mboost-dp1

Flickr - pfly

Forskere undersøger, hvordan man slipper af med en sang, man har på hjernen

- Via Telegraph - , redigeret af Pernicious

Mange kender til det fænomen, at man får en del af en sang på hjernen, som man derefter kan gå og gentage for sig selv resten af dagen. Det har fået forskere til at undersøge, hvordan man nemmest slipper af med sådan en sang igen.

Ifølge forskerne er den bedste måde til dette at løse svære anagrammer, da det kan tvinge sangen ud af hjernens arbejdshukommelse, som i stedet får plads til mindre irriterende tanker. Man skal dog ikke kaste sig over anagrammer, som er alt for indviklede, da sangen kan snige sig tilbage igen, hvis hjernen finder opgaven alt for svær.

Dr. Ira Hyman, Wstern Washington University skrev:
Something we can do automatically like driving or walking means you are not using all of your cognitive resource, so there is plenty of space left for that internal jukebox to start playing. Likewise, if you are trying something too hard, then your brain will not be engaged successfully, so that music can come back. You need to find that bit in the middle where there is not much space left in the brain. That will be different for each individual.

Undersøgelsen blev foretaget ved at spille sange fra The Beatles, Lady Gaga og Beyoncé for deltagere, der gennemførte labyrinter tegnet på papir. Forskerne fandt frem til, at denne aktivitet i høj grad gav deltagerne musikken på hjernen.

Derefter prøvede forskerne de samme aktiviteter til at få musikken ud af hjernen igen. Anagrammer viste sig her at være bedst, især dem med en længde på fem bogstaver.

Mozilla Foundation

Mozilla og Epic Games porterer Unreal Engine 3 til browseren

- Via The Mozilla Blog -

Mozilla har sammen med Epic Games porteret sidstnævntes Unreal Engine 3 til JavaScript, så spilmotoren kan bruges i browseren.

Porteringen kræver dog en højt optimeret underudgave af JavaScript kaldet asm.js, som indtil videre kun er tilgængelig i Firefox Nightly, altså den testudgave af browseren som udgives dagligt. Asm.js gør det muligt for Firefox at afvikle 3D-grafikken med en ydelse, der minder meget om den, man kender fra almindelige 3D-spil.

Mozilla planlægger ifølge annonceringen af porteringen at gøre motoren tilgængelig for andre, som dermed kan flytte deres eksisterende Unreal Engine 3-spil over i browseren.

Fremskridtene inden for 3D-spil, som Mozilla har hjulpet med til at bane vejen for, skal blandt andet gøre det muligt for spiludviklere nemmere at få deres spil lanceret på Firefox Marketplace, der snart virker til både Firefox OS og Firefox på Android.

Nedenunder kan du se en videodemonstration af Unreal Engine 3 i browseren.

NASA

Forskere forbinder det kolde forår med svindende havis

- Via wunderground.com -

Sidste efterår faldt både arealet og volumen af den havis, der dannes og smelter hvert år, til et historisk lavpunkt. Isen er 80 % mindre, end den var for 30 år siden, og flere og flere forskere mener, at det kan være grunden til det mere ekstreme vejr på breddegraderne nogenlunde midt imellem ækvator og Nordpolen.

At havisen svinder ind betyder, at oceanerne og atmosfæren bliver varmere, hvilket videre betyder, at jetstrømmen i luften flytter sig. Netop jetstrømmen styrer meget af vejret på den nordlige halvkugle. At jetstrømmen flytter sig betyder, at den kolde luft fra de arktiske egne kan komme meget længere syd på end normalt.

Jennifer Francis, Rutgers Institute of Coastal and Marine Science skrev:
The pattern can be slow to change because the [southern] wave of the jet stream is getting bigger. It’s now at a near record position, so whatever weather you have now is going to stick around.

Sidste år havde mange lande et af deres varmeste forår nogensinde. Både sidste års varme og dette års kulde mener forskerne kan forklares af, at vindmønstrene ændrer sig. USA’s National Oceanic and Atmospheric Administration skrev blandt andet for nyligt, at “med mere solenergi, der går til det Arktiske Hav på grund af smeltet is, er der grund til at forvente flere ekstreme vejrsituationer så som snestorme, hedebølger og oversvømmelser i Nordamerika og Europa”.

