran Manzo-Ritchie fra Monetate siger, at online-butikker stadig benytter sig af de traditionelle kanaler som email og reklamer ved søgemaskiner, mens de sociale tjenester stadig skal bevise, at de er pengene værd.

Marifran Manzo-Ritchie, Monetate skrev:
Ecommerce providers are still using email and search because those methods are proven to work and they’re not going away. That being said, with the hype around social, it can be very tempting for an ecommence marketer to launch a full-scale ad campaign on social media, thinking that traffic = conversions. But with this kind of data now available, a marketer might think twice before betting the farm on social.

Manzo-Ritchie mener dog til trods for de svage tal for sociale tjenester, at der stadig er en berettigelse for virksomheder til at bruge denne kanal. Hun mener, at virksomheder kan bruge de sociale tjenester til at opbygge et forhold til deres kunder, samt lokke nye kunder til, som kun bruger de sociale tjenester. Dog ser hun også, at når personer bruger de sociale tjenester, er de oftest ikke i ”shopping-mode”, og kan derfor være sværere til at få til at købe varer.

Lenovo

ThinkPad Tablet 2 kommer med Windows 8

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Lenovo har nu officielt annonceret, at deres kommende tablet får Windows 8 som styresystem.

Tableten sælges fra oktober, og indeholder en Atom CPU, 1366×768 LCD-panel og får en batteritid på 10 timer, den kommer også med 2 kameraer på henholdsvis 8 og 2 megapixels. Trådløs kommunikation omfatter 3G samt 4G og kommer derfor både som en HSPA+ og LTE -version. Vægten er på 600 gram for den 9,8 mm tykke tablet.

Hvor godt tableten kommer til at klare sig i forhold til Microsofts egen satsning Surface Pro, der kommer med en Core i5 CPU, er endnu uvist, men det vurderes, at prisen vil blive lavere.

Microsoft Corporation

’Windows 8’ er måske ikke erstatning for ’Metro’

- Via The Verge - , redigeret af Pernicious

Fornyligt annoncerede Microsoft, at de ikke længere ville benytte navnet ‘Metro’ om deres nye brugerinterface. Dengang blev det foreslået af Microsoft at ’Modern UI’ kunne blive erstatningen. Efterfølgende annoncerede anonyme kilder hos Microsoft, at erstatningen for ’Metro’ var ’Windows 8’.

Læs også: Microsoft har sandsynligvis fundet på et nyt navn for Metro

Nu ser det ud til, at der er intern forvirring hos Microsoft, da oversigter over kommende seminarer benytter sig af ’Modern UI’. Dette drejer sig blandt andet om seminarer omkring Windows 8, design af Modern UI, Modern UI apps, Azure i forbindelse med Modern UI apps og Bing i forbindelse med Modern UI apps.

Den endelige afklaring kommer først, når Microsoft melder endeligt ud, hvad det nye brugerinterface i Windows 8 skal kaldes.