Taiwanske HTC annoncerede for nyligt firmaets kommende flagskibstelefon, HTC One, der siden annonceringen har fået megen positiv omtale og megen interesse, hvilket da også er, hvad firmaet har brug for midt i deres krise.
HTC er således meget afhængig af, at HTC One sælger godt i 2013, men HTC One er ikke HTCs eneste trumf-kort, i hvert fald hvis man skal tro Unwired View, der mener at vide, at HTC vil være første firma klar med en Windows Phone 8 GDR2-smartphone.
Windows Phone 8 GDR2 er den første store opdatering Microsoft har i sinde at lancere til deres WP 8-platform, og hvis HTC virkelig er forrest i kapløbet om at udgive opdateringens første telefon, kan der vente firmaet er betydeligt mersalg.
Enheden der er tale om er HTC Tiara, der med sin 1,2 GHz dual-core Snapdragon processor, 4,3” WVGA Super LCD2-display, 8 GB intern hukommelse og 1 GB RAM er klar til at indtage markedet.
Om rygterne er sande vides endnu ikke, men yderligere information kommer så snart vi ved noget med sikkerhed.