Tumblr

Tumblr runder 100 millioner blogs og nærmer sig 45 milliarder indlæg

- Via The Next Web -

Hjemmesiden Tumblr gør det nemt for folk at oprette deres egen blog, som dermed bliver en del af det sociale netværk på siden. Nu har Tumblr rundet en milepæl, idet at der nu findes mere end 100 millioner blogs på siden. Det vides dog ikke hvor mange af dem, der er aktive.

Tumblr blev startet i 2007. Den sidste halvdel af de 100 millioner blogs er kommet til siden april sidste år, så tilstrømningen til hjemmesiden går altså hurtigere og hurtigere.

For nyligt annoncerede Tumblr, at de i løbet af første halvdel af 2013 ville introducere reklamer på deres iOS- og Android-applikationer, da hjemmesiden går efter for sit første overskud set over et helt regnskabsår.

Der skrives dagligt omkring 80 millioner blogindlæg på netværket. I øjeblikket er den summen af blogindlæg på 44,6 milliarder, og dermed nærmer Tumblr sig allerede sin næste milepæl med 50 milliarder indlæg.

Hjemmesiden har især godt fat i amerikanske unge. Blandt denne gruppe er brugerskaren for Tumblr endda større, end den er for Facebook. Blandt andet derfor er hjemmesiden også blevet en af de 10 største i USA, målt på traffik.

Flickr - John Pavelka

Efter en måned har Nordkorea valgt at lukke for turisters 3G-adgang

- Via International Business Times -

Efter godt en måned med 3G-adgang for landets turister har Nordkorea valgt at lukke for netværket igen.

Læs også: Nordkorea klar med 3G-netværk til udenlandske besøgende

Nordkorea har ellers i et stykke tid været på vej mod et mere åbent land. I januar tillod landet for første gang, at turister bragte deres egne telefoner med dem ind i landet, og 3G-netværket åbnede for turisterne sidst i februar.

Lukningen af 3G-netværket er ikke blevet officielt begrundet, men journalister spekulerer i, at den sandsynligvis er blevet gennemført efter voksende internationalt pres på landet, som med lukningen bedre kan kontrollere informationerne, der kommer ud af landet. Nordkorea gennemførte sidste måned sin tredje atomtest, og det er muligt, at landet vil undgå at turister uploader billeder og videoer fra landet til internettet.

Netværket var ikke censureret for turister, men kostede til gengæld mellem €150 for 2 GB data og €400 for 10 GB data.

Flickr - saschaaa

Historiens største DDoS-angreb sløver hele internettet

- Via BBC - , redigeret af Avenger-

Brugere verden over har oplevet, at internettet har været sløvt for dem, på grund af hvad eksperter kalder det største DDoS-angreb nogensinde. Angrebet har blandt andet påvirket Netflix, og eksperter frygter, at det kan eskalere til også at påvirke netbanker og e-mail-systemer.

Angrebet, der stadig er igangværende, er rettet mod non-profit-organisationen Spamhaus, der med en række blokeringslister hjælper e-mail-udbydere med at holde spam og andet uønsket indhold fra sine servere.

Spamhaus blokerede for nyligt servere ejet af firmaet Cyberbunker, et firma, der sælger sig selv på, at de vil hoste hvad som helst, der ikke er børneporno eller relateret til terrorisme. Den blokering er grunden til angrebet, som Spamhaus beskylder Cyberbunker for at samarbejde med kriminelle fra Østeuropa og Rusland om.

Angrebet har stået på i mere end en uge mod blandt andet Spamhaus’ DNS-servere, der rammes med omkring 300 gigabit i sekundet. Til sammenligning er normale angreb mod større banker på omkring 50 gigabit i sekundet. Den megen traffik betyder dog også, at andre firmaer bliver ramt, blandt andet internetudbydere kan have svært ved at følge med.

Serverne har indtil videre formået at holde sig oppe, blandt andet med hjælp fra store firmaer som Google, der har stillet sine serverkapaciteter til rådighed for Spamhaus.

Angrebet undersøges i øjeblikket af fem forskellige cyber-politienheder rundt omkring i verden.

HTC

HTC: Vi arbejder på en J Butterfly-efterfølger

- Via Focus Taiwan - , redigeret af OnkelDunkel

HTCs J Butterfly-smartphone tog sidste år verdensmarkedet med storm, da den blev lanceret i fjerde kvartal, og nu har den taiwanske hardwareproducent så annonceret, at firmaet snart er klar med en efterfølger til succes-telefonen.

