mboost-dp1

newz.dk

Online medier har det svært

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Net_Srak

Det er velkendt at de traditionelle medier i form af aviser har problemer med indtjeningen, grundet den store udbredelse af internettet i form af onlinemedier.

Nicola Bruno og Rasmus Kleis Nielsen fra RUC har sammenlignet tyske, franske og italienske online medier mod de traditionelle etablerede medier. Forskerne kunne se, at det er svært for et nyt online medie at slå igennem og konkurrere med de etablerede medier, til trods for at de etablerede medier har økonomiske problemer. Det skriver Videnskab.dk.

Blandt andet undersøgte de tre nye online medier i Tyskland, hvor det ene nåede at lukke inden undersøgelsen var færdig, det andet har store økonomiske problemer, mens det tredje overlever på hovedsagligt e-handel og arrangementer. Det tredje medie, Perlentaucher.de, er en online kulturguide, der henviser til hvad andre medier skriver om kulturelt og viser også vej til kulturarrangementer. Perlentaucher.de har sin indtægt fra primært e-handel og arrangementer, mens reklamer udgør en mindre del.


De samme tendenser ses også i Frankrig og Italien. Dermed mener forskerne at journalistikken i sig selv ikke kan oppebære en indtjening, der retfærdiggør en stor stab af journalister.

Rasmus Kleis Nielsen, RUC skrev:
Der er ingen tvivl om, at det er umuligt at klare sig på en annoncebaseret forretningsmodel. Udbuddet af indhold er for stort, og det vokser konstant. Værdien af besøgende falder år for år, så det er nødvendigt at vokse for at bevare status quo i indtjeningen.

Han mener at skylden for nedgangen i annonceindtægter skal findes hos de store spillere på markedet for reklamer. Her tænkes især på Google, Facebook, Yahoo og Microsoft, mens også Apple og Amazon tjener penge på reklamer.

Dog fremhæver Rasmus Kleis Nielsen et eksempel i form af Altinget.dk, hvor Altinget.dk’s målgruppe er virksomheder og personer, som har behov for at følge med i det politiske liv på Christiansborg. Dette giver en gruppe af virksomheder og personer som er villige til at betale for information. Dermed har Altinget.dk formået at finde en niche, hvor de står stærkt i forhold til andre medier.

Forskerne har i deres undersøgelse kun kigget på ikke-engelsksprogede medier, men de fortæller at tendensen også er den samme for engelsksprogede medier.

Forskerne mener at nye online mediers overlevelse er en succes-parameter i sig selv, hvor de mener at overlevelse afhænger af at have lave omkostninger, en klar målgruppe og flere forskellige indtjeningsstrømme.

I fremtiden mener forskerne, at modellen for distribution af nyheder vil blive ændret henimod små online nyhedsmedier med mange frivillige i modsætning til et traditionelt nyhedsimperium som aviser. Dermed vil det også betyde at mange journalister kan finde sig selv som freelancere.

Nogle af de online medier forskerne har snakket med, siger dog at de har startet deres online medie op som en form for protest mod de etablerede medier, da de mener at de etablerede medier hovedsageligt kun videreformidler nyheder og pressemeddelelser fra magthaverne.





Gå til bund
Gravatar #1 - Peter Bindner
13. aug. 2012 10:26
Det handler vel bare om at konkurrencen er blevet stor, eftersom vi kan få nyheder alle steder: facebook, online aviser, fysiske aviser, radio internet generelt.

Vi har kun X mængde opmærksomhed, og selvfølgelig er det blevet sværere at gøre krav på denne.
Gå til top

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login