Telefonen kom med verdens første 5” fuld HD-display, og skal man tro HTCs nye marketingschef Ben Ho, så kan vi forvente endnu en revolution ved lanceringen af den næste enhed.

Ved annonceringen røbede Ben Ho dog ingenting om hverken udgivelsesdato eller prisniveau, men sagde blot, at firmaet ville være klar med mere information når en lancering nærmer sig.

Den nye phablet, der altså er den næste i rækken, der startede med J Butterfly, bliver dog ikke navngivet efter sin forgænger, men får i stedet et helt nyt navn, der skal afspejle telefonen bedre.

FBI

FBI vil have mulighed for at overvåge tjenester som Gmail i realtid

- Via Slate - , redigeret af Net_Srak

FBI’s Andrew Weissmann fortalte sidste uge, at en af FBI’s topprioriteter i år er at få det gjort nemmere at overvåge tjenester som Gmail, Google Voice og Dropbox i realtid.

FBI kalder problemstillingen for “going dark”-problemet, da den stigende popularitet af e-mail og sociale netværk har gjort det sværere for bureauet at overvåge samtaler, mens de gennemføres. Der er allerede love, der gør det nemt for FBI at få fat i kopier af e-mail-samtaler efter de er sendt, men overvågning i realtid er langt sværere.

USA’s aflytningslov giver FBI mulighed for at bede e-mail- og chat-udbydere om “den tekniske assistance, der er nødvendig for at kunne gennemføre en operation”. Bureauet mener ikke, at dette er tilstrækkeligt, da det at beordre en e-mail-udbyder til at yde teknisk assistance ikke er det samme, som at beordre dem til ligefrem at gennemføre overvågningen.

Ifølge Weissmann vil FBI have mulighed for at overvåge alt lige fra chat-funktionen i Scrabble til VoIP-tjenester som Skype. Sådan trafik er ofte krypteret, og kan derfor ikke overvåges med FBI’s nuværende beføjelser, som blandt andet giver mulighed for at overvåge internetudbyderes traffik. I stedet afhænger bureauet altså helt af de enkelte virksomheder.

Hulu LLC

Hulus ledelse pønser angiveligt på et salg

- Via Bloomberg - , redigeret af OnkelDunkel

Video On Demand-tjenesten Hulu har gennem den seneste tid oplevet den ene nedtur efter den anden, og derfor kommer det ikke som en overraskelse for mange, at folkene bag firmaet er parate til at sælge. Faktisk så parate, at de angiveligt har lagt følere ud for at se, hvem der er potentielle købere.

Informationen kommer fra to uafhængige kilder, som angiveligt er tæt på begivenhedernes kerne, og skal man tro dem, skyldes det potentielle salg ikke blot et halvdårligt regnskab, men også uenigheder mellem de to vigtige firmaer bag Hulu nemlig Disney og News Corp.

Disse uenigheder omhandler sandsynligvis, som det stort set altid er tilfældet, økonomien bag tjenesten, hvor News Corp angiveligt ønsker at gøre tjenesten til en månedlig betalingsservice i stil med Netflix, mens Disney ønsker at sponsorere tjenesten ved hjælp af reklamer.

Om firmaet bliver solgt vil kun tiden vise, men meget tyder i hvert fald på, at der arbejdes på sagen.

Facebook

Facebook tester reklamer direkte i brugernes nyhedsfeed

- Via Facebook Studio - , redigeret af Pernicious

Facebook lancerer en ny alfatest, som placerer reklamer direkte i brugernes nyhedsfeed. Reklamerne vil ikke være sociale reklamer, som man allerede kender dem fra Facebook, men bliver i stedet en del af Facebook Exchange, der giver annoncører mulighed for at målrette kampagner til brugere ud fra disses internetvaner.

Sådanne reklamer har Facebook længe tilbudt i højre side af hjemmesiden, men det er første gang, at de finder vej til nyhedsfeedet.

Det sociale netværk understreger, at selvom de introducerer reklamer direkte i brugernes nyhedsfeeds, øger de ikke det samlede antal af reklamer, som vises på siden. Indtil videre vises reklamerne også kun på web-udgaven af Facebook, men de burde finde vej til mobiludgaven inden alt for længe.

Under den lukkede alfatest samarbejder Facebook med få udvalgte partnere, men programmet udvides over de kommende uger.